En Aften efter Mørkets Frembrud var jeg gaaet en Tur til Fjælds
sammen med Puarajik, i Daaben kaldet Henrik, en ung Mand paa 19 Aar.
Det havde Dagen igennem blæst en stiv Norden med Dis og Regn, men
henimod Aften var Solen kommen frem, og Vinden var løjet af. Det var
svært at finde Vej i Mørket, og vi plaskede gentagne Gange ud i
Vandpytter, vi ikke kunde se. Det var en dejlig Aften! Et bredt
Nordlysbælte skød frem over Baggrundsfjældene og kastede et flakkende
Skær ud over det dønende Hav.
„Det er de døde, der spiller Bold“, sagde Henrik om Nordlysene. „Man
siger, at de løber omkring deroppe uden Bukser paa ..... Se, hvor de
farer af Sted!“
„Aa, man har det saa trygt her mellem de kristne,“ vedblev den
nydøbte Henrik, „for her gaar man da ikke i den stadige Uro for at
blive myrdet. Jeg var aldrig rigtig sikker paa Østkysten, jeg var jo
faderløs. Det var stygt med alle de Mord; naar de først begyndte at
myrde, blev de helt afsindige.
Der var engang en Morder, der gav sig til at drikke sit Offers Blod;
han spiste Tangplanter dertil. Til sidst lykkedes det ham virkelig at
tømme Liget.
Jeg gik altid og var bange for Christian derovre. Ganske vist -- det
var jo min Fader, som havde oplært ham til Aandemaner; men alligevel
-- man kunde jo ikke vide ...
Nu skal du høre, hvorledes en hel Familie blev udryddet i Løbet af en
Vinter:
Oqartaqangitseq havde mistet flere Børn, der var døde af Sygdom lige
efter hinanden. Han var en stor Aandemaner og holdt i den Anledning
Aandebesværgelser; og hans Hjælpeaander fortalte ham, at det var en
Mand paa Pladsen, Aviaja, der havde røvet hans Børns Sjæle.
Oqartaqangitseq myrder derpaa Aviaja, og Christian var ham
behjælpelig.
De sønderskar som sædvanlig Liget, puttede Hovedet i en Kajakblære og
kastede det ud i en Sø. Resten af det sønderlemmede Legeme blev
dækket til med Sten.
Men Øjnene havde de skaaret ud af Hovedet, og gamle Perujuvatsiak,
Christians Moder, havde dem hele Vinteren igennem i sin
Vægstenslampe. Det var for at blinde Sjælen, hvis den skulde ville
hævne sig .....
Aftenen efter Mordet kommer Aviaja's Kone fortvivlet og spørger efter
sin Mand; hun vidste intet om det, der var sket.
„Han er vist myrdet!“ raabte hun grædende ind ad Vinduet og løb saa
sin Vej for at søge efter ham. Først ud paa Natten kom hun jamrende
tilbage; nu havde hun fundet ham ....
Og saa lukkede hun sig inde i sit Hus sammen med sine seks Børn for
at sørge.
Vi boede dengang ved Anoritôq; det var langt ud paa Efteraaret, da
Aviaja blev myrdet. Hen paa Vinteren udbrød der Hungersnød paa
Pladsen; Sydvest, Sydvest, Sne, ingen Fangst! Vi maatte æde vore
Kajakskind, og et Bjørneskind, som ellers var hengemt som
Handelsvare, blev sønderskaaret og spist.
Aviaja's Enke kunde ikke klare sig Sultetiden igennem. Ingen af de
andre hjalp hende og hendes seks Børn, -- nej, det er sandt, det
mindste af Børnene havde hun dræbt kort efter Mordet; hun knuste det
lille Barns Bryst mod en Sten og begravede det hos Faderen.
Da Konen indsaa, at de maatte komme til at dø af Sult inden ret
længe, foretrak hun at dræbe sine Børn og sig selv. De var allerede
dengang stærkt medtagne af Sult og havde svært ved at rejse sig. De
to ældste, de var næsten voksne, styrtede sig selv ud i Havet, da
Moderen bad dem om det; de andre maatte Moderen kaste ud.
Ja, og saa var der den yngste lille Søn, han løb selv ned til
Stranden; han var den, der var mindst medtagen af Sult, fordi de
ældre stadig havde givet ham Mad af deres Rationer.
Moderen forklarede ham nu, at han skulde ned til de døde, der levede
uden Nød og uden Sorger under Havet; han skulde blot springe ud i
Søen, saa skulde Moderen følge efter.
Det gjorde Drengen og druknede.
Men Moderen selv gik op paa en Klippe, vendte Ryggen mod Havet og
kastede sig ud ....