Aftenen kom, og Per, Line og Børnene begav sig efter et solidt
Maaltid paa Vej til Stationen.
Line bar sin Kaj paa Ryggen et langt Stykke; Marie travede af Sted
ved Pers Haand.
Ingen af dem talte.
Alle Lydene fra Gaardene og Markerne dæmpedes mere og mere, indtil
de smeltede sammen med Kvækket af Frøerne i de gyldentblanke Kær,
den svage Surren i Telegrafstængerne, et lille Vandløbs vedholdende,
næsten uhørlige Rislen, et enkelt Pip af en Fugl -- til en sagte,
stilfærdig Musik, der -- Per og Line ubevidst -- lokkede deres træge
Tanker til uvant Svirren og satte deres jævne Følelser i en særegen
Bevægelse. --
Ved en Sidevej, der førte ned til en lille Skov, satte de sig paa
Gærdet.
Kaj blev anbragt paa Lines Sjal, og han og Marie lavede i Tavshed
Livbaand og Kranse af Blade, som de heftede sammen med smaa Pinde.
Pers Mund var usædvanlig skæv, som han sad der og saa' ud i
Solnedgangens Guld og Ild; tilsidst tog han sig helt blændet over
Øjnene. Gav sig saa til at snitte Pinde til Børnene.
Hen ad den haarde Vej lød taktfaste Trin og Hestetrampen.
En ung Karl kom hjem fra Marken med et Par kraftige Arbejdsheste.
»Go' Avten!« hilste han muntert og tog Piben ud af Munden.
Per, der følte sit Ansvar, benyttede Lejligheden til for yderligere
Sikkerheds Skyld at spørge, om han vidste, hvor længe der var, indtil
Toget gik.
»Prr, ka' I sto'!« sagde Karlen og standsede Hestene, tog sit Uhr
frem, lukkede Celluloidkassen op og svarede:
»Stationen er jævne herve', bliv Du kuns sittende me' Mutter og det
unge Danmark en hal' Time te'. I er kanske fra O'ense?«
»Ja, det er vi da.«
Hestene begyndte at gaa. »Ja, Farvel,« hilste Karlen og gik raskt
videre.
Per henfaldt atter i Grublerier.
Efter en lang Tavshed udbrød han melankolsk og stemningsbetaget:
»Saadan gamle Mandfolk, naar vi bliver gamle, saa duer vi sgu'te te'
andet end te' og smi'e paa Møtningen!«
Line svarede:
»Nej, -- I ka' ju'tte saadan rederere jer selv; er det nu nove at
sitte der me' bart Ho'e og forkøle Dem, Per Hansen?«
Og Line rakte ham den høje.
Denne kvindelige Omhu var mere end Per i dette Øjeblik kunde staa
for; den vakte den Længsel efter noget -- ud over Skænkepigens
Stoppen hans Strømper og Reden hans Seng, -- som ikke var helt
udslukt hos den gamle Ungkarl.
Han rømmede sig, tog utallige Gange Hatten af Hovedet og ordnede
sin eneste Haarlok, gned sin røde Kind heftigt, sukkede og slog sig
arrigt over Knæene. Men pludselig sagde han energisk til sig selv:
»Nu holder Du Kæft, Per Hansen, ellers saa gaar den -- fan'eme --
aff!« --
Stemningen var ligesom sunken et Par Grader.
Marie sad og saa tankefuld fra Per til Line.
Kaj forlangte nedladende at føres afsides.
Line sprang ilsomt op.
Da hun kom tilbage, sagde hun:
»Hva' si'er Perpendiklen, Per Hansen? Vi ska' vel af Ste'?«
»Ja, vi maa vel -- for Børnenes Skyld. Aark, hvis det nu var vores,
og vi sku' hjem te' saadan et pænt, grundmuret Hus med Veranda og
Glaskugle midt paa Græsplænen. Aark -- fan'eme,« sukkede Per dybt.
Men Line sagde bestemt:
»Nu ska' De la' vær' og skave Dem, Per Hansen, vil De mig no'et
rijælt, eller vil D'itte? Jeg er for gammel te' at la' mig ta' ve'
Næsen. Ja, jeg er!«
Per saa forbløffet paa hende og gned sig raadvild paa Issen. Men da
sagde Marie:
»Det er ligesom, vi var Far og Mor og Børn! Ikke Kaj. Hvad?«
»Jo,« svarede Kaj afgørende og stak for første Gang frivilligt sin
Haand i Pers.
»Fan'eme!« udbrød han, »jeg givter Dem, Line!«
»Herregu' Per, det ska' Du'te komme te' at fortry'e,« svarede Line og
viskede sig over Øjnene. -- --
Da Per den Aften skulde skilles fra sine Rejsefæller, trak han Line
afsides, gav hende det første Smækkys, slog med Haanden hen efter
Marie og sagde: »Hun er et af de mest klovviseste Børn, _jeg_ har
set. Bare Vorherre ikke ta'er hende.«
Let krænket saa Line efter Kaj og svarede: »Han er nu mer' saadan me'
at tænke indvendig.«
»Ja, der ska' no'en te' det værste, -- Madam Hansen,« lo Per; Line lo
med og gik saa efter Børnene.