I Sommeren og Efteraaret 1904 traf jeg -- dels i de nærmeste
Distrikter Nordvesten for Kap-Farvel, dels ved Kangigdlinguaq, Sønden
for Prins Christians-Sund paa Østkysten, -- østgrønlandske Stammer
fra Bopladserne Syd for Angmagssalik-Gebetet, -- Stammer, som i
forskellige Hold var indvandrede til Vestkysten for at lade sig døbe.
Alle disse forhenværende Østgrønlændere var trods deres Daab meget
lidt aandeligt paavirkede og talte endnu deres egen Dialekt. Efter
inderste Overbevisning ansaa de vel den kristne Lære for bedre og
visere end deres egen, derfor havde de jo antaget den; men de havde
paa ingen Maade i Hjertet erklæret Hedningetroen for et Bedrag, men
tog den nu nærmest som noget, der var forbudt af Hensyn til den nye
Tro.
Alle de hedenske Mysterier, alle de overnaturlige Kræfter, der
tidligere var Aandemanernes Hjælpere, eksisterede endnu, men _turde_
eller _vilde_ blot ikke mere aabenbare sig for dem, efter at de havde
forraadt dem til de kristne gennem deres Omvendelse.
Der var tidligere mange Mennesker langs Østkysten, fortalte de; de
boede i store Huse, der kunde rumme flere Konebaadslag. Om Vinteren
især levedes der et broget Samliv, hvor man Aftnerne igennem
underholdt sig med Aandebesværgelser, Sangkampe, Smædeviser og
Sagnfortællinger.
Det var en glad Tid -- men ogsaa en farlig Tid!
I alle de øvrige Aarstider arbejdedes der strengt for at skaffe
Forraad og Klæder. Da laa man i spredte Teltlejre rundt om paa de
gode Fangstpladser. Hver Dag havde sine Begivenheder. Mændene var
optagne af deres Jagter, Kvinderne flækkede Kød til Tørring og
beredte Skind. Alle sled sig trætte, sov tungt og havde kun Lyst til
at være gode mod hinanden.
Men om Vinteren derimod, naar mange Mennesker samledes, og
Forraadskamrene stod fulde, og alles Ønsker kun gik ud paa at korte
de lange, daadløse Vinternætter, da kunde Menneskene blive helt
anderledes. Megen Mad og Stillesidden, Lyst til Handling og
Forandring fik dem til at yppe Klammerier; gamle Mellemværender
opgravedes, Haan og giftige Ord æggede til Hidsighed, og midt ind i
Vinterens Madgilder kunde da fremkaldes Begivenheder, hvor
Menneskene, hidsede af Ærgerrighed og Bopladsfællernes Tilskyndelse,
glemte al Medfølelse med hinanden og ofte under de besynderligste
Paaskud undsagde hinanden i Smædeviser, opførte Tvekampe og begik de
afskyeligste Mord.
Mordlysten kunde hos enkelte udarte til en ren Mani, til Sindssyge;
og de Fortællinger, altid Selvoplevelser, som jeg hørte hos disse
nydøbte Østgrønlændere, giver Indtryk, der er vidt forskellige fra de
Forestillinger, man ellers gør sig om de fredsommelige Eskimoer.
Og disse Beretninger synes mig at faa dobbelt Interesse, fordi de
skildrer de sidste Krampetrækninger af en isoleret Stammes Liv.
Alle Sydøstgrønlænderne er nu, paa een Familie nær, indvandrede
til Vestkysten og døbte; og de vil snart gaa fuldstændig op i
Befolkningen der.
Jeg nedskrev under mit Ophold iblandt dem en Del af deres Traditioner
og Sagn, foruden en mindre Ordsamling.
De sidst indvandrede ankom i Sommeren 1900, og de fortalte, at der
endnu var een Familie tilbage i deres Land: det var den gamle
Kunigsarfik -- „Kyssetøjet“ --, hans Kone, to Sønner, tre Døtre og en
Svigersøn. Den gamle Husfader havde faaet en Undsigelse af Autdârutâ
-- „Konebaaden“ --, de sidst ankomnes Fører, der beskyldte ham for at
have røvet hans Søskendes Sjæle; og den gamle, som ikke havde turdet
modtage Udfordringen, var flygtet Nord paa, da alle andre rejste
bort, og siden havde man intet hørt om dem. Enten lever de endnu paa
en eller anden afsides lille Plads, ganske alene paa den vældige,
folketomme Kyst; eller ogsaa er de sultede ihjel i et ugunstigt
Fangstaar.
Om Vestkystrejserne i Almindelighed skal jeg her blot meddele, at de,
efter gamle Nuissartoq's -- nu døbt Rosine's -- Opgivelse, har fundet
Sted, saa længe Østkysten fra Umîvik og Syd efter var befolket; men
efter Nâlangarajik's (d. v. s. Graah) Ophold iblandt dem begyndte de
at drage Vest paa for at bosætte sig og lade sig døbe. Graah havde
opfordret dem dertil, og flere Konebaade fulgte efter ham. Det hændte
ogsaa, at der kom Folk helt oppe fra Angmagssalik for at handle paa
Vestkysten; men det var sjældnere, da disse maatte være tre til fire
Aar om Rejsen frem og tilbage. De indskrænkede sig derfor i Reglen
til at tiltuske sig Varer hos sydligere-boende, der havde været ved
Handelssted.
Rosine fortalte, at Angmagssalikerne var de nordligst-boende, hun
kendte. Hun havde ganske vist hørt fortælle, at der endnu længere mod
Nord skulde leve mærkelige Mennesker uden Rumpe; de spiste ikke, men
sugede blot Næring til sig af Kød. Men gennem mange Slægtled har
ingen set noget til dem, og nu kender man dem kun fra Sagnene.
* * *
I det følgende skal jeg skildre nogle Episoder fra Livet i
Sydøstgrønland under Opløsnings- og Udvandringstiden.
Da jeg har ment, at Eskimoernes egne Skildringer og Opfattelse af
Forholdene havde størst almenmenneskelig Interesse, holder min
Fremstilling sig nøje til mine forskellige Kilders Fortællinger og
Udtryk. Kun saaledes, synes jeg, kunde Beretningen om disse
Menneskeskæbner faa deres fulde kulturelle Betydning.
Disse Bemærkninger forudskikker jeg udtrykkeligt, for at ingen skal
tro, at jeg har „lavet Literatur“ paa visse opsamlede Fakta.
Det var til en Begyndelse ikke nogen let Sag at faa noget
sammenhængende at vide. Disse Mennesker havde jo dels selv fortrudt
deres Fortid, og dels havde de nu lange Tider igennem faaet deres
hedenske Handlinger fordømte af Præst og nye Landsmænd.
Rygterne svirrede om mig, da jeg kom til Lejren -- for det
meste kolporterede af gamle kristne Koner, der trængte til lidt
Tungegymnastik. Og Rygterne overdrev naturligvis og løj som alle
Rygter. Saa bestemte jeg mig til foreløbig intet at gøre, blot leve
sammen med dem, selv være saa meddelsom som muligt og forøvrigt blot
vente paa en Lejlighed, da Trangen til at fortælle overvandt
Reservationen.
Det lykkedes mig omsider at vinde de nydøbtes Tillid, og de gav mig
under mit Samvær, uden Omsvøb, Skildringer af de Begivenheder, der
havde været hovedbestemmende til deres Indvandring til Vestkysten og
den dermed følgende Omvendelse til Kristendommen; Skildringer, som
giver det grelleste Billede af et lille Samfunds Opløsning. Sjældent
er mere dyriske Handlinger bleven øvede af Mennesker, som af Naturen
havde ufordærvede Hjerter; aldrig har Øde, Isolation og aandelig
Stagnation drevet gode Mennesker til mere afsindige Raaheder.
Men jeg føler det som min Pligt, før jeg gaar nærmere ind paa
Fortællingerne, at understrege, at jeg sjældent paa mine Rejser har
levet sammen med gladere, mere medgørlige og godmodige Mennesker end
disse Østgrønlændere, der, om de havde levet i en civiliseret Stat,
vilde have været hjemfaldne til Skafottet for de grusomste Mord ...
Belysningen af de Tragedier, der er bleven udspillede mellem disse
ensomme Stammer paa Grønlands Østkyst, har ogsaa en videnskabelig
Betydning; _thi disse Tragedier, der berettes af Øjenvidner, viser,
at de gamle eskimoiske Sagn i langt højere Grad, end man tidligere
har troet, er Eskimoernes egen Historie_, der traditionsvis er
overleveret til Slægterne. Man har før ment, at de fleste af Sagnene,
der aabenbarede saa megen Grusomhed, var Fantasifostre, der kun havde
deres Oprindelse i en eller anden yderst spinkel Tildragelse, som var
bleven udpyntet til fælles Underholdning. De mange Hjerteløsheder,
der omtales, „Mænd, der spiser deres Koner“, „forældreløse, der
mishandles“, „hensynsløse Blodbad paa Kvinder“, -- Emner, der
behandles meget hyppigt i de eskimoiske Sagn, -- er sikkert alt
sammen Oplevelser, der samvittighedsfuldt er bleven berettede fra
Generation til Generation. De nye Fortællinger fra Østkysten godtgør
dette.
Intet Folk faar saaledes en Historie, der i Tilværelseskampens
Bitterhed, i Mindernes Uhygge kan sidestilles med Eskimoernes.
Tidligere har man altid fremhævet Godmodigheden, Fredsommeligheden
som den Egenskab, der mest karakteriserede Eskimoerne.
De var saa gode og skikkelige!
Ja, vel er de godmodige, og fulde af Tørst efter Fred -- trods alt!
Saa meget desto mere beundringsværdige! Men glem derfor ikke, at de
dog først og fremmest er Mennesker, der i egentligste Forstand formes
af den Natur, der omgiver dem.
Eskimoens Sind kan være blankt og solmættet, som Vandet en
Sommerdag i de dybe, varme Fjorde. Men det kan ogsaa være vildt og
skaanselsløst, som selve Verdenshavet, der æder sig ind i hans Land!
* * *
Sofie Poulsen var den, der gav mig de første Oplysninger. Hun hed
oprindelig Besuk. Da hun kom til Vestkysten sammen med tre
Konebaadsbesætninger i 1900, var hun Neqigssanoq's anden Kone.
Neqigssanoq har i Daaben faaet Navnet Emanuel. Sofies Medhustru var
hendes ældre Søster Singime, i Daaben kaldet Helene.
Da det var deres Agt at lade sig døbe, blev det dem meddelt, at de
skulde slaa sig ned i Frederiksdal, det gamle Hernhutersted, Sønden
for Julianehaab, og der skulde de gaa til Daabsundervisning hos
Præsten. Straks maatte da Emanuel give Afkald paa den Kone, han sidst
havde taget. Det var nemlig en gammel Praksis hos Missionærerne der
paa Stedet, at Kirken kun anerkendte den første Kone som en Mands
eneste retmæssige, ganske uden Hensyn til Mandens Sympatier;
Medhustruen blev erklæret for at være Enke.
Saaledes skete det, at Sofie, der altid havde været sin Mands
Favoritkone, maatte trække sig tilbage til Fordel for sin ældre
Søster og anlægge det sorte Topbaand, der i Grønland bæres af Enker.
Sofie saa sig nu pludselig uden Forsørger, og hendes lille Datter,
der blev hos hende, regnedes for faderløs. Fra offentlig Side blev
der ingen Understøttelse tilstaaet hende; ja, det skulde da være
Forstanderskabets nedværdigende Fattighjælp, om det skulde gaa saa
vidt. (Det er jo Sagen uvedkommende, at Præsten privat var meget
godgørende over for Sofie.)
Hvad værst var: Efter Fraskillelsen, der jo var paatvungen af
Kirken, ansaa Emanuel sig for at være uden Forpligtelser mod sin
forhenværende Hustru og Datter. Der blev nu anvist de to en Familie,
de kunde tage ind hos; der fik de Kosten, mod at Moderen skulde gøre
alt Pigearbejde i Huset. Klæder maatte hun selv se at skaffe sig, og
det var ikke altid saa let.
Det er en gammel Skik i Sydgrønland, at enhver, der kommer ned til
nyfangen Sæl, faar sin Part: et lille Stykke Spæk af Mavepartiet, paa
en tre-fire Tommers Længde og en god Tommes Bredde, med Skindet paa.
Det spises raat med Hud og Haar og kaldes Tamorassâq: „Tyggebid“,
fordi det er saa behageligt at tygge; man kan blive ved at tygge en
saadan Tamorassâq en hel Time igennem. Det er meget yndet af
Kajakmænd paa lange Fangstrejser; der paastaas, at naar man har en
Tamorassâq i Munden, bliver man hverken tørstig eller sulten.
Disse Smaaparter, som hun kunde faa ved at gaa ned til Stranden, naar
Fangst bugseredes ind, samlede hun sammen om Foraaret i Klapmydstiden
og solgte dem. Paa denne Maade skaffede hun sig nogle Smaaskillinger,
som hun anvendte til Tøi; men det kneb selvfølgelig med at faa
Pengene til at slaa til, og hun maatte derfor i Reglen nøjes med
gamle, aflagte Klæder, som hun lappede sammen.
Skilsmissen havde gjort et dybt Indtryk paa Sofie, og hun hader nu af
et oprigtigt Hjerte baade sin Søster og Mand. For Resten har
Forholdet til Søsteren aldrig været godt, da de begge var meget
skinsyge.
„„Jeg vil have ham alene for mig!“ sagde jeg til min Søster; men det
samme sagde hun naturligvis til mig, og da min Mand i Reglen foretrak
mig, fordi jeg var yngre, var min Søster altid ond imod mig,“
forklarede Sofie.
Derfor kan hun ikke tilgive sin Mand, at han svigtede hende. „Tal
ikke om den skamløse!“ siger hun, naar man nævner ham. Men paa den
anden Side syntes Emanuel heller ikke at være falden ganske til Ro
ved Kirkens Afgørelse. Det viser følgende lille Tildragelse, som
Sofie fortalte mig:
Engang sidste Vinter, da hun en mørk Aften skulde hente Vand ved det
fælles Vandsted, hørte hun Knirken i Sneen bag sig. Da hun vendte sig
om, saa hun en Mand komme løbende efter; hun genkendte straks
Emanuel.
Hun blev bange, vendte sig om og raabte:
„Nej, nej! Jeg vil ikke mere have noget med dig at gøre!“ Og saa gav
hun sig til at løbe, alt hvad hun kunde. Han satte efter hende, skød
en Genvej, naaede hende og var ved at gribe hende i den ene Skulder;
men hun sprang til Side, snoede sig fra ham og løb videre.
„Vent, vent dog; jeg har noget at sige dig!“ raabte Emanuel.
„Nej, du har ikke mere noget at sige mig!“ svarede Sofie og gav sig
nu til at skrige for at paakalde Folks Opmærksomhed. Saa først
standsede Emanuel og raabte efter hende:
„Man kan mærke, at det ikke er dig, som gaar med Graaden i Halsen!“
Og siden har han ikke søgt hende .....
* * * * *
Under mit Ophold i Teltlejren fortalte denne Sofie mig efterhaanden
hele sin Stammes skæbnesvangre Historie fra de sidste Aar paa
Østkysten. Og da jeg saaledes først havde visse Fakta at gaa ud fra,
faldt det mig siden ikke saa vanskeligt gennem Spørgsmaal at faa de
Oplysninger, jeg søgte.
I de følgende Beretninger har jeg søgt at gaa de originale eskimoiske
Fremstillinger saa nær, som det var mig muligt i en dansk
Oversættelse.