Der kom en Dag, da ædle Gæster holdt for Gaarden.
Borgfruen sad ene og lod Timerne drive deres rolige Vej, da en Svend
meldte om det sjældne Syn af stampende Heste og statelige Herrer og
Fruer.
Borgfruen rejste sig saa hastigt, at Mynden, der havde siddet
logrende og set paa hende, glammede højt ...
Gud i Himlen, sad hun ikke her med Disk og Dug, med en fager Datter
og Mindet om en høvisk Ridder at værne om og saa ...
hun tørrede langsomt en Taare bort, der gled ned over Kinden ...
saa burde den Tid vel komme nu, da andre skulde hylle hendes Barn i
den lune og lystige Fryd, som al hendes Kærlighed ikke havde evnet at
skabe.
Og Mjød og den klare Vin bares frem, og de brede Borde dugedes for
stolte Mænd og gode Kvinder, og da Dansen gik i Gaarden, var det
Inger, der ung og fin dansede forrest, medens Moderen syntes, at nu
bar det igen mod en blid Sommer, hvor al Sorg skulde forvindes.
* * * * *
Og som Foraaret blev til Sommer og grønne Spirer til vuggende, gult
Korn, strømmede Gæster til. Og med lige Glæde tog Borgfruen imod dem
alle, baade mod dem, som kom ridende med hundrede Heste og Kjortel og
Kappe af Skarlagen, og mod dem, som kom med Landevejens Støv paa den
simple Vams ...
Men Ingers Hjærte er som lagt i Tvang, skønt hendes Læbe har baade
Smil og muntre Ord.
Men hun har ikke mange Timer til at dukke i sine ensomme Tankers
Væld, for neppe tier de klingende Jægerhorn, før Piber og Giger falde
ind med deres lange, syngende Raab om Dans og Fest.
Dødt og tomt er der i hende, som hun gaar der i den bølgende,
vekslende Skare af Mænd og Kvinder, der er, som de glide af Sted paa
en bred Strøm, hvorover muntre Ord og kække Øjekast farer som Blink
i Skjold og Sværd, naar Solen skinner en frisk Turneringsdag.
Dette var ikke Livet, som hun havde anet det, da hun stod ved
Taarnets Tind og bød det et jublende Velkommen. --
Der er mangen en rask Svend, som helst ser derhen, hvor Inger er, og
mangen ædel Ridder, der vil fæste hende med Tugt og Ære.
Men der er kun én ... han ejer baade Riddersværd og Sangens Gave ...
der, naar Dansen eller Dystridtet gaar, tumler sin Hest paa den vide
Hede, fordi hellere vil han være borte fra hende end lide den Kval,
han lider, naar han ser hende smile, hvor hun helst vilde græde.
Kærlighed er stærk; den kan vel fælde den stejleste Mur.
Og han faar vel de Ord -- om blide eller ramme, -- der kan vinde ham
Jomfruen.
Saaledes tænker Sangeren, og han vandrer sin Vej, som han maa, og er
igen paa Borgen.
* * * * *
Der kommer en Time, hvor Jernet springer af hendes Sind, og hendes
hele Hu vender sig mod ham. --
Gigers og Fløjters lystige Lyd dør hen. Ridderne slippe den, de i
Dansen fører ved Haand. Omkring paa Bænkene rejser man sig for at
se ind i Salen. Der bliver saa stille, at man hører to Unges tyste
Hvisken, som straks tier.
Alle se forventningsfulde paa den ridderlige Sanger, der staar midt
for den brede Dør. Hans Legeme vidner om ædel Byrd, og hans Blik er
fast og hærdet i Vilje, og det er skønt af Kærlighed; og der er over
ham den Tankens rene, kraftige Højhed, som drager dem alle i lyttende
Kreds om ham.
Og han synger.
Det luer og gnistrer af hans Ord, og der staar Flammer mod Himlen af
den ubesmittelige Ild.
Inger følte sig sælsomt greben, som var det for _hendes_ Freds Skyld,
at dette skete, og fordi hun sad langt borte, rejste hun sig og gik
nærmere.
Da sænkede hans Blik sig og fæstede sig ved hende, og Stemmen bøjede
sig til milde Ord om Solopgangstimens Kærlighedsbud, naar de spæde
Sædspirer og Pilens smaa rødlige, sammenkrympede nye Blade staar og
gror med Nattens Dug over sig, naar alle Fugle synge og pippe og
fløjte, hver som de kan bedst, men aldrig som ved den klare Dag.
Og hans Stemme bøjede sig til inderlige Ord -- om Aftenen, naar en
eneste Stjerne lyser over de skære, grønlige Farver fra den svundne
Sol, naar der ikke er anden Lyd end den af Agerhønen, der kalder paa
sin Mage inde mellem det tunge, gule Korn, og Lyden af _hans_ Trin,
der gaar de ensomme Stier for at sænke sig i dybe Drømme om én eneste.
Og som han sagde det, var det, som Ord blev ham for trange, og han
løftede den brede viëlle mod sin Kind og spillede over dens Strenge
med den lydige Bue.
Og det klang saadan, at to barske Mænd, mellem hvem Fjendskabet havde
skaaret sin dybe Rende, og de rakte hinanden Haand. -- Kvindeøjne,
der altid havde været sørgmodige, smilte, som var al Sorg forvunden.
Og Inger vidste, at hvis hun ikke havde været, havde Strengene ikke
tonet.
Og da tænkte hun: »Nu har vi to, han og jeg, sammen løftet en Byrde,
og saa maa han gaa hen til mig, tage med sine Hænder om mit Hovede
og bøje det ind til sig, og siden vil vi aldrig skilles hverken Dag
eller Nat.«
Og han sang igen ... med Blikket ud over dem, som seende ind i store
Skove, de ikke kende og aldrig vil naa.
Men Ingers Hjærte er ved at sprænges af en frodig, rodfast Lykke, for
det véd hun, at derind skal hun vandre med sin Haand i hans.
Og hele den store Skare fik det at se, at Inger ... med Dødens Alvor
og Livets Varme i sit unge Sind .... at stolten Jomfru af sig selv,
traadte ud af Kredsen, nærmede sig mere og mere, og da de sidste
Toners Klang var forbi, gled ind i hans Arm og bøjede sit Hovede mod
_ham_. --
Saaledes vandt han Jomfruen.
Og nu kan det siges med Sandhed, at Glæden er kommen i Gaarde.
De, hvis Tanker har været ude paa en ond Færd, følte, at det lede
Troldskab i deres Sind vredes op med Rode; de, hvis dybeste Længsler
hilstes af hans Sang, og de, hvis sorgfulde Hjærter løstes af Pine,
løb jublende imod ham.
Og han slap hende af sine Arme og rakte hende sin Haand, hun lagde
sin i hans, og Borgfruen og gamle, kloge Riddere lagde deres over,
og de klappede dem paa Ryggen, som Fædrenes Skik var, og fra det var
sket, regnedes Sangeren og Inger for Fæstemand og Fæstemø at være.
Og de blanke Sølvbægre klang, og Ord fløj til den, de maatte. Gamle
barske Mænd brummede deres Ungdoms minderige Sange, og Fruer med
spæde Stemmer nynnede med.
Det var fagert at lytte til Bruset af Glæden.
I den høje Sal og i den lune Borgestue bar Sang og Dans gennem
Timerne, til det begyndte at lysne i Øst. -- --
Naar Solen stiger, smelter Rimen af Skoven.
* * * * *
Inger og Sangeren gik under Lindene i den blide Sommernat.
Og ved det Stevne fik hun Lykken, hvis Plads hun havde værnet i sit
Hjærte gennem onde Aar.
Som Minut dryppede til Minut, fæstede Kærlighedens stærke Rødder
sig fastere om hver Tanke, hver Længsel og hvert spirerigt Haab, og
i hendes Sind ridsede det sig ind med eneraadende Magt, at der var
ingen Svend til i Verden uden ham, under hvis Kappe hun nu gik, som
hun kunde give sin Tro, for med ham vilde hun leve og dø, og ham
vilde hun følge, om saa Jorden skulde briste under dem.