Ja -- alt det kom der ud af en gammel Kællings Misundelse!“

-- -- -- Her bad gamle Beate om en frisk Kop Kaffe for at klare

Stemmen; hun fik den og slubrede den langsomt i sig. Der var ingen af

de mange Gæster, der mælede et Ord; man sad og ventede paa, at hun

igen skulde tage fat. Fortællingen havde gjort dem alle maalløse. Det

var ikke saa meget Indholdet, men det var den aandeagtige,

hypnotiserende Hvisken -- og saa disse vidtaabne, røde Øjne, der

syntes at se meget mere end vore friske; det var, som om de borede

sig gennem alt -- ned til det, vi andre ikke kunde se.

Beates Hvisken fangede atter al Opmærksomhed.

„Min Bedstemoder hed Mamuaq.

Engang blev hun syg af Mavepine; da man nærmere undersøgte hende,

opdagede man, at hun havde spist Ting, som var hendes afdøde Navne

forbudte. Maven blev stenhaard, og Livsaanden gik somme Tider helt

fra hende.

Ja, det var saa mærkeligt med hendes Livsaande; man kunde høre,

hvorledes den gik ned i Jorden, længere og længere ned, og saa kom

den tilbage igen.

Min Bedstemoder havde en Tvillingesøster, men hun var død for mange

Aar tilbage.

Da Bedstemor skreg højest af Smerte, raabtes det pludselig fra

Vinduet, at hun skulde komme ud. Det var Tvillingesøsterens Genfærd.

Hu! -- Alle Munde snerredes sammen inde i Huset; ingen sagde et Ord.

Men Bedstemor rejste sig og gik ud.

Genfærdet tog hende ved Haanden og løb ned til Stranden med hende. De

løb og løb -- og med eet løber de lige ned i Jorden; der løb de

videre. Og nu kommer de til en stor rullende Sten. Den var fuld af

Blod; det saa ud, som om det var Sælblod.

Genfærdet tager et Tilløb, springer over den og løber videre;

Bedstemor fulgte efter.

Nu møder de to Kællinger, der var ude at sanke Kvas; men de strøg

bare forbi dem. Lidt efter saa de to gamle Mænd, der var ude at skyde

Ravne med Bue; men de standsede ikke, før de kom frem til Hus.

De gik ind.

Der var fuldt af Mennesker, og Bedstemor genkendte øjeblikkelig sin

Oldemoder; hun kendte ogsaa mange af de andre afdøde.

Henne ved Husindgangen stod en vanskabt Kælling; Kroppen var vreden

om paa hende, og saa manglede hun Fødder.

Hun fikserede Bedstemor saadan, at det kildrede inden i hendes Marv,

og saa sagde hun:

„For tidligt spiste du Lunge --

for tidligt spiste du Luffer --

Se paa mine Fødder!“

-- -- -- Alle Tæerne manglede.

Oldemoderen rejste sig og greb ind under Briksen, og saa trak hun et

Fad frem, fyldt med noget, der var hvidt som Sne.

„Spis af det!“ sagde den gamle; og Bedstemor spiste, rystende af

Skræk; hun krøb helt ind til sin Oldemoder, der saa venligere ud end

de andre.

„Skynd dig nu! Man taber dig ganske af Syne deroppe, og din Slægt paa

Jorden begræder dig!“ raabte nu Tvillingesøsteren ind ad Vinduet.

Bedstemor for sammen og turde ikke røre sig af Stedet.

Men nu rejste Oldemoderen sig og strøg hende over Ryggen:

„Nu maa du gaa; du kan jo komme igen,“ sagde hun.

Da var det, som om Bedstemor pludselig vaagnede af en Døs; hun sprang

op og flygtede ud. Tvillingesøsteren tog hende ved Haanden, og nu løb

de opad mod Jorden. Til sidst standsede de foran en ganske snever,

rund Aabning, der lignede Mandshullet i en Kajak.

„Der maa du krybe igennem, ellers faar du aldrig din Livsaande

tilbage!“ sagde Tvillingesøsteren.

Bedstemor mærkede, hvorledes hendes Strube strammede sig sammen, saa

at hun ikke kunde faa Vejret.

Ej -- eja -- ej! ... Aah! Endelig slap hun igennem og aandede tungt.

Men i samme Øjeblik var det, som om hun begyndte at vaagne af en

Drøm; hun hørte Graad omkring sig og Hvisken; til sidst kunde hun

skelne de enkelte Ord. Hun aabnede Munden for at tale, men Tungen var

som Bly. Hun anspændte alle sine Kræfter, og endelig lykkedes det

hende at hviske:

„Græd ikke, jeg skal ikke dø!“

Nu kunde hun mærke, hvorledes de tumlede med hendes Mave.

„Nej, se -- se! Nu er den ikke saa haard mere! Hævelsen falder!“

raabte de pludselig.

Og samtidig grebes Bedstemor voldsomt af den Trang, som ofte følger

med Mavepine; og man løftede hende op og bar hende hen til

Urinspanden.

Men nu brød hele Huset ud i Forbavselsesraab -- for det, der kom,

fulgte med hendes Vand og kom slet ikke gennem Tyktarmen. Plump! der

faldt Lungen og Lufferne ud af hende. Og tænk! det var saa friskt,

som om det lige var skaaret ud af en Sæl.

Aa -- ja, ja! Det var i de Tider, da saadan noget kunde ske“ ....

-- -- --

Under den sidste Halvdel af Historien havde gamle Beate rejst sig

halvt op paa sine Knæ, og hendes underlige Fagter fik uvilkaarligt

Tilhørerne til at rykke tættere sammen.

De blinde Øjne saa alt det, hun fortalte om; og hendes Hvisken gik

gennem vor Rygmarv.

Ingen havde tænkt paa at passe Lamperne; Mosvægerne var forkullede,

og der var bleven halvmørkt i det store, menneskefyldte Rum. Maanen

strøg ind gennem Vinduet og faldt paa Beates Ansigt, -- hendes

indfaldne Kinder var feberrøde.

Hun lignede en gammel hedensk Præstinde, der havde forkyndt Folket en

Aabenbaring ...

Et stærkt Hosteanfald knækkede hende sammen, og snart sad hun igen

ubevægelig paa sin Briks, som den gamle Oldemoder, der blot ventede

paa den barmhjertige Død.

Men Børnebørnene skyndte sig hen til Lamperne for at faa Lys i Huset

...

„STØVLEMANDEN“

Der gaar endnu Sagn om en Storfanger, man har kaldt „Støvlemanden“,

fordi han engang kom til Rigdom gennem hvide Mænd.

Men Historien gik for sig i de Tider, da vi endnu ikke havde hvide

Mænd fast boende iblandt os.

En Dag tog han i Vrede ud i Kajak Nord paa; han roede ud langs

Landene og kom om et Næs. Der laa Nysne paa Jorden, og han saa mange

Rævespor.

„Det er jo Dyr, man plejer at fange i Fælde!“ tænkte han; og da han

var gnaven og trængte til at give sit Sind Luft, gik han i Land og

byggede sig en Fælde af store Sten.

Derpaa roede han hjem og fangede undervejs to Sortsider.

Der gik nogle Dage, -- saa tog han ud for at se til sin Rævefælde,

fuld af Nysgerrighed og Spænding! for han havde aldrig før ejet en

saadan Tingest. Han gik i Land: Aha! Indgangsstenen var falden i. Han

kiggede ind i Fælden, og to blanke Øjne stirrede ham i Møde.

Naa, saadan saa altsaa en Ræv ud paa nært Hold! Men hvordan skulde

han faa den ud? For han turde ikke rigtig tage fat i den. Han gik

rundt om Fælden og kiggede ind fra den anden Side. Ei -- ej! Ha --

ha! Der sad jo ogsaa en Ræv og gloede!

„Støvlemanden“ slog sig paa Laarene af Glæde og løb ned til sin

Kajak. Dyrene derinde maatte harpuneres! Saa gik han op igen, løftede

Indgangsstenen og stødte sin lange Lænser lige ind i Rævens Hjerte.

Forsigtigt lod han nu Stenen falde til igen og gik om paa den anden

Side og kiggede ind. Men hva'? Der var jo ingen!

Fæhoved! Der var selvfølgelig kun een Ræv; den havde bare drejet sig

om i Fælden, saa at han havde troet, at der var to.

Nu trak han den dejlige Blaaræv ud af Fælden, holdt den op i Halen og

saa længe paa den. Saadan en havde han aldrig set før.

Saa roede han hjem med sin Fangst.

„Støvlemanden“ var ugift, og hans Moder beredte Skindet.

„Landene Nord paa anløbes af store Skibe hver Sommer,“ sagde Moderen;

„de hvide Mænd skal nok være rent tossede efter Blaaræv.“

„Ja saa!“ sagde „Støvlemanden“ ligegyldigt; men Moderens Ord gjorde

dog et stærkt Indtryk paa ham; for det havde længe været hans højeste

Ønske engang at blive Ejer af en af de hvide Mænds Bøsser.

Vinteren gik, og Sommeren stundede til. Og da de Tider var inde, da

Menneskene begynder at tage paa Fangstrejser, lavede „Støvlemanden“

sig en Konebaad.

Paa samme Boplads boede der en Storfanger og Kæmpe, som havde en

meget smuk Datter. „Støvlemanden“ havde længe gaaet og set paa hendes

svulmende Barm og hendes dejlige Lænder, men han havde aldrig talt,

fordi han vidste, at Faderen vilde nægte at give hende bort; Datteren

selv vilde heller ikke giftes. Mange af Distriktets bedste Fangere

var komne langvejs fra for at bejle; der havde ogsaa været „stærke

Mænd“ mellem Bejlerne; men naar de frembar deres Ærinde, havde Pigen

selv taget dem i Skuldrene og kastet dem ud af Huset. Derfor havde

„Støvlemanden“ længe været tavs.

Men nu var Sommeren inde; det var paa de Tider, da Menneskene tager

paa Fangstrejser langvejs langs Kysterne, og Konebaaden var færdig.

En Dag tog „Støvlemanden“ sit Blaaræveskind frem og strøg sin ene

Haand hen over de blanke Haar.

„Mor! Er det sandt, det, du sagde, om de store Skibe og de hvide

Mænd?“ sagde „Støvlemanden“ langsomt; han havde ikke tænkt paa andet,

medens han lavede Konebaaden.

„Ja, mangen en har hentet sig Rigdom hos de hvide Mænd,“ svarede

Moderen.

Den Aften gjorde „Støvlemanden“ sig rejseklar.

Næste Morgen var han ude, endnu før end nogen anden paa Pladsen, og

han gik frem og tilbage mellem Husene, som om han tænkte paa noget.

Fangerne vaagnede og tog paa Fangst; men da ogsaa „den stærke Mand“

var tagen ud, satte „Støvlemanden“ sin Konebaad i Vandet og bad sin

Moder sætte sig ved en Aare. Selv ordnede han Roret; men da han satte

endnu en Aare ud, spurgte Moderen:

„Hvorfor gør du det? Du har jo kun mig til at ro.“

Sønnen svarede ikke og gik i Land. Men da Moderen saa ham forsvinde

ind i „den stærke Mand“s Hus, blev hun bange for, hvad der vilde ske,

og begyndte at ryste over hele Kroppen. Et Øjeblik efter kom han ud,

og da havde han „den stærke Mand“s smukke Datter under den ene Arm,

ganske som om det kunde være en Bylt Skind. Pigen raabte og skreg.

„Støvlemanden“ lagde hende ned i Bunden af Konebaaden, stødte fra

Land og bad sin Moder om at ro til. „Den stærke Mand“s Datter laa i

Bunden af Konebaaden og vrælede.

Da de kom ud i rum Sø, syntes „Støvlemanden“, at det kunde være nok,

og sagde:

„Ro nu, du kommer saamænd nok hjem igen!“

Og da han sagde det, havde hun ikke mere Vand at udgræde, tog sin

Aare og begyndte at ro.

De havde roet Dagen ud, kom til mange Mennesker og slog Lejr. Da

Folkene kom gaaende ned mod Konebaaden, lagde „Støvlemanden“ vel

Mærke til Kvinderne og udsøgte sig i Stilhed den, som havde de

største Bryster og de bredeste Hofter. Saa gik de til Ro og sov til

næste Morgen. Moderen, som vidste, at „den stærke Mand“ vilde sætte

efter dem, havde ikke Ro paa sig, men gik stadig ud for at spejde.

Endelig kom hun ind og sagde:

„„Den stærke“ er i Sigte!“

Sønnen var lige glad og rørte sig ikke af Stedet. Først da Moderen

kom ind og sagde, at „den stærke Mand“ var lige inde under Land,

rejste han sig fra sit Leje, tog sin lille Tarmskinds Trøje paa og

gik ud.

Nede ved Strandbredden vendte han Ryggen til Havet og smed sig ned,

saa lang han var. Da „den stærke Mand“ saa det, standsede han og

satte Odden paa sin Harpun; og saa kastede han med al sin Kraft

Harpunen lige ind imellem „Støvlemandens“ Skulderblade. Harpunen

ramte, men faldt tilbage igen, sønderbrudt i mange Dele.

Saa greb „den stærke“ sin tunge og aldrig svigtende Lænser og drev

den af al Kraft ind i Ryggen paa Manden. Ogsaa den faldt magtesløs og

brudt tilbage.

Da vendte „den stærke Mand“ sin Kajak om og roede hjem uden at have

været i Land; men Folk, som stimlede til, saa, at de vældige Kast

ikke engang havde sat Mærker i „Støvlemandens“ Tarmskinds Skjorte.

Derpaa satte han sin Konebaad i Havet og gjorde sig rejseklar. Han

satte en tredje Aare ud, og da han gik op og tog den største og

smukkeste Kvinde, var der ikke een paa Pladsen, som vovede at kny.

„Hun kan jo nok komme tilbage engang,“ sagde han og roede bort.

Saaledes rejste han endnu tre Dagsrejser og tog for hver ny Dagsrejse

en Roerske.

Endelig naaede han frem til de Lande, de hvide Mænd plejede at

anløbe. En Aften han lagde til Land med sin Konebaad, styrtede mange

Mennesker ned for at tage imod ham. Han fik knapt Tid til at lægge

til, saa var Konebaaden allerede trukken paa Land; han fik næppe

vendt sig om, saa var hans Telt allerede rejst af de fremmede, og

mange kom og indbød ham til Madgilde, og „Støvlemanden“ gik fra Hus

til Hus og spiste; men han var tavs, for han tænkte kun paa det, som

nu skulde hænde ham med de hvide Mænd.

Sent paa Aftenen lød der et Raab over Landet. Alle Mennesker styrtede

ud af Husene, og „Støvlemanden“ forstod ikke, hvad der gik for sig.

Men med eet hørte han inde i Raabene Ordet: Skib! -- -- --

Da „Støvlemanden“ kom til sig selv igen, sad han ganske alene paa et

Fjæld og saa paa, at et stort Skib laa for Anker lige ud for hans

Telt. Det var Nat, og alle Mennesker sov ...

Næste Morgen tidlig bad han sin Moder om at give sig Ræveskindet og

et smukt Sortsideskind. Og da Solen stod saa højt paa Himlens Bue, at

han ansaa et Besøg paa Skibet for passende, roede han ud. Han lagde

sig ved Siden af Skibet og ventede længe, før nogen viste sig.

Endelig stak en Matros Hovedet frem fra Rælingen, og „Støvlemanden“

viste ham det smukke Sortsideskind. Der kom stærk Begærlighed over

Matrosens Øjne, og han rev Skindet til sig. Nu stimlede der flere og

flere Matroser sammen paa Dækket, men de hviskede alle saa underligt

i Munden paa hinanden, fordi de var bange for, at deres Kaptain

skulde høre det. Tiden gik, og til sidst mente „Støvlemanden“, at det

var bedst, at han trak sin Blaaræv frem, for at der kunde blive noget

af Handelen. Han holdt Ræven op i Luften, og Matroserne rakte sig ved

Synet af den helt ud over Havet, stadig hviskende af Angst for, at de

skulde blive hørte af Kaptainen.

Pludselig hørte man Tramp fra Skibets Agterdæk, og Kaptainen stod

blandt Matroserne; men ingen lagde Mærke til ham. Han spurgte, hvad

der var i Vejen, og da ingen svarede ham, men alle fortsatte med

deres Hvisken, drev han dem nogle vældige Slag hen over Bagstykkerne.

Matroserne røg fra hinanden, og Kaptainen vristede Skindene fra dem.

Han bad straks „Støvlemanden“ om at komme op paa Dækket. Matroserne

halede ham op i Kajaken.

Næppe stod „Støvlemanden“ paa Dækket, før han faldt i dybe Tanker

over alle de snildt ophængte Remme, der var mellem Skibsskrog og

Master. Saadan noget havde han aldrig før set.

„Det var dog besynderligt,“ tænkte han. Til sidst blev han ganske

svimmel af at se op i Masterne. Han vaagnede pludselig ved et Vræl

lige ind i Ørene: det var Kaptainen, som var bleven utaalmodig, og

som nu tog ham i Skulderen og førte ham ned i sin Kahyt, for at de

kunde handle.

Nu faldt „Støvlemanden“ først for Alvor i Staver af Forbavselse over

alt det vidunderlige, han saa. Han kiggede rundt i Rummet og saa paa

alle de ubegribelige Ting, der var derinde. Han fik Øje paa en lille

Indgang, som førte ind i et andet stort Rum; men da han forsøgte paa

at trænge derind, rendte han voldsomt mod en Person, der stillede sig

i Vejen for ham. Han saa frem for sig og kom til at skælve over hele

Kroppen af Rædsel: Det var ham selv, og han begreb ikke, hvorledes

han kunde være inde i to Rum paa samme Tid.

„Støvlemanden“, der følte sig uhyggelig til Mode over alt dette

Trolderi, vilde rende sin Vej, da han bliver opmærksom paa noget, som

bevæger sig frem og tilbage paa Væggen under en stadig Dikken. Det

var et Ur, men saadan noget havde „Støvlemanden“ aldrig set, og han

faldt igen i Staver.

„Hvornaar mon den Tingest vil standse?“ tænkte han og blev staaende,

gloende, midt paa Gulvet.

Under alt dette havde Kaptainen forgæves forsøgt paa at slaa en

Handel af med ham om Ræveskindet og Sortsideskindet; han havde talt

og gestikuleret, men „Støvlemanden“ havde været saa optaget af alt

det besynderlige, at han hverken havde hørt eller set noget. Til

sidst tabte Kaptainen Taalmodigheden og kommanderede sine Matroser

ned.

Inden „Støvlemanden“ havde faaet Tid til at besinde sig, følte han

sig løftet i Vejret af mange Arme og baaren op paa Dækket; men han

var endnu saa betaget af alt Trolderiet paa Skibet, at han kun fandt

det rart at blive baaren.

„Ak, det var ganske som i min Barndom, da Mor slæbte rundt med mig“,

tænkte han.

Matroserne stillede ham lige midt paa Dækket og bandt ham et tykt Reb

om Livet. Derpaa samlede de sig i en Klump et helt andet Sted og gav

sig til at hale i et Reb alle sammen.

Men hvad var dog det? „Støvlemanden“ følte pludselig, at man begyndte

at lette ham fra Dækket, og saa gjorde han sig haard. Matroserne

raabte, skreg, -- men de rokkede ham ikke af Stedet. Til sidst gav de

sig til at synge en Opsang:

„Evinigo didambisto!

Hulla, hulla!

Miardo ardluarsuk!

Evinigo didambisto!“

Endelig fik de lettet ham fra Dækket, og han røg lige op i Bramraaen.

Saa gjorde man Rebet fast, og Kaptainen forsvandt ned og kom op igen

med Favnen fuld af Bøsser, som han delte om til Matroserne. Der blev

ladet, og saa kommanderede han, at de efter Tur skulde skyde til

Maals efter „Støvlemanden“.

De unge begyndte, men ingen kunde gøre „Støvlemanden“ noget; alle

Kuglerne røg tilbage. Han hang deroppe med Ryggen mod Bramraaen og

grinte af alle deres Anstrengelser.

Saa blev to meget gamle Matroser kommanderede frem. De skottede til

hinanden og saa forlegne ud, for de havde vist aldrig nogen Sinde i

deres Liv fyret en Bøsse af.

Naar „Støvlemanden“ senere fortalte om den Oplevelse, plejede han at

kalde den ældste og fedeste af Matroserne for „Skabningen“.

„Skabningen“ skred alvorligt frem med Bøssen i Haanden, men da han

skulde til at trykke af, blev han nervøs og vendte Hovedet bort fra

Løbet. Bøssen, der af de mange Skud var bleven fuld af Sod, gav ham

et saadant Slag, at han røg bagover og satte sig paa Enden, lige idet

Bøssen gik af, og „Støvlemanden“ tog sig et ordentligt Grin oppe i

Masten. Saa kom den anden gamle frem. Han havde vist hørt de unge

snakke om, at det undertiden kunde hænde, at Knaldperlerne ved

Knaldet røg op i Øjnene, og han holdt derfor sin Bøsse saa langt til

Siden, at Skuddet gik hen over Dækket og nær havde ramt Kaptainen.

Nu blev Kaptainen vred for Alvor og gav Kommando til, at man skulde

skyde i Løb. Matroserne stillede sig hen paa Agterdækket og løb

een for een hen over Dækket. I det Øjeblik de kom hen under

„Støvlemanden“, skulde de fyre lige op i Luften.

Det gik meget godt -- det vil sige, der var ingen, der ramte --

indtil „Skabningen“s Tur kom. Han greb sin Bøsse og for hen over

Dækket; men han var saa optaget af „Støvlemanden“ oppe i Masten, som

han nu ansaa for en meget stor Troldmand, at han slet ikke saa sig

for, hvor han traadte, og løb lige op i noget Tovværk, der laa paa

Dækket. Skuddet gik af midt ind imellem Matroserne.

Da nu Kaptainen indsaa, at denne Krig blev farligere for hans egne

Folk end for „Støvlemanden“, der hang oppe i Masten og lo af det

hele, saa gik han midt ud paa Dækket og gav sig til at skælde alle

sine Folk Huden fuld. Derpaa gik han hen og løste en Tovende og

hejste „Støvlemanden“ ned paa Dækket.

Nu var han bleven venlig og spurgte igen „Støvlemanden“ om, hvad han

vilde have for sit Ræveskind. „Støvlemanden“ pegede paa Bøsserne,

Kaptainen kom med dem alle sammen, og han valgte sig den bedste ud.

Der var slet ingen Ende paa alt det gode, de nu vilde gøre ham, og

alle de hvide Mænd frembar een for een deres Gaver. „Støvlemanden“

puttede det bare ned i sin Kajak, indtil han indsaa, at han ikke

vilde kunne flyde paa Vandet, hvis han fyldte mere i; saa kravlede

han i Kajaken, iførte sig Fangepels, snørede den godt sammen og lod

sig hejse ned i Vandet af Matroserne. Der steg Bobler op af Havet, da

man slap ham, og alle troede, at han var gaaet til Bunds, tynget ned

af alt det, han havde faaet i sin Kajak. Men da de saa nærmere til,

saa de dog, at lige akkurat hans Næse stak op af Vandet.

Han bevægede sig langsomt indefter. Ingen paa Land havde lagt Mærke

til ham, da hans Moder pludselig raabte:

„Se der, der kommer „Støvlemanden“!“

Alle saa udefter, men opdagede kun en svag Krusning i Vandet. Saa

stødte han mod Land, og Moderen trak ham op.

Dette var „Støvlemandens“ store Oplevelse paa de hvide Mænds Skib.

Allerede Dagen efter rejste han Syd paa til sin Boplads. Undervejs

afleverede han alle de unge Kvinder, han havde laant. I Nærheden af

sin Boplads hørte han, at „den stærke Mand“ var bleven syg af Sorg

over Tabet af sin Datter, og han var lige død, da de naaede hjem.

„Støvlemanden“ bar nu Liget op paa et Fjæld for at stensætte det, og

han lagde saa store og saa tunge Sten hen over Liget, at Blodet til

sidst flød hen ad Klipperne.

„Du mente mig det godt, da du harpunerede min Ryg; ogsaa disse Sten

er dig vel undte!“ sagde „Støvlemanden“, da han var færdig, og derpaa

gik han hjem.

Siden efter levede han mange Aar i Glæde med „den stærke“s Datter og

blev gammel.

Fortalt af

_Gamle Jua_

fra Kangeq.

Under Nordenvindens Svøbe · 第 27 / 77 题