Der var engang en Dreng, som hed Qalanganguase; hans Forældre boede
ved et stærkt Strømsted. En Dag spiste de Tang og døde deraf. Saa var
der kun en Søster til at passe paa Qalanganguase; men det varede ikke
længe, før ogsaa hun døde, og saa var der kun fremmede Mennesker til
at passe ham.
Qalanganguase var ganske kraftesløs, hans Underkrop var død; og saa
en Dag, da Folkene tog ud paa Fangstrejse, blev han ene tilbage i
Huset. Han sad ganske alene, da han med eet hører en Lyd. Bange blev
han, og med stort Besvær slæbte han sig ud af Huset og gik ind i et
andet ved Siden af; og der gemte han sig inde bag Skindtapetet. Her
sad han nu gemt, da han atter hørte Støj, og saa traadte der et
Genfærd ind.
„Ai! Her er Mennesker!“
Genfærdet gik hen til Vandspanden og tømte Øsen to Gange.
„Tak, at jeg, som tørstede, fik Drikke! Dengang man var Jordboer,
plejede man at drikke saaledes,“ sagde Genfærdet og gik ud.
Drengen hørte nu sine Bopladsfæller komme og samles uden for Huset,
og de begyndte at kravle ind gennem Husgangen.
„Qalanganguase er her ikke,“ sagde de, da de kom ind.
„Jovel er han saa,“ sagde Drengen; „jeg har gemt mig herinde, da et
Genfærd kom ind. Det drak af Vandspanden.“
Da Folkene skulde se til Vandspanden, var den halvt fyldt af Lus; alt
i den var i Bevægelse.
Siden hændte det igen, at Folkene tog paa Fangstrejse, og saa blev
Qalanganguase igen alene tilbage. Han sad der ganske alene i Huset,
da Vægge og Støtter med eet begyndte at ryste, og en Mængde Genfærd
faldt ned i Huset, det ene efter det andet; og det sidste genkendte
ham; det var hans Søster, der for nylig var død.
Midt paa Gulvet begyndte nu alle Genfærdene at lege; de brødes, de
fortalte Historier og lo i eet væk.
I Begyndelsen var Qalanganguase bange for dem, men til sidst blev de
ham en behagelig Tidkort i Natten, og først da man begyndte at høre
de kommende Bopladsfolk, for de ud af Huset.
„Vogt dig vel for at sladre! Saa vil din Underkrop faa Kræfter, og
intet skal mere være dig umuligt!“ sagde Genfærdene, og en for en
faldt de ud af Husgangen. Kun Qalanganguase's Søster kunde ikke komme
ud; det var, fordi hendes Broder havde passet hendes lille Barn,
havde rørt ved det. Og Folkene var lige ved Husgangen, da hun endelig
faldt ud, Søsteren. Man fik lige set Skyggen af et Par Fødder.
„Aj, hvad var det? Det var, som om jeg saa et Par Fødder forsvinde
der,“ var der en, der sagde.
„Ja, nu skal I bare høre!“ sagde Qalanganguase, som allerede var
begyndt at komme til Kræfter. „Her har været fuldt af Mennesker, og
hele Natten kortede de for mig, og nu, siger de, skal jeg begynde at
blive rask.“
Næppe havde Drengen sagt dette, før Kræfterne atter langsomt forlod
hans Legeme, der nu som før levede ved Aanden.
„Man vil udfordre Qalanganguase til Sangkamp!“ hørte han dem sige,
som han laa der. Og saa bandt de Drengen fast til Husstolpen og lod
ham svinge frem og tilbage, alt medens han forsøgte at slaa paa
Trommen. Siden gjorde Folkene sig rejseklare og tog ud paa Sangkamp,
men den lamme Dreng lod man blive tilbage i Huset. Der laa han ganske
alene, da hans Moder, som længst var død, kom ind sammen med hans
Fader.
„Hvorfor er du alene?“ spurgte de.
„Jeg er jo lam,“ svarede Drengen; „og da mine Bopladsfæller tog ud
paa Rejse for at udfordre til Sangkamp, maatte jeg blive tilbage.“
„Rejs med os!“ sagde Forældrene.
„Ja!“ sagde Drengen.
Og saa førte de ham ud og bragte ham til Genfærdenes Land og Hus, og
saaledes blev Qalanganguase selv et Genfærd.
Man fortæller, at Qalanganguase blev til en Kvinde, da han
forvandledes til et Genfærd. Men hans Bopladsfæller fandt ham aldrig
siden. -- -- --