Hans Peter snubler over sine alt for store Snørestøvler, men er
straks paa Benene igen og udbryder hæsblæsende:
»De ska' spelle nu. De kom me' den store Tromme!«
»Saa bliver vi og hører et Stykke ... Pas nu paa dine ny Bukser, Hans
Petter!«
»Ska' vi osse høre et Stykke, inden vi rokker hjema', Mutter?«
»Vi ska' vel snart hjem og i Seng, je' ska' jo ti'lig op.« Den gamle
Kone trak Sjalet tættere om sig.
»Vi ska' bare høre et Stykke ... Naar nu bare det bliver et af de
go'e gamle.«
Det giver et Ryk i den lille, magre Kone, da Orkestret i det samme
sætter i med de første Akkorder af Elverhøjsouverturen.
Værtshusholdermadammen forsøgte at fortsætte Samtalen, men de to
gamle svarede adspredt. De var altfor optagne af at høre efter
Musikken.
Da Slutningssangen klinger mod dem, puffer Skomageren fornøjet til
sin Kone og hvisker:
»Den kender du, Mutter!«
Hun nikker smilende.