„Ele -- ele -- le -- le!“ skreg Manasse og smed sig paa Slæden. Hans
tre Kæmpehunde sprang i Vejret og rev Slæde og Mand med sig ud over
Isen.
„Ja -- saadan er han!“ sagde Folk, der var stimlede sammen om min
Slæde. „Skal du følge ham, maa du lære dine Hunde et rapt Tempo for
Spring!“ -- --
Det var en tidlig Maaneskinsmorgen i Januar med stille Frost og
dejligt Slædeføre. Manasse og jeg skulde ind over de store Lersletter
bag Sydost-Bugten i Christianshaabs Distrikt for om muligt langs
Indlandsisen at trænge frem til Bopladsen Aulatsivik.
Min Ledsager var kendt for at være en af de mærkeligste Hundekuske i
Nord-Grønland; han kørte aldrig med flere Hunde end tre, men ikke
mange med Forspand paa ti skulde indlade sig paa Kapkørsel med ham.
Det vidste jeg, og derfor lod jeg ham ikke faa noget langt Forspring,
greb min Pisk og lod de morgenglade Hunde springe ud over Isfoden med
mig. Smaagøende snuste de hans Spor op og strakte ud, saa Frostsneen
peb under Slædemederne.
Snart bryder Dagen frem. Himlen i Øst lyser i sarte Frostfarver.
Lette drivende Skyer samler sig om Solrødmen, og Maane og Stjerner
bliver hvide, da Dagen kaster sit kolde Skær ud over Is og Fjælde
.....
Manasse gør Holdt for at klare Skagler; jeg standser mine Hunde og
gaar hen til ham.
„Du har gode Hunde, Manasse; Rygtet lyver altsaa ikke.“
„Rygter lyver altid! Forstaar du -- mine Hunde er bare i
Galgenhumør; deres Anspændelse er som døende Dyrs sidste Trækninger!“
svarer Manasse med ægte grønlandsk Forstillelse; samtidig sender han
dog et straalende Blik til de Hunde, hvis Humør og Kræfter han er en
Mester i at udnytte.
Vi fortsætter og er snart inde i Bunden af Sydost-Bugten. Over
et jævnt skraanende Bakkestrøg med frodig Græsvækst kommer vi
op til de store Lersletter, der er berygtede for deres Sne og
barske Østen paa denne Aarstid. Tvers over Sletterne kommer vi over
Tassiusarssuaq-Fjorden med Indlandsisen i Baggrunden. Vi kører Dagen
igennem paa gammel, jævn Is, og først ved Mørkets Frembrud sætter vi
op paa Land og slaar Lejr for Natten.
Hundene er fodrede og har lagt sig til Hvile ude i Sneen rundt om
Teltet. Soveposerne er bredte ud over Sneen, vi er kravlede ned i dem
og ligger nu paa Maven, Side om Side, og delikaterer os med tørrede
Angmassætter og Spæk. Vore Skaanrogger smager os ikke nær saa godt i
denne Kulde, Legemet trænger til Fedt.
Foran brænder vor Lampe: en Stegepande fyldt med Spæk, som Manasse
har gennemtygget og gylpet ud for at gøre den flydende. Hele
Panderanden er kranset med Væger, Lyset er blændende, Varmen
velgørende.
Ud paa Aftenen begynder Sneen rundt om Panden at tø, Lyngbunden
kommer frem, og Lyng- og Bærduft fylder Teltet. Manasse snuser Luften
ind i sine Næsebor, der er sorte af Lamperøgen, og plirrer fornøjet
med Øjnene.
„Du har lovet at fortælle om Qavdlunakernes Land; nu kan du begynde,
jeg skal imens faa Vandet i Kog.“
Og saa fortæller jeg ham om det Land, der fyldte ham med saa megen
Respekt.
„Er det sandt, at der ogsaa findes fattige i de hvide Mænds Land?“
spørger han pludselig. „Vi tror, at de er rige Herrer allesammen,
saadan som vi er vante til at se dem heroppe i vort Land.“
Jeg fortalte ham om de evropæiske Storbyers Proletar-Kvarterer, og
hans Forbløffelse kendte ingen Grænser.
„Taler du Sandhed? Kan du virkelig i samme By finde Folk, som dør af
Sult, og andre, som har mange Penge liggende, -- Penge, der blot er
til for at føde andre Penge?“
„Ja, Manasse!“
„Men hvad gør da Kongerne og Ministrene? De skulde jo da hjælpe deres
Folk ....
Du kender os Grønlændere; ingen af os har meget, nogle lidet, somme
intet. Men vi hjælpes ad, derfor er det ikke saa tungt at leve. Hos
jer synes det at være anderledes. Jeg har Medlidenhed med eders
fattige; deres Sind maa blive ondt og bittert, som du siger, fordi de
er Vidne til saa megen Overflod, de aldrig faar Del i. Men at være
Rigmand i et saadant Land synes mig dog at være en endnu større
Forbandelse.“
Vandet over Lampen begyndte at koge, og vi bryggede os en stærk Kop
Te.
Der var jo to Ting, Manasse nærede en levende Interesse for, og det
var: Missionærer og Røvere. Hans Fader havde været Missionær i
Cumberland, men havde maattet flygte fra sin Menighed, fordi Stedets
Troldmænd stræbte ham efter Livet.
Hele Aftenen gaar med Fortællinger; jeg opvarter med frygtelige,
italienske Røverhistorier, Manasse fortæller grønlandske Sagn. Jeg
falder i Søvn under en af hans Historier.
Maanen strøg ind gennem Teltaabningen, og Sneen lyste med en gulbleg,
vissen Farve. Det var Dagskæret. Teltet rørte sig ikke. Det var
blikstille med klar Himmel: Fartsdag!
„Manasse -- Manasse!“
Manden var krøben helt ned i sin Pose; en hjertelig Snorken var det
eneste, der tilkendegav hans Tilstedeværelse.
„Manasse, det er Morgen!“
En Stemme inde fra Posen, som fra en Mand, der taler i Søvne:
„Du er min Herre, jeg fulgte dig for at lyde dig; hvad vil du mig?“
„Kog Te!“
Saa kom Spækket frem, og Angmassætterne. Og vi spiste os mætte efter
en lang og fast Søvn.
Sammen med Lyset brød vi op med vore Slæder og trængte videre Syd paa
over Land, indtil vi ved Kysten standsedes af aabent Vand. Vi kunde
den Gang være en 8 Mil fra Aulatsivik, og det var derfor ikke med
synderlig glade Ansigter, at vi slog Hundene om og gjorde Venderejse.
Over Naternak-Sletten vilde vi nu søge at trænge frem i sydvestlig
Retning til Bopladsen Niaqornarsuk, hvorfra vi kunde sættes over til
Aulatsivik i Konebaad.
Over Lersletterne fik vi en frisk Nordenvind med stærk Kulde, der gav
Frost i Næsen. Føret var daarligt, en haard Skorpe havde lagt sig
over Sneen, og Hundenes Poter led derunder. Vinden strøg koldt ind
paa Kroppen, og det var svært at holde Ansigtet frem efter mod
Hundene, da Huden stivnede til Is.
Manasse vender sig om imod mig og raaber:
„Nu er vi i et godt Rendistrikt. Hold Bøssen klar!“
Vi nikker forstaaende til hinanden og kører videre, stadig optagne af
at tø Ansigtet op.
Med eet giver Hundene et saa voldsomt Ryk i Skaglerne, at jeg nær var
kastet af Slæden. De stikker Snuden i Sneen og sprænger frem i
afsindig Galop. Et Øjeblik efter er vi ved friske Renspor.
Der er intet andet at gøre end at holde sig godt fast til Slæden, der
farer hen over Smaasøer, ned over Lerskrænter, svinger til Siderne,
løftes og slynges over Sten, Sneen skuffes som Røg op fra Hundenes
Bagben; der er ikke længere Tale om at vælge nogen Vej, -- bare
gennem ondt og godt over Rensporene.
Denne vilde Kørsel og den vaagnende Jagtiver faar Svedperlerne til at
hagle ned over Ansigtet paa mig, trods Kulde og Blæst, og Hue og
Vanter stikkes ind under Slædens Surreremme.
Vi kunde nu se hele Flokken; der var tretten, to store Bukke førte
an. Manasse, som mente, at vi ikke i det vanskelige Terræn vilde
kunne forfølge Renerne med vore Hunde, stoppede sit Spand og bandt
Forbenene op. Jeg forsøgte at gøre ligesaa, men mægtede ikke at
stoppe mit Spand, der talte netop dobbelt saa mange Hunde som min
Ledsagers.
Og Manasse, som kom mig til Hjælp, fik lige akkurat fat i Forremmen,
da Hundene paa ny stak i Rend. Manasse blev øjeblikkelig reven omkuld
og slæbtes af Sted som en Byldt Tøj, næsten usynlig i Snefoget, der
rejste sig om ham. Først ved en Bakke lykkedes det mig at holde
Hundene an og faa Manden trukket frem af Skaglerne.
Saa blev Hundenes Forben bundne op, og med Bøssehanerne spændte
listede vi os frem over en Bakkekam for at faa Flokken paa Skudhold.
I Tankerne var vi allerede i Færd med at flaa den største af Bukkene
og udmalede os med et Smil den Modtagelse, man vilde give os, naar vi
kom hjem med Dyr. Men kun Skuffelse ventede os. Dyrene havde lugtet
os eller maaske hørt vore Hunde, vi saa intet mere til dem.
Det var næsten mørkt, da vi saa brat fik afsluttet vor Jagt og flove
og tavse vendte tilbage til vore Hunde.
„Hør, Manasse, der gjorde vi vist en Dumhed! Hvis vi nu blot havde
kørt Renerne op med Hundene, saa havde vi vist haft bedre Held
alligevel. Rener skal jo kunne vise sig tamme over for Hunde.“
„Ja, du har maaske Ret!“ svarede Manasse med betænksom Mine. „Havde
du ønsket det før, saa var jeg ogsaa gaaet ind derpaa; jeg følger dig
jo for at lyde dig; -- men nu er det visselig for sent.“
Saa kørte vi i tre Timer, uden at der veksledes Ord imellem os. Men
Maanelys er farligt Lys at køre i over ukendt Land; man ser ingen
Skrænter, alt gaar ud i eet. Vi styrtede med Slæderne ned over en
Skrænt og fandt det derefter raadeligst at slaa Telt.
Hundene er fodrede, og vi ligger atter som foregaaende Aften i vore
Poser. Stegepandens Spæk lyser og varmer, og Vandet i Kedlen begynder
at snurre.
„Fortæl nu ligesom i Gaar!“ foreslaar Manasse med Munden drivende af
Lampespæk. Vi var nu igen ved at se Livet lysere i Teltets Hygge og
bestræbte os ærligt hver især for at glemme Renjagtens Ærgrelser.
Det gik atter syndigt ud over Røvere og Missionærer, og Manasse var
utrættelig i sit Videbegær. Han vil selv ud som Missionær, og en
Aabenbaring har vakt hans Kaldsfølelse. Han er rede til at forlade
Kone og Hus naarsomhelst for at drage ud til Hedningerne.
Med stor Selvfølelse beretter han om sin Aabenbaring. Paa en ensom
Vej møder han to gamle Mænd med langt, hvidt Skæg. Disse fører ham
ind i et lille Hus og viser ham gennem dettes Vinduer en stor Skare
Mennesker, der er samlede ude paa en stor Slette. Og den ældste af de
to, en Olding, hvis Skæg er lige saa langt som hans hvide Lokker, der
falder ham helt ned over Ryggen, taler til ham:
„Ser du disse Mennesker derude. Der findes gode og onde imellem
hinanden; dem skal du lede paa deres Gang her i Livet.“
Og saa giver den gamle ham en stor Bog, Biblen, med de Ord:
„Af den skal du, og siden de andre, lære!“
Og den gamle forsvinder.
Nu begiver Manasse sig ned til de Mennesker, der er bleven ham
anviste; men Vejen ned til dem er lang og besværlig. Saa leder han
Flokken frem gennem mange Genvordigheder. Efter lang Tids Vandring
kommer de til en lang og smal Gennemgang, hvorigennem de alle skal.
Kun de færreste kommer igennem. Paa den anden Side træffer han den
gamle Mand, der med Glæde i Ansigtet hæver sine Arme højt over ham og
siger:
„Manasse, du har udrettet et stort Arbejde!“
Manasse er bleven højtidelig, og vi drikker vor Te i Tavshed.
Først ud paa Aftenen faar min Ledsager atter Munden paa Gled, og han
fortæller mig et haarrejsende Menneskeæder-Sagn.
Sagnet kan vel -- efter vor Maalestok -- ikke kaldes synderlig
smagfuldt; men jeg gengiver det dog, fordi den Hjerne, som oprindelig
har skabt det, har været saa typisk eskimoisk.