Ved Itivdlerssuaq, Norden for Umanaq, levede der engang for mange Aar
tilbage en Mand, som af Skinsyge vaagede meget nøje over sin Kone.
Han kunde ikke taale, at Konen gik ud, naar han ikke selv gik med, og
plejede derfor, naar han tog ud paa Fangst, at gemme hendes Fodtøj.
Men hændte det, at han alligevel fik Mistanke om, at hun havde været
ham utro, tog han sin Kniv og stak hende i Benene. Dette gjorde dog
ikke saa ondt, sagde Konen, men naar han tog to sammenhængende
Muslingeskaller og kneb Stykker af Laarkød ud, da først maatte hun
skrige af Smerte.
Da Konen imidlertid ikke kunde udholde sin Mands Mishandlinger, løb
hun til Fjælds en Dag, da han var ude i Kajak. Oppe paa Fjældet
vendte hun sig ud mod Havet og gav sig til at anraabe de mægtige
hvide Mænd om Hjælp.
Et stort Isfjæld blev straks synligt ude til Søs og kom drivende mod
Land. Da det kom nærmere, viste det sig at være et af de hvide Mænds
Skibe. Ud paa dette flygtede nu Kvinden.
Da Manden kom hjem, var hans Kone forsvunden, og han faldt straks hen
i heftig Sorg; thi han holdt meget af sin Kone, der var smuk og havde
en dejlig, lyserød Krop ...
Han gav sig til at søge og erfarede snart, at de hvide Mænd var komne
med et stort Skib og havde røvet hende.
Han roede straks ud til Skibet, men Matroserne havde borttaget
Faldrebet og alle nedhængende Tove. Rasende roede han rundt om
Skibet, men fandt overalt kun en brat Væg, han ikke kunde komme op
ad. Endelig saa han under Sprydstagen et Reb, som man havde glemt at
fjerne; det greb han fat i og gav sig til at klatre op ad det i
Armene alene, siddende i sin Kajak. Men saa snart Matroserne opdagede
dette, skar de Rebet over, saa at han faldt ud i Søen igen.
Da han forgæves havde roet nogle Gange rundt om Skibet, vendte han
hjem og græmmede sig saare over Tabet af sin smukke Kone.
Dagen efter hørte han, at de hvide Mænd havde sat hende op paa en høj
og eneknejsende Fjældtinde oppe ved Itivdlerssuaq; og der stod nu
Konen oppe! Han gik derhen, men kunde ikke klatre derop. Nede fra
tryglede han forgæves sin Kone om at komme ned, hun svarede ham blot:
„Ser du, havde du ladet dig nøje med at stikke mig med Kniven i
Benene, saa var jeg aldrig flygtet bort; først da du begyndte at
klippe mit Laarkød ud med Blaamuslingeskaller, flygtede jeg fra dig.“
Og hun nægtede at komme ned til ham; han, som før ikke engang kunde
udholde, at hans Kone blot forlod ham en Smule, var nu ganske ude af
sig selv af Sorg over Tabet ...
Da Manden kom igen den næste Dag, havde Konen gravet sig ned i
Jorden. Hun havde gravet Hulen saaledes, at den gik helt gennem
Jorden som en underjordisk Gang.
Jeg har selv set denne Hule; naar man stod i den søndre Indgang og
kastede en Sten derind, hørte man Stenens Plask i Havet; kastede man
den derimod fra den nordre Indgang, hørte man, at Stenen faldt paa
Land.
Dybt inde i denne Hule gemte Konen sig, saa Manden ikke kunde finde
hende. Han forsøgte at krybe derind, forsynet med en velspækket og
vægekranset Lampe, men naar han kom et Stykke ind, gik Lampen ud.
Ogsaa den Dag maatte han opgive at faa fat i sin Kone.
Dagen efter kom de hvide Mænd til Manden og sagde:
„Hør, hvis det virkelig er sandt, at du holder saa meget af din Kone,
saa vil du vel med Glæde give dig ud paa et Vovestykke, naar du blot
derved opnaar at faa fat i din Kone! Se, vi har spilet et Tov ud
mellem de to Fjældtinder; dette skal du entre over i bøjede Arme.
Lykkes dette for dig, skal vi give dig din Kone tilbage.“
Oppe ved Iterdlagssuaq var der to meget høje Fjældtinder. Mellem
disse blev Linen udspændt. Nedenunder var der en stor Sø; blev Manden
træt undervejs og slap Grebet i Tovet, maatte han drukne i Søen.
Da de hvide Mænd havde ført Manden ud til Linen, var der en af dem,
der entrede over for at vise ham, hvorledes han skulde bære sig ad.
„Det var svært godt gjort! Men kan en hvid Mand gøre det, kan vel
ogsaa jeg!“ tænkte Manden.
Ved Linens ene Ende saa han en Økse, og den kastede han først ud i
Søen, da han var bange for, at man skulde hugge Tovet over, naar han
var kommen ud.
Saa entrede han ud i Armene, og det gik let for ham, da han var meget
stærk; men der var langt mellem de to Fjældtinder ...
Da han var kommen midtvejs ud, giver de hvide Mænd sig pludselig til
at svinge Tovet; Manden, der nær havde mistet Taget, slyngede nu
ogsaa Benene om Linen og holdt sig saaledes fast, skønt han
efterhaanden blev ganske ør i Hovedet.
De hvide Mænd, der saa, at han holdt sig godt fast, gav sig nu til at
svinge Tovet med stor Voldsomhed. Og derude, midtvejs mellem de to
Fjældtinder, hang Manden; først da Linen skar sig dybt ind i hans
Armhuler og slappede alle Muskler, mistede han Taget og styrtede ud i
Søen.
Saaledes dræbte de hvide Mænd den Mand, som holdt saa meget af sin
Kone, at han ikke engang taalte, at hun forlod hans Hus; og siden
giftede de sig med hans Kone.
Fra denne Kvindes Efterkommere stammer alle Blandinger paa Østkysten;
og de hvide Mænds Ophold skyldes det, at Folk ved Anoritôq taler en
saa mærkelig Dialekt.