Regnen skyllede ned! Naar Skyerne trak sig sammen i tunge Byger og
tømte sig ud over Jorden, sang det hen over Fjældene af smeldende
Draaber.
Den sommertørre Jord kunde ikke suge al Himmelens Overflod i sig;
Smaasøer gik over deres Bredder, og grumsede Elve jog ind i Pløret
mellem Husene.
Regndraaberne faldt saa tæt og tungt, at de slog sære Klange af
Havet, der vred sig i lange Dønninger. Hundene luskede om med vaade
Pelse og krumme Rygge og smaapeb; de gad ikke engang æde af de friske
Affaldsdynger paa Møddingerne.
Kun Menneskene tog slet ikke Regnen højtideligt, men styrtede
festklædte fra Hus til Hus. Unge Piger med Silkeanoraker,
Spragleskinds Bukser og lange hvide Støvler trippede over Elvene
og forsvandt i Husgangene, -- unge Mænd fulgte efter.
Alle de lange, smalle Skorstene pulsede Røg i Vejret, og hver Gang
Vinden stod paa, lugtede det saa voldsomt af brændte Kaffebønner, at
man snerrede Næseborene sammen.
Paa Pladsens eneste offentlige Bygning vajede Dannebrog; thi det
lille Udsted havde Besøg af sin Præst, og i Dag fejrede man
Konfirmationsfest .....
Præsten var saa hensynsfuld at holde Konfirmation om Efteraaret under
det gode Hvalrostræk; saa havde alle godt om Kontanter. Dagen
forinden var hele Konebaadsladninger med Spæk førte til Handelsstedet
for at omsættes i Festmad, brogede Tøjer og Tørklæder. I alle Huse
var der Overflod paa Kød, Laller og sejge Tyggestrimler af
Hvalroshud. Lige siden den hellige Akt var afsluttet i Kirken om
Middagen, havde man „arbejdet“ rundt om ved Gildebordene; der var rig
Lejlighed til Overmættelse, og Kaffen smagte saa dejligt efter alt
det grove Kød.
Men nu var Aftenen kommen, og Dansen skulde begynde.
Raab engang en Indbydelse til Dans ud over en grønlandsk Boplads!
Raab det, hvis du vil se en hel lille Bys Indbyggere vælte ud af
Husgange og trimle hen ad Vejene i ubehersket Henrykkelse. Raab det,
hvis du en mørk og stille Aften vil opleve at høre Grønlands gamle
Grundfjælds-Klipper ryste paa Hovedet i Ekko over unge Kvinders
Glædeshyl. Og følg saa Strømmen, bland dig med de unge, og dans
halvpaaklædt i den trykkende Hede, saa længe du har Kræfter til at
svinge de glade Piger .....
Bødkerværkstedet var renset i Dagens Anledning; og da Tranlamperne
blev tændte, og Harmonikaen lod sin første Vals høre, var der
allerede saa fuldt med Mennesker, at de, der vilde danse, maatte
tilkæmpe sig Plads med Albuerne; Luften i Rummet blev snart saa
fortættet, at man kunde bide i den.
Da det blev uudholdeligt, var vi hen paa Aftenen nogle Par, der
svigtede det officielle Lokale for at søge et bedre ude i Byen. Det
var ravende mørkt, og Regnen smeldede ned. Kvindernes kostbare
Festdragter blev vaade, de lo blot deraf; vi traadte ud i Mudderpøle,
vi ikke kunde se, og vi endte med at tage vore Damer paa Armene og
bære dem over de mange nydannede Elve; det var en besværlig
Ekspedition, men Humøret gik ikke i Rette med Genvordighederne. Hvad
gjorde det saa forøvrigt, at jeg faldt ned ad en Fjældskraaning og
sammen med min Dame rullede ud over en Afsats ned i en tom Trantønde!
Guderne -- hvor saa vi ud, da vi kravlede op!
Man standsede uden for Malakias's Hus, det var det største paa
Pladsen, og derinde vilde vi danse. Man blev enig om, at min Baldame
og jeg skulde gaa ind og parlamentere med Familien. Det var jo
allerede sen Aften.
Vi krøb ind gennem den lange, opblødte Husgang og kom ind. Paa
Briksen sad et Par gamle halvnøgne Mænd og deres Koner. De gloede
forbavset paa os, da vi kom ind, og slog maabende Mundene op, da vi
frembar vort Ærinde; det varede længe, før de kunde samle sig til et
Svar. Saa var der endelig en af de gamle Kællinger, der rejste sig,
gik hen til en af Lamperne og pillede Vægen højere op af Trannen; --
da først havde hun faaet kædet sine Tanker sammen til Svar. Hun
stillede sig lige foran os, pegede ind paa Briksen og hviskede
hovedrystende:
„Tja -- det kommer jo noget an paa hende der; for vi sidder jo bare
her og venter paa, at hun skal faa Brug for Jordemoderen!“
Min glade Rebekka saa sønderknust paa mig:
„Det er sandt!“ mumlede hun, „Barbara ligger jo for Barsel!“
„Der findes da ogsaa andre Huse!“ foreslog Kællingen paa Gulvet.
„Jah -- men Malakias's Hus var jo det største,“ sukkede Rebekka.
„Saa forsøg paa at gaa til Malakias selv,“ foreslog den gamle, som
hed Medea.
Og det gjorde vi saa.
Malakias fandt vi blandt Danserne i Bødkerværkstedet. Han var en
fornuftig Mand, det nok gik an at forhandle med; men ak -- Smilet
stivnede om hans Mund, da han hørte vort Forslag, og der laa Alvor i
hans Stemme, da han sagde:
„Det er jo det, at Jordemoderen allerede i et Par Dage kun har ventet
paa Øjeblikket, saa jeg ved ikke rigtigt! Spørg først hende!“
Vi forfulgte Sagen til sidste Instans; og nu gik vi til Judithe,
Jordemoderen, som skulde afgøre vor Aftens Skæbne. Ogsaa hun var
blandt de dansende.
„Vi skulde spørge dig fra Malakias, om -- -- --“
„Naa, er det nu endelig galt fat der! Det skal da ogsaa altid -- --“
Hendes sidste Sætning kvaltes i de unge Pigers Latter.
„Nej, nej, vi skulde bare spørge, om det gik an at danse derhenne i
Aften?“
Judithe's Ansigt klarede op til at stort Smil, og vi havde
Tilladelsen med det samme.
„Barbara maa da oven i Købet være glad for den Tidkort!“ mente hun.
-- -- Nu blev Gulvet fejet, og Husets Børn og ældste klædte sig af og
lagde sig paa Briksen.
Men Musiken -- der fandtes kun en eneste Harmonika paa Pladsen! Gamle
Essaias reddede nu Situationen. Han havde en Violin; det var flere
Aar siden, at han havde spillet paa den; og da den blev hevet frem
fra hans store Værktøjskasse, manglede alle Strengene! Men
Instrumentet blev i en Fart støvet af, og en af de unge Piger lavede
Strenge af Hvalrossener. Buen var i Orden. Og saa kunde Dansen
endelig begynde .....
Mærkelige Grønlændere! Ingen kan som I glemme al Livets Møje i en
Dans. Ingen kan som I lægge en Lemmernes Ekstase ind i en Reel!
Vi dansede til langt ud paa Natten. Gamle Essaias gned de kaadeste
Dansemelodier ud af Hvalrossenerne; han kunde aldrig blive træt. Og
Aftenen igennem var der over hans rynkede Ansigt et Udtryk saa mildt
og forklaret, som om han sad fordybet i Andagt.
Først da Jordemoderen fandt det passende at byde op til Afdansning,
tømtes Malakiæ gæstfri Hus.
Efter Dansen stod vi ude og „dampede af“, da en ældre Mand, min Ven
Mikael Frederiksen, kom hen og slog mig hemmelighedsfuldt paa
Skulderen. Han trak mig til Side og hvidskede, at Udstedsbestyreren
havde budt os ind paa en Romtoddy.
Ja, sandelig -- en Romtoddy skulde gøre godt i Aften, gennemvaad og
svedt som man var!
Imidlertid var Dansen trukket saa længe ud, at „Udliggeren“ var gaaet
i Seng; men i sin Stue havde den gode Mand ladet Lampen brænde, og
paa Bordet stod varmt Vand, Sukker, Rom og Cigarer!
Mikael fniste ubehersket, da vi satte os ved Bordet. Vi blandede os
en Drik og hilste paa hinanden.
Ah! Det er, som om alle Nydelser komprimeres her i Grønland!
Det havde været en bevæget Dag i Dag -- med alle disse
Masse-Kaffe-Gilder! Og min Ven lod Munden løbe. Saaledes sad vi en
Times Tid.
Da pludselig springer Mikael op og staar stiv og bleg foran mig.
„Men hvad gaar der dog af dig, kære Frederiksen?“ spurgte jeg
beroligende; det smigrede ham, at jeg tiltalte ham med hans
Efternavn.
„Min Kone!“ sukkede Manden; og Rædselen jog Blodet fra hans Ansigt.
Hans Kone var netop Pladsens første Autoritet: Jordemoderen.
„Min Kone -- ganske vist! forstaar du? Min Kone har ganske vist ikke
Kommandoen, men alligevel -- -- --“
Frederiksens sidste Kræfter var udtømte; han skæver over til sit
Glas, der er tømt, fylder det, og drikker det ud med det samme.
„Ser du, Kvinderne har det nu paa deres egen Maade -- -- ganske vist,
min Kone har ikke Kommandoen hos os --“
Frederiksen ser paa mig for at overbevise sig om sine Ords Virkning
og slaar sig for Brystet.
„Kvinderne forstaar ikke os Mænd, de er saa lunefulde og urimelige;
de taaler slet ikke at blive vækkede om Natten!“
Frederiksen har opgivet sin Helteposition, og han ser mig bønfaldende
ind i Øjnene, da han siger:
„Men alligevel, det vilde vist gaa bedre, om du fulgte med mig hjem i
Aften.“
Jeg lovede, at jeg skulde følge ham helt ind i Huset.
„Men, hm! Kvinderne er saa besynderlige.“
Han pegede paa Romflasken.
„Ja selvfølgelig, vi skal tage en med til din Kone -- -- og den og
jeg i Forening, -- ikke sandt?“
Han lo over hele Ansigtet, slog mig paa Skulderen og bryggede en høj
Romtoddy.
„Hi, hi, hi! -- Ja, du forstaar nok, det er jo mig, der har
Kommandoen alligevel!“
Saa brød vi op og balancerede ud i Mørket; endelig stod vi
velbeholdne foran Malakias's Hus.
„Hm! Nu er det vist bedst, at du gaar foran,“ foreslog Frederiksen;
jeg kravlede ind. Endnu medens vi var dybt inde i Husgangen, raaber
han højt:
„Judithe, Judithe! Fine Gæster! Sjældne fremmede!! Puh, den var
ellers drøj at fragte herop; ser du, jeg har ikke glemt dig!“
Og han rakte hende straalende Toddy'en ud.
Judithe rystede leende min Haand. Hun havde sovet og var i bar Særk.
Frederiksen var saa overgiven over den gode Modtagelse, at han lo saa
højt, at hele Huset vaagnede.
Judithe drak Glasset ud paa een Gang. Sejren var vunden.
Briksen var fuld af sovende, og Gulvet med; mange tilrejsende havde
søgt Ly her for Natten.
Judithe, der følte sig oplivet af Toddyen, gav sig til at fortælle
Sagn med den Motivering, at havde hendes hensynsløse Mand nu først
vækket dem allesammen, saa maatte hun vel efter gammel eskimoisk Skik
forsøge at fortælle dem i Søvn. Jeg lagde mig nu ned mellem
Klyngerne paa Gulvet, mens Frederiksen kravlede op til sin Ægtemage
paa Briksen.
Judithe fortalte fortræffeligt, og jeg faldt snart i Søvn.
Ud paa Morgenen vaagnede jeg forfærdet ved, at den frugtsommelige
vaandede sig. Hun rejste sig fra sit Leje og vraltede hen til den
store Urinspand henne under Vinduet og satte sig paa Kanten; jeg gned
Øjnene, jo sandelig -- hun var falden i Søvn derhenne!
Det saa foruroligende ud, og jeg rejste mig over Ende; men i det
samme blandede en beroligende Hvisken sig i den almindelige Snorken,
og Ordene lød, som følger:
„Sov kun! Jordemoderen vaager!“
Det var Judithe; da forekom det mig, at jeg som Husets Gæst med god
Samvittighed kunde føje ogsaa min Snorken til det store Kor -- i den
sikre Forvisning om, at intet vilde komme bag paa os.
Jordemoderen ventede ...