„Hallo! Solen er godt paa Vej opefter!“
En inderlig Gaben var Svaret.
„Op med jer! Vi skal videre!“
Et Par stive Arme straktes ledknagende i Vejret, og to søvndrukne
Skikkelser kravlede frem fra en lille Fjældhule.
„Tænd op og lav Kaffe, Alafitdle!“
„Kaffen er færdig!“
Ah -- qujanaq! Den sidste Replik virkede. Vor Gaben blev til Latter,
og Kuldegysene skylledes hurtigt ned med den varme Drik. Efter en 14
Timers Rejse i Kajak sammen med to Fangere fra Kangamiut, Carl og
Alafitdle, havde jeg søgt Hvile paa det lange, flade Næs, der danner
Skællet mellem Søndre-Strømfjord og Kangerdluarsunguark. Turen havde
været anstrengende og Overfarten over Strømfjorden meget trættende.
Den 25 Mil lange Fjord munder ganske smalt ud med en Elvs rivende
Strøm. Skønt det, da vi satte over, var ganske stille, slog
Strømsøerne dog over Kajakerne, og der stod et Brus ind over Fjorden
som fra et oprørt Hav.
Vi havde lagt os ind lige ved Mundingen, og et Stykke fra os kogte
Strømmen i Hvirvler.
„Hører du den?“ sagde Alafitdle og saa ud over Fjorden. „Det er som
Lyden af et Vandfald langt borte. Den kan kun befares med Strømmen;
derfor maa vi rejse Dag og Nat i Træk, naar vi skal ind til Bunden,
og sover da kun, mens vi venter paa Strømkæntring. De 25 Mil kan vi
rutche igennem paa tre Dage under heldige Forhold. Det er en vovelig
Fart om Efteraaret, naar det begynder at blive mørkt. Jeg husker en
Nattetur, hvor det var saa mørkt, at vi knapt kunde skimte hinanden i
Baaden. Vandet fossede om os, og vi fløj af Sted. Jeg var Styrer. Vi
kunde ikke se Land og hørte ikke andet end Strømbruset, og saa min
Stemme, naar jeg gav en Kommando. Hele Besætningen havde tabt Mælet
og sad ganske tavse i Baaden. Det galdt om at holde sig midtsøs --
paa maa og faa bare, og Skær og Drejninger kunde jeg jo ikke se noget
til i Mørket, blot et Strejf, saa var der Hul i Baaden.
Saadan gled vi Natten igennem ned ad Strømmen, og da det lysnede, og
vi begyndte at skimte Kystens Omrids, fløj vi saa ikke nok saa
nydeligt af Sted lige midtsøs! Og gladest af alle var vist
Styrmanden, men heller ikke saa lidt vigtig.“
Kun et lille Stykke af Strømfjorden var synlig fra vor Lejrplads;
høje, spidstakkede Fjælde med Topsne spærrede Udsigten. Fjorden saa
næsten ud som en stor Elv, der snoede sig mellem Klippestykker.
Man fik en nysgerrigs Lyst til at komme ind bag disse Fjælde, der
skjulte Rensjægernesfrodige Land, -- men Rejseplanen lød paa: ret
frem og videre Nord paa. Vinterkvarteret laa over 100 Mil mod Nord,
og det skulde naas, inden Efteraarsstormene blev alt for vilde. -- Vi
fik Kajakerne paa Hovedet og bar dem ned til den lille Sø, som
gennemskar Næsset, satte over den, bar dem igen et Stykke over Land
og var saa endelig nede ved den Fjord, som var vor Rejses endelige
Maal. Inde i Bunden, en god Mils Vej indefter, havde Storfangeren,
Ojuvainath, sin Teltlejr. Og det var ham, vi skulde besøge.
Fjorden laa blank og stille; vore Kajaker skød lydløst gennem Vandet.
Solen var allerede højt over Fjældene, og Kingatsiaqs røde Stenrauser
kastede et flimrende Farveskær over Søen. En Delfin dukkede op
forude. Carl satte efter den; men den saa ham og forsvandt. Langsomt
gled vi indefter uden at tale videre sammen. Aareslagene skræmmede
ikke engang de Søfugle bort, som svømmede rundt om vore Kajaker. Unge
Maager lettede sig nysgerrigt og sejlede lige ind paa os; men ingen
Fuglepil blev løftet, intet Skud blev løsnet.
„Aah, det kan jo være det samme i Dag,“ sagde mine Kajakmænd, hver
Gang Vildtet var ved at friste dem.
„Saadan stod vist Solen, da den dræbte den gamle Mand fra Arsuk,“
sagde Alafitdle.
„Ja, du kender vel Sagnet? Da han saa Solen over sin egen Hjemstavn,
følte han en saadan Glæde, at hans Hjærte brast.“
Næs for Næs roede vi om, langsomt, saaledes som Mennesker, der nyder.
Endelig gik en hvid Røgsøjle til Vejrs forude; den kom fra
Teltlejren.
„Nu sætter de Velkomstgryden over Kog,“ sagde mine Kammerater og
satte Farten op. Lidt efter lod vi vore Kajaker løbe langt op i det
hvide Sand ved Siden af den Elv, hvor Ojuvainath havde slaaet sig ned
for Sommeren. I fem Dage var jeg hans Gæst, og i den Tid blev der
fortalt mig mange Historier fra Grønlændernes Sommerliv.
Ojuvainath var 40 Aar, men saa ud som en Mand paa knapt 30. Han var
dansk-grønlandsk Blanding, middelhøj og ualmindelig harmonisk bygget.
Hans Ansigtstræk var ikke stærkt markerede, men fine; et sort, kruset
Haar faldt ned over en høj, hvælvet Pande; Øjnene var brune og
spillende, Næsen skarp, næsten lige, og den energiske Mund var halvt
dækket af et tætklippet, rødblond Fuldskæg. Hans Gang var spændstig,
Holdningen statelig. Han var stærk og forstod at benytte sig deraf;
hans Tanker var klare, og han gav dem altid Udtryk i et elegant
grønlandsk. Mod havde han i Overflod og lagde heller ikke Skjul
derpaa. Sine Landsmænd var han overlegen i alt, hvad der vedrørte
Kajakfangst, og han var sig sin Position bevidst. Han førte sig med
en Værdighed, der ellers er Grønlænderen ganske fremmed, og man
mærkede uvilkaarligt, at ingen af hans Landsmænd godvilligt turde gaa
ham imod i noget, og hvor han bød, fulgte øjeblikkelig Handling.
Til mange velhavende Beundrerinders Raseri havde han giftet sig med
en fattig Pige, som selvfølgelig dyrkede ham som sin Gud; der var
noget sydlandsk over den underdanige Glæde, hvormed hun adlød hans
mindste Vink. De havde en lille Søn og en Datter, som endnu ikke var
fyldt Aar.
Sønnen, den vordende Storfanger, var deres Stolthed; allerede i hans
tredie Aar vilde Faderen lave ham hans første Kajak.
Ojuvainath var en lykkelig Mand; Hjemmet, Børnene og Konen tog alle
hans Tanker og al den Tid, han ikke var paa Fangst.
„Du har vist lagt Mærke til, at jeg altid er glad,“ sagde han en Dag
til mig, „det er deres Skyld der, Smaabørnene og saa min Kone.“
Han nævnte altid Konen efter Børnene.
„For nogle Aar siden var det ikke saadan. Da var Glæden gledet bort
mellem Fingrene paa mig, og den var svær at fange igen. Ser du, lige
efter hinanden døde min Fa'r og Mo'r, som jeg altid havde været hos,
og som jeg holdt meget af; og lige efter min første Kone, uden at
have givet mig nogen Søn. Jeg var alene lige med eet, og selv mine
Fangstkammerater saa sjældent noget til mig. Da var alle mine Tanker
sørgelige, det mørknede om mig, og jeg troede, at jeg var bleven
gammel med det samme.
Skulde det engang gaa dig paa samme Maade, saa skynd dig at fange
friske Tanker, saa længe du endnu har dine friske Kræfter. Man tror,
det er umuligt; men det er bare, fordi man ikke vil tro andet.
Det begreb jeg langt om længe og søgte mig en ny Kone; og i Sandhed,
jeg kom mig, som man kommer sig efter en en Sygdom. Nu begriber jeg
ikke længere min Sorg, ikke engang naar jeg tænker paa mine Forældre
og min afdøde Kone, -- de, som før sad mig i mit Aandedræt og min
Graad.
Du synes maaske, det er underligt, men jeg siger dig kun Sandhed.
Saadan er vi: vi glemmer. Med mine Børn og min anden Kone blev jeg
ung igen; jeg føler kun Glæde om mig, og selv om jeg mindes dem, jeg
engang begræd, saa er det med Glæde; og hvorfor ikke med Glæde, for
det er jo da kun gode Minder.
Derfor siger jeg dette: I Sandhed, Sorg kan du komme til at føle; men
husk da, at den Glæde, du mistede, ikke er Livets eneste, -- og tror
du det, og det vil du en Tid, saa skal du senere forstaa, at det
sværeste og tungeste i din Sorg var din egen Stædighed.“
* * * * *
Ojuvainath boede i et rummeligt Skindtelt; den brede Briks, hvor vi
laa om Natten, han selv, hans Kone, Børn og jeg, var tæppelagt med
Renskind, der gjorde den blød og behagelig. I et Hjørne af Teltet,
paa højre Side af Briksen, stod en stor Vægstenslampe, som brændte
baade Dag og Nat.
„Herinde sover man godt,“ plejede han at sige. -- „Elven synger os i
Søvn alle sammen. Hør efter, naar du lægger dig, saa skal du se, hvor
dens Plasken lukker Øjnene paa dig.“
Et halvt hundrede Skridt fra Teltet faldt den skummende ud i Fjorden.
Langs Elvkanten opefter gik Børnene Dagen igennem og stangede Laks
med en Slags lange Hager; det var morsomt at se de smaa, barbenede
Drenge springe rundt om paa de vaade Sten midt i Fossesprøjtet med en
Mands Sikkerhed. Ude ved Mundingen var de store Garn udspændte, som
tog Laksene, naar de gik op i Elven ved Højvande. I Juli og August
søger Laksene op i to med hinanden forbundne Fjældsøer for at gyde
deres Rogn. I disse Søer, særlig den øverste og største, -- den er
godt og vel en halvanden Mil lang -- holder Laksene til Vinteren
over, nogle hele Aaret. En Del af dem gaar tidligt om Foraaret ud i
Fjorden, og naar de, fede deraf, vender tilbage, fanges de ved Elven.
I omtrent tyve Aar er der af Ojuvainaths Fader og siden af ham selv
ført Regnskab over den aarlige Fangst.
Langt fra at tage af synes de tvertimod at være i Tiltagende. Den
aarlige Fangst (Tidsrummet 15. Juli til Slutningen af August)
varierer mellem 60 og 100 Tønder -- med en daglig Fangst af to-fem
Tønder.
Selvfølgelig er det kun en meget ringe Del af de Laks, der gaar op,
som fanges. De to Søer bliver derfor ligesom store Beholdere, der
aldrig tømmes. Paa en Kajaktur gennem dem saa jeg, særlig i den
øverste, vældige Laksestimer, der kunde gøre Søens Bund fuldstændig
usynlig.
* * * * *
Vort Telts Beliggenhed var overordentlig smuk. Til den ene Side laa
Fjorden, omgiven af lave Fjælde; langt nede ved Mundingen skimtedes
det aabne Hav. Bag ved os laa Søen med en vild og storslaaet
Fjældmark som Baggrund. Og der var lunt derinde, og frodigt som i
alle Fjordbunde, fuldt af brogede Blomster, Krækebær og Blaabær.
Dagen gik med Laksefangst; tidligt om Morgenen purredes der ud, og
Vagter udsattes ved Garnene. Ojuvainath havde en hel Baadbesætning
til sin Raadighed af lejede Folk. Naar Arbejdet var endt, efter
Aftenflod, samledes vi enten inde i Teltet eller ogsaa udenfor ved
Tøndestablen. Og der fortalte saa hver og en, der havde en Oplevelse
bag sig. Og det havde de alle sammen.
Jeg vilde have noget at vide om Sommerens Nomadeliv og sad en saadan
Friaften ude og lod dem fortælle.
Kolonierne og Udstederne, ikke at tale om de smaa Bopladser, er
næsten mennesketomme om Sommeren her i Sydgrønland. Rensjægerne
tager ind til Fjordenes Opland, andre tager paa Laksefangst ved Elve,
nogle igen paa Havkatfangst i Vigene. Fiskene vindtørres og hengemmes
som Vinterforraad: Renskødet ligeledes. Man drager ud mod Midten og
Slutningen af Juni, bliver ude hele Sommeren i Teltlejr og kommer som
Regel først hjem igen med Efteraaret i September. Grønlænderne elsker
dette omstrejfende Liv, og naar Talen falder paa Oplevelserne, kommer
der Fart i Beretningerne. Fortælleren opildnes af de mange Øjne, der
rettes mod ham; han gestikulerer illustrerende til sin Tekst, der
snart paahøres i aandeløs Stilhed, snart ledsages af Latter og
Tilraab. Det er ikke en tillæst Viden, der opremses, det er en Stump
af hans eget rastløse Liv, der repeteres for Kammeraterne, -- og
Emnet er det for Grønlænderne evigt aktuelle, derfor samler Ordene
altid Stimmel og Liv -- eller ogsaa Andagt.
Ojuvainath sad paa en af sine Laksetønder og pustede Piberøgen ud for
sig i Ringe. Arbejdet var endt, og Folkene stod rundt omkring ham.
Ved at se paa ham, kom der over mig en besynderlig Stemning fra gamle
Dage, som jeg straks ikke rigtigt kunde gøre Rede for.
Teltlejren bag ved os, og denne smukke, slanke Mand med de stærke
Skuldre, det solbrændte Ansigt med den skarpe Profil, jo, nu forstod
jeg det! Han mindede mig om gamle Homers Kraftkarle. Saadan tror jeg,
de saa ud.
Og den stolte, hidsige og smukke Storfanger Ojuvainath, den vældige
Harpunkaster, den fodrappe Rensjæger -- Akilles, Akilles! Og jeg
kunde aldrig siden faa dette Billede ud af Hovedet.
„Fortæl os lidt om dine Rensjagter, Ojuvainath!“
„Det er vanskeligt saadan ligetil,“ svarede han og saa hen for sig.
„Og der er jo ikke saadan noget mærkeligt at fortælle; bagefter synes
man jo, at det ene Aar var lige som alle de andre. Og dog er jo hver
Dag ny i selve Jagttiden; hver Dag har sine egne Glæder, Skuffelser
og Strabadser.
Jeg har jaget i 20 Somre. Knapt 14 Aar begyndte jeg. Den Gang var jeg
i den Alder, hvor man vil kappes med de raskeste, og da der gik
Frasagn om Nordgrønlænderne, tog jeg derop sammen med en Onkel -- som
simpel Roer i hans Konebaad. Det var til Nordre-Strømfjord, helt ind
i Bunden. Næste Aar rejste jeg Nord paa igen, denne Gang som Herre og
Styrer i min egen Konebaad. Jeg var da 15 Aar. Til mit 36. Aar har
jeg hver Sommer været paa Rensjagt her i vore egne Distrikter ved
Søndre-Strømfjord; og det er først nu, at jeg har slaaet mig paa
Laksefangsten. Det betaler sig bedre.
Nordgrønlænderne, maa jeg sige, er raskere til Bens og livligere end
vi Sydgrønlændere; de er næsten for kappelystne. I Kajaken derimod er
vi de dygtigste. Isen lukker jo Havet for dem om Vinteren.
Men Rensjagterne i Søndre-Strømfjord!
Det er vist det bedste Rendistrikt i hele Sydgrønland, især naar man
tager helt ind til Bunden. Og det er en Tur, man ikke glemmer. Den
kan kun foretages i Konebaad. Du vil faa en Fornemmelse af, at din
Baad staar stille -- og at hele Fjorden rutcher forbi dig i svimlende
Fart. Og Farten vil vokse et Stykke indefter. Og naar du nærmer dig
Fjordbunden, og Landet om dig bliver fladere og frodigere, vil det
ligesom pludseligt blive lyst om dig, og du vil synes at glide ind i
et Land, der er lysere og skønnere end det, du forlod. Bag ved dig --
langt, langt ude -- ser du Mundingsfjældene, høje og mørke;
Fjældryggene tegner sig indefter, bugtende med Fjorden, som en Revne
i et eneste, vældigt Fjæld, der skraaner indefter; og helt inde
kommer saa Bunden, som en bred og frodig Dal, der løber lige op i
Indlandsisen.
Dernede gaar vi paa Rensjagt med Kone og Børn fra Juni til September.
Konebaaden lægges op paa Land, fortøjes forsvarligt og forlades for
et Par Maaneder. Som Regel medføres intet uden Bøsserne, Kaffe og
Tobak; undertiden ogsaa et lille Tøjtelt. Naar man paa Vandringerne
kommer til gode Renfelter, slaar man Lejr. Kvinder og Børn
efterlades, og Mændene gennemstrejfer i flere Dage Omegnen. Byttet
bæres hjem til Lejren, og Kødet skæres i tynde Kager, der lægges til
Vindtørring paa Klipperne. Et helt Rensdyr paa Ryggen en hel Dag
igennem -- over et besværligt Bakkedrag -- regnes ikke for noget,
naar det da ikke er en alt for stor Tyr.
Ved de forskellige Lejrpladser -- man drager jo længere og længere
ind i Landet -- dannes Forraadsdepoter af det tørrede Kød, som paa
Hjemvejen bæres ned til Konebaaden. Det er lange Dagsmarcher -- fra
tidlig Morgen til sen Aften -- og ofte kan det jo være haardt nok for
5-6 Aars Purke; men de bliver ogsaa Rensjægere, før de har staaet for
Præsten.
Kvinderne døjer ogsaa ondt, før de faar øvet sig op; de maa jo bære
adskillige Pund paa deres Rygstykker. Saa hænder det ikke sjældent,
at de læner Byrden mod en Sten og giver tabt. Og naar man saa vil
være rigtig ondskabsfuld, behøver man blot at sige til dem: „I
stakkels Kvinder, der maa døje saa meget ondt! Tænk bare paa dem
derhjemme, der driver paa Briksen uden at være det mindste trætte!“
-- Saa brister de i Graad og er ikke saadan at trøste. Og de
forbander Jagtlivet og lover sig selv, aldrig at ville tage med mere.
Men snart vænner de sig til at ligge ude uden Telt, til at gaa langt
og bære meget, og saa glemmes alle Genvordigheder og Løfter med det
samme. Og næste Aar, ved første Rensjagt, er Kvinderne altid de
første, som vil med. Og naar Konebaadsbesætningen saa er fuldtallig,
og vi forlader Husene, saa er der mange, der græder, af de Kvinder,
der ikke kom med.
En Række Solskinsdage, hvor man nyder Livet; Regnvejrsdagene enten i
Telt eller i Klippehule, hvor man maa holde Humøret oppe; Dage, hvor
der fanges i Overflod; Dage, hvor man jager forgæves; Held og Uheld;
Livsfare engang imellem; ja, en hel Bunke af den Slags Ting ind
imellem hinanden -- det er det Liv, vi Rensjægere lever. Alle sammen
elsker vi denne Tid, og vi længes efter at komme af Sted hvert
Foraar.“
„Ja, det er sandt nok, men vi er ogsaa glade ved at komme hjem igen“,
faldt Alafitdle ind og fortsatte leende: „I husker nok den Tid, da
Kaffen for længe siden er drukket, og vore gamle Piber forlængst er
udstykkede som Skraa. Aah, en lille Pibeflis, blot saa meget, som kan
dække en Kindtand, er ikke til at betale med Renkød. Og naar de gamle
først har faaet knust deres Kridtpiber og snust dem op, saa kan det
saamænd være sløjt nok. Men alligevel, jeg har ikke været paa
Rensjagt i Aar og længes derind, nu da jeg ser Fjældene.“
„Aa ja, Rensjagttiden!“ sagde en ung Pige, og der kom Liv i hendes
Øjne, „langt, langt derinde, nær Isblinkene, bag ved høje, høje
Fjælde og store Søer, der ser ud som vældige Gryder, fyldte med
Vand.“
„Ja, der er mærkeligt derinde, og der er mange Ting derinde, som man
aldrig bliver rigtig klar over,“ sagde en gammel Mand. „Som nu det,
gamle Evale og hans Kone fortalte. De saa mange mærkelige Ting i
Renlandet, de to gamle. Hver Sommer tog de derind, til sidst ganske
alene, da deres Børn var døde. Hjemme vilde de slet ikke blive, naar
det først blev Sommer, og saa levede de inde i Fjorden ganske alene
til Efteraaret. Selv da han blev for gammel til at jage, tog han
derind alligevel.
En Nat, da de laa og sov under en stor Sten -- helt oppe i Bunden af
Kangerdluarsuak -- hørte gamle Evale pludselig en Lyd, han ikke
forstod. Den kom, syntes han, oppe fra den Sten, hvorunder de laa.
Lyden voksede. Den blev til en Musik saa dejlig, at han grædende
vækkede sin Kone, for at ogsaa hun kunde høre den. Og hun lagde sit
Øre mod Stenen og hørte det samme som sin Mand. Det var, ligesom
Melodierne drev i Taage et Sted langt borte, fortalte de.
Og som de lyttede, liggende paa Jorden, sprang mellem Tonerne en
enkelt, som blev kraftigere og stærkere end de andre. Og den voksede,
kom dem nærmere og nærmere, og til sidst forstod de, at den Lyd kom
fra et Menneske, der sang; men der var mange, der fulgte hans Sang
med Spil. Og de hørte Ord, Sangens Tekst, og forstod den. Og Manden,
som sang, ligesom sang for de to gamle; for han blev ved med at
gentage samme Sang og samme Ord. Til sidst lærte gamle Evale den og
gav sig til at synge med -- Ord og Melodi.
„Sangen, de lærer os, er deres Gave,“ sagde de til hinanden, og deres
Glæde var stor.
Saa med eet tager Konen sin Mand i Armen og raaber: „Se der!“ Og de
saa begge frem for sig et Land, vidunderligere og frodigere, end de
nogen Sinde før havde set. Og saa drev det -- ligesom Sangen -- i
Taage gennem Luften.
Og de to gamle raabte hinandens Navne af Glæde og blev ved med at le
og at le. Og de vilde gaa henimod det, men da gled det om bag
Fjældene og blev borte; og Sangen døde bort.
Endnu en Gang sang gamle Evale den nye Sang for sin Kone; og han sang
den med alle Ordene. Saa følte de sig trætte af alt, hvad de havde
hørt og set, og lagde sig til at sove. Men da de vaagnede næste
Morgen, havde de glemt Sangen begge to, ganske som man om Morgenen
kan glemme det, man drømte om Natten. Og alt, hvad de huskede, var,
at den var saare dejlig.
Og om de nu virkelig bare havde drømt det hele, -- visselig, da havde
jo Mand og Kone drømt den samme Drøm paa samme Tid, og heller ikke
det forstaar vi.“
„Men ogsaa andre Gange har jo gamle Eval og hans Kone oplevet Ting
paa deres Rensjagter, som de aldrig kom til Klarhed over,“ sagde en
anden. „I kender vel Historien om den store Sten med Indskriften? En
Dag fandt de paa et Sted, hvor de ofte havde været, en stor Sten, som
de aldrig før havde set. Stenens ene Side var ganske glat og
fuldstændig overskreven med en Mængde Tegn, de ikke forstod. Stenen
var sort og meget fint forarbejdet. Da de kom hjem, fortalte de om
deres Fund, og man medgav dem næste Aar, da de rejste, Papir og
Blyant, for at de kunde tegne Stenen efter.
Men da de kom til det Sted, hvor den havde ligget, fandt de den knust
i smaa bitte Stumper. Ikke et Bogstav var at finde igen, alt var
tilintetgjort. Man havde vist ikke villet, at den skulde komme i
Menneskeeje.
Og gamle Evale havde sin egen Mening om den Sag. Han troede, at der
derinde levede Væsner, som kun vilde Grønlænderne godt. Stenen havde
sikkert været meget kostbar, sagde han; og begyndte man først at
finde Kostbarheder i Grønland, vilde sikkert fremmede Folk komme til
Landet. Og da vilde det gaa Grønlænderne ilde, og de vilde maaske
snart ikke findes mere. Derfor holdes Kostbarhederne skjulte for
Menneskene!“ --
„Visselig, saadan er det,“ sagde mange i Munden paa hinanden. „Vi har
jo hørt om, at det er gaaet mange Folk saaledes. Og det er ikke længe
siden, at vi hørte, at man langt Syd paa var ved at udrydde et helt
Folk, fordi deres Land var rigt paa Guld. Den stærke tager fra den
svage. Og vi er jo kun faa heroppe. Derfor vaages der over vort Land.
Vel, om der aldrig maa findes kostbare Stene heroppe. Os vil de intet
godt bringe.“
-- -- -- Solen var gaaet ned. Et koldt Pust strøg ind over Fjorden og
mindede Menneskene om, at Nat afløste Dag.
„Aah, -- de Rensjagter, de Rensjagter!“ sagde Ojuvainath, da vi gik
ind i hans Telt.