I Holstensborgs nordre og Egedesmindes søndre Distrikt drives i
September store Hvalrosjagter af Nordgrønlændere. Paa denne Tid søger
nemlig Hvalrosserne fra det aabne Hav ind til Land og samler sig paa
Smaaøerne i Hundredvis. Det er særlig Egnen mod Nordre-Strømfjord,
der er Samlingssted. Her optræder de til Tider i saa store Flokke, at
Konebaade, som ligger paa Rensjagt inde i Fjorden, afskæres
Tilbagevejen Uger igennem.
Flokken kan danne hele Smaaøer ude i Fjorden, og Dyrenes lange,
spidse Stødtænder gør det skæbnesvangert for Konebaade at komme i
Nærheden. I Kajak derimod er den dygtige Hvalrosfanger sjældent bange
for dem, naar de da ikke optræder i alt for overvældende Mængde.
Træffer man en Flok paa Land, -- og Hvalrosserne kan bestige hele
Smaafjælde -- afskærer man dem ved Ebbetid Tilbagevejen og anretter
vældige Blodbad paa Dyrene, der kun bevæger sig langsomt hen over
Fjældene. I Løbet af en Time kan man under heldige Forhold dræbe
indtil et halvt Hundrede Stykker. Og det giver vedkommende
Grønlændere en god Fortjeneste.
Det er Efteraar nu, og Hvalrostrækket gaar nu netop over Tassaralik
ved Nordre-Strømfjord. Jeg er Gæst hos Storfangeren David, en af de
dristigste Hvalrosdræbere. Lejren tæller 8 Telte, alle beboede af
Grønlændere fra Egedesmindes søndre Distrikt. Jagten er endnu ikke
begyndt; man venter paa, at Hvalrosserne skal gaa paa Land.
_Igdluerungneq, d. 17. Sept. 1902._
Intet er mere anstrængende for en rejsende end overdreven
Gæstfrihed, og Indbydelserne har regnet ned over mig i Dag; men den
nordgrønlandske Værtsglæde er ogsaa berømt; selv Sydgrønlænderne, som
nødigt vil staa tilbage i noget, taler derom. Kommer en fremmed til
en Boplads, skal han se og ses -- straks første Dag. Og det anstaar
sig ingen Husmoder af Ære at lade en Gæst træde over sin Tærskel uden
at bespise ham. De Goder, man byder paa i de forskellige Telte, kan
af gode Grunde ikke varieres: først Kød, -- Sælhundekød eller, som
her, Hvalroskød -- og siden Kaffe. En Behagelighed er det, naar man
skal mange Steder, at man ikke behøver at opholde sig længere Tid
blandt sine Værtsfolk end den, der medgaar til at spise og drikke. Er
man færdig hermed, har man gjort sin Pligt og kan roligt gaa. Men at
indtage til Eksempel otte kraftige Kødretter med tilhørende Kaffe
lige efter hinanden -- er noget, man først vænner sig til, naar man
har levet en god Tid blandt Grønlændere.
Da jeg i Løbet af 2-3 Timer havde indtaget mine 8 Maaltider raabtes
der til Fodbold, med den udtrykkelige Motivering, at det var „for at
faa Maden til at sætte sig“. Fodbold spilledes med stort Liv af baade
Mænd, Kvinder og Børn. Flere Mødre deltog med deres Børn i Bærepose,
og det virkede ganske komisk at se dem springe om med de smaa
skrigende paa Ryggen. Kom en af de mindste Deltagere til at sparke
til Bolden, brød et Latterkor løs fra de gamle Koner, som saa til.
„Perûk! Perûk!“
„Gør ham det efter! Gør ham det efter!“
Og man kunde da se gamle gigtsvage Bedstemødre kaste sig ind i
Vrimlen og hæsblæsende springe om efter Bolden -- bare for at komme
til at „perûvokke“ en eller anden Kæledægge.
Fodboldspillet trak længe ud og spilledes med stor Iver. Særlig var
jeg meget overrasket over Kvindernes Udholdenhed. Man holdt først op
ved Mørkets Frembrud.
Da jeg sent paa Aftenen kravlede ind i Davids Telt for at lægge mig
til Hvile, var det ikke uden en stille Bekymring over de Fordringer,
gode Mennesker kunde stille til ens Fordøjelsesorganer.
_19. September._
Det har blæst en Sydveststorm i Nat, og alle har været paa Benene. Vi
vækkedes ved, at Skindteltet var ved at blæse om. Der var ikke Tid
til Paaklædning, blot et Par Kamiker paa. Halvnøgne Mænd og Kvinder
løb skrigende og kaldende om mellem hinanden.
„Hjælp, hjælp! Nu blæser Teltet om,“ skreg en.
„Kom øjeblikkelig!“ raabte en anden.
„Konebaaden blæser i Søen!“
Og man saa nogle omfavne Teltstængerne, andre klamre sig fast til
Konebaaden. Mænd kommanderede, Kvinder skreg, og Børn græd. I
Halvmørket skimtede man den vildeste Forvirring: Telte, der
flyttedes, Konebaade, der bares i Læ, forfjamskede Mennesker, der
faldt over hinanden.
Men Stormen tog sine Tilløb uden at ænse de travle Mennesker, og drev
Søerne ind i den lille Havn, saa Fjæren stod hvid af Skumfraade.
Til Morgen var det ikke til at finde Rede i de forskellige Telte.
Alle var flyttede, og Lejren havde ganske forandret Karakter.
Det er ikke Fangstdag, alle er hjemme.
Davids Svigermoder skænker Kaffen rundt til os. Vi tager den,
liggende paa Maven, og mens der drikkes og ryges, snakkes der om,
hvad der falder de forskellige i Munden. Det haster ikke med at komme
op i Dag; Søvnen var kun tynd i Nat.
„Jeg er nu en gammel Mand med voksne Børn,“ siger David; „men jeg har
dog endnu ikke opnaaet at blive Herre i mit Hus. Svigermoder regerer
os alle sammen. Hun faar alt, hvad jeg fanger, og saa er det hendes
Sag at bruge Pengene; men hun er fornuftig, og vi er alle vel tjente
med hendes Regimente.“
Svigermoder ler, alle ler, Morgenhumøret er straalende.
Et Vindpust river Teltforhænget op og viser os det fraadende Hav lige
udenfor. Det er snetykt og koldt.
„Man bliver gammel,“ siger David og peger ud paa Søen. „I mine unge
Dage var det saadant Vejr, jeg holdt af at lege i; nu bliver jeg
liggende i Dynerne og bælger mig paa Gammelmandsvis med Kaffe.“
„Fortæl om dine Kajakture, David!“
„Fortælle skal jeg gerne, ikke om mine egne Ture, men om min Kammerat
Ové's Fangstture; dem kender jeg, for vi var altid sammen siden vor
første Ungdom.“
„Fulgtes I altid ad, Ové og du?“
„Ja, vi veg aldrig fra hinanden, saa længe han levede; han var jo min
Fangstkammerat.“
„Men saa bliver det jo ogsaa om dine egne Fangstrejser, du kommer til
at fortælle.“
„Du har Ret,“ siger David med et Smil; „men om du havde set ham i
Braadsø i Følge med mig og faaet et Begreb om hans Kæmpekræfter, saa
vilde du forstaa, at jeg hellere vil tale om ham end om mig selv. Aa,
jeg husker, at det engang blæste op, medens vi var langt til Søs. En
rigtig bidende Sydveststorm! Søerne rejste sig som Fjælde om os. Hver
af os havde en Hvalros paa Slæb. Du véd, at en Fangerem er tre Favne
lang, og vi bugserede dem i hele Længden. Naar Remmen pludselig
strammedes og slyngede os tilbage i hele Linens Længde, hen over
Søtoppene til Fangeblæren, der var fastgjort til Hvalrossen; naar
Søerne slog sammen over os, saa det bare gjaldt om ikke helt at miste
Vejret -- da skulde du bare have set Ové! Engang blev han slugt af en
Sø, der rullede ham ind i sig. Det varede længe, før vi saa noget til
ham. Vi troede næsten, den havde taget Vejret fra ham, da han saa
endelig blev spyttet ud og smilende pustede Vandet ud af sine
Næsebor; da glemte jeg mig selv og Hvalrossen, jeg havde paa Slæb, og
skreg af Glæde, lige til en Sø tog mig med sig og stoppede Munden paa
mig.“
Gamle Edue, Svigermoderen, satte et Fad Hvalroskød frem for os.
„Det var saa rart at faa lidt Ballast i Maven, før man stod op,“
mente hun.
Og vi langede til og gav os til at spise.
„Det er nu vort Brød,“ siger David; „og vor største Glæde har vi,
naar vi forfølger disse Dyr. Jeg plejer at sige til Kvindfolkene her:
„Naar den Tid er inde, da vi dræber Hvalrossen med Harpunen alene,
langt til Søs -- Bøsser dur ikke i Søgang -- saa glemmer jeg baade at
ryge og at drikke Kaffe!“ Saa stor en Tosse er jeg endnu.“
„Du holder meget af Søen, David!“
„Ja, det gør jeg, fordi jeg har Søens Vaner; -- aldrig i Ro længe ad
Gangen. Altid flakker jeg omkring; i Konebaad, naar der er frit
Farvand; med Hundeslæde, naar Isen lægger sig.
I April, saa snart Isen bryder, forlader vi Vinterkvarteret og er
først tilbage igen i November. Vor første Udfart gælder Sælhunde i
Almindelighed -- nu og da blandede med Hvalros -- ved Mundingen af
Strømfjorden. I Juni drager vi paa Angmassætfangst i Omegnen af
Igniarfik. Saa kommer Natârnaqfiskeriet ved Tasseralik, og siden, i
September, efter at have hjembragt de indsamlede Forraad -- tilbage
til Tasseralik efter Hvalros.
Alt, hvad vi saaledes samler ind -- tørret Kød, tørrede Angmassætter
og Natârnaq -- lever vi af om Vinteren, naar det bliver vanskeligt
med Storfangst. Vinterfangsten bestaar i Garnfangst og Jagt ved
Strømhuller. I Reglen kan vi gaa i Kajak her i Distriktet indtil
December.
Fra Marts Maaned til Isbrydningen driver vi Outok-Fangst, naar
Sælerne kravler op paa Isen for at sole sig. Og -- saa har vi været
Aaret rundt.“
„Fortæl noget om din Fangstkammerat!“
„Ja, han var noget ældre end jeg, større og stærkere. Det eneste, der
holdt os hjemme fra Fangst, var Sydveststorm. Men saa morede vi os i
Stedet med at lade Braadsøerne under Land tumle med vore Kajaker.
Dengang forstod ingen af os sig paa, hvad der var farligt. Vi stak
Aarerne ind i Kajakremmene, foldede Armene over Brystet og lod os
begrave af Søerne. De gamle holdt os aldrig tilbage. Ingen ængstede
sig for os. „For vi to var nu eengang bestemte til at leve,“ mente
man, og ganske rigtigt. Ové er først død for nylig i en fremrykket
Alder. Og jeg, jeg lever jo endnu, trods alt.
Aa, du skal høre mere om Ové, det vil more dig. En Sommer vi sejlede
med Konebaad, Ové og jeg fulgte med i Kajak, saa hændte det, at -- --
-- --“
„Kaffebud fra Ejalik's til Kunut!“ raabtes der udefra.
„Saa lad mig bare sluge denne Historie,“ afbryder David.
„Ja, indtil videre,“ -- og saa i Tøjet og ud til Dagens
Besværligheder. -- -- --
_21. September._
Lejren er meget optagen af nogle Spor, Lûtivik har set oppe i
Nærheden af Kingigtok-Fjældet. De var to Gange Fodsbredde, men
aflange. Bjørnespor kunde det altsaa ikke være. Og til at være
Renspor -- alt for store. Ved at følge Sporene et Stykke fandt han en
ganske frisk, halvspist Hare. Det kunde kun være ganske faa Timer
siden, at den var bleven forladt. Da det heraf maatte følge, at Dyret
maatte være lige i Nærheden, og da man for øvrigt vilde vide, at
Kingigtok skulde være Opholdssted for visse Uhyrer, ingen nogen Sinde
var bleven rigtig klog paa, havde Lûtivik bestemt sig til hellere at
forlade Sporene og begive sig hjem, af Frygt for, at det skulde være
en „Qapiarfik“ eller „Kilivfak“, som den ogsaa kaldes. Det var et
glubsk Rovdyr, saa stort, at det kan løbe med en Rentyr i Gabet.
Skyder man et saadant Dyr, kan man længe leve højt derpaa. Tre Gange
kan man spise dets Kød, naar man blot passer paa ikke at beskadige
Benene; saa mange Gange vokser Kødet ud igen.
I Løbet af Natten var der falden en let Nysne over Kingigtok.
Fortræffelig Sporsne! Og sammen med et Par unge Fyre bestemte jeg mig
til Dagen efter at forsøge min Lykke. Vi skulde ro i Kajak over en
Bugt, bære Kajaken et Stykke over Land op til en 6-7 Mil lang Sø og
saa ro lige hen til Foden af Kingigtok. Man ventede sig meget af vor
Jagt. Vi selv var opfyldte af Spænding.
Om Aftenen samledes Mændene i Malanga's Telt, hvor Jagthistorier
afløste hinanden. Man sad rundt om paa Teltgulvet. Kvinderne sad i
Nærheden af Lampen og syede. Ude var det maanelyst og stille. Der
hørtes kun svage Bølgeskvulp nede fra Fjæren.
Malanga fortalte.
Han var en lille Mand paa et halvhundrede Aar -- hurtig i sine
Bevægelser og behændig i sin Tale.
„Der er jo nogle af de unge, der agter sig til Kingigtok i Morgen.
Det er et underligt Fjæld. Lûtivik, hører jeg, har i Gaar set
mærkelige Spor deroppe. Han er ikke den første. Kender I Sagnet om
„den eenøjede Kæmpe paa Kingigtok“?
Jeg skal fortælle det.
Der gaar Sagn om, at der engang herskede stor Nød ved Husene i
Igdluerungneq. Saa udpinte var de til sidst af Sult, at ingen mere
forlod Sovebriksen. Jo, een var der, som jagede for dem alle, og det
var en lille forældreløs Dreng. Naar han fangede en Rype, delte han
den med sine Landsmænd. Fangede han to, kunde Glæden ikke have været
større, om han havde bragt to Sælhunde til Huse. Meget blev der ikke
til hver, men de fik dog altid Smag paa deres tørre Tunger.
En Dag gik han som sædvanlig paa Jagt. Han gik den ganske Dag uden at
støde paa noget levende. Dagen hældede mod Aften, da han naaede
Kingigtok, og han var ved Toppen, uden endnu at have set nogen Rype.
Det begyndte at blive mørkt, men hjem turde han alligevel ikke gaa
uden Bytte.
Som han spejdende følger Fjældet, faar han til sin Forundring Øje paa
et Hus. Og han vidste, at der ikke havde været noget Hus der paa det
Sted tidligere. Han nærmer sig det, ser ingen Mennesker og smutter
til sidst ind gennem Husgangen.
Inde i Huset sad der en Kæmpe. Han var skabt som en Mand, men havde
kun eet Øje. Kæmpens Forbavselse over Mødet var ikke mindre end
Drengens.
„Kan hænde, du trænger til Mad?“ sagde Kæmpen venligt. „Sæt dig ned!“
Saa gik han ud og kom tilbage med en Mængde tørret Kød.
„Spis nu, saa meget du orker,“ sagde han og satte Kødet frem. Drengen
spiste, og hans Sult var afløst af Mæthed, uden at Madbunken syntes
at være bleven mindre. Saa meget var der.
„Nu skal du sove her i Nat. I Morgen skal du gaa hjem, naar du har
hvilet ud. Du skal sove uden at vente noget ondt.“
Saa tilbragte de da Aften og Nat sammen. Da han endelig skulde til at
begive sig paa Vej hjem, gav Kæmpen ham lige saa meget Renskød, han
kunde bære.
„Naar du kommer hjem, og dine Landsmænd giver sig til at spise, maa
du sige dem, at hvor stor Lyst de end maatte føle til at tage lidt
Spæk til Kødet, maa de paa ingen Maade gøre dette. Ikke saa meget som
en eneste Mundbid. Gør de dette, vil du aldrig mere finde mig, hvor
meget du end søger. Følger I derimod mit Raad, saa vil du kunne finde
mig, saa ofte I trænger til min Hjælp.“
Saa gik Drengen, og der blev stor Glæde ved Igdluerungneq, da han kom
hjem. Og de rettede sig alle efter, hvad Kæmpen havde sagt. Et Par
Gange var der rigtignok nogle gamle Kællinger, der begyndte at tale
om Spæk.
„I -- î -- î, om man kunde spise lidt Spæk til -- î -- bare en eneste
Mundbid!“ Men de andre, som hørte dem tale saa, skammede dem ud og
hindrede dem i at følge deres Lyst.
Nogle Dage senere gik Drengen atter op til Kæmpen. Han fandt Huset,
gik ind og blev endnu bedre modtaget end forrige Gang. Under hans
Briks saa han et Kæmperibben, ganske hvidt af den lækreste Talg.
„Jeg har fanget en vældig Kapiarfik,“ sagde Kæmpen og pegede paa
Ribbenet.
Drengen begreb ikke, hvad det var.
„Jeg har fanget en vældig Kapiarfik,“ sagde han endelig, og da først
forstod Drengen det.
Kæmpen gav sig nu til at skære noget af Kødet fra og kogte Drengen et
forsvarligt Maaltid.
„Det er vanskeligt at finde lidt Adspredelse heroppe. Bliv her i
Aften!“ sagde Kæmpen.
Og det gjorde Drengen.
Ud paa Aftenen begyndte Kæmpen at pynte sig -- til Angakokleg.
„I Aften skal der være stor Angakokfest ved Erkrûtit, og jeg skal
deltage. Følg med!“ siger han til Drengen.
Der var en Snes Mil til Erkrûtit, og det kan nok hænde, at Drengens
Tanker strittede mod Forslaget.
„Vi skal nok være derovre før Daggry,“ sagde Kæmpen beroligende, da
han mærkede hans Betænkelighed. Saa gik Drengen ind paa Forslaget.
Saa gjorde de sig i Stand; den eenøjede tog sin fineste Dragt paa og
begyndte at forklare Drengen, hvorledes han skulde forholde sig.
„Du skal klamre dig fast til min Hals og lukke Øjnene. Aabner du
dem, da vil du blive saa svimmel, at Bugen vender sig i dig, og du
vil falde ned.“
Saa gik de sammen til en Afgrund -- det skal nok have været paa
Kingigtok's øverste Tinde -- og der fik Drengen Ordre til at klamre
sig fast til Kæmpens Hals.
Nu gav den eenøjede sig til at svinge med Armene og lave Kredsløb
ganske som en Fugl, der er ved at lette. Naa, og saa bar det af.
Drengen lukkede Øjnene. En vældig Susen, ganske som om han var midt i
en Storm. Det var alt, hvad han sansede.
„Nu er vi ved Erkrûtit,“ sagde Kæmpen. Drengen syntes knap at have
faaet Tid til at trække Vejret, saa hurtigt var det gaaet. Han
aabnede Øjnene ganske lidt og saa nogle smaa, sorte Prikker langt,
langt nede; det var Husene. Kæmpen begyndte nu at dale ned, idet han
bevægede sig i en Rundkreds.
„Der i det Hus skal Angakokfesten holdes,“ sagde han og pegede paa et
stort, stærkt oplyst Hus. Han spilede nu Armene ud og sejlede gennem
Luften, uden Vingeslag, saadan som store Fugle gør, naar de skal
sætte sig. Saa var de ved Husgangen.
Da de kom ind i Huset, var man allerede færdig til Aandefesten. Hele
Natten gik. De fornemste Angakokker sang og manede, idet de stadig
afløste hinanden.
Først mod Gry fløj de atter tilbage til Kingigtok.
„Sov nu først,“ sagde Kæmpen, „hvil dig uden Uro, op ad Dagen kan du
saa gaa hjem.“
Og Drengen fandt Kæmpens Ord værd at adlyde og blev. Da han siden
skulde gaa, fik han med sig saa meget Kilivfak-Kød, som han kunde
bære; men paa samme Vilkaar som forrige Gang. Ingen maatte spise Spæk
til, hvis han oftere vilde nyde godt af Kæmpens Forraad.
Der blev stor Glæde og megen Undren, da Drengen kom hjem.
„Har du fanget et Rensdyr?“ raabte nogle i Munden paa hinanden.
„Nej,“ sagde Drengen, „det er Kæmpen paa Kingigtok's Tinde, der har
fanget en Kapiarfik.“
Og saa sagde han dem, hvad Kæmpen havde betinget sig og formanede dem
meget til at være fornuftige.
„Thi,“ sagde han, „meget har vi allerede faaet, og endnu mere vil han
give os, hvis vi bare handler efter hans Ord.“
Og alle gav sig til at spise med stor Appetit.
Men det gik nu denne Gang ganske som den foregaaende Aften, at nogle
gamle Kællinger gav sig til at snakke om, hvor dejligt det dog vilde
være, om man turde spise lidt Spæk til. Men de andre, som hørte denne
Tale, blev vrede og skammede dem ud.
Med eet lød der et vældigt Dump udefra. Huset skjalv, og
Vinduesposterne faldt ned paa Gulvet. En af de gamle Kællinger havde
bag de andres Ryg puttet et Stykke Spæk i Munden. Og Kæmpen stod
neden for Vinduerne og raabte ind i Vrede:
„Lidet fortjener I min Hjælp, I ulydige, som ikke agter mine Ord.
Ingen skal oftere finde mit Hus, hvormeget I end vil søge!“
Og saa hørte de kun et Sus i Luften, da han fløj.
Drengen søgte siden ofte efter Kæmpens Hus -- men ikke engang en
Murtørv var der at opdage paa det Sted, hvor det havde staaet.