Per i Kælderen kaldtes han af sine mange forskellige Bekendte, som
altid havde et Nik tilovers for ham, naar han med Hænderne i Lommen
stod paa Trappen, der førte ned til hans Beværtning.
Han skinnede af Properhed lige fra Kasketten, der sad langt ned over
den kuglerunde Isse, og til de tykke, hvide Uldstrømper, som stak i
blanke Træsko, saa snart han gik uden for sin Stuedør. Det gjorde han
mange Gange om Dagen for at staa og kige op og ned af sit etetages,
cementforsirede, røde Hus, der laa paa den anden Side af Gaden.
Til alt, hvad der paa nogen Maade stod i Forbindelse med denne hans
Ejendom, nærede Per en uangribelig Kærlighed.
Der var nu de storblomstrede Tapeter, Rosetterne i Lofterne og alle
de smaa Tremmepulterkamre med Hylder og Knagerækker, som han selv
havde gaaet og lempet i Stand; ja -- og saa var der jo Marie, en
lille Pige, hvis Forældre var Pers Lejere, hun var ogsaa Genstand for
de blidere Følelser, som Per virkelig var i Besiddelse af, -- om de
end ikke udtrykte sig særlig tydeligt i hans runde, røde Ansigt med
den gnavne, skæve Mund og de smaa Øjne, der ikke rigtig vilde være
ved, hvor iagttagende de var.
Pers og Maries Sympati var gensidig; den havde en frugtbar Jordbund
at gro i, for Per var -- fra den første Dag Maries Forældre flyttede
ind -- velvillig stemt imod dem; de havde saadan nydelige Gardiner og
Blomsterpotter. Paa den anden Side fandt Familien, at den halvgamle
Ungkarl var en meget behagelig Vært, der var saa langt fra at være
krakilsk, at han næsten var _for_ rar.
Ja, for Per _var_ rar, saa rar, at han ikke nænnede at sige imod,
naar hans Lejere bad ham om noget. Venligt og imødekommende sagde han
ja til ethvert Forlangende, -- men indvendig svor han paa, at saadan
et godt, grundmuret Hus sku' -- fan'eme -- ikke ha' nogen Slavs
Hundekunster med Panel eller saadan noget. --
Det hændte en Dag, at Per vandt Maries Hjærte helt ved at lette paa
Kasketten og raabe: »Goddag, lille Jomfru!« netop som Marie nød den
Ære at følges fra Skole med en ældre Kammerat, der altid pralede af,
at hendes Faders Kontorister tog Hatten af for hende.
Da Marie var kommen hjem, udsøgte hun sit bedste Glansbillede,
tilbragte en halv Times Tid med at pakke det ind, forsegle og skrive
rigtig flot uden paa: Per i Kælderen, Odense, Fyn, Danmark, Evropa;
derpaa gik hun ned og overrakte ham det.
Som Per plejede, naar han var forlegen, tog han Kasketten af og
arrangerede den graa Haardusk, der fra venstre Øre lagdes op over
Issen; men Opvartningsjomfruen, der var rapmundet og vant til at
finde sig til Rette i alle mulige Situationer, sagde:
»De maa da klinke med Frøkenen paa nærmere Bekendtskab, Hansen!«
»Sku' Barnet ha' Spærituosa! Ja, De er -- fan'eme -- hæ -- hva' De
er, Jomfru. -- La's af Ste' etter for -- la' mig se -- ja, tag Du
kuns for 25 Øre af de Toøres.«
Og Lars, den magre Kelneraspirant, rev Døren op, saa det lille røde
Gardin flagrede, og Klokken klingrede vildt; han tog Stentrappen op
til Gaden i et Spring, der var saa tjenstivrigt, at hans Knæ og Hage
kom i nærmeste Berøring. --
Efterhaanden blev Per i Kælderen og hans Territorium et Slags Fristed
for Marie, naar hun trængte til at hyldes efter at have været
tilsidesat i Barnekammeret.
Der regerede hendes femaarige Broder Kaj uindskrænket, protegeret af
Barnepigen, der havde været hans Amme, og som henfaldt i den dybeste
Melankoli og ubehageligste Fornærmelsestilstand, naar højere Magter
tillod sig at gribe ind i det hende underlagte Departements indre
Anliggender. Hun ofrede sig Dag og Nat for sin Kaj, vaagede over ham,
naar han havde lidt Mavepine, og tog ham med paa sin Ferietur ud
til hendes Svogers Gaard, hvor hendes Søn, der nu var Tjenestedreng,
havde tilbragt sin spæde Barndom. Blot Kaj forlangte det, nedlagde
Line øjeblikkelig sin Strikkestrømpe, agerede Hest, »kørte i Futtog«
eller klippede de vidunderligste Rækker af dansende Koner, hvis
stive Arme hængte sammen; -- men Marie, der efter Lines Mening
favoriseredes i Dagligstuen, kunde forgæves tigge hende i Timevis om
den Slags Gunstbevisninger.
Nej -- saa blev Marie rigtignok anderledes behandlet hos Per i
Kælderen!
Var der Gæster, sendte han hende med synlig Overvindelse bort igen,
men ellers blev hun modtaget som en Prinsesse.
»Jomfru, ind og tag Tøjet og Gamasserne af vores Frøken! La's, af
Ste' me' Dig etter Botterdejger.«
Marie følte sig fuldstændig hjemme i den hyggelige Kælderstue; hun
fandt det saa interessant, at de brede, med Blomsterpotter smykkede
Vinduer sad højt oppe, og at der stod firkantede, voksdugsbeklædte
Borde omkring paa det sandstrøede Gulv.
Det var saa morsomt, at det var netop det Bøgebrænde, som Per under
hendes Tilsyn havde kløvet, der blussede og buldrede i den store,
gammeldags Kakkelovn.
Og megen Skæmt havde Per og Barnet for, især da »Gækkeneljerne«
begyndte at komme.
Per forsøgte paa alle mulige underfundige Maader at narre Marie en
Blomst i Hænde; men hun var, som han sagde, »den mest dørkdrevneste
Ra', der ku' gaa paa et Par Ba'ben!«
Dog -- en Dag, da Marie tog sin traditionelle »Snitte«, gik den midt
over, og inde i den laa den famøse Blomst.
Da lo Per, saa hans svære Mave rystede, og Marie lo, Jomfruen
formelig hvinede, og Lars, der fra Bagstuen spændt havde luret
paa, hvorledes Komplottet skulde falde ud, kom styrtende med sit
bevægelige Ansigt trukket ud til de mest forekommende Smil.
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
Skønt Per og Line ikke var ganske enige i Valget af deres Favoritter,
opstod der dog mellem dem et Slags nærmere Bekendtskab og en vis
hemmelighedsfuld Samfølelse i Anledning af Børnene.
Det begyndte med, at Line en Dag, som hun stor og tyk trampede forbi
Kælderhalsen, hvor Per stod og betragtede sin Ejendom, spurgte:
»Hun er da vel skikkelig, naar hun er nere hos dem, Per Hansen?«
Rigtignok besvarede Per kun denne Antydning af Tvivl om Maries
Ufejlbarlighed med nogle smaa foragtelige Grynt, men ikke desto
mindre blev det til en lille Passiar; den efterfulgtes af adskillige
flere, ja endogsaa af en Indbydelse paa »Sukkela'e« nede i Kælderen,
hvad Line dog ikke mente at kunne modtage.
Men i hendes Reflexioner kom denne Indbydelse til at spille en vis
Rolle; der var noget »rijælt« ved saadan et Tilbud af Traktement.
Hendes Sympati for den belevne Per, som sad der alene med Bedriften,
voksede. --
Da Storken gik i Enge, og Gøgen kukkede i Skoven, og Tiden for Lines,
Kajs og Maries aarlige Landtur indtraf, udvirkede Line hos sit
Herskab, at Per maatte inviteres med. --
Og Per tog med i lys Sommerfrakke og med sin bedagede Følge-Lig-Hat,
-- men i dybeste Hemmelighed, for Prangerne havde saadan »none
visnæsede Kæfter.«
Da det lille Selskab var kommet ud af Toget og travede hen ad
Landevejen til Lines Svogers Gaard, erklærede Marie, at det var den
bedste Tur, de endnu havde havt, og det var, fordi Per var med!
Det satte ham straks i godt Humør. Endnu bedre blev det, da de efter
Kaffen, hvortil han trakterede med umaadelige Masser af Wienerbrød,
gik ud og saa paa Besætningen.
Per var bondefødt, og her i den græsgroede Gaard mellem de lave,
hyggende Længer levede hans Ungdomsfølelser delvist op igen.
Han tog Hatten af, rystede paa Hovedet, lo lidt, vendte sig saa til
Line, -- Svogeren havde demonstrativt ladet dem være ene, -- og sagde
med et Smil og et Suk, der saa udmærket forenedes om hans gnavne Mund:
»Ja, dengang var man ret en lieber Gut!«
Line, der ogsaa paa en Maade var betaget, svarede ud af _sin_
Tankegang:
»Ja, ordentlig, det er her. De sku' se Spisekammerhylderne. -- Vores
Familie har nu alleti'er været te' aa sli'e. Je' kom u' at tjene, da
je' var ti Aar, Per Hansen!«
Per Hansen holdt Begravelseshatten i Haanden og ordnede febrilsk ved
Haardusken. Line fortsatte i en bestemt Tone:
»Vi har nu været store og stærke, mine Foræl're, de var nu osse
saadan te' aa sli'e. Har di'tte givet vos andet i Arvepart, saa har
de givet vos Løst te' Arbe'!«
»Ja, det er sgu Kapital, der ka' flaske sig!« udbrød Per.
»Vi var jo manne Børn, men de er kommen godt deran allesammen, se nu
min Søster her, og én blev sgu Jordemor. -- Det er jo kuns egentlig
mig, der er saadan lidt strandet; men saa længe je' ka' arbe', saa
har je' det godt; det er dog li'egodt det, der holder Humøret oppe.«
Per stod tavs og betragtede opmærksomt Vandtruget. Saa satte han
Hatten paa, slog Hænderne sammen, sparkede lidt ud med det ene Ben og
sagde letsindigt og flot:
»Dø' og Kritte, sikken en Vær'shusholdermadam, der ku' hav' bleven a'
Dem, Line!«
»La' De nu bare vær', Per Hansen, ska' je' te' aa spekkelere, bliver
je' bare krakilsk aa halvtovlig.«
»Gu' gør De ikke nikke nej! De er soli' -- fan'eme -- det har jeg
alti'er sagt. -- -- Men det ka' være maje rigtig, man ska'te si'e
mer, end som man ka' staa ve'; det er der Rasong i.«