Menneskeblodet havde gjort Christian afsindig; han var ikke rigtig
sig selv; det var ikke saa længe efter Mordet paa Sakua, at vi igen
kunde mærke, at Christian nu atter havde ondt i Sinde. Han havde talt
om, at Katiaja ikke burde leve, hun, som havde myrdet saa mange
Mennesker. Og en Dag var det saa, at han gik ind til hende og sagde:
„Gid du en Dag maa faa en smertefuld Død, du, som bilder dig ind, at
du alene skal leve!“
Katiaja kom til at skælve over hele Kroppen af Rædsel, for nu vidste
hun, at hun skulde dræbes, og at hun kun havde tilbage at vente.
Nogle Dage før et Menneske skal myrdes, plejer man at lade en Ytring
falde, som kan lade Ofret forstaa, at det snart skal dø. Dette gør
man for at pine sine Fjender med Dødsangst.
Christian havde, allerede kort efter at Katiaja havde sprængt sin
Mand og sin Medhustru i Luften, erklæret, at han nok skulde vide at
tage Hævn over Kvinden. Vi andre havde saaledes længe vidst, at hun
skulde dræbes, men ingen af os havde turdet sige det til hende, saa
at hun i Tide kunde flygte til andre Mennesker; thi om nogen sladrer
til en, der er udpeget til at dø, maa vedkommende selv dræbes.
Saaledes gaar det til, at det er umuligt for en dødsdømt at flygte
bort, thi der passes nøje paa.
Katiaja sad i to Dage tavs og sammenkrøben paa sin Briks og skjalv af
Dødsangst; man kunde høre, hvorledes hendes Tænder slog i Munden paa
hende.
Christians Moder var utrættelig i at ophidse ham til Drabet.
„Dræb hende, hun alene vil jo leve!“ gentog hun. Katiaja havde nemlig
engang i Vrede sagt, at hun egentlig var den eneste, der fortjente at
leve.
Dagen efter at Katiaja havde faaet at vide, at hun skulde dø, gav
Christian sig til at raadspørge sine Hjælpeaander. Han gjorde det
sammen med Qiorartoq, Katiaja's forhenværende Medhustru. Vi hørte ham
tale derinde med sine Hjælpeaander; og Angst greb os, for nu vidste
vi, at Katiaja ikke havde langt igen.
Min Mand kom hen til mig, mens jeg stod henne ved Husgangen, og
sagde:
„Gaa ud af Huset, for nu kommer Mordlysten over Christian.“
Alle gik ud, ingen turde rigtig tale; man gik hvileløst om mellem
Husene og for sammen ved den mindste Lyd.
Adam Poulsen, Christians ældre Broder, var sammen med sin Familie
rejst bort Dagen før; han vilde ikke være ved Bopladsen, naar Mordet
skulde øves.
Med eet stod de alle stille ude i Sneen og holdt Aandedrættet
tilbage. Christian havde pludselig afbrudt sin Sang, og vi hørte ham
raabe; og hans Stemme lød med en saadan Kraft, at man skulde tro, han
var den eneste levende paa hele Kysten:
„De siger alle, at hun skal dræbes i Dag .... I Dag skal hun dø!“
Saa gik Christian ud og ladede sin Bøsse; og det saa ud, som om en
vældig Vrede var bleven Herre over ham. Han løb hen til Katiaja's Hus
og kiggede ind ad Vinduet; men han kunde ikke opdage, hvor hun havde
gemt sig. Saa gik han ind i Husgangen, men heller ikke herfra kunde
han se hende; hun var krøben sammen i et Hjørne af Briksen. Han vilde
ikke gaa ind til hende; det var, som om han med eet var bleven bange
for hende. Saa gik min Mand, Emanuel, op paa Huset og gav sig til at
rive Taget op; han frembragte en Aabning, og derfra kunde de se, hvor
hun sad.
Saa løb Christian hen til Vinduet igen og skreg ind til hende i
Ophidselse:
„Du bildte dig ind, at du alene skulde leve; derfor dræbte du andre
Mennesker. Hør saa, Katiaja! Nu skal du selv dø! Og gid du maa
udaande dit Liv med Smerte!“
Katiaja svarede ikke. Christian førte sin Bøsse til Kinden og fyrede
fra Vinduet; Skuddet rev Brysterne op paa hende, men hun gav ikke en
Lyd fra sig.
Christian og min Mand styrtede ind i Huset og slæbte den døende
Katiaja ud.
Inde i en Krog stod Katiaja's lille Datter; hun var vel en fire Aar
gammel. Hun forstod ikke, hvad det var, der gik for sig, og gav sig
til at skrige, da hun saa dem slæbe af med Moderen.
Uden for Huset skar Christian Liget op og sønderlemmede det, ganske
som han havde gjort ved Sakua. Ogsaa Katiaja's Hjerte spiste han;
dette gjorde han for at forebygge, at den dødes Aand skulde hævne sig
paa ham. Derpaa tildækkede han Liget med nogle Sten.
Da Katiaja nu var dræbt, gik alle rundt og sagde til Morderen:
„Qujanaq! Isumangnaeqingigput!“ (Tak! Tak! Nu er hun ude af vore
Tanker.) Dette sagde de for at smigre Christian, for alle var bange
for ham.
Man bestemte nu, at den myrdedes Datter ogsaa skulde dø. Ingen gad
have hende hos sig, ingen gad føde og klæde hende, ingen brød sig om
den forældreløse. Den lille Pige hed Katiarajik, omtrent som Moderen.
En Aften, efter at det var blevet mørkt, tog saa en af Kvinderne
Katiarajik ved Haanden og førte hende ud mellem Fjældene et Stykke
fra Husene og efterlod hende der, for at hun kunde omkomme af Kulde
eller af Sult.
Stakkels lille Katiarajik! Inde i Huset kunde vi høre hende skrige,
og hun raabte paa sin Moder. Hun skreg sig hæsere og hæsere, og saa
til sidst blev der stille; vi troede, at hun endelig var gaaet vild i
Fjældene i den mørke Nat.
Men saa var det, at Døren med eet sprang op; den lille havde fundet
hjem, og nu stod hun der paa Gulvet, rystende af Angst og Kulde.
Der blev et Øjeblik stille i Huset; saa sprang Qitsuala -- hun er nu
døbt og bor her ved Handelsstedet -- op fra Briksen, greb den lille
Pige ved Armen og førte hende ud igen.
Et Stykke fra Husene knuste hun Katiarajik's Hoved mod en skarp Sten
og lod hende blive liggende ude i Sneen ...
Dette skete om Vinteren; ud paa Foraaret brød alle op og rejste ned
til Vestkysten for at lade sig døbe.“