Den første Sne er falden, og Efteraaret er allerede inde. Ude blæser
den friske Norden, og i den tidlige Morgen staar alt hvidt af
Rimfrost. Det er Kulden, som vender tilbage, og Vinteren, som nu lidt
efter lidt bider sig fast i Jorden. Sommeren er borte; den fløj fra
os, som lyse Nætter flyver fra Ungdom.
Men Mennesker har en stædig Trang til at mindes det, som er forbi, og
som aldrig kommer igen. Og nu, da jeg sidder i Fugleskindstimiaken og
mærker Kulden sive op til mig gennem Gulvet, vil jeg mindes nogle af
de Dage, da Solen brændte hedest, og -- Myggene bed ubarmhjertigst.
Det var en af vore første Udflugter efter vor Ankomst til Landet.
Grev Moltke og jeg viftede Farvel til vore Kammerater en varm
Sommerdag i Slutningen af Juni og satte Kursen over Fjorden mod
Udstedet og Fangstpladsen Kangeq. Stedet laa ikke mere end et Par Mil
fra Godthaab, men Storisen, der laa tæt sammenskruet over hele
Fjorden, gjorde Udflugten derover til det meste af en Dagsrejse.
Langsomt stagede vi os ud gennem Isen med vor Kajakmand søgende Vej.
Jeg havde taget en af Aarerne og lod den afløste Grønlænder sætte sig
i Bunden af Baaden og fortælle løs, Sagn og Selvoplevelser, alt hvad
han gad. Og saaledes drev Dagen hurtigt hen. Imidlertid traf vi mere
og mere Is. Baaden blev siddende en Gang imellem, fast indeklemt
mellem store Flager, og vi maatte da springe ud paa Isen og
sønderhugge den med Baadshager.
Det var begyndt at blæse op til Sydvest, og Ismængden voksede. En
Kajak fra Kangeq, som vi mødte, meldte yderligere, at Landet om
Udstedet var ufarbart for Baad. Saa holdtes der Raadslagning, og det
bestemtes, at vi foreløbig skulde se at naa frem til et Udsigtsfjæld.
Herfra saa vi en Rende, der var stor nok til, at vi kunde slippe
igennem; og saa stagede vi os frem.
Klk. 8 om Aftenen var Lejren slaaet, og endnu samme Aften aflagde vi
Pladsens Embedsmand, „Udliggeren“, et Besøg. Han var dansk-grønlandsk
Blanding, nærmest dansk i Udseende, men fuldstændig grønlandsk i
Lader. Huset var indrettet paa eskimoisk Vis. Frem for os satte man
megen Mad og imponerede os til sidst med en rigtig dansk Snaps, som
ellers er en sjælden Vare heroppe. Vi lod os intet byde forgæves, og
da vi ud mod Midnat forlod vore nye bekendte, var alle Formaliteter
forlængst overflødige.
Ganske tidligt næste Morgen fik vi Melding om, at Stedets unge
Kateket, Jørgen Brønlund, -- forøvrigt samme Mand, som senere fulgte
Ekspeditionen -- skulde holde Morgentjeneste i Baletikka's Hus Klk.
8. Efter et flygtigt Toilette i Elven, der løb forbi vort Telt, gik
vi op til Huset. Det var en temmelig stor Jordhytte af den
almindelige grønlandske Type: fladt Tag, lang, smal og lav Husgang,
alt bygget af Jord og Sten. Da vi krybende var komne Husgangen
igennem, var Huset allerede fyldt med Kirkegængere. Inde paa den
brede Sidebriks laa og sad Mennesker i Lag. Der var en kvælende Hede
derinde.
Paa Væggene var overalt ophængt udpustede Æggeskaller som Prydelser,
og midt imellem disse stak ganske besynderligt af et stort Olietryk
af Fridtjof Nansen. Dette Billede var Familiens Stolthed.
Gudstjenesten tog sin Begyndelse. Kateketen fremsagde Fadervor og
sang for. Salmesangen var flerstemmig. Koret begyndte ganske piano
med faa Stemmer; men Stemmerne voksede i Tal og Styrke. Mændene
brummede deres Basser dybt og klangfuldt, og Kvindernes høje, klare
Stemmer smeltede smukt sammen med dem.
Efter Prædikenen fulgte Barnedaab. Døbefonden var en gammel
Dragkiste, Kummen en Kaffespølkum; primitivt, men praktisk -- for
den, som ikke har andet; og virkningsfuldt ved den Andagt, Kateket og
Menighed lagde i Handlingen.
Ved Middagstid gav Ekspeditionen en stor Koncert i Udliggerens Hus.
Programmet bejlede til enhver Smag, og „Udførelsen lønnedes med
Ovationer“. Wagners „Pilgrimskor“ maatte gentagne Gange gives dacapo,
og de mest begejstrede udtalte Ønsket om at faa den indlemmet som
Julesalme i den grønlandske Kirke. Men den lettere Musik, som „Dragas
Mazurka“ og „Kom Karoline“, gjorde ikke mindre Lykke. Og mangen en
Melodi lever nu sikkert dernede i de lokale Harmonikaer som en „Gave“
fra Ekspeditionen. Thi hver den, som giver en ny og hidtil ukendt
Melodi fra sig, betragtes som Giver heroppe. Melodier -- saavelsom
Sagn forøvrigt -- har deres Herrer og Ejermænd heroppe. En Grønlænder
fortalte mig saaledes en Dag med stor Selvfølelse, at han ved en
Barnedaab havde mødt op med en Melodi som Faddergave. Han havde selv
„lavet“ den og spillede den første Gang, da Barnedaabsdansen
aabnedes. Melodien gjorde stor Lykke og blev øjeblikkelig lært
af alle. Og inden ret længe nød Komponisten den Skaberglæde,
at Kajakmænd førte den fra Sted til Sted, saaledes at selv
fjerntliggende Kolonier annekterede den som deres populæreste
Dansemelodi.
Men tilbage til vor Koncert! For det var virkelig en Forestilling,
som med Rette kunde gøre Krav paa at imponere vort Publikum. Store
Orkesternumre f. Eks. havde man jo aldrig før hørt her ved Kangeq. Og
saa tilmed den gaadefulde og mystiske Maade, hvorpaa det hele
foregik! Et lille, rapt Maskineri og saa en gemen Tragt, som kunde
synge, fløjte, le, græde, aflevere Orkesternumre og tale alle mulige
Verdenssprog, selv grønlandsk! Saaledes hørte jeg en Grønlænder
karakterisere vor Fonograf.
Til en Begyndelse var Talerne, særlig de grønlandske, det, som
forekom dem at have mest med „den sorte Kunst“ at gøre. Ingen var
rigtig glad ved at staa ganske nær ved Tragten.
„Pas paa, at han ikke spytter dig!“ hørte jeg en sige, og en mere
gemytligt anlagt foreslog mod Slutningen, at man som en ringe
Anerkendelse for Anstrengelsen burde give „Manden derinde“ en lille
Skraa.
Under Forestillingen blev der naturligvis givet dem en Forklaring af
Fænomenet, -- noget, som kun gjorde Forbavselsen endnu større.
Orkestre, der havde spillet i New-York eller i København engang for
længe siden, sad man nu og hørte paa i en Grønlænderhytte i Kangeq!
Og Noderne -- „Musikbeholderne“, som de kaldte dem, -- var oven i
Købet ikke større end Fluespor. Vi viste dem Edisons Billede; det
betragtedes med stor Andagt. „Saadan et Kunststykke gør man vist ikke
bedre i Himlen,“ var der en, der sagde.
„Ja, hvis jeg ejede den Eftersnakker,“ sagde en anden, „vilde jeg
lade den spille for mig Nat og Dag igennem, glemme alt andet og til
sidst sulte ihjel.“
Allerede kort efter Middag traf man Forberedelser til
Barnedaabsdansen, der skulde holdes i det fri. Udliggeren, hvis
smukke Døtre var stærkt interesserede i Festen, udlaante Raabrædder;
et fortræffeligt Dansegulv tømredes hurtigt sammen og lagdes over en
stor, flad Klippe. Ganske vist vilde de dansende ikke komme til at
føle videre fast Grund under Fødderne, thi Gulvet var lige saa
levende som de dansendes Ben og gav efter for alle Tramp; desuden
knagede det under ens Fødder som Tyndis. Men det forhøjede jo bare
Morskaben.
Klokken var tre om Eftermiddagen, da de første Toner kaldte
Kangeqboerne til Dans. Musikken, en Harmonika og en trestrenget
Violin, spillede for en tæt Tilhørerskare nede ved Dansefjældet. De
unge Piger kom leende og raabende frem fra Husene og løb ned mod
Dansepladsen; Mændene bagefter, langsomt, næsten som om de ikke gad,
med Hænderne dybt i Bukselommerne.
Alle Balgæster samles paa et Øjeblik, og Musikken kiler løs med sine
raske Dansemelodier. Men der er langt endnu til, at Dansen tager sin
Begyndelse. Først skal det grønlandske Koketteri udspilles. Alle har
siden foregaaende Dag glædet sig til Dansen, ingen har talt om andet
selve Dagen; men nu, da Timen er inde, skal de først kokettere. Ingen
vil være den første, der danser ud. Pigerne gemmer sig bag hinanden;
Mændene ser ligegyldige ud.
„Jeg har aldrig sagt, at jeg havde Lyst til at danse.“
„Næh, hvem gider ogsaa svinge saadan en Fedtklump i denne Varme!“
Saaledes taler de, og dog banker alle Hjerter af Danselyst. Men
gammel Skik fordrer, at der skal gaa det meste af en Time „til
Spilde“, og imedens sidder Musikken taalmodigt og aflirer sine
Melodier hen i Vejret ...
Det var en dejlig Eftermiddag. Søen laa blank som smeltet Bly
(grønlandsk Udtryk), Solen bagte ubarmhjertigt, og Storisen, der laa
pakkende tæt ind til Land, straalede. Vandet om Flagerne lagde sig
ganske lysegrønt ind i de mørkeblaa Huler og Fordybninger, som Søen
havde ædt.
Vor flittige Maler havde været ude for at tage en Skitse, og jeg, som
altid er den letsindige, havde slæbt ham fra hans Arbejde ned mod
Dansen. Vi standsede paa et Fjæld og saa ned over Dansepladsen og ud
over Havet. Ingen af os sagde noget, vi saa blot paa hinanden og
rystede paa Hovedet.
Malerens Ansigt lyste igen af Arbejdsenergi, og jeg fik en Anelse om,
hvad der foregik i hans Indre. Men før han endnu kunde faa Tid til at
besinde sig, havde jeg et kraftigt Tag i hans Skulder og fløj med
ham bort fra det Sted som vilde forlede ham til at svigte det
Danseløfte, han havde givet Udliggerens smukke Datter.
Vi „trak os“ hver en Pige og svingede os ud paa „den gyngende Grund“.
Og straks var den fulde Dansestemning oppe med det samme. Man sprang
omkring, trampede og sled sine Kamiker saaleløse i Reel'erne.
Kvinderne fniste og lo, og Mændene hujede for at faa Fart i Dansen.
Runddansene er Hviledanse, de fordrer ingen Kraftanstrengelse;
men Fodtrampene og Sprællene i en Reel er Mænd værdige, mener
Grønlænderne. -- Og man dansede hele Eftermiddagen og Aftenen med til
Midnat; saa holdt man inde, thi da var Harmonikamandens Tommel
følelsesløs.
Tidligt næste Dag rejste vi paa Æggetogt til Cook-Øerne, et Par
hundrede Smaaøer, som laa et Par Mil fra Kangeq. Vor Besætning bestod
af fem Roersker, en Styrer og en Kajakmand; desuden medtog vi til
fælles Underholdning Stedets kostelige Fortæller og Komediant -- Jua.
I Konebaad satte vi Kursen ud mod Storisen, Kajakmanden fandt
Renderne, og uden større Besværligheder naaede vi over til Øerne.
Konebaaden er ellers ikke noget synderlig paalideligt Fartøj, naar
Storisen ligger tæt; thi dens simple Bygning taaler ingen stærkere
Berøring med Isen. Den bestaar jo af et tyndt Træskelet, overtrukket
med Skind, der er saa stærkt spændt, at man kan se Vandet igennem
det. I stærkere Bølgegang vrider Baaden sig ganske efter Søernes
Pres, men taaler dog meget, da intet er fastnaglet, men sammenbundet
saaledes, at det kan give efter uden at brydes. I Reglen medfører man
paa længere Konebaadsrejser et Stykke Spæk, der anvendes som
foreløbig Prop, saafremt der skulde gaa Hul.
Vi roede fra Ø til Ø og samlede Terneæg til Middagsmad. Ternerne fløj
skræmte over vore Hoveder og protesterede. Luften dirrede af Skrig.
Da vi havde tilstrækkeligt til et større Middagsmaaltid, roede vi
over til en frodigere Ø, hvor der baade var Kviste og Vand i Mængde.
Og medens Æggene kogte og Kaffen varmedes, fortalte Jua Historier.
Han gestikulerede, vred sit runde Gummiansigt i snurrige Grimacer,
raabte og lo, og Roerskerne trimlede om af Latter.
Hele Eftermiddagen igennem roede vi rundt mellem Øerne. Edderfugle
suste i Træk om Baaden, Terner skreg og vrængede ad os i Luften, og
Tejsterne dukkede under og legede Skjul med os, saa saare vi kom dem
nær.
Hen imod Aften slog vi Lejr paa Angisok-Øen. Jeg havde fulgt
Konebaaden i Kajak, og en lille Læk i Bunden havde gennemblødt mine
Benklæder. Da det jo galdt om at faa dem tørre inden Nat, hjalp
Grønlænderne mig paa en lige saa praktisk som virkningsfuld Maade. Et
Par store Baal antændtes, og da de blussede godt løs, lagdes et Par
flade Sten over Ilden, og Tøjet stegtes over disse. Det blev
øjeblikkelig tørt, men jeg tør dog alligevel ikke anbefale Metoden.
Dagens Fangst -- Edderfugle, Tejster og Maager -- tilberedtes nu paa
særlig grønlandsk Vis: „stenkogtes med Mosdyner“. Fuglene indsvøbtes
i Mosdynerne, der var friske og vædedryppende, kogtes saa, eller
rettere stegtes, over flade Sten uden at blive brændte; og Røgen, der
stadig stod om dem, gav dem en røget Bismag, der var yderst
tiltalende.
Vi medførte kun et lille Telt, og i dette sov vi nu 13 Mennesker,
Mænd og Kvinder imellem hverandre. Frisk Lyng erstattede Sengetøj.
Om Morgenen tidligt gik jeg ind paa Øen for at undersøge nogle
Hedningegrave. Maleren var, medens det endnu var halvmørkt, gaaet til
Fjælds for at male. Gravene var meget interessante, og Undersøgelsen
af en enkelt bragte et Resultat af ni Kranier og nogle Knogler, som
vi til Grønlændernes store Forfærdelse bragte ned til Teltene.
De gamle Eskimoer har anvendt et stort Arbejde paa deres Grave. Store
Kampesten var sammenbragte og byggede op i Dynge paa Toppen af et
lille Fjæld lige ud mod Søen. De virkede øde og triste i deres
Omgivelser, og det var en egen skummel og forladt Stemning, der ved
Aftenstid i Halvmørket hvilede over disse store, kolde Kampesten, der
dækkede over de hensmuldrende Eskimorester ...
Imidlertid begyndte det at blæse op, en frisk Sydvest, der pakkede
Isen sammen ind mod Land. Og vor Styrer, Sebat, der havde været paa
Udkig, bragte Melding om, at vi inden Aften maatte være tilbage i
Kangeq, hvis ikke Tilbagevejen skulde afskæres os.
Men først skulde en Eskimoruin, der fandtes lige ved vor Lejrplads,
undersøges. Fortælleren, der var den sagkyndige, opgav, at den skulde
have været en Sagnhelts, Kagnagssuaq's, Hus. Omtalte Ruin, hvis Plan
blev opmaalt og tegnet, er sikkert en af de største Eskimoruiner, der
hidtil er fundne heroppe. Det eneste Rum, hvoraf hele Huset bestod,
har været beboet af en 70-80 Mennesker, og Planen giver et
fortræffeligt Indtryk af, hvorledes alt var indrettet i gamle Dage.
Ved Siden af Huset fandtes Forraadskamre, nogle byggede op mod selve
Husmuren, andre derimod op ad selve Fjældskraaningen ved Siden af, en
Snes i Tallet. Og paa en frodig lille Dal Syd for Tomten fandtes 6-7
Teltpladser, som var bleven benyttede om Sommeren, naar Husene
udluftedes.
Men medens Tiden løb fra os med disse interessante Undersøgelser,
drev mere og mere Is ind fra Davisstrædet. Og da vi endelig stak
Konebaaden i Søen, var det smalle Løb, vi skulde igennem, saa
fuldtpakket med Is, at vi maatte hugge os Vej udefter.
Angisoq-Øen, hvor vi havde overnattet, var en af de yderste Øer i den
store Øgruppe; det var derfor bleven Aften, inden vi naaede frem til
det Sund, der førte over til Kangeq. Der gik lidt Sø, og Konebaaden
vred sig; men vi skød dog alligevel en god Fart, da Hjemlængselen
havde øget vore Roerskers Kræfter.
Vi talte netop om et lille Ankomstgilde, Udliggeren havde lovet os,
da den forreste af Roerskerne, Abrahams Kone Elina, springer op i
Baaden og peger fremefter.
„En Blære!“ raaber hun.
Og langt ude ser vi noget komme og svinde i Bølgerne. Der blev stille
i Baaden, og al Latter hørte op. En herreløs Fangeblære varsler altid
Død heroppe. Vor Kajakmand roede efter den og kom tilbage med den.
Alle kendte den, og der blev dobbelt stille i Baaden; det var Elina's
Søn, Samuel's, Blære, og Fangeremmen var sprængt.
Ingen gav en Lyd fra sig, Elina heller ikke. Man skyndte sig bare
indefter.
Saa snart vi naaede Land, rejste Elina sig op i Baaden og raabte ind,
om Samuel var kommen hjem. Samuel var ikke kommen hjem. Saa udstødte
hun et hæst Skrig, dobbelt uhyggeligt og skærende efter den lange
Maalløshed, faldt om og blev baaren ind i sit Hus.
Nogle gamle Koner kom springende frem fra Husgangen, gav vilde Hyl
fra sig og løb klagende ned til Elina's Hus for at begræde hendes
Søn. Skrigene gav Genlyd mellem Fjældene og fyldte det lille Udsted
med Uhygge.
Inde mellem Husene løb Samuel's ældre Broder, Andreas, fredløs som en
vanvittig. Han klatrede op paa Fjældene, saa ud over Havet og
udstødte lange, monotone Hyl. Saa løb han ned til Husene igen,
løftede sin lille fireaarige Broder op til sig, kyssede og omfavnede
ham, trykkede ham krampagtigt ind til sig og raabte ham ind i Ørene,
at Samuel var kommen bort, og at han aldrig mere kom tilbage. Den
lille, som ikke forstod, hvad det skulde sige, blev bange for
Broderen og brast i Graad.
En uhyggelig Mumlen rejste sig blandt Mændene, der stod nede ved
Fjæren: Abraham, Abraham! Der kommer Faderen! Og Abraham kom roende
om Næsset uden at ane noget. Men han faar straks Øje paa Andreas,
der kommer løbende ned til ham, og forstaar med det samme, hvad der
er sket. Han giver en stønnende Lyd fra sig, som en Mand, der bedøves
af et Slag. Overkroppen falder tungt forover paa Kajaken; han er
bevidstløs ved at kæntre om, men trækkes i Land og bæres op i sit
Hus.
I flere Dage viser ingen af dem sig for deres Landsmænd, og hverken
Fader eller Søn gaar paa Fangst. Først naar Selvopholdelsesdriften
vækker dem af deres Sorg, gaar de paa Fangst i det Hav, der tager og
giver saa meget. -- --