Der var engang en Pebersvend.
Saadan er det jo, man plejer at begynde en Fortælling.
Han plejede altid at løbe ned til de unge Piger, naar han saa dem
lege ude. Og de unge Piger flygtede altid straks for ham ind i
Husene.
Naar det faldt ind med Storfangsttid, og Kajakmændene levede i
Overflod, hændte det altid, at han sov ynkeligt over sig, hver Gang
han bestemte sig til tage paa Fangst. Først naar Solen var gaaet ned
under Horisonten, og Fangstmændene bugserede deres Bytte mod Land,
plejede han at vaagne.
Engang da han som sædvanlig først var vaagnet ved Solnedgangstid,
krøb han dog alligevel i sin Kajak og roede ud. Han var knapt kommen
uden for Husenes Synsvidde, før han hørte en Mand raabe:
„Jeg er kæntret! Hjælp mig!“
Han roede derhen og fik rejst ham paa ret Køl og saa, at det var en
af de næseløse, Ildfolket.
„Du skal faa alle mine Kobberemme med al Besætningen af Hvalrostand,“
sagde den kæntrede.
„Nej, de Ting bør jeg ikke tage. Det eneste, jeg ikke magter, er min
sørgelige Søvnighed!“ svarede han.
„Nu skal du først følge mig til mit Land,“ sagde Ildmanden, og saa
slog de Følge.
Da de kom frem, sagde den næseløse:
„Den Mand, frelste mit Liv, da jeg var lige ved at dø!“
„Ja, jeg frelste dig, fordi min Kurs skar din; det var saamænd for
første Gang i lange Tider, at jeg var kommen i Kajak,“ sagde
Pebersvenden.
„Kun eet Bytte maa du vælge dig, naar du farer hjemefter. Og vogt dig
siden vel for at omtale, hvad du har oplevet. Ellers vil du siden faa
Uheld til Fangst.“
Det var Ildmandens Ord. Og saa roede Pebersvenden hjem.
Men da Hjemkomsttiden var inde, og ingen saa ham, begyndte de ledige
unge Piger allerede at glæde sig over hans Forlis. Han var saa ond,
syntes de.
Men da han saa med eet kom til Syne om Næssets Pynt, raabte alle:
„Han dernede ser jo ganske ud som Pebersvenden!“
Og saa løb alle kisimîtuatsait (de, som er saa heldige at være ene:
de unge Piger) ind i Husene.
„Og Pebersvenden har Fangst med!“ var der en, der raabte.
Knap gik Aftenen paa Hæld, før Pebersvenden gik til Ro; næppe rejste
Lyset sig, før Pebersvenden gik paa Fangst længe før Bopladsfællerne.
Solen havde knap nok hævet sig paa Himlen, før Pebersvenden kom hjem
med tre Sæler. Da skulde hans Bopladsfæller først til at lægge ud.
Saaledes randt nu Pebersvendens Dage. Tidligt paa Morgenen rejste han
ud, og naar Solen blot begyndte at hæve sig op over Himlen, kom han
hjem med Fangst.
Da begyndte de enlige Piger at tale sammen:
„Hvad gaar der dog af Pebersvenden?“ sagde de, og saa begyndte de at
kappes om ham.
„Lad mig! Lad mig!“ raabte de allesammen.
Og Pebersvenden vendte sig imod dem, og leende valgte han sig den
bedste i Flokken.
Nu levede de sammen, Pebersvenden og Kvinden, og hver Dag flænsede
hun friskfanget Sæl. Til sidst blev hun træt og gav sig til at raabe:
„Men hvorfor fanger du ogsaa saa fortvivlende meget?“
„Tja, Sælerne tilbyder sig, og saa fanger jeg dem,“ svarede
Pebersvenden.
Men da Kvinden blev ved med at udspørge ham, sagde han:
„Ja, der var engang -- -- --“, og da dette var undsluppet ham, gik
han til Hvile. Men det varede længe, før han faldt i Søvn. Og først
da Solen stod lige paa Bopladsens Huse, vaagnede han og roede ud.
Den Dag fangede han kun een Sæl.
Om Aftenen begyndte Konen igen at fritte ham ud, og da hun ikke lod
sig stille til Ro, fortalte han:
„Der var engang, ja -- -- -- jeg var vaagnet hen paa Aftenen og var
roet ud, da jeg hørte en Mand raabe paa Hjælp. „Jeg er kæntret!“
raabte han, og saa roede jeg hen til ham og bragte ham paa ret Køl;
og da jeg skulde se til, var det en af de næseløse.
„Godt var det, at du ikke dovent drev om ved Husene,“ sagde den
næseløse til mig.
„Naa, jeg var saamænd lige kravlet i Kajaken,“ sagde jeg.“
-- -- -- Og saaledes fortalte han alt, hvad der var hændet, og
mistede fra den Dag af Evnen til at fange, thi hans sørgelige
Søvnighed tog nu ligesom tidligere al Fangstlejlighed fra ham.
Til sidst havde han ikke længer Skind at give sin Kone til Klæder, og
saa løb hun fra ham. Manden satte efter hende, men Konen undslap ind
gennem en Fjældrevne, som Manden ikke kunde presse sig igennem.
Pebersvenden lagde sig paa Lur, og han hørte det hviske inde fra
Klipperevnen:
„Gaa du nu ud til ham!“
Og saa kravlede en Spyflue ud og sagde:
„Tag mig!“
„Dig vil jeg ikke have,“ sagde Pebersvenden, „du suger jo Næring af
Skarn.“
Saa lo Spyfluen og kravlede ind i Fjældsprækken, og Manden hørte den
sige:
„Næ, mig vilde han ikke have, fordi jeg sugede Næring af Skarn.“
Og saa begyndte de igen at hviske inde i Hulen:
„Gaa du nu ud!“
Og saa kom en Flue ud.
„Du kan faa mig,“ sagde den.
„Nej, dig gider jeg ikke have,“ sagde Manden, „fordi du ganske
planløst lægger Æg. Dig vil jeg ikke have; dine Øjne er saa usselig
store.“
Da lo Fluen og gik ind med samme Besked som før.
Igen hviskede de sammen derinde, og saa kom et Stankelben ud.
„Tag mig!“ sagde Stankelbenet.
„Nej, du har saadan lange Ben,“ sagde Pebersvenden, og Stankelbenet
gik leende ind.
Saa kom Tusindbenet ud.
„Tag mig!“ sagde Tusindbenet.
„Nej, dig vil jeg ikke have,“ svarede Pebersvenden, „du har alt for
mange Ben. Din Krop hænger jo lige ved Jorden paa dine mange Ben, og
dine Øjne er fæle.“
Og Tusindbenet skoggerlo ad ham og gik ind.
Saa hviskede de sammen igen derinde, og saa kom Myggen ud.
„Tag mig!“ sagde Myggen.
„Nej, du bider jo,“ sagde Manden, og Myggen gik leende ind.
Saa endelig bad Konen ham om at komme ind til sig, nu da han ikke
vilde have nogen af alle de andre, og med Nød og Næppe pressede han
sig ind gennem Fjældsprækken og tog hende igen til Kone.
„Lysk mig!“ sagde Pebersvenden glad.
Og hans Kone begyndte, og hun talte over ham:
„Vaagn først, naar Stormfuglen begynder at skrige! Sov, indtil man
hører Lyd af Fugleunger!“
Og Pebersvenden faldt i Søvn.
Da han endelig engang vaagnede, laa han ganske alene. Jorden var
bleven blaa af Sommer, og Stormfuglen larmede ved Fuglefjældet. Det
var Vinter, da han krøb ind i Fjældsprækken.
Da han gik ned til sin Kajak, var Skindet opløst af Ælde.
Ja, og saa hændte det som sædvanlig, at han gav sig til at lyske sit
Mavebælte.