-- _Der er Vognen!_
Pigebørnene stod et Øjeblik i aandeløs Spænding.
-- Ved Gud i Himlen, hun sidder der! brast det saa ud af Anna.
-- Og i Landaueren! I Mors egen Vogn! supplerede Charlotte.
-- Og den er _nedslaaet_! lød det indigneret fra Frederikke.
Men den lille Sofie sprang ude af sig selv op paa den nærmeste Stol:
-- Jeg lukker Vinduet op, sagde hun, hendes Læber dirrede, og Stemmen
var tyk af frembrydende Graad -- jeg lukker Vinduet op og raaber
_Tæve_ til hende!
-- Men er Du da _gal_, Tøs! Anna _rev_ Søsteren ned af Stolen og bort
fra Vinduet, som hun allerede havde faaet aabnet og givet et Stød,
saa at det fløj klirrende tilbage mod Muren -- Du ved jo, at det bare
kommer til at gaa ud over _Mor_!
Sofie sled sig løs og vilde atter frem; og da hun blev standset af de
andre, kastede hun sig næsegrus paa Gulvet foran dem og brast ud i en
hysterisk Hulken.
Landaueren var imidlertid naaet op foran Hoveddøren, og Kusken slog
paa ny et smældende Knald.
Paa Vognens Bagsæde sad »Tæven« opstadset og udsmykket med fjerprydet
Hat med Roser og flagrende Baand. De smaa, stikkende sorte Øjne i det
ret kønne Ansigt for stadig hid og did rundt til Hovedbygningens
Vinduer og Døre; medens de tykke behandskede Fingre nervøst pillede
ved Kniplingerne paa det altfor elegante Overstykke; og hendes fede,
posede Kinder blev rødere og rødere.
Saaledes sad hun et Par Minutter og ventede, mere og mere ophidset
ved Situationen:
-- Det var igen et af hans sædvanlige fjollede Paafund, at hun skulde
rulle her op og hente ham, i Stedet for at han burde være kørt ned
til Økonomibygningen og taget hende paa! Her sad hun til Grin for
hele Gaardens Besætning ...! Og det kunde ligne ham selv at staa og
grine af hende inde bag Vinduet!
Hun syntes i sin Ophidselse at høre Mumlen og Fnisen rundt fra
Bygningens halvmørke Hjørner og Kroge. Og pludselig opdagede hun paa
Bænken henne foran »Asylet« de tre Gamle, der ivrig gestikulerende
stak Hovederne sammen og hviskede.
-- Satans ogsaa, at hun ikke simpelthen havde sagt Nej, da han
foreslog, at Vognen skulde køre her op med hende ...!
Solen var lidt efter lidt sunket ned bag Lindene i Parken. Skyggerne
over Gaardspladsen blev længere og længere. Den store røde Bygning,
der nu i Aftenskumringen fik en næsten blaasort Tone, laa som uddød.
Ikke en Lyd hørtes. Kun af og til lød en lille, klagende Piben fra
det aabentstaaende Vindue paa første Sal, som i Trækvinden sagte
bevægedes frem og tilbage ...
En Flok Raager og Krager slog sig skrigende og larmende ned paa
Taarntaget.
Fruentimmeret i Vognen for sammen og rettede sin svære Krop:
-- Lars, Herren har vist ikke hørt os. Slaa et Knald til!
Kusken rørte sig ikke.
Da huggede hun i rasende Forbitrelse en Hæl ned mod Vognbunden, saa
det rungede:
-- Kan han ikke høre, Fæ, naar man snakker til ham! Slaa et Knald
til, siger jeg!
Men uden at røre paa sig og uden at lystre Ordre brummede Kusken
trægt og modvilligt, som var det ham en Overvindelse at aabne
Munden:
-- Ta' 'en med Ro, bitte Jomfru Helmer; Husbond viser sig nok, naar
det passer ham ...
-- --
Lidt efter blev Entrédøren aabnet, og Godsejeren, Hr. Nils
Uldahl-Ege, traadte ud. Han var en lille, mager Mand med velplejet
hvidt Haar og Skæg; smuk og fin at se til, men med et Par store,
vandblaa, upaalidelige Øjne.
-- Er det en Manér at la' mig sidde her og vente til Grin for hele
Gaarden! skræppede Fruentimmeret i Vognen øjeblikkelig op.
Han glippede nervøst med Øjnene:
-- Saa, saa, Mathilde; Du sidder jo rart ... og her kommer jeg jo.
Har Du husket Kufferten?
-- Ja, den staar hos Lars.
Uldahl saa sig hurtig og sky omkring. Saa steg han op i Vognen og
satte sig ved sin Dames Side. Han fyldte ikke meget der.
Pludselig greb Jomfruen ham haardt i Armen:
-- Se, se! sagde hun og pegede over mod Strygestuens Vinduer i østre
Fløj -- der staar din Frue ovre! Hils paa hende!
Det glimtede ondt i Godsejerens Blik, og han tog Hatten dybt og
ceremonielt af. Samtidig fik han et af sine smaa pikante Indfald: Den
kære Familie skulde end yderligere ydmyges; _Døtrene_ havde han dog
endnu saa nogenlunde Krammet paa!
-- Anna! raabte han op mod Vinduet paa første Sal -- Anna og I andre
Pigebørn, kom herned og sig pænt Farvel til Far og den gode Jomfru
Helmer!
Jomfruen lo haanligt:
-- Hæ, de hytter sig sgu nok!
Nils Uldahls Ansigt blev mørkerødt:
-- Anna! brølede han saa ganske ubehersket -- kom øjeblikkelig herned
og tag dine Søstre med!
Men nu drejede Kusken sig halvt om paa Sædet, løftede Pisken til
Hatten og sagde med sin sindige Stemme:
-- Med Forlov, Husbond, Frøknerne er vist gaaen ud at spadsere.
-- Saa--e? Har Du set dem?
-- Jo ...
-- Hvor er de gaaet hen?
-- De gik for en lille halv Time siden ned ad Strandskoven til.
Uldahl vidste, at Lars løj; men han var glad over ikke at behøve at
forfølge Sagen yderligere:
-- Det kunde Du jo ha' sagt straks, dit Fæ! ... Kør saa! ... Til
Stationen! ... Men lidt hurtig!
Lars strammede Tøjlerne; og Vognen svingede fra Døren.
Da de kørte forbi Bænken foran »Asylet«, skævede Jomfru Helmer om for
at se, om de Gamle vilde rejse sig og hilse. Men de var forsvundet.
Bænken stod tom.
Saa skudrede hun sig magelig til Rette i den bløde Landauer:
-- Nu var der kun Fornøjelserne tilbage!
Ogsaa Nils Uldahl lænede sig lettet mod Vognens Hynder:
-- Nu skal vi rigtig ud at more os, lille Mathilde!
-- _Tæve!_ klang det saa pludselig hen over Gaardspladsen som i et
Skrig fra en høj og skinger Pigestemme -- _Nu kører Godsejer
Uldahl-Ege bort med sin_ ...
Et Vindue sloges klirrende i. Stemmen blev ligesom _hugget_ over af
Lyden.
Man vaagnede paa Havslundegaard som til nyt Liv, naar Godsejeren var
bortrejst.
Om det saa var de tre Gamle ovre i Asylet, blev de ligesom yngre og
tryggere. De gik rankere over Gaardspladsen, naar de skulde til
Maaltiderne i Herskabskøkkenet. Og de tittede ikke sky og fortrykte
til Taarnværelset i Stueetagen, hvor »Husbond« residerede.
Ikke at han egentlig paa nogen Maade fortrædigede dem. Tværtimod, han
gav dem alt, hvad deres gamle Hjerter begærede: Mad, Klæder, Husly og
Brændsel. Men der stod en vond og tung Luft omkring ham. Jomfru
Ingwersen paastod, at hendes Astma blev værre, naar Husbond var
hjemme. Hun sagde, at hans Nærværelse var at føle, ligesom naar om
Sommeren et Tordenvejr laa og rugede nede bag Strandskoven, før det
brød løs; man vidste aldrig, hvad det kunde ende med. -- Men naar han
saa var udengaards, blot kørt til Byen en Eftermiddag, hævedes
Trykket straks, og Astmaen bedredes.
Jomfru Ingwersen var firsindstyve Aar og havde tjent Familien Uldahl,
siden hun var otte. Hun havde oplevet hele Verdenshistorien, sagde
hun; var begyndt som Gaasepige hos Etatsraadens Fader paa Egesborg og
var endt som Kammerjomfru hos Etatsraadinden. Og sad nu som
Stiftsdame paa Havslunde.
Som Følge af denne sin Alder og Karriére var Jomfru Ingwersen
naturligvis selvskreven den fornemste i Asylet.
Efter hende i Aar og Rang sorterede Jomfru Rottbøl. Hun var kun
halvfjerds og havde haft fire Børn, der alle var døde. Saa har man
prøvet _det_ med, sagde hun. Hun havde ernæret sig og Børnene ved
Syning. Fædrene saa hun nemlig aldrig noget til efter Katastroferne.
Men hun syede og syede. »Syfingeren« paa hendes venstre Haand var
endnu ganske sort og prikket af Naalen. Og Børnene fik hun opdraget
og skulde nu til at have lidt Glæde og anden Gavn af dem. Men saa gik
de hen og døde, den ene efter den anden, førend de endnu havde naaet
deres tyvende Aar. Jomfru Rottbøl blev lidt tosset af disse hyppige
Dødsfald og skulde paa Fattiggaarden. Men saa friede den rare Fru
Uldahl hende fra den Forsmædelse og gav hende Plads i Asylet.
Lavest i Rangen stod Madam Lurvadt. Hun var femogtres og havde været
lovformelig gift; hvad hun under visse Ordveksler med Rottbøl var
stolt af. Ellers var der ingen særlig Grund for hende til at pukke
paa sit Ægteskab. Hun var kommet til Gaarden som Havekone. Men da
hendes Mand var endt med at traktere hende med Slag og derefter lægge
hende paa Loftet, medens han selv og hans utugtige Kvindfolk
rummesterede i Stueetagen, havde Fru Uldahl i sit Hjertes Godhed
taget sig af hende og forbudt Tyrannen at sætte sine Fødder paa
Havslunde.
Disse tre Damer var altsaa »Asylets« ærværdige Beboere.
-- Ingwersen! Er I gaaet i Seng?
Der blev banket paa. Døren aabnedes, og Frøken Frederikke stak sit
blondlokkede Hoved ind.
Asylstuen saa paa denne Tid af Aftenen underlig hemmelighedsfuld ud,
stor som den var og kun oplyst af en lille lavstammet Lampe, der stod
paa et Bord oppe i Krogen ved Vinduerne. Det første Indtryk man fik
af Rummet, var, at det var »draget« til Lig: De hvide Stykker for
Vinduerne, de hvide Mure, det hvide Loft og de hvide Senge. Og saa i
Halvmørket midt i alt dette hvide de tre smaa mørkklædte Kvinder
fimrende rundt paa deres bløde, lydløse Filtsko ...
-- Jeg skulde spørge, om I havde Lyst til at drikke Kaffe med os
andre?
-- Jamen jøsses, lille Frederikke, vi er jo ved at gaa til Ro ...!
lød det forskrækket fra Ingwersen.
-- Ja, vi er li'e ved at gaa til Ro, lille Frederikke ... repeterede
Rottbøl.
De havde alle tre faaet Kapperne af, og sad nu hver paa sin Stol med
Haarnaalene i Munden og flettede »Pindene« for Natten.
Men Madam Lurvadt, det unge Blod, anbragte gesvindt sin
Hovedbeklædning paa dens Sted, stoppede Fletningerne op og sagde:
-- Ka' vi gaa saaden?
-- Javel, kan I saa! Skynd Jer nu bare! Saa løber jeg over og siger,
at I kommer ...
Sandt at sige havde de Gamle ventet paa denne Indbydelse lige siden
Aftensmaden. Der plejede altid at være Kaffelystigheder ovre i
Herskabsfløjen, naar »Husbond« var rejst ... men til sidst havde de
helt opgivet Haabet for den Dag; og uden at meddele sig til
hverandre, havde de alle tre haft samme Tanke, at Frøknerne
naturligvis ikke kunde faa sig til at lave Lystighed i Aften med den
Tort, der var overgaaet deres Mor, at Jomfru Helmer var kommet
kørende lige op for Næsen af dem allesammen i Fruens egen Karet ...
Og nu var alligevel Frøken Frederikke kommet og havde inviteret dem!
Glade og travle fik de Kapperne paa, Tørklæderne over Hovederne og
Haandlygten tændt:
-- Lurvadt, blæs! kommanderede Ingwersen.
Og Lurvadt blæste Lampen ud; hun havde det meste Vejr tilovers.
Og med Tøfler uden paa Filtskoene balancerede saa »Asylerne« i
Gaasegang over den mørke Gaardsplads.
Ingwersen gik i Spidsen med Haandlygten.
Disse »Kaffelystigheder«, der fejrede Godsejerens Bortrejse, holdtes
i Køkkenet. Der blev stillet ti Stole op omkring det store,
hvidskurede Midterbord, en ved hver Ende og fire ned langs Siderne.
Man havde sin bestemte Plads: Fru Uldahl sad øverst ved Bordenden;
saa kom Frøkenerne og Pigerne med de Gamle imellem sig; og nederst
nede sad, som eneste Herre, Tyrk paa sin Bænk ved Siden af Frøken
Sofie. -- To store Messingkaffekander gik paa Omgang og Skaale med
hjemmebagt Bagværk fra Blikdaaserne i Spisekammeret. Og naar den
første Kop var tømt, tændte Frøkenerne deres Piber, og Morskaben
begyndte.
-- --
Straks Asylerne i Aften kom ind i Køkkenet, saa de, at Fruens Stol
ikke var stillet frem.
-- Mor har Hovedpine, sagde Anna.
-- Vi skulde hilse ... lagde Charlotte til.
Men de øvrige Stole stod paa deres Pladser. Den store Hængelampe over
Bordet lyste med festlig Glans. Kopperne var sat rundt; og fra de
okkergule Vægge skinnede det blanke Kobbertøj.
-- Lurvadt, blæs! sagde Ingwersen.
Og Lurvadt blæste lydig Haandlygten ud.
Ane Kokkepige kom fra Komfuret med de fyldte Kaffekander.
-- Sesaa! sagde hun -- Værsgod! Her er Nydelsen!
Men alle saa tænkte de det samme, at det blev vist kun smaat med
Glæden i Aften, da Fru Line ikke var her ...
-- Skal vi saa sætte os ind?
Charlotte tog Jomfru Ingwersen under Armen og førte hende til Bords.
De andre fulgte tavse efter. Kaffen blev skænket, og Bagværket bødes
rundt.
-- Sofie! Du glemmer jo Tyrk! sagde Anna.
Men Sofie blev siddende ubevægelig. Hendes Øjne var røde af Graad, og
Musklerne om hendes Læber dirrede.
De Gamle skottede hjælpeløst hen mod hende ...
Saa rejste Frederikke sig og løb hen til Tyrk, der laa i sin Kurv bag
Komfuret -- han var en stor, hvid- og brun-plettet St. Bernhardshund
med et Par dybt melankolske Øjne.
-- Saa her ligger Paschaen og breder sig! sagde hun -- Skammer han
sig ikke? Alle Damerne er allerede gaaet til Bords!
Tyrk hævede Hovedet og saa paa hende med et døende Blik og slikkede
hendes Haand.
-- Ja, det er godt nok, lo hun og ruskede ham i Øret -- men kom saa!
Det knagede og bragede i Kurvens Fletværk under Hundens logrende
Bevægelser. Men op kom han ikke.
-- Vil Du rejse Dig, din Sovetryne, ellers vælter jeg Dig ud! Du skal
jo hen og ha' Kaffe!
Atter skreg og bragede Kurven; men Tyrk blev, hvor han var.
-- Han er da 'nte syg vel? lød det fra Ingwersen.
Frøkenen lagde kyndig en Haand om Dyrets Snude ... den var kold og
fugtig, som den skulde være:
-- Næi, han er bare doven ... Aa, Ane, Du er saa stærk, kom og vælt
ham ud.
Ane fløj til og tog fat ... Tyrk gjorde sig ligesom _tung_ og sendte
hende et bebrejdende, trøstesløst Blik. Men hun baksede bare løs og
fik Kurven paa Højkant. Hunden gjorde et Spring frem for ikke at
_trimle_ ud, og samtidig hørtes en raslende og skrattende Lyd, der
ligesom hoppede efter ham hen ad Gulvet.
Kokkepigen slap Kurven og slog Hænderne sammen:
-- Naa _saadan_ at forstaa, sagde hun -- han har igen vaaren paa
Dumpejagt!
Hele Selskabet brast i Latter. Om det saa var Frøken Sofie, saa lo
hun:
-- Men _Hund_ dog ...! sagde hun.
Tyrk stod fuldstændig lammet midt paa Gulvet. Hovedet næsten skjulte
han mellem Forpoterne, og Halen hang skamfuld mod Jorden ... Og
bundet til denne Hale hang i et Stykke Hyssing en gammel, værkbruden
og hullet Blikkasserolle; anbragt paa dette Sted et Udsvævelsens og
Letsindighedens Symbol.
-- Fy--e, for en væmmelig gammel Udhaler! sagde Frøken Frederikke med
løftet Pegefinger.
Og ogsaa alle de andre Kvinder sagde: Fy--e ...!
-- --
Men lidt efter sad Forbryderen paa sin Bænk for Bordenden ved Siden
af Frøken Sofie og lappede skyldfri i sig: holøp! holøp! af Kaffen og
Bagværket, der stod serveret i en Spølkum paa et Stykke Voksdug foran
ham.
Frøkenerne tændte deres Piber; og Snakken og Lystigheden tog Fart.
Og pludselig greb Frøken Frederikke Kasserollen, der laa hjemløs paa
Gulvet ved hendes Fødder:
-- Saadan en skulde der bindes i _Far_! sagde hun og anbragte
Genstanden med et Smæld paa Bordet midt imellem Kaffeopdækningen.
6/10.
Hvorfor har Du ikke været her saa længe, Isidor? Jeg saa, at Post Ole
i Dag havde Brev fra Dig til Moder; hvad har I to at skrive om? Er
det om det forfærdelige med Fader og Jomfru Helmer? Ja stakkels,
stakkels Moder, var jeg i hendes Sted, vilde jeg skilles og gaa min
Vej med os allesammen; men det _vil_ hun ikke, og jeg synes, at hun
tager det hele altfor roligt; men det er vel, fordi hun er vant til
det. Aa, naar jeg ser, hvordan Du og »Resedaen« har det sammen, og
hvor god Du er mod Povl og Jørgen, saa synes jeg, at hele mit Liv er
forspildt, fordi jeg ingen rigtig Barndom har haft. Anna og Charlotte
siger, at de kan huske, dengang Fader og Moder var gode Venner, men
det kan _jeg_ ikke; og hvis jeg ikke havde _Dig_ at tænke paa, Fætter
Isidor, og saa Tyrk, og saa _Moder_ naturligvis og _Søstrene_; men
_mest Dig_ alligevel, _mest Dig_! saa brød jeg mig slet ikke om at
leve. Jeg ved godt, at det er Synd imod Moder at tænke saadan, men
da der er ingen, der ved det, saa gør det jo ikke noget. _De maatte
allesammen gerne dø, Isidor, allesammen, undtagen Dig!_ jeg _mener_
det, ved _Gud_! Og ved Du, hvad jeg er kommet til at tænke paa? Jeg
er kommet til at tænke paa, at det _smukke_ i vort Forhold _netop_ er
det, at jeg ikke kan faa Dig, og at Du ikke aner det mindste om, hvor
usigelig, ufattelig højt jeg elsker Dig! Det er ligesom, jeg kommer
Dig nærmere, _netop_ fordi jeg staar Dig saa fjernt; men det kan vist
kun en _Kvinde_ forstaa.
Din til Døden
S.
Du ved ikke, hvor det Stykke Radergummi er blevet af, som laa paa dit
Skrivetøj; _det hænger paa mit Bryst i en sort Silkesnor_!