Det er den gamle Historie igen om en Pebersvend. Hans Landsmænd
opfordrede ham til at gifte sig, men han vilde ikke.
En Dag satte han en Rævefælde op. Da han saa til den, havde han
fanget en Ræv, og den slog han ihjel.
Næste Gang han saa til sin Fælde, havde han igen fanget, denne Gang
en Hunræv.
Den tog han med hjem og havde den som Hund i Huset under Vinduet.
Naar han holdt Maaltid, gav han Ræven Kødbenene, og saa laa den
derhenne og gnavede.
Saaledes havde han det med Ræven, og saa en Morgen tog han ud paa
Kajakfangst.
Der var ikke gaaet lang Tid, før Skindene af de Sæler, han fangede,
var beredte, naar han kom hjem; ja til sidst var de endogsaa hængte
til Tørring paa Stilladset ude.
Senere lagde han ogsaa Mærke til, at hans Lampe blev passet, medens
han var ude, og aldrig gik ud. Ved sin Hjemkomst fandt han Gryden
kogende over Lampeilden uden at der var et Menneske i Stuen.
Da han ikke kunde begribe, hvorledes det hang sammen med disse Ting,
gemte han sig en Dag bag et Fjæld for at holde Udkig, og se:
En dejlig Kvinde med en stor Top og brede Hofter. Det var Ræven, der
kunde skabe sig til et Menneske.
Da den gik ind, sprang Pebersvenden efter hende. Inde i Huset saa han
blot noget mørkt forsvinde ind under Vinduet. Gryden var vendt, men
ikke et Menneske i Huset.
Dagen efter gemte han sig igen, og atter kom der ud af Huset en
Kvinde med en dejlig stor Top. Da hun gik ind igen, løb han efter
hende og fik fat paa hende, inden hun kom ind under Vinduet. Og nu
tog han hende til Kone.
Hun var saa smuk, at hun lignede de hvide Mænds Kvinder!
Medens han nu levede der med hende som Kone, kom der en Mand paa
Besøg.
„Skal vi to ikke bytte Koner?“ sagde den fremmede engang paa en
Kajaktur.
„Umuligt! Hun er saa let til at blive skinsyg!“
Og den fremmede maatte rejse bort uden at faa sin Vilje.
Pebersvenden havde ikke villet laane sin Kone ud, fordi der var den
Ejendommelighed ved hende, at hun kom til at lugte af Ræv, naar hun
blev svedt.
Men en Dag kom den fremmede igen paa Besøg, atter for at foreslaa
Konebytning; og da Pebersvenden ingen Udveje saa, indvilgede han til
sidst.
En Dag tog han saa i Kajak over til den fremmedes Kone; men inden han
rejste, bad han denne om endelig ikke at komme med Bemærkninger, hvis
hans Kone skulde komme til at lugte af Ræv. Hun var saa hidsig!
Den fremmede lagde sig nu paa hendes Leje, og det varede ikke længe,
før Kvinden kom til at svede; og hun, som var smukkere end andre
Kvinder, kom til at lugte af Ræv.
Manden anstrengte sig længe for intet at sige; men da Lugten blev
strammere og strammere, brast det til sidst ud af ham:
„Men hvor kommer dog den Rævestank fra?“
Da hørte han Skrig fra en Ræv: Ka, ka, ka, ka!
Kvinden var sprunget op fra Lejet og var styrtet ud. Manden for efter
hende, men han saa kun en Ræv springe ind over Fjældene.
Saa tog han hjem og fortalte Manden, at hans Kone var flygtet.
„Sagde jeg ikke til dig, at hun var meget hidsig, og at du intet
maatte sige, hvis hun kom til at lugte?“ sagde Manden og skældte ham
ud.
Han søgte nu Ræven op og raabte til hende, at hun skulde komme
tilbage; men Ræven kom aldrig. Man siger, at han gaar om i Fjældene
endnu og kalder paa hende.
* * *
Sine forskellige Meriter fra Østkysten holdt Christian forstaaeligt
nok ikke af at tale om; naar jeg berørte de Drab, han havde øvet,
rystede han paa Hovedet og sagde:
„Ja, de Mennesker, jeg dræbte, fortjente den Død, de fik, for de var
farlige for os andre. Jeg dræbte dem ikke af Lyst til Mord, men af
Pligtfølelse over for mine Bopladsfæller.“
Det var altsaa, hvad Christian sagde til mig; men jeg havde dog altid
gennem hans Minespil et Indtryk af, at han forsøgte at dække over
noget, han ikke vilde være ved. Senere har jeg ogsaa hørt, at han i
et Anfald af Samvittighedsnag har været inde hos sin Præst og
skriftet.
Den eneste Tildragelse fra Østkysten, som han altid med stor Glæde og
en vis Stolthed holdt af at tale om, var hans Udfordring til den
gamle Aandemaner, Kunigsarfik.
Naar han var i rigtig godt Humør, plejede han at synge sine
Udfordringssange, der smædede over den gamle.
I Smædeviserne opgjorde Eskimoerne alle deres Mellemværender. Naar to
Mænd var komne i Fjendskab med hinanden, var det deres Form for en
Duel. Man sammenkaldte alle Pladsens voksne i et stort Hus, og i
Nærvær af alle dem, hvis Mening man respekterede, søgte man saa i
Sang at blotte alle sin Modstanders ømme Punkter.
Den fornærmede var selvfølgelig altid Udfordreren, og han var den
første, der havde Ordet. Inden han sang sin Modstander paa, bandt han
ham forsvarligt med snærende Baand til Husstolpen, og der maatte han
saa staa hele Aftenen igennem, prisgiven Sangerens og Tilskuernes
Haan. Hans Modstander havde Lov til at benytte sig af alle tænkelige
Midler for at ophidse ham; han havde Lov til at spytte ham i
Ansigtet, til at fylde hans Mund med svedne Spækstykker, saa han
ikke kunde faa Vejret; og under Udslyngelsen af sine værste
Skældsord skulde han springe ind paa ham og med sin Pande slaa ham
frygtelige „Skaller“, hvor i Ansigtet han havde Lyst. Disse Skaller
indstilledes ikke, før Modstanderens Ansigt var bleven saa ophovnet,
at „Kinderne gik sammen med Panden og lukkede Øjnene“.
Under alt dette maatte den bagbundne ikke med et Ord eller nogen Mine
lade sig mærke med, at Sangerens Haan eller Mishandlinger gjorde
fjerneste Indtryk paa ham; tvertimod skulde der spille et overlegent
Smil paa hans Læber, og hans Ansigt skulde udtrykke Medlidenhed med
Modstanderens mislykkede Forsøg paa at bringe hans Sind i Oprør, saa
at han kunde forløbe sig.
Hans Dag kom først, naar hans Ansigtssaar var lægte; da kunde han
tage sin Hævn.
Det var kun særlig stærke og modige Mænd, der kunde udfordre til
Smædekampe af den Art, for de fordrede forstaaeligt ikke blot
Kræfter, men ogsaa en ualmindelig Selvbeherskelse. Man plejede i den
Tid, der gik forud for Kampen, at hærde sin Pande paa følgende Maade:
Kraniet af en Remmesæl blev fastbundet til Husstolpen, og dette
skulde man blive ved med at rende Panden imod, indtil Pandehuden var
bleven saa hærdet, at det ikke mere gjorde ondt. Der var dem, der
kunde opnaa en saadan Færdighed, at de kunde splintre et Sælkranium,
fortalte Christian. --
I det følgende skal jeg give et Uddrag af et Par af Christians
Smædesange, -- Christian hed dengang „Konebaaden“.
„KONEBAADEN“S UDFORDRINGSSANG TIL „KYSSETØJET“,
DER HAVDE RØVET FIRE AF HANS SØSKENDES SJÆLE.
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Jeg undser mig vel,
Da jeg skal udfordre i Sang ...
Derned og Syd paa ...
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
En vældig Mand
Skal blive min Fjende,
En gevaltig Mand!
Det er det store Kyssetøj ...
Derned og Syd paa ...
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Hvorfor bryster du dig?
Du, som slet ikke er saa vældig.
Lad de store bryste sig!
Derned og Syd paa ...
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Naar du drabelig
Besværger Aander,
Gemmer du dig i Dynen
Bag din Kone ...
Derned og Syd paa ...
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Rygtet gaar -- --
Er det sandt,
Du store Kyssetøj?
Din Kone hældte Vand
Over Fjæset paa dig,
Og du -- ha--jai--ja ...
Snapped' efter Vejret,
Da du for op af dit Leje! ...
Derned og Syd paa ...
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja.
Jeg faar vel et kort Liv,
Du, som er den vældige,
Jeg, som er den lille Aandemaner!
Dræb mig nu
Og røv min Sjæl!
Jeg forældreløse
Er jo saa ufarlig ...
Derned og Syd paa ...
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Livet var vel det eneste,
Jeg holdt af;
Derfor søgte jeg Livskraft
I en Hund, jeg skabte til Kvinde
Og tog til Kone.
Derfor magter du ikke Død
Over mig,
Der tog Hund til Kone ...
Derned og Syd paa ...
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Lær Visdom af Ynglingen,
Du forældede gamle!
Sjæle røvede du,
Saa du til sidst savnede Mennesker
Og maatte stjæle Svigersønner ...
Derned og Syd paa ...
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Jeg undsaa mig i Begyndelsen
Til Sangkamp!
Jeg var en ung Mand,
Og min Modstander
Saa forældet ...
Derned og Syd paa ...
Derned og Syd paa ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Men du er jo som et sølle Barn,
Naar du græder
Over Mangel paa Mænd til dine Døtre.
Du skulde sætte et Laag
Over dit Fjæs,
Der er modbydeligt af Smuds.
Jeg beklager din Kone,
Naar du brister i Graad,
Og hun skammer sig,
Du store Kyssetøj.
Ha--jai--ja, ha--jai--jai ...
Skjul dit Fjæs ...
Derned og Syd paa ...
Opad og Øster ud ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Land søgte jeg Nord paa,
Da Vreden fyldte mig.
Min Slægt var udryddet,
Mine Søskende myrdede,
Og Vreden fylder mig,
Og Land søger jeg Nord paa.
Nu venter jeg kun paa dig,
Kyssetøj!
Opad og Øster ud ...
* * *
Opad og Øster ud ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Jeg vil smædesynge dig!
Hvis jeg ikke synger dig en Smædesang,
Maa jeg myrde dig.
Jeg skal harpunere dig
I Skulderbladet;
Jeg øvede mig
I Kast paa Klapmydser.
Nu fælder jeg dem i eet Kast ...
Paa et Skær har jeg ogsaa øvet mig;
Harpunen gik langt ind i Klippen,
Og de rullende Søer skyllede over den.
Nu venter jeg kun paa dig,
Kyssetøj! ...
Opad og Øster ud ...
* * *
Opad og Øster ud ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Nord paa søgte jeg Land,
Da min Slægt var udryddet.
Jeg længtes og var uden Søvn.
Nu er jeg fattig,
Fordi jeg er barnløs ...
Opad og Øster ud ...
Opad og Øster ud ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Hvis jeg skulde træffe dig,
Sipulortaq,
Som før var min Svoger,
Du, som ligger
Hos Kunigsarfik's Datter,
Vil jeg neppe lade dig leve.
Lad din Vrede rejse sig
Paa din Søsters Vegne!
Jeg har forskudt hende ...
Opad og Øster ud ...
Opad og Øster ud ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Lad din Vrede vaagne!
Mindes du,
Da du kejtet kæntrede i Kajak
Og halvdød blev bragt hjem af mig?
Men lad nu din Vrede vaagne!
Tænk paa din Søster,
Saa skal jeg tænke paa min.
Og lad os saa mødes.
Du er jo den ældste.
Hvem troer du,
Vil blive den, som lever? ...
Opad og Øster ud ...
Opad og Øster ud ...
Ha--jai--ja, ha--jai--ja ...
Da du skulde betvinge Aander,
Hoppede du kejtet i Vejret.
Da maatte din Kone skamme sig.
Skammelig er du,
Derfor smædesynger jeg dig.
En ond Smædesang skal jeg synge dig,
Og du skal faa dig en Skalle,
Saa du kreperer af en Fejltagelse ...
Opad og Øster ud ...