SAKUA'S DØD.

Vi boede dengang paa Fangstplads sammen med min Mands to Brødre, Adam

og Christian.

Christian hed dengang Autdârutâ; han var Aandemaner og en hidsig og

farlig Mand. Han tog Sakua til Medhustru netop paa den Tid. Sakua

var en af dem, der var sluppen levende fra Husbrændingen ved

Lindenows-Fjord.

Hun var en rar Pige, og Christian holdt meget af hende; men der

herskede dog et underligt Forhold mellem Christian og hende. Til

Tider var han stærkt optagen af hende og favoriserede hende paa sin

første Kones Bekostning. Til andre Tider forskød han hende og jog

hende ud af sit Hus. Han bebrejdede hende navnlig, at hun ingen Børn

fødte ham.

Saa en Dag de havde været oppe at skændes, for han pludselig ind paa

hende i vildt Raseri og smed hende ud. Hun gik grædende op mod

Fjældet lige ved vor Boplads, da Christian griber sin Bøsse og

styrter ud efter hende.

Da hun saa ham, standsede hun og vendte sig imod ham.

„Hvad vil du?“ spurgte hun.

„Du er en elendig Kvinde, der ikke kan føde din Mand Børn“ raabte

Christian, spyttende af Arrigskab. „Du fortjener ikke at leve.“

Og saa fyrede han paa hende.

Skuddet ramte hende i Brystet uden at dræbe hende.

„Hvorfor gør du dette?“ sagde hun, da hun styrtede om.

Uden Ord og vild af Vrede kastede han sig over hende og slog hende i

Hovedet med Bøssekolben; men da heller ikke det hjalp, raabte han paa

en lille Dreng, der legede i Nærheden af Huset med en Fuglepil.

Drengen bragte ham Pilen, og med den gennemborede Christian hendes

Strube, saa at hun endelig døde.

Derpaa flænsede han hende, gennemskar alle Leddene, skilte Hovedet

fra Kroppen og kastede det ud i Havet.

Men inden han forlod Liget, udskar han hendes varme Hjerte og spiste

det .....

Saa slængte han hende hen paa Jorden, et Stykke fra Fjæren, og lod

hende blive liggende der.

Der saa jeg hende, smidt paa Maven ude i Sneen.

Dagen efter forlod vi alle Pladsen paa Fangstrejse.

Under Nordenvindens Svøbe · 第 51 / 77 题