En Ravn forelskede sig i en Gaas og vilde gerne have hende til Kone,
men Gaasen vilde ikke.
„Du er for tung en Flyver,“ sagde den, „du vil ikke kunne følge os,
naar vi drager bort over det store Hav; der findes ingen Steder, hvor
du kan hvile dig; bliver du træt, vil du drukne.“
Men Ravnen var stædig og forelsket.
„Der findes i Verden intet, som kan trætte mig,“ sagde den vigtigt.
Og saa endte det alligevel med, at Gaasen gav sig og blev Ravnens
Kone.
Naar Ravnen favnede den for ømt, plejede den at sige:
„Gør ikke saa ved mig. Jeg vil komme til at holde for meget af dig,
og Sorgen vil da blive saa tung, naar jeg dog engang skal miste dig
paa vor Fart over det store Hav.“
„Vær ikke bekymret,“ sagde Ravnen selvbevidst, „intet i Verden kan
trætte mig!“
Og saa favnede den bare igen.
Da den Tid nærmede sig igen, at Gæssene skulde trække bort, bad
Gaasen sin Mand, om han dog ikke nu vilde hvile sig nogle Dage, saa
at han kunde være rigtig udhvilet, naar de skulde rejse.
„Uvirksomhed alene trætter mig!“ sagde Ravnen vigtigt og fløj blot
meget mere omkring.
Saa endelig en Dag trak Gæssene bort, og Ravnen fulgte med.
Da de kom til Landets yderste Spids og skulde til at sætte over det
store Hav, sagde Gæssene til Ravnen:
„Hvil dig nu paa Næsset der, at du ikke skal blive træt, naar du skal
sætte over det store Hav.“
Og selv satte Gæssene sig for at hvile sig.
„Intet i Verden kan trætte mig!“ sagde Ravnen selvbevidst og fløj om
i Luften, medens de andre hvilede sig.
Saa lettede Gæssene og fløj ud over Havet. Men da de var komne
Halvvejen, begyndte Ravnen at blive usikker i sin Flugt; den slog
somme Tider ganske vildt med Vingerne og var lige ved at styrte i
Havet. Men endnu kunde den ved Vingernes Hjælp lade sig føre til
Vejrs igen.
De var komne over Halvvejen og havde ikke langt til Land, da Ravnen
gav sig til at raabe om Hjælp. Den var dødtræt og kunde ikke mere.
Hans Kone og en anden Gaas satte sig nu paa Havet og bredte den
Vinge, der vendte ud til Sidemanden -- venstre for den ene og højre
for den anden -- ud, saaledes at de dannede en Bro, hvor Ravnen kunde
hvile sig.
Der satte Ravnen sig.
Men den var træt og tung, og da den havde siddet der lidt, faldt den
igennem; ikke lige med eet, men ganske langsomt, lidt efter lidt;
først Fødderne -- saa gik Vandet den til Hoften -- saa til Livet --
saa til Halsen -- saa til Skægget -- --. Konen havde faaet ham hen
til et Stykke Nyis, hvorpaa han hvilede Hagen, medens hun grædende
søgte at holde hans Hoved oppe.
Men Ravnen var for tung: Isen brast, og en Mængde Bobler steg i
Vejret, da Ravnen sank.
Og saa fortsatte Enken grædende sin Vej, alene med de øvrige Gæs.
Da Ravnen sank, viste den sig for en stor Angakok, som netop manede
Aander, og for ham fortalte den sin Historie.
Den fortalte, at den havde været gift med en Gaas, og at den var
druknet paa Vej over det store Hav.
Angakoken fortalte siden Historien til Menneskene, og derfra har vi
den.
* * *
Det er selvforstaaeligt vanskeligt at gengive eskimoiske Sagn paa
Dansk. De Midler, der anvendes i disse for at skabe Virkning og vække
Latter, er saa ganske forskellige fra dem, vi ellers er vante til, at
man i en Oversættelse let løber Fare for at virke raa just der, hvor
der for Eskimoer ligger en Pointe.
Man maa vel erindre, at det, der af de forfinede Kulturmennesker
opfattes som stødende Raahed, ingenlunde virker saaledes paa
Eskimoen, hvis naturlige Ligefremhed lader ham fuldstændig
uforstaaende over for det, vi kalder en Sjofelhed. Man kan tale højt
om det, uden at det bliver uanstændigt.
Endelig er Sagnene beregnede paa at skulle høres, ikke læses; og en
god Fortæller formaar at lægge saa meget Liv i sin Fremstilling, sin
Mimik, at blot det at betragte ham bliver en Nydelse.
Jeg har dog ment i denne Sammenhæng yderligere at burde give nogle af
Christians Sagn, valgte i Flæng, baade fordi de bedre end Skildring
giver et Indtryk af vor Underholdnings sære Art -- paa Kirkeloftet --
og fordi de saa drastisk giver Udtryk for Eskimoernes frodige
Fantasi.
Saaledes bliver de Drømme, der undfanges i Kulde og Vintermørke,
saaledes arbejder Hjærnen deroppe, naar de for en Aften slipper
Tanken om Madstrævet for at korte de Nætter, der er for lange til at
soves ud ...