Bag hende knasede de tørre Blade under Ridderens tunge Hest; lidt
borte knækkede Grene: Svenden red uden om hende. Hendes Kinder
glødede, men hendes Sind var koldt og beslutsomt .... fremad endnu
et Stykke, saa naaede hun Kløften; hun vidste et Sted, hvor Brinken
var stejl og overgroet med sejge Ranker, derhen løb hun, der var hun
stærkere end en Rytter i Jernklæder.
Hendes Hjærte hamrede, hendes Kind piskedes af Kvistene, -- men blot
frem. Han kunde bruge hende til at fede Ulve med, om han fik hende
fat! Anderledes blev hun aldrig i Evighed en Mand til Vilje, som
vilde tvinge hende, en Mand med grove Smil om lystne Læber.
I susende Fart fór det unge, stærke Legeme af Sted, bøjende sig for
Grenene og springende over Bækkene.
Svendens Hest prustede der ved Egen bag Krattet ... saa til den anden
Side ind mellem Træerne. Der laa Svenden lumskeligt skjult; han
sprang ind paa hende, de brødes længe; da Ridderen kom, var hendes
Kræfter ødet, og blodig og forreven sank hun sammen, bedende sagte og
mindeligt om Naade og Frihed.
Men han tog hende hoverende i sine jærnklædte, plumpe Arme, løftede
hende op foran sig paa Saddelen og red bort med hende.
Germa spændte endnu engang sin slanke Krop for at styrte sig fra ham
ned mod Jordens barmhjærtigt knusende Sten; men han holdt hende fast
fængslet i sine grove Arme og førte hende til sin fjerne Borg.
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
Og hvor han rider frem, knuses Blomsterne, de løfte sig ikke mere,
drikke ikke mere Duggen, som de gode Nætter skænke.
* * * * *
Der red en Ungersvend i vild Galop, saa stærkt, som Fuglene flyve.
Han jog fremad over bløde Enge og ind gennem tætte Skove, hvor
Grenene strøg hans hede Kind, og visne Blade sparkedes op af deres
aargamle Fred.
Han huggede Sporen i Hestens Side og knugede haardt om den brede
Tøjle, for han var vred af Sorg.
Saa ringe, saa lille var da hans Hjærtenskærs Elskov, at den ikke
kunde hindre hende i at følge den fremmede Ridder til Dansen og lytte
til hans Tale, der var sirlig og kruset som Fjedrene i hans Hat. --
Men _hans_ Ord, hendes tro Bejlers Ord gaar hendes Øre forbi, som var
det blot en Vind, der blæste.
Værd var det for en Svend, der brændte af Harm, at ride som en Nar ad
ukendte Veje.
Da standsede Ungersvenden sin Ganger; den stemte Benene fast mod
Jorden og huggede med Hovedet -- utaalmodig over den strammende
Tøjle, -- saa at den lange Manke faldt ud over Bidslet, og Skumflager
fór tilbage paa den svedblanke Krop.
Ungersvenden blev holdende og stirrede frem for sig, for der, hvor
Taarnet rejste sig bag Krattet, der vajede over den takkede, røde
Murrand det blaa Banner med den gyldne, flyvende Glente, som i mange
Aar havde været skjult.
Hallo! Han rev sin Hue af og svingede den. Nu havde han det at melde
om, som vel kunde fange hans Dames Øre.
Og han kastede sin Hest omkring og jog muntert af Sted.
* * * * *
Det Budskab sprang vidt over Lande, at Flaget var hejst paa den
ensomme Borg, hvor ingen Fremmed havde været siden Ridderens Død.
Der taltes om det i Færgemandens Hytte og paa Kongens Slot, og det
drøftedes ved Krus og ved Messe, og snart stundede raske Svende og
alvorlige Mænd til Borgen.
De modtoges høvisk med Vin og Mad og den Besked, at naar Germa var
funden og frelst, da var her et Hjem for Glæde og Lykke, hvortil det
vel nok var værd at drage igen.
Og mangen Svend besluttede at fare viden om for at finde Germa; men
saa gik det dog oftest saadan, at i det første gode Staldbroderlag,
der glemtes det ...
Men der var én, Sivard var hans Navn, og han mødte Inger den Dag, han
holdt i Borggaarden.
Saadan et Løfte om at finde og frelse Germa gav han hende, at hun
strøg sine Hansker af og rakte hans Hest Fodret, og -- paa hans
ridderlige Bøn -- spændte hun hans Harnisk og lagde Tøjlen i hans
Haand.
Og Sivard lod sig kun opholde af de Mødende, naar der var noget at
fritte og spørge, og han fór viden om.
* * * * *
Den store Ridder laa dorskt sovende i Højsædet. Ølkanden foran ham
var tømt, og han havde lagt det ene Ben op paa Bordet.
Germa stod ved Vinduet. Hendes Sjæl krympede sig saa smerteligt i
Haabløshed og Væmmelse, at hun ingen anden Lindring vidste end at
drømme sig til Barn paa Borgfruens Skød. Men det var som at drikke
en lokkende Gift, der var dejlig at se, men brændte som Luer, naar
den var nedsvælget. --
Døren gik, og Sivard traadte ind.
»Er I Germa?«
»Ja.«
»Er det ham, som forødte Eders Lykke?«
»Ja.«
»I gaa nu til søndre Led og bier ved min Hest, til jeg kommer.«
Germa gik. Gud i Himlen! At opleve Gengældelsens Stund! I Døren
vendte hun sig og sagde barskt:
»Stød dybt!«
Op ad Trappen steg hun til et ensomt Kammer. Hun strøg hans gyldne
Ringe af sin Arm og sine Fingre, rev hans skinnende Kæder af sit
Bryst og slængte dem hen, flængede den stive Gyldenstykkes Kjortel og
den bløde Underdragt af sig, til hun stod nøgen.
Da brast hun i bitter Graad, slog Vindueslugen op og lod den kolde
Vind vælde ind om sig.
Saa kastede hun sine egne Klæder over sig og gik.
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
Sivard vækkede den Sovende.
»Ryk Brynjen fra Bjælken. Nu skal Jomfruranet hævnes.«
Den store Ridder lo og væbnede sig.
De sloges længe drabeligt. Sivards Sværdsod sad i Ridderens Side,
men han huggede endnu vældigt. Da tænkte Sivard paa, at Ingers Øjne
var trætte af Taarer, da hun saa paa ham, og han fór mandeligt frem,
og denne Gang hug han Jomfruskænderens Hovede af, saa det drev hen
over Gulvet. --
Ved Leddet holdt Germa paa en stor, graa Hest.
Sivard svang sig paa sin, og de fór afsted over Grønsværet.
Paa en Vej over Heden hørte de bag sig Dønet af den store Ridders
Mænd.
Germa vendte sig. Svenden, som lumskeligt havde fanget hende, red
forrest.
Da bøjede hun sig frem, tog Sivards Hest ved Bidslet og drog den med
sig ind til en Grav, og -- som hun bød -- skjulte Sivard sig bag
Stenene.
Han drog sit Sværd. Germa steg af Hesten.
Da Svenden var ud for dem, gik Germa frem med sin Kniv i Haand.
Hun sigtede roligt, skønt hendes Læber krummede sig i bitter Harm,
og da hun slyngede Kniven fór den ind i hans Strube og sad fast. Med
et Brøl faldt han bagover, gled af Saddelen ned paa Vejen, hvor hans
Hoved slog tungt mod en Sten, saa Skallen brast.
Sivard red frem med Germas Hest; hun svang sig op, og de fór atter
afsted.
Der susede et Par Bolte fra de andre Svendes Armbrøst forbi dem,
men ingen forfulgte dem, thi Vægteren mente, de burde ej raste, men
drage til Gaarden og brygge til sømmeligt Gravøl for deres døde
Herre. --
Siden da talte Germa ikke meget og klagede ikke.
En Nat, da Sivard laa ved hendes Fødder i en stor Skov, mærkede han
vel, at hun lønligt sukkede tungt; da havde han fortalt om Inger,
der spændte hans Harnisk og rakte ham Tøjlen, og hvis Øjne var saa
sorgfulde.
Da de naaede frem mod Borgen, og Germa mødte det første Stod Foler og
saa' de første Glimt af Barndomshjemmets røde Mure og deres Billede
i Voldgraven, gled hun af Hesten, vendte dens Hovede mod den store
Ridders Stald og lod den græsse bort fra hende.
Hun svang sig op bag Sivard, og hun støttede sin Pande mod hans Ryg,
og da hørte han hende græde, som om Gud aldrig kunde løse hende ud af
Angst og Kvide.
* * * * *
Da den første sorgfyldte Glæde er omme, vil Inger igen falde til Ro i
det tilvante Hjemmeliv, hvor Sivard som hendes Hjærtenskær skal være
med.
Men Germa er en anden end før.
Vel kan hun nu som i svundne Dage høre paa Eventyr og Sang og gaa
ved Ingers Side og plukke Roser og Gyldenlak, men naar den lyse Dags
vanlige Hændelser ikke mere støtter hendes syge Sind, da brister
hendes Ro, og Sorgen kommer med Natten og sætter sig tungt paa hendes
Sind og skygger for al Tro og al Glæde. --
Ternerne ere gaaede fra Sovestuen, hvor Inger og Germa sove hinanden
nær.
Germa sidder paa Sengestokken, og Inger reder hendes Haar; men Germa
tænker ikke paa, hvor det vælder sort og bølget, hun taler med Ord
saa milde og sagtelig faldende om den Germa, der fri og glad steg op
ad den snevre Trappe til det blændende Solskin paa Taarnets Tind, og
om den Lykke, der fra Barndomsaar til Dødsenstid kunde have groet,
hvis det vrede Lyn ikke blindt havde ramt og slaaet et Saar, hvorfra
Livet rinder ud. -- --
Fra Skabesengens Mørke ser Inger mod det fattige Skær af Dag, der
driver ind gennem Vinduets Ramme.
Der trænger sig over Søsterens Læber andre og haardere Ord, og af dem
staar der som en Dødskulde, der bringer Inger til at skælve.
Søsterkærlighedens Varme ejer Germa ubeskaaret, og derfor gemmer hun
trøstende hendes Haand i sin.
Inger sukker tungt, fordi det kommer over hende som en ængstende
Alvor, at der er den Vaande, som kan skille fra al Glæde, og den Nød,
som aldrig kan forvindes. --
Og Germa døde den Dag, da den første Sne dalede let over de hærgede
Skove og over de ensomme Veje.
* * * * *
I Kirkens Halvmørke har Inger ligget knælende paa Flisen, som dækker
Søsterens Grav.
Og hun har -- medens Tankerne flagrer i dybe vildsomme Dale -- læst
og læst de fromme, kosteligt hugne Ord om den, hvis Legeme hviler
her, men hvis Sjæl er hos Gud.
Hendes Hjærte er tungt af en Sorg, som man ikke drømmer sig til og
fra, men som er der altid, og som altid er der lige knugende, fordi
det er den, der har løftet bort fra den jævne Vej, hvor Fødderne gik
deres vante Gang. --
Langsomt vandrer hun hjem ad den ensomme Sti.
I Borgportens dybe Skygge staar hun stille. Hendes Bryst gaar mod det
strammede Klæde og den hvide Halsdug, og hendes Blik glider uroligt,
som vidste hun ikke det Sted, hvor Hvilen er.
Da ser hun en Ternes Ansigt i en Vinduesglug, og rank gaar hun ind i
Gaardens Solskin og hen mod den lille Dør i Taarnet.
Her er Stilhed og Halvmørke.
Men det tvinger hende kun dybere ned i den Sorgfuldhed, der ligger
som en mægtig Orm og ruger over hendes Ungdoms Skatte.
Hun hører raske Mandstrin, og hun ved, hvem det er.
En Kilde af Jubel springer op i hendes Sind og skyller funklende og
friskende gennem hver lønlig Krog.
Der er jo den Svend, som hun har valgt, fordi han ung og modig og af
Kærlighed til hende stred for at bringe Søsteren tilbage; det er jo
hendes Herre, som hun vil give sin Tro og have kær i Glæde og i Sorg.
Og han magter vel at tage Byrden fra hende.
Hun rejser sig og skyder Døren op, saa Solen vælder ind i en bred,
støvfyldt Stribe. --
Sivard gaar mod Borgporten.
Hans Læber ere pressede mod hinanden, og han tvinger sine Tanker til
at mindes den stormende Fylde af Ungdomsmod og Kærlighedslængsel, som
tumlede i hans Sind, da han red gennem Verden og tjente for den, som
har lovet at være hans, men som er en Fremmed selv i hans Armes Hjem.
Det er ikke Sørgen og Minder, han har higet imod.
Hans Vilje har været til at drikke et glad Bryllup og føre en stolt
og yndig Brud til sin Gaard, at sidde ved en statelig Husfrues Side
som Herre ved sit eget Bord blandt ædle Gæster og, naar Tid er, hejse
Sejl i Raa og styre frem over dybe Strømme til Kampe, hvor ingen vil
vige.
Kampe, hvor ingen vil vige!
Viger han ikke daglig fra dristig og fordrende Tale, og fremtvinger
han ikke stilfærdigere Ord, end hans Sind er til, fordi han kun
gennem dem vinder hendes nølende Kærtegn, som han længes imod ....
Da ser han hende staa i Døren, og han mindes hendes bløde Haands
Hvile i hans, og langsomt gaar han imod hende, og hun sætter sig paa
Trappen, og han slænger sig paa det nederste Trin.
Da han ser, hvor blege hendes Kinder ere, bliver han vel trang i
Sind, men der fødes ikke det Ord af hans Kvide, som kan tage hendes
Nød og stille hendes Sorg.
Inger ser ned paa dette bøjede Hovede og denne dunede Kind, der
sænker sig dybere, som begærede den Hvilen mod hendes Knæ.
Det er, som Taarer stiger højere og højere i hende og slæber efter
sig en mørk Angst.
Hun venter og venter .... ogsaa i denne Time forgæves; og han sidder
tavs, medens Minut drypper til Minut og øger den skillende Strøm.
Hvorfor er hun ikke glad, naar hendes Hjærtenskær dog er hos hende?
Er han da ikke den Mand, som kan tæmme hendes Sorg?
Han slynger Armene om hende og knuger sit Hovede mod de fine Knæ, der
runder sig under Kjolens Folder.
Men da er det for hende, som han er en fremmed Svend, med hvem hun
aldrig har nævnt Kærlighedens Navn, og det ridser sig ind i hende med
eneraadende Magt, at den Dag vil aldrig komme, da hun vil lægge sit
Hovede ved hans Bryst og gro ind til den Lykke, som vil læge alle
Saar og blænde for alt Savn.
Og hun rejser sig, og paa ærlig Vis siger hun ham dette.
Han føler et Øjeblik, som al hans spændte Kraft langsomt slappes,
men da han ser hendes Mund og mindes, at han har maattet tvinge sig
ind paa lange Omveje for at opnaa, at den givende bøjer sig mod hans,
da flammer det op i ham med en vred Glæde som hos den, der kaster en
Lænke.
Han gaar mod Døren.
Der standser han.
Men da Sporens Klirren tier, hører han hendes Kjoles Strygen mod
Murværket og hendes lette, rolige Trin opad Trappen, og da løfter han
Benet, sparker Døren op og gaar mod Stalden og sadler sin Hest ...
Inger staar ved Borgetind og ser langt ud over den flade, solnydende
Mark.
Det dundrer over Vindebroen, det blinker i en Staalhue, Solskin leger
blankt over en Hingsts brede Bringe. Det er Sivard, der farer af
Sted, saa det gnistrer af Vejens Stene.
Angst lytter Inger efter, om der ikke er et eneste kaldende Raab i
hendes Sjæl efter ham, men der er kun Visheden om, at den Leg, de
leged, er ude.
Nu hører hun ikke mere Hovenes gungrende Trav. Den urolige Skygge af
Rytter og Hest bliver mindre, forsvinder i en Sænkning. Han rider
frem igen ovre ved Skovens blaanende Væg; ... der rejser han sig i
Sadlen, sætter Horn for Mund og blæser stærkt og uden Melodi.
Saa vender han sin Hest og rider ind i Skyggen.
* * * * *
Tavs og stolt gik Inger sin Gang. Selv om Visheden om hendes Hjærtes
Tavshed og Tomhed kan brænde som Baal og lægge al Fryd øde, kommer
den Mørkningstime ikke mere, hvor hun skyder Døren op og søger hen
til Moderen, der sidder ene paa Vægbænken og drømmer Slotte af Lys og
Lykke for sit eneste Barn ...
Ingen, ikke engang hun selv, skal have faste Ord for, at hun ikke er
rolig og ikke slider sin Slægts Silke og Skind med stolt Glæde, men
med Længsel efter svundne Dages Stilhed, der, engang brudt, aldrig
bliver mere.
* * * * *
Inger gik i Solskinnet og plukkede Rose efter Rose og aandede deres
søde Duft. Hun saa paa Træerne, der voksede opad med smaa, lyse Skud
løftende sig frem paa de krogede, graa Grene.
Men Inger syntes, det var tungt at leve ...
Hun gik op ad Trappen til Fruerstuen, hvor alle de smaa Terner vævede
og sang og talte om Troldskabsfærd, om raske Svende og mandelig Strid
og om Elskovs stærke Baand.
Og Inger satte sig tavs ved Væven, og Skytten gik sin Gang.
Og Hjorten sprang i Skoven, og Dronningen gik alene ind mellem
Stammerne.
Og medens Jomfruerne sang om Kongedatteren, som gav sig og sin Faders
Lande til Hr. Riboldt, tænkte Inger paa, at hun véd, at der drager
den Svend gennem Verden, hvis Hjærte vil le i hans Bryst, om hun
sender ham et kaldende Brevskab ... Men som hun tænker den Tanke,
driver Angstens Dug over hendes syge Sind, for det ved hun, at det
er ikke ham, der kan kysse hendes Mund, til dette Sørgmods Trolddom
viger fra hende, og hun igen er en varm og fager Jomfru ...
Længe var der stille, saa stille, at den, som lyttede, kunde høre
Sommervindens sagte Kog i Voldgravens Siv.
Der var en Jomfru, der begyndte at synge, og de andre stemte villigt
i med Omkvædet.
Vilmund og hans væne Brud
-- Strengen er af Guld --
de legte Tavl i hendes Bur.
Saa liflig legte han for sin Jomfru.
De legte Tavl med Guld saa rød,
og se da græd den væne Mø.
Hvergang Guldterning randt paa Bord,
den Jomfru fælded saa modig Taar'.
»Hvad heller for Guld I græde?
eller for gode Klæde?
Græde I Guld, eller græde I Jord?
Hvad heller den Svend I har givet Tro?
Græde I Saddel, eller græde I Hest?
eller den Svend, der Eder haver fæst?«
»Ikke for Guld jeg græder,
og ej for gode Klæder.
Jeg græder ikke Guld, jeg græder ikke Jord,
saa gerne da gav jeg Eder min Tro.
Jeg græder ikke Saddel, jeg græder ikke Hest,
alt med min Vilje haver I mig fæst.
Mere græder jeg for mit gule Haar,
at det skal raadne i Vendelsaa.
Mere græder jeg for Blide,
som jeg skal over ride.
Jeg maa vel græde for Blidebro,
der sunke ned mine Søstre to.
Der sunke ned mine Søstre to,
den Tid de lod deres Bryllup bo.
Og det var mig spaaet, medens jeg var Barn,
at jeg skulde drukne min Bryllupsdag.«
»I skulle ikke græde for Blidebro,
den lader jeg alt med Jærne slaa!
Jeg lader bygge den Bro saa bred,
hun koster mig tusend Gylden i Fæ.
I skulle ikke græde for Blide:
mine Svende skulle med Eder ride.
Tolv ved hver Eders Side,
selv holder jeg Bidsel og Mile.«
Han lod lægge under Gangeren røde Guldsko,
og saa rider hun til Blidebro.
Men der hun kom der midt paa Bro,
da snaved hendes Ganger i fire Guldsko.
Hendes Ganger skrænted paa femten Guldsøm,
neder sank den Jomfru for striden Strøm.
Jomfruen rakte op sin hvide Hand:
»Vilmund! Vilmund! Hjælp mig til Land.«
»Hjælp Dig saa sandt nu den Hellig-Aand,
som jeg Dig ikke nu hjælpe kan.«
Hr. Vilmund taler til Smaadreng sin:
»Du hent mig flux Guldharpe min!«
Vilmund tager Harpe i Hænde,
han ganger for Strømmen at stande.
Han slog Harpen saa saare,
det hørtes over alle de Gaarde.
Han slog Harpen over den By,
og Fuglen af den høje Sky.
Han slog Løv af Lindetræ
og Hornen af det levende Fæ.
Han slog Bark af Birke
og Knappen af Mari-Kirke.
Han slog mer end han skulde:
han slog de Lig af Mulde.
Han slog Harpen af ret Harm:
han slog sin Brud af Troldens Arm.
Op kom den Trold fra Bunde
med Hr. Vilmunds Mø ved Haande.
Og ikke hans Brud alene,
men baade hendes Søstre væne.
»Vilmund! Vilmund! stil din Ljud!
Her haver Du igen din unge Brud!
Vilmund! Du stil din Runeslæt!
Baade nu hver som han haver Ret!
Vilmund! Vilmund! Tag din Mø.
Du lad mig volde mit Vand under Ø!«
»For vist skal jeg vinde min væne Mø,
men aldrig skal Du volde Vand under Ø.«
Vilmund, han legte den Trold til Men:
han sprak i de haarde Flintesten.
Hr. Vilmund han red sig op under Ø
-- Strengen er af Guld --
saa drak han Bryllup med sin Mø.
Saa liflig legte han for sin Jomfru.
Der var stille.
Den Terne, som havde sunget for om den mægtige Vilmund, der friede
sin væne Mø fra Trolddom og Fare, sad med Hænderne hvilende og saa
frem for sig med et lyst og yndigt Blik.
En anden begyndte paa Visen om Jomfru Gloriant, der gik til
Fangetaarnet og bad Holger om Hjælp mod den lede Burmand og siden
løste hans Brynje og tog ham i sin Arm.
Men for Inger kom den Stund, at det drog gennem hendes tugtige Sind,
at bedst var det, om en stor Elskov maatte tvinge hende og lægge sit
gyldentrøde Lys over den graa Tid.
Da hvilede hendes Hænder, hun bøjede Hovedet mod Væven, og Taarerne
randt stille ...
Men alle de smaa Terner sang sagtere.
* * * * *