Der var engang en Havlit, som roede Øster ud langs med Landene. Og
saa ser han opefter mod Fjældene og faar Øje paa en Rype, der
kredsede oven over dem. Det var, som om den alene ønskede at fange al
Opmærksomhed.
Saa raaber Havliten opefter:
„Hvad i Alverden skal du deroppe oven over mig?“
Og Rypen svarer højt oppe fra Fjældet:
„Aa, det er saamænd bare af Omsorg for dig, at jeg kredser hen over
dig.“
„Jamen hvorfor skal du altid være oven over mig, du deroppe med de
røde Bukser?“
Rypen vendte sig mod Havliten og raabte ned:
„Ja, hvorfor har du med de røde Skindlapper dog de lange Styrefjer?“
„Jamen hvorfor skal du dog altid kredse over mig, du, der dog aldrig
vover dig ned i Vandet?“ raabte Havliten op.
„Men hvilken Grund har du dog til altid at skælde mig ud, du, som
slet ikke kan maale dig med mig?“ svarede Rypen.
Saa vendte Havliten sig imod den og sagde:
„Hvor tør du dog raabe til mig, du deroppe, som har det klodsede
Næb?“
„Men du da, som raaber dernede med det usselig tynde Næb!“ svarede
Rypen.
Og saa begyndte de for Alvor at skændes.
„At du dog vil blive ved at raabe, du deroppe med de flækkede
Fødder!“
„Du da med de hele Plader!“
„Saa skulde du vække min Vrede!“ raabte Havliten og gik i Land, løb
Rypen op og greb den.
„Av! Slip mig dog!“ skreg Rypen.
„Nej aldrig!“ svarede Havliten. Og saa førte den Rypen ned mod
Havet.
„Ak, og det er mig her,“ sagde Rypen, „som aldrig før nærmede mig
Havet, saa snart Isen løsner sig ved Sommertide.“
Rypen var bleven saa medgørlig.
„Nu kan du jo give dig til at vræle, nu er det Tid at raabe!“ skreg
Havliten, der havde grebet Rypen i Armen.
Men Rypen var saa angest, at den sank sammen, selv om den fik
Fodfæste paa Fjældhylderne.
„Ak, og det er virkelig mig, som ved Sommertide er saa angest for
Havet!“ skreg Rypen.
Plump! -- Og saa saa man nogle Bobler. De forsvandt og blev borte, og
Solen flyttede sig paa sin Bane, og det gik ud over den Tid,
Klapmydserne holder Vejret, naar de søger i Dybet for at finde Æde.
Men se: Havliten brød med eet Havets Overflade, og dens hvide Bryst
var øverst.
Den var død. -- Men hvor blev den anden af?
Henne ved Strandkanten begyndte det at boble, og op af Havet skød
Rypen med en Rødfisk i Munden.
„Qaqe-qa-qaoq!“ (Saa kom man da med Nød og Næppe op igen.)
Og da den saa, at Havliten død flød om paa Havet raabte den:
„Ja, nu kan du jo vrænge ad mig, nu først begynder jeg at føle
Vrede.“
Og saa løb den opefter mod Land og forsvandt i Fjældene.
Og siden søgte den aldrig Udsigt over Havet.
Her ender denne Historie, og lad ham da som sædvanlig lyske sit
Mavebælte!