Foraarsnattens lette Mørke hviler ved Foden af Egnens mange Bakkedrag
og mellem de kraftige Planter i Grøfternes fugtige Bund. Men
Højdernes runde, lave Rygge har bevaret et svagt Skær af Dagens gode
Lys, og Himlen er idel Klarhed; Skoven og de fjerne Hytter staa som
sorte Volde mod denne store, gullige Hvælving, hvor en enkelt bleg
Stjerne dukker frem af det bløde, slørede Lys.
Og Lyden af en Ugles hastige Vingeslag og af Draaberne, der siver fra
de brune Pløjemarker ned imod Engenes gulstrøede Grønne, og sagte,
rene Klange, som de travle Dage ikke kende og ikke kende Navn til, er
den hvilende Jords Aandedrag i det tidlige Foraars stille Nat. --
Men hvor Buskene tættede sig til Gærde om en Have, Urterne groede i
lige Rækker, og Tulipanerne stod i Bede ved Stuehusets Havedør, der
var andre Lyde: Trampen af Fødder, Latter og taktfast Violingniden.
Bonden giftede sin Datter bort med en flink Karl.
Medens Sognets Piger og Karle, de gifte Folk og Fremmede fra Byen
dansede og morede sig, gik Bonden omkring og sørgede for Mad og
Drikke, og hans gamle Hustru færdedes med gæstmilde Lader mellem
Køkken og Stuer.
Der var en Typograf fra Byen og nogle unge Bønder, der sad sammen og
drak. Da de blev højrøstede og røde i Hovederne, gik Bonden dem ofte
forbi med kold Mine uden at skænke i deres Glas. Derfor rejste de sig
og slentrede gennem den vognfyldte Gaard ud paa Vejen.
Det lette Mørke hvilede under de hvidblomstrede Tjørnebuske og blandt
de kraftige Planter i Grøfternes fugtige Bund. Men Skovene stod som
sorte Volde mod den lyse, store Himmel, og de krogede Hyldetræer
kastede vage Skygger paa Bøndergaardenes hvide Længer.
Landevejens lyse, brede Stribe svingede forbi den lille Landstation,
ud over Skinnerne og drejede om til Kroen.
Henimod den drev den glade Skare.
Typografen bandt et Lommetørklæde om Hovedet og sprang frem og
tilbage og gjorde Løjer, og de unge Bønder lo skraldende og
beundrende.
Stjernen blinkede. I de lave Enge sivede det sagte om Græssets
Rødder, Køerne laa og gumlede inde paa Marken, en Fugl flyttede sig
forskræmt, Rugen vuggede sagte sine groende Aks.
Typografen vrøvlede ustandseligt, og Bønderne gik fra Kærester og
Koner og de gæstfri Værtsfolk ned mod Kroen.
Da de vilde gaa ind ad dens Dør, rejste en høj, gammel Mand sig fra
Trappestenen og stillede sig i Vejen for dem. Han løftede sin Arm og
sagde med indtrængende, klingende Stemme:
»Holdt! Sløv ikke dit Blik og dys ikke din Sjæl. Vaag og bed. Se, i
denne Nat forgaar Jorden!«
»Det var som Satan!« brølede Typografen; »hvad i hede Helvede er Du
for en Obskuranter og Pietist! Gaa væk. Vi ere aandsfrie Mænd.«
Den høje Mand saa venligt iagttagende paa ham med sine alvorlige,
gode Øjne, men veg ikke fra Døren.
En af Skaren sagde udjævnende:
»Det er bare den gale Student fra Fattighuset.«
Straks snakkede de alle villigt i Munden paa hverandre for at oplyse
den lystige Typograf.
»Han skriver af for Skolelæreren og Præsten. Han er sgu Student.«
»Student -- jo vel!«
»Gu' er han Student. Men der var en Bog, der gjorde ham gal.«
»Den Bog hed vel nok Lisbeth fra Bakkegaarden.«
»Og den blev fæl til at rende efter Mandfolk og Brændevin.«
»Han er med og leder de blinde Musikanter, og saa kan han spille
Theater for os, naar han ikke er altfor tosset.«
»Gaa nu hellere hen i Gildesgaarden, Student. Gaa nu -- ellers faar
Du Prygl af blinde Søren.«
Den høje Mand bøjede sit Hovede saa dybt, at hans lange, hvide Haar
faldt ned over den hvælvede, furede Pande. Raadvild veg han til Side,
pint af Typografens Tilraab, men uafbrudt mumlende: »I denne Nat; jeg
har Brevskab derpaa. I denne Nat!«
Fra Skyggen af Rejsestalden saa han, at en Flok unge Piger og Koner
med hinanden under Armen kom ned ad Vejen og kaldte paa Karlene.
Dyrlægen, med Frakkekraven op om Ørene, Høkeren og et Par ældre
Bønder gik smaasnakkende bag ved dem.
Typografens unge Hustru stod længe og saa paa sin Mand, der lo
støjende af Raaheder og tumlede meningsløst omkring. Hans brede,
kloge Pande var rød, og hans gode Øjne saa stivt og vredt efter hende.
Hun syntes, at i dette Øjeblik veg hun ud af en hegnet, solfyldt
Have, hvor hun aldrig mere skulde komme. Men for sit ufødte Barns
Skyld gik hun hen og tog hans Haand og hviskede det Navn til ham, som
ingen uden hun og han kendte, det Navn, som de varede om, fordi det
var digtet i deres Kærligheds lifligste Time.
Men han skød til hende, som om hun var en paatrængende Skøge, og til
Bøndernes Morskab vrængede han Navnet efter.
Den høje Mand hørte det fra sin Plads i Rejsestaldens Skygge; og han
lukkede sine Øjne, fordi han ikke kunde taale at se hende tage sig
saa raadvild til Hjærtet. --
Saa snart han ikke mere saa Mændene og Kvinderne foran Kroen,
begyndte Dagens og Aftenens Syner at bore sig ned i hans Sinds Dybde
ad de eneste Veje, som førte gennem hans Bevidstheds Taager.
Drikkedjævlen har været i Gaarde. Ikke engang Præst og Skolelærer
kender ham, for han er venlig og ydmyg, indsmigrende og munter,
og derfor danse unge, uskyldige Piger ved hans Haand, medens han
uforstyrret sænker sin Gift i Sjælene, Guds rette Ejendomme. Tavse,
kloge Mænd blive aabenmundede og dumme. Unge Karle, som elske, blive
blinde og tror at se deres Hjærtes Udkaarne i hver Kvinde, og de give
deres helligste, bindende Ord til den første, der vil høre det. En
Mand, der Aaret før med Bøn og Graad har tigger om sin gamle Mors
Tilgivelse for en Forbrydelse mod Ære og Ret, som den smilende Djævel
havde forledt ham til, haaner i Aften Moderen, som advarende tager
om hans Haand, der griber efter Giften; -- og hele Sognet hører hans
vrede Ord.
En dygtig Bonde, som Dagene igennem slider og arbejder sammen med sin
Hustru for dagligt Brød, øder i Spil paa en Time, hvad der skulde
skaffe Midlet til deres syge, eneste Barns Frelse. --
Den høje Mand vaandede sig og aabnede sine Øjne, hvor Lidelsen
brændte. Hjælpeløs saa han ud over Marker og Enge; men da fornam
hans udækkede Sind, at det var en af Naturens hellige Timer, hvor
Mennesket, der gaar ind i dens Rige for at lytte til dens Toner,
lytter saa længe, at det hører sin egen inderste Sjæls sølvklingende
Musik.
En ung Kvinde gik alene ind over Markstien og saa paa de duggede
Blomster og op mod Stjernen og den lyse Himmel, medens hendes Elsker
sad med tungt Hovede og sløve Øjne og lo meningsløst. --
Men Høkeren smilede affabelt og sagde til Sogneraadsformanden:
»Man maa more sig, medens man er ung og fri.«
Sogneraadsformanden nikkede anerkendende og svarede vægtigt:
»Vist saa; blot med Maade.« --
I Skyggen ved Rejsestalden, hvor den høje Mand med skælvende,
hurtige Hænder gravede sig et Skjul mellem Halmknipperne, standsede
Typografens Hustru med Forvalteren; og hun lod sig kysse af hans
blussende Læber, og hun lod sit uskyldige Sind besudle af hans urene
Ord; i Fortvivlelse og Trods vilde, _vilde_ hun dynge mørke, fremmede
Begivenheder over det rædselsfulde, som skete før.
Da løftede den høje Mand Hovedet og saa op med et Blik, der straalede
af en fast og pludselig Beslutning; han knugede sine foldede Hænder
mod sin Pande og hviskede: »Ikke endnu Herre, ikke endnu!« Og han
løb, som den løber, der bærer sit Kæreste fra forfølgende Fjender.
Udenfor Kroen tømtes Flaskerne, indtil to Brødre yppede Kiv og
begyndte at slaas.
I det samme kom Stationsforstanderen. Hans guldsnorede Hat sad paa
Snur, hans Uniformsfrakke stod aaben, og han slog ud med Haanden og
raabte:
»Lad nu være med det Børnevrøvl, mine Herrer; her skal de se utrolige
Løjer.«
»Værs'artig, værs'artig mine Herschafter, ingenting for Voksne og det
halve for Børn, Folk uden Hoved gaar gratis ind!« raabte Typografen.
Stationsforstanderen stillede sig i Attitude med den ene Haand ind
paa Brystet og bukkede dybt. Man var Embedsmand, men havde dog
heldigvis Aand og Gemyt nok til at gaa ind paa en Spøg.
Derpaa fortalte han -- stadig afbrudt af Typografen, som var i
febrilsk Bevægelse for ikke at blive døsig.
»Jo, ser de, blinde Sørens Prygleknabe kom jo ind til mig paa
Kontoret med dette lange Telegram. Om jeg straks vilde afsende det?
Jo, det vilde jeg da nok, men det var dyrt. Ja, Mammon havde han
rigtignok ikke, men om en liden Stund skulde han ofre os sit Hjærte,
som hele Livet havde lidt af ulykkelig Kærlighed --«
»Ulykkelig Kærlighed!« Dundrende Latter.
»Ulykkelig Kærlighed, ja, til Gudsbilledet i Mennesket eller saadan
noget lignende højtravende Sludder.«
»Hans Hjærte i Betaling. Kan De give tilbage paa den Mønt,
Stationsforstander?«
Skraldende Latter.
»Havde det endda været hele Kroppen. Hva' Hr. Dyredoktor?«
Dyrlægen svarede tvært spøgende:
»Han fik sgutte første Klasses Stempel, det magre Spektakkel!«
Stationsforstanderen kom igen til Orde:
»Jeg sagde jo naturligvis ja og tog Papiret. Nu skal de høre.«
»Hold op at tviste. Silentium. Dixi. Hols Mauls, I Herrer!« tordnede
Typografen.
Stationsforstanderen læste ironisk-højtidelig:
»Telegram til Gud i Himlen. Jeg kender din Beslutning. Men Herre, lad
ikke Verden forgaa, medens her er en Djævel, der tager haardt om de
varme, bankende Hjærter og lammer de Hænder, som vil lindre Smerte og
Nød. Lad ikke Verden forgaa, medens den Djævel lærer Pigen Svig og
Løgn i samme Øjeblik, hun kysser sin trofaste Elskers Læber, lærer
hende Spot og Spe, naar hun gaar fra hans udstrakte Arme. Alle er mod
alle. Den, der længes, skal trampes. Den, der bløder, skal slaaes.
Den, der kryber om paa Marken for at finde et Hul, hvor ingen Lyd kan
naa ham, skal slæbes ind i Dansesale og Krostuer. Herre, lad ikke
Verden forgaa, medens alle er mod alle og vil hugge Klør og Tænder i
de pinende Saar. Herre, afvend din Vrede, tag mig som Sonoffer, jeg
giver dig mit Liv!«
»Og jeg giver en Omgang paa Kroen!« brølede Typografen til Bønderne,
der stod stille og halvvejs generte: »Træd indenfor, Hr. Banemand,
og lad os være fri for mere af det Kællingesludder.«
Men Toget var ved at komme, saa Stationsforstanderen maatte være
paa Perronen. Han satte Huen lige, knappede Frakken og gik med
hele Skaren ned for at inspicere Stationskarlen, der havde bragt
Signalerne i Orden og lagt Posttasken ud.
Ved Ventesalen brændte et Par Lygter; der stillede Skaren sig i Geled
for -- efter Typografens Kommando -- »at repræsentere Sognet for de
ærede Rejsende.«
Typografen begyndte at holde Tale, men tav leende, da han fik Øje paa
den høje Mand, der stod længst borte paa den lange, smalle Perron med
Armene strakt mod Himlen.
»Se, hvor Raden staar og kiger Stjerner; lad os faa mere Grin med
ham.«
En ældre Bonde svarede:
»Lad os nu undgaa Skandale her paa offentligt Sted; vi maa se at faa
ham hjem. Jeg giver Vogn; gaa Du hen og snak med ham, Typograf, det
maa Du forstaa.«
Typografen tog Lommetørklædet af Hovedet og svarede godmodigt:
»Javel, jeg snakker godt for ham.«
Han tog Bonden i Knaphullet. »Det er individuelt med saadanne
Fornemmelser, man maa bortforklare hans daarlige Humør, for ser
I, er han drukken, saa er der noget, der hedder en overordentlig
Modtagelighed, og --«
»Javel, men gaa nu bare. Nu piber Toget.«
Typografen gik hen mod den høje Mand, der havde kastet sig paa Knæ
med Hovedet bøjet tilbage og Hænderne foldede.
Toget brusede ind.
Den høje Mand væltede sig ud foran Lokomotivet og knustes.
Typografen fik ondt og ravede tilbage. Nede paa Perronen raabte de
og løb forvildet mellem hverandre. Dampen hvæsede ud. Passagererne
søgte at faa Kupédørene op. En ung Pige græd. En Handelsrejsende med
Spillekort i Haanden laa halvt ud af Vinduet og raabte kommanderende
paa Konduktør og Stationsforstander.
Da Lokomotivføreren sprang af Maskinen, saa' hans faste Blik, der var
blankt af Taarer, fuldt af Vrede og Fortvivlelse ud over den drukne,
raadløse Skare.