„DET AABNE ØJE“
Gamle Beate havde ligget i mange Aar paa sin Briks og ventet paa, at
Døden skulde komme og tage hende. Det var saa længe siden, hun havde
været ude, at hun nu kun ejede Sengetøj. Hun sad længst tilbage i
Huset, bøjet sammen med korslagte Ben, og rettede sig kun ud, naar
hun skulde sove. Hendes Øjne saa ikke mere, og Stemmen var bleven
hviskende af Ælde.
Dagen igennem hørte ingen hende nogen Sinde tale; men en Gang
imellem, ud paa Aftnerne, kunde hun endnu leve op. Det var, naar
hendes Børn og Børnebørnsbørn samlede sig om hende og bad hende
fortælle Sagn fra gamle Dage.
Da rettede hun sig op i Sædet, førte de hentørrede, knoglede Fingre
hen over de rindende Øjne og hostede anstrengt for at faa fat paa sin
sidste Smule Rest af Stemme.
Gamle Beate levede ikke længere med de levende Mennesker, og naar hun
vaktes til Live, var det kun for at tale om dem, som længe havde
været døde.
Men for os andre manede hun sin første Samtids Genfærd frem, hver
Gang hendes hæse Stemme begyndte at skælve i Ekstase over Minderne;
da kunde der komme en sær Glans over de blinde Øjne, de slappe, magre
Arme fik Kræfter til malende Gestus, og der laa Aarhundreders Mystik
over hvert eneste af hendes Ord .....
-- -- --
Det var hen paa Efteraaret -- under de korte Dage og det gode
Klapmydsetræk. Grønlænderne levede i foreløbig Overflod og var
glade. Den store Kødgryde havde staaet over Ilden hele Eftermiddagen
og havde mættet mange Munde. Nu var det Aften. Gamle Beate
havde lovet at fortælle, og det store Hus var fuldt af Gæster.
Kaffekopperne havde lige været Omgangen rundt. Alle tav stille, da
Beate begyndte at fortælle:
„I min Moders Barndom var hendes Bopladsfæller, som boede ved
Isunguaq paa Disko, engang tagne paa Rensjagt til Oplandet ved Sarqaq
paa Nugsuaqhalvøen.
Under Jagterne der havde en faderløs Dreng nedlagt et Dyr, og hans
Moder blev saa glad over denne hans Første-Ren, at hun sønderskar
Kødet og delte det ud, for at alle kunde smage det.
Men der var mange Mennesker, og ved en Fejltagelse glemte hun ganske
at give en gammel Kælling noget.
Kællingen blev vred og gav sig til at synge Tryllesange over Blod og
Sælknogler. Saaledes skabte hun en „Ulykkes-Sæl“, som skulde ombringe
Drengen, naar han en Dag var ude i Kajak.
Men nu hændte det, at Tryllesangen tog saa voldsomt paa Kællingen, at
hun døde, samme Dag som hun fik sat sin Sæl ud i Havet. Sælen var
lige ved at falde sammen, da hun døde, men den kom sig dog igen og
forfulgte nu daglig Drengen.
Drengen begyndte at sygne hen, og da man ikke kunde forstaa, hvad der
gik af ham, bestemte man sig til at sende Bud efter en stor
Aandemaner; og straks udsendte de to Kajaker, der skulde hente
Uvinep, „det aabne Øje“, som var bekendt for at være en stor
Troldmand.
Endelig hørte man dem komme -- flere Konebaade i Følge kom de roende;
Besætningerne sang Trommesange i Kor. Saa kom de frem, lagde til
Land, gik op i Husene og ventede paa, at det skulde blive Aften.
Det var paa de Tider, da allerede nogle af Menneskene var døbte.
Ud paa Aftenen anbragte man derfor alle de kristne paa Sidebriksen
henne ved Vinduet og hængte Skindtæpper for, saa de intet kunde se.
Man tændte en stor, spækfyldt og vægekranset Lampe inde hos dem og
satte frem for dem et Fad hugget Is, for at de kunde køle Munden,
hvis de blev skræmte af Aandebesværgelserne.
Inde i det store Hus var alle Lamperne slukkede.
„Det aabne Øje“ hængte et gennemtørret Vandskind for Indgangshullet
og begyndte sine Besværgelser, siddende paa Gulvet. Men ingen
forstod, hvad han sagde; det var, som om det var en Dansker, der
talte.
„Solen -- Solen!“ var det eneste, de forstod; og det blev han ved med
at gentage.
Min Moder var den Gang kun et Barn; da Aandemaneren begyndte, gemte
hun sig bag sin Moder af Skræk og gav sig til at hulke. Men Bedstemor
talte hende til Rette og bad hende om endelig ikke at græde -- og saa
turde hun ikke andet end slubre Graaden i sig.
Min Onkel, som havde lagt sig paa Briksen mellem Bedstemors Ben, var
derimod straks falden i Søvn; -- det var Englene, som holdt deres
Haand over ham, at han ikke skulde se de formastelige; thi ikke lang
Tid efter at dette havde fundet Sted, blev han omvendt til
Kristentroen.
Men min Bedstefader, Ugtokoq, der ikke troede paa Uvineq's
Trolddomsmagt, havde sat sig nede ved Husgangen og haanede det, som
gik for sig.
„Det aabne Øje“ besvor sine Hjælpeaander; det var, som om han var ved
at omkomme af Kulde, saadan klaprede Tænderne i Munden paa ham.
Moder vendte nu tilfældigt Hovedet i Vejret, og se: Husets Tag
løftede sig, og Himlen kom til Syne!
Men oppe fra Himlen dalede en underlig Skikkelse ned; Hænderne var
som Sælluffer, vredne indefter, og Haandfladerne var dødbringende.
Den, som de berørte, maatte dø!
Nu svævede Trolden om i Huset og begyndte at kredse hen over
Menneskene. Til sidst stak den sine frygtelige Hænder ind under
Brikseskindet og løftede alle Menneskene op!
Hu! -- Hu! Hele Huset genlød af Skrig.
Og hver Gang Menneskene løftedes op, raabte alle Hjælpeaanderne i
Munden paa hinanden, og Huset rystede.
Midt under alt dette begyndte ogsaa Husstolperne at give Lyd fra sig;
det var, som om man stak dem ned i frossen Sne og kørte dem rundt,
saadan fløjtede de!
Alle rystede af Skræk og holdt sig for Ørene.
Men nu hændte der noget, der spilede alle Øjnene op mod det Sted,
hvor den vantro Ugtukoq sad. En forfærdelig Stemme lod sig høre, og
se: Et Genfærd viste sig i Døren. Det var „det aabne Øjes“ Oldemoder:
Underkæben var falden ned, og det afskyelige Gab savlede.
„He -- he -- he! Hvor er den vantro?“ hvidskede hun; og saa strakte
hun sine døde Fingre ud i Mørket.
Pludselig standsede hun foran Ugtukoq, overfusede ham med Skældsord;
saa nær holdt hun sit Fjæs ned til ham, at der faldt en sand Støvregn
af Spyt over hans Ansigt.
Ugtukoq blev ligbleg og skreg, saa højt han kunde, at nu troede han;
han skulde aldrig mere tvivle! Og han rystede over hele Legemet.
Saa forsvandt Genfærdet.
Endelig bad Uvineq om at faa Lamperne tændt; han var færdig. Og de
kristne kunde igen komme frem fra deres Skjul. Ingen af dem havde set
eller hørt noget.
Derpaa fortalte Uvineq om, hvad han havde faaet ud af sine
Aandebesværgelser. Det blev opklaret, at det var den afdøde Kælling,
der havde lavet Ulykkes-Sælen; Drengen vilde en Tid sygne hen, men
saa vilde der pludselig komme en Bedring i hans Tilstand, og han
vilde blive rask.
Derpaa rejste den store Aandemaner bort, og alle bragte ham Gaver for
det, han havde gjort.
Og hans Spaadom gik i Opfyldelse. Drengen sygnede først hen; hans ene
Ben blev sygt, alt Kødet raadnede bort, og alle Senerne laa
blottede. En Dag, da det var aller værst, skulde man se til det: Ia
-- ia -- ia! Tænk, da faldt der store Maddiker af den Slags, som
plejer at være paa Menneskelig, ud af Saaret.
Men fra den selvsamme Dag begyndte Bedringen. Der dannede sig nu
friskt Kød; i Begyndelsen fine smaa Prikker som Naalehoveder;
saaledes voksede det ud. Dog blev Benet aldrig saa tykt som det
raske, og Drengen blev halt ...