Det hændte nu som sædvanligt, at Kajaker, som roede Øster paa, aldrig
kom tilbage. Til sidst var der kun en af Fangerne tilbage; ogsaa han
roede en Dag Øster paa for at se efter sine Landsmænd. Da han kom
rundt om et Næs, blev der raabt til ham:
„Kom op!“
„Nej, jeg kommer ikke op!“
„Men saa kom dog op!“
Og da hun var saa stædig, saa gik han i Land.
„Bær din Kajak op!“
„Nej, jeg bærer den ikke op!“
„Jamen saa bær den dog op!“
Og da hun var saa stædig, saa bar han den op.
„Tag Redskaberne op af din Kajak!“
„Nej, jeg tager ikke Redskaberne op!“
„Men saa tag dog Redskaberne op af din Kajak!“
Og da hun var saa stædig, saa tog han dem op.
„Vend Bunden i Vejret paa din Kajak!“
„Nej, jeg vender den ikke op!“
„Men saa vend dog Bunden i Vejret!“
Og da hun var saa stædig, saa vendte han den op.
„Læg Stenen paa Kajaken!“
„Nej!“
„Men saa læg dog Stenen paa Kajaken!“
Og saa gjorde han det.
„Gaa nu ind!“
„Nej!“
„Men saa gaa dog ind!“
Og saa gjorde han det.
„Træk din Pels af!“
„Nej!“
„Men saa træk den dog af!“
Og saa gjorde han det.
„Tag dine Støvler af!“
„Nej!“
„Men saa tag dog dine Støvler af!“
Og saa gjorde han det.
Og hun hængte dem op til Tørring.
„Men hvad skal man da give ham at spise?“
Og saa gav hun sig til at rense et stort, rundt Træfad og gik siden
ud for at hente Mad.
Da han saa sig om i Huset, opdagede han, at hun havde hans tidligere
Husfæller som Billeder i sit Hus, idet hun havde klistret
Ansigtshuden op paa Væggen.
Konen kom ind med en Pose med Bær. Manden gav sig til at spise, men
da han greb ned i Posen, fik han fat i en kogt Menneskehaand, og da
han saa den, sagde han:
„Saadan noget kan jeg ikke spise!“
Da det blev Aften, gik de til Ro.
Manden lod, som om han sov, og naar han snorkede en Smule, lagde han
Mærke til, at hun tog sin Krumkniv; men naar han saa lod, som om han
vaagnede, hørte han Klang af Jern. Saadan smed hun sit Vaaben fra
sig.
Men endelig til sidst faldt Menneskeædersken i Søvn. Manden greb sit
Tøj, tog sine Kamiker paa, fik sin Kajak under Armen og løb ned mod
Stranden. Han kom ned i Kajaken, og Konen, som satte efter ham, fik
lige rørt ved ham; men hun fik ham dog ikke fat.
Ved sin Hjemkomst fortalte han:
„Intet Under, at de, som drager Øster paa, aldrig kommer tilbage. Det
er en Menneskeæderske, som lever af dem.“
Da næste Dag gryede, roede han tilbage til hende, og da han kom ned
for hendes Hus, raabte hun:
„Kom saa op!“
Og han svarede:
„Men det var jo dig, der nær havde dræbt mig i Gaar!“
„Ja, men saa kom dog op! Det var ikke mig, men hende deroppe, som nær
havde myrdet dig.“
„Ja, men Barnet i Rygposen har jo farlige Negle!“ raabte Kajakmanden
op til hende.
Hun vendte sig om, blev bange, kastede det fra sig, og da det faldt
ud i Havet, gik det i Stumper til Bunds. Øjenbrynene blev til
Blaamuslinger, Indvoldene til Tang, Haaret til Havplanter.
Nu blev Kællingen vred og busede ud:
„Gid man kunde stikke ham dernede!“
Kajaken var lige ved at kæntre; men han raabte tilbage:
„Gid man kunde jage sin Harpun gennem hende deroppe!“
Kvinden var lige ved at falde om.
„Gid man kunde stikke ham dernede!“ raabte hun igen.
Og han var lige ved at kæntre.
„Gid man, uden at være varsom, kunde sætte sin Harpun tvers igennem
hende!“ raabte han tilbage.
Hun sank i Knæ og raabte med det samme, medens hun kastede sin
Krumkniv:
„Gid man kunde ramme ham dernede!“
Manden havde hele Kajaken under Vand, saa nær var han ved at kæntre.
Men saa roede han blot fra hende og rejste hjem.
Og her vil jeg ende denne Historie.