Besuk fortæller.
„Der var en Mand, som hed Oqartaqangitseq, „den tungeløse“, og han
boede ved Lindenowsfjord; vi havde dengang Vinterplads ved Nunagssuk
lige i Nærheden.
Oqartaqangitseq havde tre Koner: Atarajik, Qiorartoq og Katiaja, og
de levede i et stadigt Uvenskab og Jalousi.
En Aften blev Katiaja, den yngste af Konerne, rasende over, at deres
Mand ikke vilde ligge ved Siden af hende -- han havde nemlig lagt sig
hos Atarajik -- og saa sprang hun op paa Briksen, nedskar en
Remmesæls Urinblære, der var fyldt med Krudt, smed den paa Gulvet,
sprættede den op med en Krumkniv og satte en brændende Vægepind til.
Der lød et forfærdeligt Brag. Huset blev sprængt i Luften, og et af
de Mennesker, som befandt sig derinde, blev slynget helt ud i Sneen.
Alle, som var i Huset, mærkeligt nok paa Katiaja nær, blev aldeles
forbrændte, ganske sorte i Kødet, og al Huden var sveden af dem.
Oqartaqangitseq og Atarajik, der havde to smaa Børn, tænkte ikke et
Øjeblik paa sig selv, skønt de var de mest forbrændte. De bar deres
smaa Børn ud i Sneen og gned deres hudløse Legemer med den bløde Sne;
først da de var ved at fryse ihjel, tog de dem igen op til deres
Legemer for at aande dem varme.
Huset var ødelagt. De kunde ikke straks komme ind for kvælende
Krudtrøg; men efterhaanden som Røgen trak ud, kravlede man ind og
tændte Lys. Det viste sig nu, at Atarajik's Krop var fuldstændig
afsveden; al Huden var flaaet af. Børnene var bedre, men dog ogsaa
stærkt medtagne. I Huset kunde de ikke blive, og allerede næste Dag
forlod de Bopladsen i Konebaad og kom op til os.
Men Atarajik maatte de efterlade døende; hun var saa afkræftet, at
hun ikke kunde føres ned til Konebaaden.
En Dag samme Vinter var jeg henne for at se paa det ødelagte Hus; der
saa uhyggeligt ud og stank endnu af Krudt.
Henne i et Hjørne laa Resterne af Atarajik. Hendes Krop var helt
sort; Ravnene havde hakket Øjnene ud paa hende og spist Partiet om
hendes Skuldre, saa de hvide Knogler stak frem. Stakkels Atarajik!
Ingen havde kastet hende i Havet!
Hendes Mand, som de havde faaet ned til Nunagssuk, fik derimod en
anstændig Død. Da de kom med ham, laa han i Bunden af Konebaaden med
nogle Skind over sin brændte Krop. Han led forfærdeligt, kunde næsten
ikke tale, og man maatte lægge Øret helt ned til hans Mund, naar man
skulde forstaa ham.
Han laa nogle Dage i Huset og stønnede af Smerte. Men saa blev han
træt til sidst og sagde til sine Koner, at de skulde føre ham til
Havet.
De vidste nu, at han ikke vilde leve længere, og saa klædte de ham i
Fangstdragt, saaledes som vi plejer at gøre ved Lig. Han vred
Ansigtet i Smerte, da de trak Pelsen ned over de dybe Saar; saa bar
Konerne ham ud og satte ham paa en Skrænt, der faldt ud i Havet.
Det blæste en Sydvest og var et stygt Vejr; en stærk Brænding brød
mod Land.
Man fortæller nu, at han, da han sad sammenkrøben deroppe paa
Klippen, havde betænkt sig et Øjeblik, da han saa ned i de brydende
Braadsøer.
Da hans Koner saa dette, havde de foreslaaet at føre ham ind i Huset
igen. De vilde saa gerne beholde ham som Mand, da han var saadan en
god Fanger.
Det blæste, Sneen faldt, og det smaaføg. Manden krympede sig i
Trækninger, hver Gang Snefoget strøg ind over ham.
„Nej, jeg vil dog aldrig blive Mand mere!“ havde han sagt, og saa
havde han styrtet sig ud i Havet.
* * *
Mordersken Katiaja var en mærkelig Kvinde. Hun var høj og smuk med
lys Hudfarve. Hun havde Kræfter som en Mand og gik paa Fangst, medens
hun var ugift, sammen med Mændene. Hun havde i Reglen flere Hunde end
disse.
Jeg husker saa tydeligt en Vintermorgen, hun var gaaet paa Fangst,
før det var bleven lyst. Dagen havde neppe gryet, før hun kom kørende
hjem igen med en stor „befostret“ Remmesæl paa Slæden. Da var Mændene
knapt komne paa Benene; og denne store Sæl (vejer c. 6-700 Pund)
havde hun ganske ene trukket op paa Isen.
I Kajak kunde hun ogsaa ro og fange med Harpun; hun var endda
heldigere i sin Fangst end Mændene. Ja, hun var en mærkelig Kvinde,
morsom at være sammen med, men farlig!
Da hun blev gift, hørte hun op med at gaa paa Fangst. Efter Mordet
paa sin Mand og sin Medhustru begik hun endnu et Mord. Det var
Ijajup's Enke; jeg kan ikke rigtig huske, hvad hun hed, det var vist
Niarajuak.
Enken var ganske uskyldig, men Katiaja beskyldte hende alligevel for
at skade sine Landsmænd ved Aandebesværgelser.
Det var Løgn.
En skønne Dag overfaldt Katiaja Enken med en Bøsse. Hun skød, men
dræbte ikke Niarajuak, der flygtede i Løb, men faldt, da hun var
kvæstet. Og saa lod Katiaja hende ligge blødende ude i Sneen, uden at
have slaaet hende helt ihjel.
Men en af Pladsens Kvinder fik Medlidenhed med hende, tog en stor
Sten og knuste hendes Hoved.