Fruen til Havslundegaard havde været gift engang tidligere.
Jomfru Ingwersen beretter, at da Nils Uldahl for godt en tyve Aar
siden kom kørende gennem Landsbyen Husum ovre vesterpaa i Landet,
hvor han havde været til tre Dages Jagt m. m. hos en ligesindet
Jorddrot, saa han, da han rullede forbi Krohaven, en stor, blond
Kvinde bararmet og fuldbarmet gaa derinde og plukke Frugt ned. Hun
var dejlig at skue, yppig og rund som de Æbler, hun samlede. Hendes
fine, regelmæssige Ansigt og gyldenblonde Haar lyste i Solen. Og der
var i hendes Bevægelser, naar hun langsomt løftede Armene og brød af
Frugterne over sit Hoved, en særegen, rolig næsten lad Ynde.
Der gik et Stød af rislende Behag igennem Nils Uldahl:
-- Hvem er _det_? spurgte han Kusken.
-- Det er Madam Reimers, Kromandens Kone.
-- Vend, og kør ind i Gaarden!
Og medens Kusken parerede Ordre, sagde Husbonden til sig selv:
-- Den Krosnude, hvad Fanden skal _han_ med det pragtfulde
Fruentimmer!
-- --
I otte Dage og Nætter blev Nils Uldahl boende i Husum Kro. Og da
han den niende Dags Aften kørte derfra, sad Line Reimers ved hans
Side ...
Der gik de vildeste Rygter om denne Affære. Men omsider fæstnede
denne Version sig, at Uldahl havde _købt_ Konen af Kromanden for
kontant Titusinde Kroner. -- Og da Eks-Gemalen et halvt Aar efter
solgte Kroen og rejste til Amerika, var man aldeles sikker paa, at
saadan forholdt Sagen sig.
Og saa er Reimers ude af Sagaen ...
-- --
Paa de Tider, altsaa for godt og vel en Snes Aar tilbage, levede og
regerede den gamle Etatsraad og hans udenvæltske Frue endnu paa
Slægtens Stamgaard, Egesborg.
Sønnen Frantz, den yngste, havde Kragholm; og Nils sad hen paa en
mindre Gaard, Thorsminde, da han jo som den ældste skulde overtage
Hovedgaarden, naar Forældrene døde. --
Her paa Thorsminde etablerede Nils straks Madam Reimers som sin
Hustru til Slægtens fygende Forargelse. Men det brød de Elskende
sig Fejl om. De avlede to Døtre sammen; og Nils skrev, bare han
var uden for Døren, de mest glødende Breve til sin Line. Og da
Separationstiden var omme, giftede han sig lovformelig med hende.
Og nu skete det, at da Madam Line Reimers, der hidtil var blevet rent
ud fornægtet af Familien, omsider præsenteredes paa Egesborg som Fru
Nils Uldahl, vandt hun straks alle for sig ved sin Skønhed, sin
Blidhed og sit forunderlige store, naive Hjerte, der ikke kendte til
Svig. --
Det var de lykkeligste Aar i Lines og Nils's Samliv. Uldahl, hvis
lange Ungkarlestand havde været ét uafbrudt Orgie af Drik, Spil og
Kvinder, holdt sig hjemme paa sin Gaard og var glad ved sin Kone. Og
med hende var der kommet Orden og Sparsommelighed til Huse. Ingen
vilde Sviregilder mere, hvor Vinen flød og Pengesedlerne føg, og de
forskræmte Tjenestepiger ud paa Natten sad blege bag de laasede
Kammerdøre. -- Nu var »Mis'en« og »Femkorten« afløst af L'hombren,
der vel kunde fremvise Beter paa flere Alens Højde, men som dog
aldrig udartede til, at man slog Plat og Krone om en Præmietyr eller
en Husbestyrerinde. -- Spillebordene var sat ind i Dagligstuen, og
der sad i Sofahjørnet Gaardens stovte Frue og lod sine klare, blaa
Øjne vandre fra Strikketøjet eller Sytøjet hen til Herrerne ved
Toddyglassene og manede til Fred og Forsoning, naar de stundum røg
sammen og slog i de grøntbetrukne Mahogniborde, saa Jetonsene stod i
Vejret:
-- Naanaa, lille Godsejer Heine, skaan Møblerne! ...
Og Godsejer Heine sprang op fra Stolen, bøjede sin kluntede Krop hen
mod Sofaen og sagde:
-- Min Frue ... alt for _Damerne_!
Og Spillet fortsattes i Ro -- indtil næste Eksplosion ...
Klokken elleve trak Husfruen sig tilbage, medens Herrerne stod i
Række og bukkede. Og naar Døren havde lukket sig efter hende, faldt
ikke én af dem paa at komme med et saftigt Ord, skønt alle i Tankerne
fulgte hende videre -- helt ind paa hendes Leje.
Kun Ægtemanden kunde undertiden lade en eller anden obskøn Bemærkning
falde i skadefro Hoveren over, at hun netop var _hans_ Sengekammerat.
Men da slog Godsejer Heine paa ny i Bordet:
-- Hold Kæft, Uldahl!
Og Godsejer Tortsen og Kammerjunker Frølich blev om mulig endnu
rødere i Hoved og paa Hals end før og sagde:
-- Du er et Svin, Nils!
-- -- -- Men rent ud rørende blev disse halvtæmmede Bjørnes Færd,
naar ud paa Natten deres Vogne kørte for Døren: De skældte Kuskene
ud, fordi Vognhjulene larmede for stærkt mod Brostenene, og fordi
Hestene stampede og var urolige. Og ude i Entréen, der paa Thorsminde
stødte umiddelbart op til Soveværelset, listede de rundt og talte
hviskende og snublede over deres egne vaklende Ben for ikke at vække
Fru Line ... »der inde«.
Og deres Øjne var fulde af Længsel og Kognak, naar de saa hen mod den
lukkede Sovekammerdør ...
Thi der var _det_ ved Fru Uldahl, at hun trods sin blonde Ro og sin
hele kyske lidt lade Tilsynekomst, virkede stærkt erotisk netop paa
disse Mænds Sanser. Hun stod rimeligvis for dem som Typen paa hin
rene, hvide Kvinde, de engang i deres Manddoms første, frygtsomme
Opvaagnen havde knælet for i Drømme. Og nu saa de pludselig, efter et
Liv i Brunst og Skuffelse, Drømmenes Genstand færdes lyslevende for
deres Øjne.