Rosine, en gammel Kone ved Igdlukasik, Nordvest for Kap-Farvel, gav
mig efterfølgende Beretning, som hun havde hørt af sin Moder, da hun
levede paa Østkysten.
„En Gang for mange Aar siden hændte det paa Østkysten, at to Vintre
fulgte lige efter hinanden uden at blive afbrudte af Foraar, Sommer
og Efteraar. Menneskene fik ikke Lejlighed til at samle Forraad, en
frygtelig Hungersnød brød ud, og mange Bopladser døde ud.
Allerede ud paa Efteraaret, før Islæget endnu normalt skulde komme,
kunde man mærke, at noget usædvanligt maatte ske, da store Isstykker
begyndte at skyde op af Havet; og det syntes, som om Havets Bund var
bleven beklædt med Is.
I Begyndelsen var der dog en Del Sæler, og disse holdt sig meget i
Overfladen, maaske fordi det var for koldt for dem at dukke ned.
Men snart lagde Is sig over hele Havet, og den blev hurtigt saa tyk,
at det blev umuligt at slaa Hul for at fange. Hertil kom meget stærke
Snefald; Sneen faldt saa tæt, at dybe Kløfter dækkedes, og Fjælde
lagdes lige med Sletter. Alt levende døde, og ingen kunde færdes paa
Land eller Is.
Man tærede paa de Forraad, man havde, og de strakte længe til. Paa de
Tider kendte man ellers sjældent til Nød. Naar Vinteren var omme, var
der i Stensætningerne ofte Forraad, som aldrig blev spiste. Men
dengang samlede man ogsaa store Mængder af Bær og Stenurter, som
syltedes i Spæk; og det var Skik, at man aldrig rørte Sylteposerne
før ud paa Vinteren.
Saaledes kunde det gaa til, at den første Vinter forløb taaleligt;
men da den Tid var inde, da ellers Foraar og Sommer skulde falde ind,
kom Varmen ikke. Sneen smeltede ikke, og Isen blev liggende paa
Havet. Og paa denne Vintersommer fulgte en endnu drøjere Vinter.
Da slog Nød og Skræk alle Østboerne, thi Forraadene var opbrugte, og
man havde intet Haab for Vinteren. Det varede heller ikke længe, før
Hungersnød og Sultedød begyndte at hærge Menneskene.
Først spiste man alt det, man sædvanlig tyr til som Sultekost: hvad
der kunde være spiseligt: Skindklæder, Kajakskind og Konebaadsskind.
De mere forsigtige, som endnu havde Haab om, at det dog eengang
maatte falde ind med Varme og Foraar, nøjedes med at skære det
øverste af Konebaadsskindene af, saaledes at Bunden og et lille
Stykke af Siden blev tilbage. Og det fortælles, at da der endelig
engang kom frit Vand, lagde Konebaade ud uden Sideskind, saa at man
kunde se Roerskernes Ben tvers igennem Baaden.
-- -- -- Men de fleste troede, at det aldrig mere vilde blive Sommer
igen, og at alle Mennesker skulde dø.
Da man ikke havde mere at spise og dog ikke vilde dø, begyndte man at
spise Lig. Naar nogen døde, blev de flænsede og fortærede; og de
overlevende aad saaledes deres Husfæller, Forældre spiste deres Børns
Lig, og Børn deres Forældre.
Men det hændte, at mange blev grebne af Vanvid, naar de havde spist
den, de holdt af. Dog saa stærkt klamrede de faa sig til Livet, nu da
det syntes, at Døden skulde blive fælles for alle den Vinter, at de
hellere spiste deres kære fremfor selv at blive Føde ...
Værst af alt var Menneskelever. De, som spiste den, mistede
Forstanden; og selv om de kom sig igen, mistede de Haaret.
Og som Vinteren skred frem, voksede ogsaa Nøden; man kunde til sidst
ikke længere nøjes med de selvdøde; de stærkere myrdede dem, som
savnede Kræfter til Forsvar.
Men da Menneskene havde lidt, og de fleste var døde, standsede
Kulden, og Sommeren kom og frelste dem, der var tilbage.
Det er nu mange Aar siden, det hændte, at to Vintre fulgte paa
hinanden uden Sommer; men alle vi, som fulgte efter, kom saaledes til
at stamme fra Menneskeædere ...“