-- -- -- Her bad gamle Beate om en frisk Kop Kaffe for at klare
Stemmen; hun fik den og slubrede den langsomt i sig. Der var ingen af
de mange Gæster, der mælede et Ord; man sad og ventede paa, at hun
igen skulde tage fat. Fortællingen havde gjort dem alle maalløse. Det
var ikke saa meget Indholdet, men det var den aandeagtige,
hypnotiserende Hvisken -- og saa disse vidtaabne, røde Øjne, der
syntes at se meget mere end vore friske; det var, som om de borede
sig gennem alt -- ned til det, vi andre ikke kunde se.
Beates Hvisken fangede atter al Opmærksomhed.
„Min Bedstemoder hed Mamuaq.
Engang blev hun syg af Mavepine; da man nærmere undersøgte hende,
opdagede man, at hun havde spist Ting, som var hendes afdøde Navne
forbudte. Maven blev stenhaard, og Livsaanden gik somme Tider helt
fra hende.
Ja, det var saa mærkeligt med hendes Livsaande; man kunde høre,
hvorledes den gik ned i Jorden, længere og længere ned, og saa kom
den tilbage igen.
Min Bedstemoder havde en Tvillingesøster, men hun var død for mange
Aar tilbage.
Da Bedstemor skreg højest af Smerte, raabtes det pludselig fra
Vinduet, at hun skulde komme ud. Det var Tvillingesøsterens Genfærd.
Hu! -- Alle Munde snerredes sammen inde i Huset; ingen sagde et Ord.
Men Bedstemor rejste sig og gik ud.
Genfærdet tog hende ved Haanden og løb ned til Stranden med hende. De
løb og løb -- og med eet løber de lige ned i Jorden; der løb de
videre. Og nu kommer de til en stor rullende Sten. Den var fuld af
Blod; det saa ud, som om det var Sælblod.
Genfærdet tager et Tilløb, springer over den og løber videre;
Bedstemor fulgte efter.
Nu møder de to Kællinger, der var ude at sanke Kvas; men de strøg
bare forbi dem. Lidt efter saa de to gamle Mænd, der var ude at skyde
Ravne med Bue; men de standsede ikke, før de kom frem til Hus.
De gik ind.
Der var fuldt af Mennesker, og Bedstemor genkendte øjeblikkelig sin
Oldemoder; hun kendte ogsaa mange af de andre afdøde.
Henne ved Husindgangen stod en vanskabt Kælling; Kroppen var vreden
om paa hende, og saa manglede hun Fødder.
Hun fikserede Bedstemor saadan, at det kildrede inden i hendes Marv,
og saa sagde hun:
„For tidligt spiste du Lunge --
for tidligt spiste du Luffer --
Se paa mine Fødder!“
-- -- -- Alle Tæerne manglede.
Oldemoderen rejste sig og greb ind under Briksen, og saa trak hun et
Fad frem, fyldt med noget, der var hvidt som Sne.
„Spis af det!“ sagde den gamle; og Bedstemor spiste, rystende af
Skræk; hun krøb helt ind til sin Oldemoder, der saa venligere ud end
de andre.
„Skynd dig nu! Man taber dig ganske af Syne deroppe, og din Slægt paa
Jorden begræder dig!“ raabte nu Tvillingesøsteren ind ad Vinduet.
Bedstemor for sammen og turde ikke røre sig af Stedet.
Men nu rejste Oldemoderen sig og strøg hende over Ryggen:
„Nu maa du gaa; du kan jo komme igen,“ sagde hun.
Da var det, som om Bedstemor pludselig vaagnede af en Døs; hun sprang
op og flygtede ud. Tvillingesøsteren tog hende ved Haanden, og nu løb
de opad mod Jorden. Til sidst standsede de foran en ganske snever,
rund Aabning, der lignede Mandshullet i en Kajak.
„Der maa du krybe igennem, ellers faar du aldrig din Livsaande
tilbage!“ sagde Tvillingesøsteren.
Bedstemor mærkede, hvorledes hendes Strube strammede sig sammen, saa
at hun ikke kunde faa Vejret.
Ej -- eja -- ej! ... Aah! Endelig slap hun igennem og aandede tungt.
Men i samme Øjeblik var det, som om hun begyndte at vaagne af en
Drøm; hun hørte Graad omkring sig og Hvisken; til sidst kunde hun
skelne de enkelte Ord. Hun aabnede Munden for at tale, men Tungen var
som Bly. Hun anspændte alle sine Kræfter, og endelig lykkedes det
hende at hviske:
„Græd ikke, jeg skal ikke dø!“
Nu kunde hun mærke, hvorledes de tumlede med hendes Mave.
„Nej, se -- se! Nu er den ikke saa haard mere! Hævelsen falder!“
raabte de pludselig.
Og samtidig grebes Bedstemor voldsomt af den Trang, som ofte følger
med Mavepine; og man løftede hende op og bar hende hen til
Urinspanden.
Men nu brød hele Huset ud i Forbavselsesraab -- for det, der kom,
fulgte med hendes Vand og kom slet ikke gennem Tyktarmen. Plump! der
faldt Lungen og Lufferne ud af hende. Og tænk! det var saa friskt,
som om det lige var skaaret ud af en Sæl.
Aa -- ja, ja! Det var i de Tider, da saadan noget kunde ske“ ....
-- -- --
Under den sidste Halvdel af Historien havde gamle Beate rejst sig
halvt op paa sine Knæ, og hendes underlige Fagter fik uvilkaarligt
Tilhørerne til at rykke tættere sammen.
De blinde Øjne saa alt det, hun fortalte om; og hendes Hvisken gik
gennem vor Rygmarv.
Ingen havde tænkt paa at passe Lamperne; Mosvægerne var forkullede,
og der var bleven halvmørkt i det store, menneskefyldte Rum. Maanen
strøg ind gennem Vinduet og faldt paa Beates Ansigt, -- hendes
indfaldne Kinder var feberrøde.
Hun lignede en gammel hedensk Præstinde, der havde forkyndt Folket en
Aabenbaring ...
Et stærkt Hosteanfald knækkede hende sammen, og snart sad hun igen
ubevægelig paa sin Briks, som den gamle Oldemoder, der blot ventede
paa den barmhjertige Død.
Men Børnebørnene skyndte sig hen til Lamperne for at faa Lys i Huset
...
„STØVLEMANDEN“
Der gaar endnu Sagn om en Storfanger, man har kaldt „Støvlemanden“,
fordi han engang kom til Rigdom gennem hvide Mænd.
Men Historien gik for sig i de Tider, da vi endnu ikke havde hvide
Mænd fast boende iblandt os.
En Dag tog han i Vrede ud i Kajak Nord paa; han roede ud langs
Landene og kom om et Næs. Der laa Nysne paa Jorden, og han saa mange
Rævespor.
„Det er jo Dyr, man plejer at fange i Fælde!“ tænkte han; og da han
var gnaven og trængte til at give sit Sind Luft, gik han i Land og
byggede sig en Fælde af store Sten.
Derpaa roede han hjem og fangede undervejs to Sortsider.
Der gik nogle Dage, -- saa tog han ud for at se til sin Rævefælde,
fuld af Nysgerrighed og Spænding! for han havde aldrig før ejet en
saadan Tingest. Han gik i Land: Aha! Indgangsstenen var falden i. Han
kiggede ind i Fælden, og to blanke Øjne stirrede ham i Møde.
Naa, saadan saa altsaa en Ræv ud paa nært Hold! Men hvordan skulde
han faa den ud? For han turde ikke rigtig tage fat i den. Han gik
rundt om Fælden og kiggede ind fra den anden Side. Ei -- ej! Ha --
ha! Der sad jo ogsaa en Ræv og gloede!
„Støvlemanden“ slog sig paa Laarene af Glæde og løb ned til sin
Kajak. Dyrene derinde maatte harpuneres! Saa gik han op igen, løftede
Indgangsstenen og stødte sin lange Lænser lige ind i Rævens Hjerte.
Forsigtigt lod han nu Stenen falde til igen og gik om paa den anden
Side og kiggede ind. Men hva'? Der var jo ingen!
Fæhoved! Der var selvfølgelig kun een Ræv; den havde bare drejet sig
om i Fælden, saa at han havde troet, at der var to.
Nu trak han den dejlige Blaaræv ud af Fælden, holdt den op i Halen og
saa længe paa den. Saadan en havde han aldrig set før.
Saa roede han hjem med sin Fangst.
„Støvlemanden“ var ugift, og hans Moder beredte Skindet.
„Landene Nord paa anløbes af store Skibe hver Sommer,“ sagde Moderen;
„de hvide Mænd skal nok være rent tossede efter Blaaræv.“
„Ja saa!“ sagde „Støvlemanden“ ligegyldigt; men Moderens Ord gjorde
dog et stærkt Indtryk paa ham; for det havde længe været hans højeste
Ønske engang at blive Ejer af en af de hvide Mænds Bøsser.
Vinteren gik, og Sommeren stundede til. Og da de Tider var inde, da
Menneskene begynder at tage paa Fangstrejser, lavede „Støvlemanden“
sig en Konebaad.
Paa samme Boplads boede der en Storfanger og Kæmpe, som havde en
meget smuk Datter. „Støvlemanden“ havde længe gaaet og set paa hendes
svulmende Barm og hendes dejlige Lænder, men han havde aldrig talt,
fordi han vidste, at Faderen vilde nægte at give hende bort; Datteren
selv vilde heller ikke giftes. Mange af Distriktets bedste Fangere
var komne langvejs fra for at bejle; der havde ogsaa været „stærke
Mænd“ mellem Bejlerne; men naar de frembar deres Ærinde, havde Pigen
selv taget dem i Skuldrene og kastet dem ud af Huset. Derfor havde
„Støvlemanden“ længe været tavs.
Men nu var Sommeren inde; det var paa de Tider, da Menneskene tager
paa Fangstrejser langvejs langs Kysterne, og Konebaaden var færdig.
En Dag tog „Støvlemanden“ sit Blaaræveskind frem og strøg sin ene
Haand hen over de blanke Haar.
„Mor! Er det sandt, det, du sagde, om de store Skibe og de hvide
Mænd?“ sagde „Støvlemanden“ langsomt; han havde ikke tænkt paa andet,
medens han lavede Konebaaden.
„Ja, mangen en har hentet sig Rigdom hos de hvide Mænd,“ svarede
Moderen.
Den Aften gjorde „Støvlemanden“ sig rejseklar.
Næste Morgen var han ude, endnu før end nogen anden paa Pladsen, og
han gik frem og tilbage mellem Husene, som om han tænkte paa noget.
Fangerne vaagnede og tog paa Fangst; men da ogsaa „den stærke Mand“
var tagen ud, satte „Støvlemanden“ sin Konebaad i Vandet og bad sin
Moder sætte sig ved en Aare. Selv ordnede han Roret; men da han satte
endnu en Aare ud, spurgte Moderen:
„Hvorfor gør du det? Du har jo kun mig til at ro.“
Sønnen svarede ikke og gik i Land. Men da Moderen saa ham forsvinde
ind i „den stærke Mand“s Hus, blev hun bange for, hvad der vilde ske,
og begyndte at ryste over hele Kroppen. Et Øjeblik efter kom han ud,
og da havde han „den stærke Mand“s smukke Datter under den ene Arm,
ganske som om det kunde være en Bylt Skind. Pigen raabte og skreg.
„Støvlemanden“ lagde hende ned i Bunden af Konebaaden, stødte fra
Land og bad sin Moder om at ro til. „Den stærke Mand“s Datter laa i
Bunden af Konebaaden og vrælede.
Da de kom ud i rum Sø, syntes „Støvlemanden“, at det kunde være nok,
og sagde:
„Ro nu, du kommer saamænd nok hjem igen!“
Og da han sagde det, havde hun ikke mere Vand at udgræde, tog sin
Aare og begyndte at ro.
De havde roet Dagen ud, kom til mange Mennesker og slog Lejr. Da
Folkene kom gaaende ned mod Konebaaden, lagde „Støvlemanden“ vel
Mærke til Kvinderne og udsøgte sig i Stilhed den, som havde de
største Bryster og de bredeste Hofter. Saa gik de til Ro og sov til
næste Morgen. Moderen, som vidste, at „den stærke Mand“ vilde sætte
efter dem, havde ikke Ro paa sig, men gik stadig ud for at spejde.
Endelig kom hun ind og sagde:
„„Den stærke“ er i Sigte!“
Sønnen var lige glad og rørte sig ikke af Stedet. Først da Moderen
kom ind og sagde, at „den stærke Mand“ var lige inde under Land,
rejste han sig fra sit Leje, tog sin lille Tarmskinds Trøje paa og
gik ud.
Nede ved Strandbredden vendte han Ryggen til Havet og smed sig ned,
saa lang han var. Da „den stærke Mand“ saa det, standsede han og
satte Odden paa sin Harpun; og saa kastede han med al sin Kraft
Harpunen lige ind imellem „Støvlemandens“ Skulderblade. Harpunen
ramte, men faldt tilbage igen, sønderbrudt i mange Dele.
Saa greb „den stærke“ sin tunge og aldrig svigtende Lænser og drev
den af al Kraft ind i Ryggen paa Manden. Ogsaa den faldt magtesløs og
brudt tilbage.
Da vendte „den stærke Mand“ sin Kajak om og roede hjem uden at have
været i Land; men Folk, som stimlede til, saa, at de vældige Kast
ikke engang havde sat Mærker i „Støvlemandens“ Tarmskinds Skjorte.
Derpaa satte han sin Konebaad i Havet og gjorde sig rejseklar. Han
satte en tredje Aare ud, og da han gik op og tog den største og
smukkeste Kvinde, var der ikke een paa Pladsen, som vovede at kny.
„Hun kan jo nok komme tilbage engang,“ sagde han og roede bort.
Saaledes rejste han endnu tre Dagsrejser og tog for hver ny Dagsrejse
en Roerske.
Endelig naaede han frem til de Lande, de hvide Mænd plejede at
anløbe. En Aften han lagde til Land med sin Konebaad, styrtede mange
Mennesker ned for at tage imod ham. Han fik knapt Tid til at lægge
til, saa var Konebaaden allerede trukken paa Land; han fik næppe
vendt sig om, saa var hans Telt allerede rejst af de fremmede, og
mange kom og indbød ham til Madgilde, og „Støvlemanden“ gik fra Hus
til Hus og spiste; men han var tavs, for han tænkte kun paa det, som
nu skulde hænde ham med de hvide Mænd.
Sent paa Aftenen lød der et Raab over Landet. Alle Mennesker styrtede
ud af Husene, og „Støvlemanden“ forstod ikke, hvad der gik for sig.
Men med eet hørte han inde i Raabene Ordet: Skib! -- -- --
Da „Støvlemanden“ kom til sig selv igen, sad han ganske alene paa et
Fjæld og saa paa, at et stort Skib laa for Anker lige ud for hans
Telt. Det var Nat, og alle Mennesker sov ...
Næste Morgen tidlig bad han sin Moder om at give sig Ræveskindet og
et smukt Sortsideskind. Og da Solen stod saa højt paa Himlens Bue, at
han ansaa et Besøg paa Skibet for passende, roede han ud. Han lagde
sig ved Siden af Skibet og ventede længe, før nogen viste sig.
Endelig stak en Matros Hovedet frem fra Rælingen, og „Støvlemanden“
viste ham det smukke Sortsideskind. Der kom stærk Begærlighed over
Matrosens Øjne, og han rev Skindet til sig. Nu stimlede der flere og
flere Matroser sammen paa Dækket, men de hviskede alle saa underligt
i Munden paa hinanden, fordi de var bange for, at deres Kaptain
skulde høre det. Tiden gik, og til sidst mente „Støvlemanden“, at det
var bedst, at han trak sin Blaaræv frem, for at der kunde blive noget
af Handelen. Han holdt Ræven op i Luften, og Matroserne rakte sig ved
Synet af den helt ud over Havet, stadig hviskende af Angst for, at de
skulde blive hørte af Kaptainen.
Pludselig hørte man Tramp fra Skibets Agterdæk, og Kaptainen stod
blandt Matroserne; men ingen lagde Mærke til ham. Han spurgte, hvad
der var i Vejen, og da ingen svarede ham, men alle fortsatte med
deres Hvisken, drev han dem nogle vældige Slag hen over Bagstykkerne.
Matroserne røg fra hinanden, og Kaptainen vristede Skindene fra dem.
Han bad straks „Støvlemanden“ om at komme op paa Dækket. Matroserne
halede ham op i Kajaken.
Næppe stod „Støvlemanden“ paa Dækket, før han faldt i dybe Tanker
over alle de snildt ophængte Remme, der var mellem Skibsskrog og
Master. Saadan noget havde han aldrig før set.
„Det var dog besynderligt,“ tænkte han. Til sidst blev han ganske
svimmel af at se op i Masterne. Han vaagnede pludselig ved et Vræl
lige ind i Ørene: det var Kaptainen, som var bleven utaalmodig, og
som nu tog ham i Skulderen og førte ham ned i sin Kahyt, for at de
kunde handle.
Nu faldt „Støvlemanden“ først for Alvor i Staver af Forbavselse over
alt det vidunderlige, han saa. Han kiggede rundt i Rummet og saa paa
alle de ubegribelige Ting, der var derinde. Han fik Øje paa en lille
Indgang, som førte ind i et andet stort Rum; men da han forsøgte paa
at trænge derind, rendte han voldsomt mod en Person, der stillede sig
i Vejen for ham. Han saa frem for sig og kom til at skælve over hele
Kroppen af Rædsel: Det var ham selv, og han begreb ikke, hvorledes
han kunde være inde i to Rum paa samme Tid.
„Støvlemanden“, der følte sig uhyggelig til Mode over alt dette
Trolderi, vilde rende sin Vej, da han bliver opmærksom paa noget, som
bevæger sig frem og tilbage paa Væggen under en stadig Dikken. Det
var et Ur, men saadan noget havde „Støvlemanden“ aldrig set, og han
faldt igen i Staver.
„Hvornaar mon den Tingest vil standse?“ tænkte han og blev staaende,
gloende, midt paa Gulvet.
Under alt dette havde Kaptainen forgæves forsøgt paa at slaa en
Handel af med ham om Ræveskindet og Sortsideskindet; han havde talt
og gestikuleret, men „Støvlemanden“ havde været saa optaget af alt
det besynderlige, at han hverken havde hørt eller set noget. Til
sidst tabte Kaptainen Taalmodigheden og kommanderede sine Matroser
ned.
Inden „Støvlemanden“ havde faaet Tid til at besinde sig, følte han
sig løftet i Vejret af mange Arme og baaren op paa Dækket; men han
var endnu saa betaget af alt Trolderiet paa Skibet, at han kun fandt
det rart at blive baaren.
„Ak, det var ganske som i min Barndom, da Mor slæbte rundt med mig“,
tænkte han.
Matroserne stillede ham lige midt paa Dækket og bandt ham et tykt Reb
om Livet. Derpaa samlede de sig i en Klump et helt andet Sted og gav
sig til at hale i et Reb alle sammen.
Men hvad var dog det? „Støvlemanden“ følte pludselig, at man begyndte
at lette ham fra Dækket, og saa gjorde han sig haard. Matroserne
raabte, skreg, -- men de rokkede ham ikke af Stedet. Til sidst gav de
sig til at synge en Opsang:
„Evinigo didambisto!
Hulla, hulla!
Miardo ardluarsuk!
Evinigo didambisto!“
Endelig fik de lettet ham fra Dækket, og han røg lige op i Bramraaen.
Saa gjorde man Rebet fast, og Kaptainen forsvandt ned og kom op igen
med Favnen fuld af Bøsser, som han delte om til Matroserne. Der blev
ladet, og saa kommanderede han, at de efter Tur skulde skyde til
Maals efter „Støvlemanden“.
De unge begyndte, men ingen kunde gøre „Støvlemanden“ noget; alle
Kuglerne røg tilbage. Han hang deroppe med Ryggen mod Bramraaen og
grinte af alle deres Anstrengelser.
Saa blev to meget gamle Matroser kommanderede frem. De skottede til
hinanden og saa forlegne ud, for de havde vist aldrig nogen Sinde i
deres Liv fyret en Bøsse af.
Naar „Støvlemanden“ senere fortalte om den Oplevelse, plejede han at
kalde den ældste og fedeste af Matroserne for „Skabningen“.
„Skabningen“ skred alvorligt frem med Bøssen i Haanden, men da han
skulde til at trykke af, blev han nervøs og vendte Hovedet bort fra
Løbet. Bøssen, der af de mange Skud var bleven fuld af Sod, gav ham
et saadant Slag, at han røg bagover og satte sig paa Enden, lige idet
Bøssen gik af, og „Støvlemanden“ tog sig et ordentligt Grin oppe i
Masten. Saa kom den anden gamle frem. Han havde vist hørt de unge
snakke om, at det undertiden kunde hænde, at Knaldperlerne ved
Knaldet røg op i Øjnene, og han holdt derfor sin Bøsse saa langt til
Siden, at Skuddet gik hen over Dækket og nær havde ramt Kaptainen.
Nu blev Kaptainen vred for Alvor og gav Kommando til, at man skulde
skyde i Løb. Matroserne stillede sig hen paa Agterdækket og løb
een for een hen over Dækket. I det Øjeblik de kom hen under
„Støvlemanden“, skulde de fyre lige op i Luften.
Det gik meget godt -- det vil sige, der var ingen, der ramte --
indtil „Skabningen“s Tur kom. Han greb sin Bøsse og for hen over
Dækket; men han var saa optaget af „Støvlemanden“ oppe i Masten, som
han nu ansaa for en meget stor Troldmand, at han slet ikke saa sig
for, hvor han traadte, og løb lige op i noget Tovværk, der laa paa
Dækket. Skuddet gik af midt ind imellem Matroserne.
Da nu Kaptainen indsaa, at denne Krig blev farligere for hans egne
Folk end for „Støvlemanden“, der hang oppe i Masten og lo af det
hele, saa gik han midt ud paa Dækket og gav sig til at skælde alle
sine Folk Huden fuld. Derpaa gik han hen og løste en Tovende og
hejste „Støvlemanden“ ned paa Dækket.
Nu var han bleven venlig og spurgte igen „Støvlemanden“ om, hvad han
vilde have for sit Ræveskind. „Støvlemanden“ pegede paa Bøsserne,
Kaptainen kom med dem alle sammen, og han valgte sig den bedste ud.
Der var slet ingen Ende paa alt det gode, de nu vilde gøre ham, og
alle de hvide Mænd frembar een for een deres Gaver. „Støvlemanden“
puttede det bare ned i sin Kajak, indtil han indsaa, at han ikke
vilde kunne flyde paa Vandet, hvis han fyldte mere i; saa kravlede
han i Kajaken, iførte sig Fangepels, snørede den godt sammen og lod
sig hejse ned i Vandet af Matroserne. Der steg Bobler op af Havet, da
man slap ham, og alle troede, at han var gaaet til Bunds, tynget ned
af alt det, han havde faaet i sin Kajak. Men da de saa nærmere til,
saa de dog, at lige akkurat hans Næse stak op af Vandet.
Han bevægede sig langsomt indefter. Ingen paa Land havde lagt Mærke
til ham, da hans Moder pludselig raabte:
„Se der, der kommer „Støvlemanden“!“
Alle saa udefter, men opdagede kun en svag Krusning i Vandet. Saa
stødte han mod Land, og Moderen trak ham op.
Dette var „Støvlemandens“ store Oplevelse paa de hvide Mænds Skib.
Allerede Dagen efter rejste han Syd paa til sin Boplads. Undervejs
afleverede han alle de unge Kvinder, han havde laant. I Nærheden af
sin Boplads hørte han, at „den stærke Mand“ var bleven syg af Sorg
over Tabet af sin Datter, og han var lige død, da de naaede hjem.
„Støvlemanden“ bar nu Liget op paa et Fjæld for at stensætte det, og
han lagde saa store og saa tunge Sten hen over Liget, at Blodet til
sidst flød hen ad Klipperne.
„Du mente mig det godt, da du harpunerede min Ryg; ogsaa disse Sten
er dig vel undte!“ sagde „Støvlemanden“, da han var færdig, og derpaa
gik han hjem.
Siden efter levede han mange Aar i Glæde med „den stærke“s Datter og
blev gammel.
Fortalt af
_Gamle Jua_
fra Kangeq.