Men imedens sad hans Husfæller og Landsmænd og ventede paa ham.
Endelig blev det lyst. Da Dagen for anden Gang rejste sig over dem,
skiltes de og gik.
Ilimageq faldt i Sorg, da hans Broder ikke kom hjem, og det endte
med, at han gav sig til at mane Aander.
En Dag begyndte ogsaa han at flaa Skindene af de Sæler, han havde
gemt for Vinteren, og det samme hændte:
Man kom ud og bad ham om et Hoved.
„Det er Forraad for Vinteren!“ sagde han.
Hans Søster fik Taarer i Øjnene og gik ind.
„Hvorfor græder du?“ spurgte Moderen.
„Han svarer, at det er Vinterforraad!“
„Det er jo det Svar, som plejer at gaa forud for deres Forsvinden,“
sagde Moderen og begyndte ogsaa at græde.
Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og
saa var det Vinter en skønne Dag.
Og det hændte, at Ilimageq ligesom sin Broder i de Tider, da Mørket
faldt tæt om Landene, gik ud og kaldte Bopladsfællerne sammen.
„Jeg vil foretage en Aandeflugt,“ sagde han.
Bopladsfællerne kom, og Lamperne slukkedes. Han begyndte nu at hæve
sig i Vejret og for som Broderen ud af et Hjørne i Vinduet. Og han
fulgte sin Broders Vej ind i Landene. Broderens Bane i Luften var som
en stor, udspilet Tarm, som Vinden blæste igennem. Endelig fik han
Syltinden i Sigte og satte sig der. Han saa ned og sagde:
„Ikke troede jeg længere, at der var noget Gensyn for os; jeg, som
troede, at han var død!“
Og da han lod sine Øjne falde nedefter, saa han Broderen sidde
afklædt i et Hus og gnave af en Bjørnefod. Han lettede og sprang lige
ned foran Broderen.
„Aj, der var noget, der slog Gnister her lige ved Siden af!“ sagde
Broderkonen.
„Nu skal jeg engang gemme mig, saa kan du jo søge efter mig,“ sagde
Manden, der vidste, at Broderen var kommen. Og saa gik han ud og
gemte sig, og Konen gav sig til at søge efter ham. Hun hørte noget
tale fra en Fjældspalte, men hun saa intet og gik ind.
De to Brødre talte nu længe sammen.
„Naar Foraaret kommer, skal jeg besøge jer!“ sagde Poulineq. „Jeg
skal tage min Kone med og komme paa Slæde. En Dag, naar en Falk
kredser over dit Hoved, skal du søge Land, og da skal jeg komme til
dig!“
Derpaa for Ilimageq hjem.
Da Foraaret kom, rejste han ud til Egne, hvor Isen laa jævn, for at
fange og for at afvente Broderens Komme. Der var aabent Vand lige ud
for Land, men inde i Fjorden laa Isen, og han spejdede ofte efter
kommende Slæder.
En Dag var han ude i Kajak, da en Falk begyndte at kredse over ham.
Han sagde intet, men vendte Kajaken og roede indefter. Han roede og
kom ind til den faste Is. Der lagde han til og gik op.
„Man kan vel forsøge at tage en Sæl,“ sagde han til sig selv og gik
ud paa Isen. Han gik indefter mod Land, smed sig til sidst lige ned
paa Isen og gav sig til at se efter sin Broder.
Oppe paa Bræen fæstnede hans Opmærksomhed sig ved noget sort. Landet
var saaledes formet, at der mellem to Fjælde var en Bræ, der løb lige
ud paa Isen. Den lille, sorte Prik kom nærmere ned paa Isen, og se:
en Slæde kørte lige løs paa ham.
Det var hans Broder og dennes Kone. Konen bar et lille Barn paa
Ryggen. Slæden var lige i Nærheden, da han rejste sig op. Hundene
havde faaet Færten af ham, og han rejste sig i Flugt hen over Isen.
Da hans Broderkone saa ham, blev hun bange og satte Foden saa
voldsomt i Isen foran Slæden, at den standsede, og Hundene faldt
bagover.
„Jamen det er jo min Broder, som vi skal besøge!“ sagde Manden.
Og da faldt Konens Frygt.
Nu rejste de sammen videre, og Ilimageq gik foran og viste Vej.
„Se, Ilimageq kommer sammen med fremmed Følge,“ sagde Folk, da de
nærmede sig Land. Og fra alle Huse styrtede Folk ud, og de fremmede
kørte op paa Land og kom ind i Husene. De sad endnu og spiste, da
Poulineq's forhenværende Kone kom ind.
„Der var noget tørret Kød, som du skulde komme ud og spise,“ sagde
hun.
„Man er mæt!“ sagde Poulineq.
Morgenen kom, og Aftenen fulgte paa.
Atter kom hans tidligere Kone ind og sagde:
„Det tørrede Kød laa til dig, skulde jeg sige!“
Ja, saa rejste han sig og fulgte med hende. De kom ind i Huset.
„Sæt dig her!“ sagde Konen og kælede for Pladsen ved Siden af sig med
Haanden.
Han satte sig, og hun gav ham det tørrede Kød.
Han havde sin Kone og sit Barn med sig.
Nu peger hans forrige Kone paa sin lille Taske til Syringe; der laa
noget deri, som lignede et Stykke Tørv til at tænde op med. Det tog
hun og gav til Barnets Moder og sagde:
„Giv dog endelig det lille Barn noget at spise!“
Og Moderen tog det, og Barnet spiste.
Og lige efter skete det, at Moderen faldt i Afmagt, og Barnet døde.
Faderen tog Barnet, skar det op og sønderlemmede Liget for at finde
Dødsaarsagen. Men han fandt intet, og de førte Barnets Lig ud.
Men nu døde ogsaa Moderen, og atter tog Poulineq sin Kniv og skar
hende op.
Men saa kom Broderen til og sagde:
„Lad mig søge!“
Fra hendes Strube borttog han et Stykke tørret Kød, og hun levede op
igen.
Da hun atter var bleven levende, fik hun meget Hastværk, nu da hendes
Barn var dødt, og hun sagde til sin Mand:
„Lad os rejse hjem!“
„Ja,“ sagde Manden og samlede sine Hunde, og Folk kom ned til deres
Slæder, da de rejste.
Men før Manden rejste, halede han sin højre Fløjhund ind, spændte den
fra og sagde til den:
„Anden Hævner faar jeg vel ikke; gaa du op og dræb det forbandede
Ægtepar!“
Som et Nordlys's farende Skygge styrtede alle Mennesker ind gennem
Vinduer og Husgange for at gemme sig.
Hunden var stor, først kunde den hverken komme gennem Vindu eller
Husindgang. Endelig pressede den sig dog ind.
Alle Mennesker havde samlet sig i et Hus og havde kastet sig over
hinanden i Rædsel. Men Hunden, som ikke vilde dræbe uskyldige, bøjede
sine Kløer opefter og rodede op i Menneskebunken.
Ja, ganske rigtigt! Allerunderst laa de!
Først bed Hunden sig fast i hendes Bryster og rev dem op, helt ned i
Underlivet. Hun gav ikke en Lyd fra sig.
Derpaa sprang Hunden ud og kastede Brysterne op for sin Herre.
„Fik du dem begge to?“ spurgte Manden.
Hunden vendte ham blot Ryggen og for op mod Konebaaden paa
Stilladset, hvor Manden havde gemt sig.
Et Øjeblik efter kom Hunden tilbage og kastede Mandens Testikler op
foran sin Herre. Fra Pebersvenden hørte man ingen Lyd.