Der var engang to unge Piger, som altid boede sammen. De var fra
Atanikerdluk, og den ene hed „Langsom“, den anden „Let“.
Paa de Tider, da Bærrene modnes, var de altid oppe i Fjældene.
Alle troede, at de gik derop alene for at samle Bær; ingen anede, at
de øvede sig i Trolddomskunster.
Men hver Gang de saa et lille Dyr, kappedes de i Løb for at faa det
til Hjælpeaand.
„Den skal være min Hjælpeaand!“ sagde den ene.
„Og her er noget til mig!“ raabte den anden.
Og saaledes løb de om i Fjældene og gjorde sig usaarlige for de
Ulykker, der plejer at ramme Menneskene.
Engang var de som sædvanlig oppe i Fjældene for at plukke Bær, og da
de havde samlet alt, hvad de kunde bære, gav de sig paa Hjemvejen.
Pludselig stod de stille begge to og lyttede; de var langt fra Husene
og Havet, men den Lyd, de hørte, var som Bølgers Skvulp mod
grundstødte Isfjælde.
Lyden kom fra Husene; det var Kys fra elskende, der efter gammel Skik
af Undseelse favnede hinanden under Briksen.
Saa forfarne i Trolddomskunst var de nu, at de hørte alt paa de
længste Afstande.
Det stundede mod Foraar, og Folk gjorde sig rede til de store
Rensjagter ved Ivugsugssat, Vesten for Atanikerdluk.
De to Kvinder bad, om de maatte følge med, og saa drog de bort med
Mændene.
Da de kom ud i Rendistriktet, spredte Jægerne sig ud over Jagtmarken,
og det varede ikke længe, før de to Kvinder blev borte for dem.
Pigerne søgte nu tilbage til Fjældhulen, hvor Rensjægerne plejede at
sove; men Mændene blev borte, og til sidst havde de intet at spise.
De gik ude paa en Slette og spejdede efter dem, der skulde komme
tilbage, da de med eet faar Øje paa to fremmede Mænd, som kom lige
hen imod dem; de var store som Kæmper. Pigerne blev forfærdelig bange
og flygtede hen i Hulen, da de fremmede forsvandt ned i en Dal. Saa
bange var de, at de sloges; ingen af dem vilde være øverst, den ene
vilde stadig gemme sig under den anden.
Da Kæmperne standsede foran Hulen, mistede begge Bevidstheden.
„Langsom“ vaagnede op af sin Afmagt inde i et stort Hus; man havde
trukket Tøjet af hende og med snærende Baand surret hendes nøgne
Legeme fast til Husstolpen.
Hun gav sig nu til at kalde sine Hjælpeaander frem, een for een. Men
hver Gang de nærmede sig, skræmte Kæmpen hende med et Raab. Til sidst
kunde „Langsom“ ikke huske flere af sine Hjælpeaander. Men da kom hun
pludselig til at tænke paa en Hjælpeaand, hun havde faaet af sin
Bedstefader; det var Indlandsisens vældige Aand, som ikke kendte
Nederlag. Ham anraabte hun.
Der lød et Bulder oppe fra Bræen; og Lyden, som rystede Fjældene, kom
nærmere og nærmere. Snart begyndte Husets Stenmure at vakle; men hver
Gang en Sten faldt ned, kastede Kæmpen den ud.
Buldret kom stadig nærmere; flere og flere Sten ramlede ned, og
Kæmpen fik travlt, men ikke et Ord mælede han.
Pludselig begyndte det at synge i den Kobberem, der holdt „Langsom“
fastbunden til Husstolpen; med en saadan Fart løsnede den sig i Sving
om Stolpen.
Saaledes slap „Langsom“ fri og styrtede ud af Huset, nøgen som hun
var. Udenfor løb hun lige paa „Let“, der ogsaa var nøgen, og de
flygtede nu sammen, alt hvad de kunde.
Med eet hørte de Susen bag efter sig; Lyden kom nærmere og nærmere.
Da de vendte sig om, saa de deres Bukser komme flyvende gennem
Luften. De tænkte blot, at det kunde være rart at have dem paa, og
straks sad de om deres Lænder, uden at de havde standset deres Løb.
Saaledes kom ogsaa deres Støvler flyvende gennem Luften, og lidt
efter deres Pelse; og saa var de igen fuldstændig paaklædte.
Paa deres Vej kom de til et Hus og gik derind. De traf en gammel
Mand, hans Kone og deres Børn. Man satte et lille Fad for dem, for at
de kunde spise.
„Aa, spis det endelig ikke op;“ bad de, „vi har haft det i mange,
mange Aar, uden at det er sluppet op.“
Det var noget sødt noget, som mindede om Honning.
Saa spiste de ganske lidt af det og skød Fadet fra sig; derpaa tog de
Afsked og løb videre.
Det var Bier i Menneskeskikkelse, de havde besøgt.
Da de igen kom til et Hus, standsede de. Udenfor stod der en Kvinde,
og hun bad dem gaa ind.
Inde i Huset var der lutter Kvinder; paa Briksen laa der noget, man
havde dækket med Skind, men de kunde ikke blive kloge paa, hvad det
var. Husets Beboere var meget alvorlige. Den Kvinde, som havde bedt
dem om at komme ind, satte nu et lille Fad for dem og bad dem om at
spise; det mindede om Indholdet af en Rypekro.
„Spis ikke for meget, for saa vil I faa Mavepine,“ sagde Kvinden.
Da de havde spist, sagde hun videre.
„Jeres Slægt vil snart begræde jer! Skynd jer nu hjem; hvis vore Mænd
træffer jer her, vil de vist ikke lade jer leve.“
Saa gik de ud og løb videre.
Det var Ryper i Menneskeskikkelse, de havde været hos. De antog nu,
at det, de havde set tildækket med Skind paa Briksen, maatte være
Menneskelig.
I Løb naaede de nu frem til Manik, Norden for Atanikerdluk, og var
fremme ved Havet. De satte sig ned et Stykke fra Stranden, og
„Langsom“ sagde:
„Gid Røg maatte rejse sig paa Toppen af det Isfjæld dernede, saa at
det kalvede, og Søerne trak os ud i Havet!“
„Ja, gid det maatte ske,“ sagde „Let“.
Og straks rejste der sig Røg paa Toppen af Isfjældet, og det kalvede
sammen til lutter Smaastykker.
„Vent, vent, „Let“! Lad os først se lidt paa Søerne, som rejses; de
vil se saa dejlige ud!“
Straks rejste Søerne sig, og da Brændingen brød anden Gang mod Land,
trak den dem med sig ud i Havet.
„Langsom“ blev et Øjeblik svimmel, men snart gik det over, og da hun
kom til sig selv, var „Let“ borte.
Hun gik nu ned gennem Havet; men der var en, der tog fat i hendes
Skulder og førte hende af Sted. Hun kendte Stemmen, det var hendes
Bedstefaders; han hjalp hende. Nu kom de gennem en Flok Myg, der
kløede og kildrede, saa det var forfærdeligt; det var Tanglus.
Saa kom de gennem store Skove, og i Skovene gik Hunde; det var
Tangplanter og Hajer. Et Øjeblik blev hun svimmel igen og dukkede op
tæt ved Stranden; da hun saa sig om, var „Let“ lige ved Siden af
hende. Og saa kravlede de op.
Først trak de Tøjet af sig for at faa det tørret en Smule, inden de
gik ind; men de gad dog ikke vente, til det blev tørt, og kravlede
ind, som de var.
Derinde lagde slet ingen Mærke til dem; de havde ikke spist i saa
lange Tider, at der nu kun var Skygger tilbage af dem. Saa gik de ud
igen og fandt en Gryde. Den var fuld af Sælsuppe, og oven i Suppen
havde der samlet sig et tykt Lag Fedt; de stak nu begge Fingrene ned
i Gryden og slikkede noget af den fede Suppe i sig. Det gjorde dem
atter synlige.
Saa gik de ind igen, og „Langsom“s Moder vaagnede ved deres Komme;
hun rejste sig fra sin Soveplads og bad dem lægge sig.
„Hvorfor er jeres Klæder saa vaade?“ spurgte Moderen.
„Aa, vi har haft vort „maanedlige“«, svarede de.
Næste Morgen rejste de atter tilbage til Atanikerdluk.
Inden ret længe giftede baade „Let“ og „Langsom“ sig med to Mænd, der
ligesom de selv var store Troldmænd.
* * *
De to Kvinder var forlængst blevne gamle, da „Langsom“ en Morgen
vækkede „Let“ og sagde:
„Jeg har haft en Drøm!“
„Saa fortæl mig den!“ svarede „Let“.
„Jeg drømte,“ fortalte saa „Langsom“, „at jeg skal dø tre Gange, før
jeg faar Hvile i min Grav. Man fortalte, at Frelseren ikke vilde tage
mig til sig, fordi jeg havde givet mig saa meget af med Trolddom.“
Denne Historie gik nemlig for sig, dengang man var ved at indføre
Kristendommen i Grønland.
Men „Langsom“ gik det, ganske som hun havde drømt.
Hun blev syg og døde.
Da man skulde sy Ligskindene om hende, begyndte pludselig hendes
Aarer at svulme, og snart levede hun op igen.
Saaledes gik det hende ogsaa, anden Gang hun blev syg og døde.
Men da hun tredje Gang blev syg, havde hun igen en Drøm paa sit Leje.
Hun drømte, at nogen sagde til hende:
„Naar du nu dør, og man lægger dig i Ligskindene, maa de give dig et
Stykke brændt Spæk fra Lampen i Munden, og derpaa skal de brede et
Edderfugleskind over dit Ansigt. De skal dernæst støde dig mod
Briksen og føre dig tre Gange rundt til venstre om Husstolpen; og
naar Folkene saa fører dig ud af Huset, skal en bære et Ben derop paa
din Grav. Paa dette Ben skal siden din Sjæl ride ud i Havet.“
Denne Drøm fortalte hun til „Let“, blev derpaa syg og døde, og man
begravede hende.
Men en saadan Rædsel efterlod „Langsom“ blandt Menneskene, at der var
gaaet fire Dage og fire Nætter der paa Pladsen, uden at nogen havde
lukket et Øje.
Hendes Mand var den eneste, som et Øjeblik lukkede Øjnene; men da han
gav sig til at skrige i et Mareridt, skyndte man sig at vække ham. Da
han vaagnede, sagde han:
„Nu maa vi flygte til Tartunaq. I Nat vil hendes Genfærd komme. Men
naar vi skal forlade Bopladsen her, maa Kvinderne trække deres
Støvler af og vade over det Sted ved Fjæren her, hvor Vandet plejer
at gaa op ved Flod. Men Mændene skal blotte deres venstre Fod i deres
Kajaker.“
Thi det er almindelig Tro heroppe, at naar man blotter den venstre
Fod, „kan intet ondt komme frem der, hvor man har traadt“.
Saa rejste de bort.
Mændene kastede en Affaldsspand uden for Huset, da de skulde
efterlade deres Hunde; og saa gik to Mænd gennem Huset og Husgangen,
den ene væbnet med en Kamiutstok (anvendes til at blødgøre
Sælskindsstøvler med, gør her samme Virkning, som hvis man hos os
vilde væbne sig med en Støvleknægt), og den anden med et Stykke Træ,
som brugtes til at vende Kød med i Gryderne. Og saa pryglede de løs,
den ene fremefter, den anden bagud hele Huset igennem og Husgangen
med, som for at jage den onde Luft ud.
Derpaa rejste de bort til Tartunaq, men hele Vejen kastede Mændene
deres Harpuner op i Luften for at holde det onde borte. Saaledes
naaede de vel frem.
Og ganske rigtigt! Ud paa Aftenen viste en Brand sig ude paa Havet,
og den bevægede sig i Retning af Husene ved Atanikerdluk. Snart gled
den ned under Søerne, snart var den synlig over dem.
Saa kom den op paa Land og lyste snart henne ved Konebaadsstilladset,
snart over Huset, og ofte lyste den som en Regnbue, der strakte sig
fra Huset til den friske Grav. Til sidst gik Genfærdet ind i Huset,
og saa stærkt var Lyset fra Flammen, at Huset blev gennemsigtigt, som
om det var af udspilet Tarmskind. Overalt søgte Flammen efter
Mennesker og forfulgte somme Tider Hundene langt ind i Landet.
Hver Gang den forsøgte at følge de flygtede Menneskers Spor, maatte
den vende om, naar den kom til de Steder, hvor de havde vadet med
deres venstre Fod.
Endelig fandt den en Overgang, og alle ved Tartunaq blev slaaede med
Skræk, da Flammen nærmede sig.
„Nu kommer hun for at skræmme os ihjel!“ raabte man.
Nogle samlede Spækstykker fra Lamperne og gik Genfærdet i Møde.
Den Slags Spæk kan onde Aander nemlig ikke lide.
Luften harpunerede de overalt med deres Spyd for i alle Retninger at
holde onde Aander borte.
Da Flammen naaede frem, viste det sig at være en Hund, der gennem
Trolddom var bleven glødende.
Saaledes hændte det flere Gange, at Genfærdet sendte glødende Hunde
til Tartunaq.
I fem Dage hærgede den fredløse Sjæl ved Atanikerdluk og først paa
den sjette fik man Fred.
Da et Par Mænd nogen Tid efter tog over til de hærgede Huse, var alt
inde i Husene opbrændt. Naar man stødte til Murene, dryssede der Aske
ned.
* * *
Da „Langsom“ nu var død, flyttede „Let“ til Bopladsen ved Nugssuaq,
og her hændte der hende det samme, som tidligere var gaaet forud for
„Langsom“s Død.
Hun drømte, at Frelseren talte til hende og forkyndte hende, at hun
tre Gange skulde dø. Først naar hun havde afkastet alle sine
Hjælpeaander og aflagt sine gamle Synder, vilde han tage hende til
sig; og det vilde ske, at hun vilde skifte Hud, og hendes nye Hud,
der skulde være skær som et Barns, skulde være hende Tegn paa hendes
Syndsforladelse.
Dette var hendes Drøm; og straks gav hun sig til at fortælle sine
Bopladsfæller alle de Synder, hun i sit Liv havde begaaet. Thi man
svækkede den ondes Kraft ved at skrifte. Og om Aftnerne, naar
Kajakmændene kom hjem fra deres Fangst, samledes de oppe i hendes Hus
for at høre paa hendes Skriftemaal.
Endelig blev hun syg og døde.
Dette skete to Gange, og da hun anden Gang vaagnede op til Liv, var
hendes Hud skær og fin som et nyfødt Barns. Saaledes afkastede hun
sin Synd og døde saa endelig, misundt af alle sine Landsmænd.
Her ender denne Historie.
Ved Nugssuaq lever endnu en Mand, der hedder „store Daniel“, som er
„Langsom“s Barnebarn. Da han var et lille Barn, plejede han altid om
Nætterne at varme sig ved „Langsom“s Legeme.
Fortalt af
_Den blinde Ambrosius_,
kaldet Aqajak (Mellemgulvet),
fra Ujarasugssuk.