Der fortælles, at Pigssik giftede sig med en Pige, der havde mange
Brødre, og at han tog Land, hvor disse boede.
Men saa kom der en Dag, da han begyndte at længes efter sit forrige
Hjem og sine gamle Fangstfæller, og saa satte han sin Kone og sine to
Børn i sin Konebaad og rejste hjem paa Besøg.
Et Stykke fra Bopladsen lagde han til, trak Konebaaden paa Land, slog
Telt, efterlod Familien og begav sig alene til sine Fangstfæller.
Først sent ud paa Aftenen kom han tilbage, og da stod der en fæl
Stank om ham. Hans Mave var frygtelig udspilet, og det var tydeligt
at mærke paa ham, at han havde forspist sig i Lækkerier, som han i
lang Tid havde maattet undvære; men Konen tænkte intet ondt derover.
En Dag foreslog han, at de alle skulde tage ind til Bopladsen, og saa
rejste de. Han havde paa Forhaand lovet dem et stort Maaltid.
De kom til Land og blev elskværdigt modtagne, men da Konen paa Vejen
til Huset kom forbi deres Madskur, fandt hun der ophængt en stor
Mængde Menneskelaar, og da begreb hun, at hun var kommen til
Menneskeædere.
Da de kom ind i Huset, gav man dem en Smule Angmagssætter, det var
alt. Først ud paa Aftenen var der en gammel Kælling, der fra en af
Husets mørke Kroge hviskede noget om Menneskelaar. De bragtes ind og
sattes frem.
„Men Spæk af et ældre Menneske skulde vi vel have hertil,“ bemærkede
en anden gammel Kælling, ligeledes fra en Krog, og det bragtes ind.
Saa gammelt var dette Spæk, at det var bleven helt gult.
Konen lagde Mærke til, hvorledes Pigssik aad. Naar han skulde dyppe
en Bid Kød i Spækket, der randt af Ælde, stak han af bare Iver hele
Haanden ned, og han slikkede den bagefter, saa hele hans Ansigt
skinnede.
Som sidste Lækkeri skulde man spise et Menneske, der var hængt til
Forraadnelse. Der stod en frygtelig Stank om det, og man bad
Pigssik's Kone, som ikke var vant til denne Spise, om at gaa udenfor,
saa længe det stod paa. Da hun siden blev kaldt ind igen, saa hun sin
Mand endnu i Færd med det modbydelige Æderi. Han havde stukket sin
Langemand gennem et forraadnet Menneskehoveds Øjenhuler, boret Hul i
Hjerneskallen med en Kniv og søbede nu smadskende Hjernen i sig.
Det blev Vinter, og Stedets Mænd gik stadig ikke paa Fangst. Men en
Morgen trak de dog deres Vandpelse paa og gik ud. Pigssik's Kone blev
glad, thi nu troede hun, at hun endelig skulde faa Sælkød at spise.
Det viste sig imidlertid, at de kun gik uden for Husene for at lege.
„Saa, saa! En ung Mand har faaet Tag i en ældre Mand!“ udbrød en
Kvinde, som stod ved Vinduet. „Han har kastet ham om!“
„Kom ud med Reb!“ raabtes der, og hun skyndte sig ud med en Kobberem,
og lidt efter kom de slæbende ind med en død Mand. Han blev spist den
Aften.
Pigssik havde en smuk Datter, som nu netop var i sin bedste Alder.
Hende begyndte hans Tænder at løbe i Vand efter. Han lavede sig en
Trækølle af den Slags, som Folk der brugte til at knuse Pandeskaller
med.
En Dag bad han sin Datter om at gaa ud og knuse Lampespæk; selv vilde
han hjælpe hende med at holde Hundene borte. De var neppe komne ud,
før Konen hørte et Skrig, og da hun løb til, var Datteren allerede
dræbt.
„Slæb hende ind, og kog hende til mig!“ raabte Manden.
Konen stak i at græde og formaaede ikke at gøre noget.
„Skynder du dig ikke, skal du selv faa Lov at gaa samme Vej!“ brølte
han i Vrede, og saa slæbte hun Datteren ind.
„Jeg længes efter at smage hende,“ vedblev han, „skynd dig nu med at
flænse hende!“
Og da Konen atter stak i at græde, truede han med at knuse Hovedet
paa hende med, og saa gav hun sig grædende i Lag med Arbejdet.
Liget blev flænset, og hun parterede det og puttede det i Gryden. Ved
et Tilfælde var Hænderne komne øverst, og da Senerne kom i det varme
Vand, greb Fingrene fast i Gryderanden, ganske som om de var blevne
levende og vilde op igen. Og hver Gang hun stødte dem ned, kom de
lidt efter op igen.
Moderen, som ikke vilde have, at hendes Datter skulde blive spist,
tog saa, uden at nogen mærkede det, Urinspanden og hældte den over
Kødet. Da det saa senere blev sat frem, kunde ingen spise det, og
Moderen kunde saaledes bringe det til Side, uden at nogen havde rørt
ved det.
Samme Nat tog hun Hævn for sin Datter, dræbte Manden sovende med hans
egen Kølle og flygtede med sine to endnu levende Børn til sine
Brødre. Der turde Menneskeæderne ikke tage Hævn over hende, og man
hørte siden aldrig noget til dem.
-- -- -- Da jeg sent ud paa Natten forsvinder i min Pose for at
sove, har min Hjerne svært ved at udrede alle Dagens Indtryk:
Nattelejren paa Naternak-Sletten, hvor intet Menneske ellers plejer
at komme saaledes i Vinterens Hjerte, Renjagten, Væddekørslen,
Historier om Røvere og Missionærer, Aabenbaringer og Profetier,
Menneskeædersagn, -- og jeg sover ind med en fast Overbevisning om,
at intet Land i Verden byder den rejsende en saadan Overdaadighed af
Oplevelser som Grønland.