DE TO BRØDRE.

Der var engang to Brødre, som hed Ilimageq og Poulineq. De havde en

Moder og en Søster.

Poulineq var en stor Aandemaner, og han havde sig en Kone.

En Dag gav han sig til at flaa de Sæler, som han hele og uflænsede

havde hengemt til Vinteren; han var bleven bange for, at Haarene

skulde falde af.

Moderen saa ham flænse dem og gik hen og sagde til Datteren: „Hent et

Hoved til mig, jeg vil koge det.“

Datteren gik hen og sagde det til sin Broder, men han svarede:

„Nej, det er Sæler, som jeg har gemt til Vinteren.“

Og det sagde Søsteren saa til sin Moder.

„Hvor mon han nu tænker at drage hen,“ sagde Moderen, „siden han vil

have Kødoplag liggende til os?“

Og saa gik hun ud og afskar selv et Hoved; det var oven i Købet det

største, hun havde søgt ud.

Det fortælles, at Poulineq's Kone havde vendt sig mod en gammel

Pebersvend. Ham levede hun hos, naar hendes Mand var paa

Fangstrejser. Naar han ude paa Havet kom roende indefter, saa han dem

ofte gaa sammen inde paa Land. Pebersvenden selv havde ingen Kajak,

men han var stærkere end andre der paa Pladsen.

Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og

saa var det Vinter en skønne Dag.

En Vinteraften i de Tider, da Mørket faldt tæt om Landene, gik

Poulineq ud og kaldte sine Bopladsfæller sammen.

„Jeg vil foretage en Aandeflugt!“ raabte han.

Saa kom de alle for at høre, og Poulineq begyndte at besværge sine

Hjælpeaander.

Med eet gav han sig til at lette paa sig, flyve op i Vejret, og da

han var kommen saa vidt i sine Besværgelser, sagde han til sin Kone:

„Naar jeg nu er kommen ud, kan I to jo ligge sammen!“ Og efter disse

Ord for han ud af det ene Vindueshjørne.

Han fløj indefter mod Land, og han kom videre og videre fremefter og

fik et stort Fjæld i Sigte, et Fjæld med en Syltinde. Han dalede lige

ned paa Tinden og hvilede sig paa den med sin ene Fod, idet han

snurrede rundt.

Han saa nedefter, og se: et Hus fangede hele hans Opmærksomhed. Han

stirrede derned og kunde se, at en Kvinde stod paa Gulvet og

flænsede. Ved Siden af hende stod en af de enligt vandrende (Piger)

og ventede. Han lettede og sprang derned.

„Aa, jeg synes, det slog Gnister lige her ved Siden af!“ sagde Konen.

„Ja, hvem kan det være?“ svarede Manden.

Og den unge Kvinde, som var deres Datter, blev bange, men hendes

Forældre gav sig til at mane Aanderne.

„Tja, det kunde jo være en Hund,“ sagde Manden, da han var færdig, og

den unge Kvinde var atter rolig og tog Spækket for at bringe det ud

af Huset. Da hun kom ud, kastede Poulineq sig over hende og greb

hende bagfra.

„Her er han! Det er en Mand!“ skreg Pigen.

„Gaa ind og hent et Par Bukser til mig!“ sagde Poulineq.

Naar de flyver gennem Luften, er de altid nøgne.

„En Mand uden Bukser! Han beder om Bukser!“ raabte Pigen.

Saa kom de ud med Faderens Bukser, der var saa store, at de gik ham

helt op til Brystet. Dem trak han paa og gik ind.

Under Nordenvindens Svøbe · 第 60 / 77 题