I Fangerlejren ved Kangigdlinguaq, Nordøst for Kap-Farvel, boede den
gamle Jomfru, Majuvartariaq („Opgangsstedet“), som i Daaben havde
faaet Navnet Nikoline; hun var c. 40 Aar, skeløjet, med begyndende
Stær paa begge Øjnene, stumpnæset og skævmundet af for megen Skraa.
Naar hun lo, aabnede hun for de gule Tænder, og de Viskelæders Kinder
samlede sig i en Klump ud for Kindbenet, saa Skraasavlet drev ned ad
hendes Hage.
Hun var saa grim, at man paa Forhaand fik Medfølelse med hende.
En Aften efter Mørkets Frembrud gik jeg op over den lille Fjældkam
bag vort Telt for at aflægge den gamle Jomfru et Besøg. Jeg medtog et
Lys -- jeg vidste, at der vilde være mørkt i hendes Telt --
Tændstikker, en Rulle Skraa og en Beskøjt. Disse Gaver vilde gøre
hende lykkelig.
Det varede noget, før jeg fandt hendes beskedne Telt: et gammelt
Konebaadsbetræk, der var rejst over et Par Aarer; i Mørket løb det
ganske sammen med Jorden, saa jeg opdagede det ikke, før jeg var lige
ved at træde op i det.
„Aa, at du dog kommer med alt dette! Nej, se dog! Taknemlighed
fortærer mig arme Udskudsmenneske!“ stammede Nikoline.
Jeg satte mig ind hos hende, hun tog sig øjeblikkelig en frisk Skraa
og tændte Lyset. Da vi havde siddet lidt sammen og talt om
ligegyldige Ting, bad jeg hende fortælle lidt om den Tid, hun var
Hedning paa Østkysten.
„Blot nogle uskyldige Sagn!“ foreslog jeg.
Nikoline satte et forfærdet Ansigt op og slog afværgende ud med
Haanden.
„Næh, ved du nu hvad! Nu er jeg bleven døbt, og jeg har, lige siden
jeg blev et kristent Menneske, anstrengt mig for at glemme alt det,
der hørte mit Hedenskab til -- og saa skulde jeg give mig til at
fortælle Sagn nu! Nej, dem er det virkelig lykkedes mig at glemme.
Det hjælper mig aldrig til noget godt, naar jeg kommer ind paa det,
jeg nu eengang har vendt Ryggen. Jeg holdt engang meget af at synge
Trommesange, og saa en Dag, efter at jeg var bleven døbt, gav jeg
efter for en pludselig Lyst til at synge en af mine gamle Sange. Jeg
gjorde det, og tænk dig! bagefter var det nær aldrig lykkedes mig at
faa den ud af Hovedet igen. Selv om min Mund stod lukket, og min
Stemme tav, svirrede Melodien dog rundt i Hovedet paa mig og vilde
slet ikke forlade mig ...
En Dag, længe efter at jeg var bleven døbt, kom en Konebaad fra
Østkysten paa Handelsrejse til Qernertoq; det var Christians. Dengang
var han jo udøbt og Aandemaner.
De laa i Teltlejr et Stykke fra Husene, og mange Mennesker havde
samlet sig om dem. Da gav Christian sig pludselig til at synge
Aandeviser, og de Kvinder, som fulgte ham, stemte i med.
Jeg hørte det og løb min Vej, for jeg kunde mærke, hvorledes den
gamle Melodi fik Magt over mig igen.
Men saa kom Folk hen til mig og sagde, at det jo bare var
Trommesange, saa det kunde jeg da nok høre paa; og saa lod jeg mig
overtale og gik hen til det Telt, hvor de sang.
Jeg stillede mig hen ved Indgangen og blev ved med at lytte og lytte.
Jeg troede til sidst, jeg drømte, og at jeg var paa Østkysten; jeg
troede, jeg var hjemme igen, at jeg endnu var Hedning og aldrig havde
været døbt ...
Og det var blot, fordi jeg hørte de gamle Trommesange! Men saa
vanskeligt kan det onde være at faa Bugt med, naar man først engang
har ejet det.
Ja, nu har man faaet andre Vaner og nye Tanker, og det giver Livet
større Glæder, end jeg før kunde vente, synes jeg. Nu ved jeg
bestemt, jeg skal gense min afdøde Slægt, og den Tanke fylder mig med
saa megen Trøst, at jeg gerne glemmer alt det gamle.
Af alle de døde savner jeg mest en Søster; hun er nu død som døbt og
begravet ved Qernertoq. Aa, jeg havde vist endnu haft gode Klæder,
hvis hun havde været i Live. Somme Tider gaar jeg op til hendes Grav,
og da maa jeg synke min Graad ...
-- -- -- Hvad siger du? Fortælle, fortælle om de gamle Tider, da vi
endnu var „uvidende“, da det onde endnu var i os? -- Ja, men du vil
jo stadig have mig til at tale om det, jeg ikke længere vil huske;
jeg har virkelig glemt det alt sammen!
Dengang jeg skulde oplæres til Daaben, var det mig i Begyndelsen
umuligt at begribe det, man vilde forklare mig. Jeg kunde heller slet
ikke lære „dem, man skal kunne faa til at tale“ (Bogstaverne).
„Har du nogen Sinde befattet dig med noget ondt?“ spurgte min Lærer,
en tysk Ny-Hernhuter Præst. „Maaske der er noget, som hindrer dig i
at optage det hellige; du maa skrifte, tal bare ud!“
Jeg tænkte mig om, men der var ikke andet end Trommeviserne, og saa
angav jeg dem. Jeg troede, at det var det værste, jeg havde givet mig
af med. Men det hjalp ikke, at jeg fortalte om Trommeviserne og om
min Glæde over dem, dengang jeg var uvidende og ikke kendte det gode.
Der maatte være noget andet, som hindrede mig i at annamme Læren om
det gode. Og saa kom jeg pludselig til at tænke paa, at en gammel
Aandemaner, Qanguatse, engang havde forsøgt paa at oplære mig i
Trolddom; det havde jeg helt glemt, for det var saa længe siden, jeg
Dumrian! -- Og saa fortalte jeg det hele, hvorledes det var gaaet
til, og min Lærer blev glad, fordi jeg udleverede det onde.
Fra den Dag forstod jeg med Lethed alt, hvad der blev mig forklaret,
og selv Bogstaverne fik jeg nogenlunde lært.
Nu skal du faa mit Skriftemaal!
Det var ved Igdluluarssuit paa Østkysten; Maja og jeg legede sammen i
et stort, tomt Hus. Det var om Efteraaret, Folk laa endnu i Telt. Det
var mørkt derinde, og vi legede Skyggeleg (tarqajaq).
„Tarqajauvutit“, („du er en Skygge“) raabte vi til hinanden, „ata --
ata -- ata!“ Og saa løb vi skræmte om i det mørke Hus, skrigende og
skubbende til hinanden.
„Du er Skyggen! Atata -- ata -- ata!“ skreg vi og snublede om i
Mørket.
Der var ingen, der tænkte paa os, og vi havde det morsomt med vor
Leg. Vi var halvvoksne Tøse, og ingen savnede os. --
„Hvad er det, I bestiller?“ sagde pludselig en inde i Huset, og vi
kendte ham paa Stemmen; det var den store Aandemaner Qanguatse.
„Vi leger Skygge,“ svarede vi.
„Narrestreger!“ sagde han, „Legeværk! Der er ingen virkelig Morskab
ved blot og bar Leg. Nej, lidt Trolddomskunst er der noget ved; det
er det eneste, som virkelig er Morskab.“
Det gøs i mig. „Hvad mon han nu har for med os?“ tænkte jeg, og jeg
blev bange, for jeg havde allerede dengang i Tankerne bestemt, at jeg
skulde ned til de døbte.
„Kom, saa skal jeg lære jer noget morsomt,“ sagde han og førte os ind
i en Krog af Huset, hvor der var mørkt. Han satte sig ned og gav sig
til at gnide imod en Sten, mod venstre naturligvis, ad det ondes
Retning.
Straks hørte vi en underlig Snurren, og flere Stemmer talte i Munden
paa hinanden. Det var hans Hjælpeaander, der kom til. Bier surrede
rundt omkring ham, og vi hørte nede fra Gulvet, langt nedefra under
Jorden, et Kor, der sang Aandeviser. Det lød dejligt, ja som
Salmesangen i Kirken hernede ...
Jeg rystede af Angst. Hans Hjælpeaander gav sig surrende og brummende
til Kende fra Loftet, fra Husmuren og helt nede fra Gulvet. Ja, det
hele var ubegribeligt!
„Saa, nu kom Amarsiniôq,“ sagde han endelig, og vi hørte en stærk
Larm inde fra Huset. Ingen af os sagde et Ord; jeg skælvede af Angst
og jeg havde en Fornemmelse af, at man flaaede Huden af mig, ganske
langsomt trak Skindet af mig oppe fra Hovedet og nedefter.
„Er min Amarsiniôq ikke her i Huset?“ sagde Qanguatse. Vi kunde ikke
faa et Ord frem af Skræk og turde heller ikke flygte gennem det
lange, mørke Hus.
„Amarsiniôq“ er et stort Uhyre med aaben Ryg, klædt i Netsideskind;
ja, han har et helt Hul i Ryggen! Og naar han ser Børn alene, røver
han dem og stikker dem ned i sin hule Ryg.
Vi hørte Uhyret rumstere inde i Huset, men kunde ikke se det, da det
var mørkt. Saa holdt Qanguatse pludselig op med at gnide paa Stenen,
og der blev igen stille i Huset.
„Ser I, det er nok Umagen værd at lære den Slags Kunster; det er
noget andet end at tosse om og lege. Jeg er forældreløs ligesom I og
har aldrig haft rigtig hjemme mellem Mennesker. Man brød sig ikke om
mig, og saa gik jeg lange Ture alene for at blive Aandemaner.
Der lever mange sære Væsner oppe mellem Fjældene og nede ved Havet
under Fjæren; de blev mine Hjælpeaander. Til Fjælds mellem disse er
jeg mere hjemme end blandt Menneskene. Kom med op i Fjældene, saa
skal jeg lære dig mange Ting!“ sagde han til mig.
„Vi gaar hen til en udtømt Sø, og jeg skal gnide min Sten mod
venstre, saa vil Vandet pludselig strømme op fra Jorden og fylde
Bassinet. Først vil det ferske Vand ligge stille uden Bevægelse; saa
vil det siden kruses, naar mørke Skygger farer hen over det; saa
rejser det sig i høje Bølger, og et Uhyre, der ligner en Hund af
Ydre, vil dukke op i Midten. Det vil kaste sig over mig og æde mig,
trykke mig, knuse mig Led for Led. Saadan vil det ogsaa gøre ved dig.
Men det vil kaste os op igen, ganske som vi var, før det aad os,
og vi er da blevne større Aandemanere, end vi var før. Saaledes
har dette Uhyre ofte ædt mig, for at jeg kunde vokse i min
Aandemanermagt. Det kommer frem af en Stendysse midt i en Sø; det
ser fælt ud, men man skal ikke være bange.“
Jeg kunde nu mærke, at han vilde have mig til Medhjælp og at han
vilde oplære mig i sin Kunst.
„Du er et forældreløst Barn ligesom jeg, og jeg tænkte at jeg kunde
hjælpe dig,“ sagde han venligt.
Men jeg var saa angest for ham, at jeg løb min Vej og skjulte mig.“
-- -- --