Germa staar med Ryggen til henne ved Vinduet.
Med Fingeren tegner hun, uden Hensigt, i Karmen efter de smaa
Halvbuer i den røde Mur derovre under Taget.
Bagved sig hører hun Borgfruens sagte dæmpede Stemme, der staver sig
frem gennem Dokumentets Sætninger om de Messer, der skal læses: alle
christne Sjæle til Ro, Lindring og Salighed.
»Ro og Lindring,« gentager Borgfruen tungt.
»Liv og Vildskab,« siger det i Germa. De to derhenne, hendes Kæreste
paa Jorden, lad dem knæle for den tavse Moder, der bøjer Hovedet mod
den kronede Søn, hun bærer paa Armen, lad dem vandre sødt omslyngede
og blidt talende i Rosengaardens tunge Duft; hun elsker dem, hun vil
gøre trælsomt Arbejde for dem og bære det strideste og haardeste dem
til Behag, men der er noget, som kalder bort fra dette stille Sted,
skønt Barneminderne pusler i hver Krog. Her er alting ens, enten
Himlen er høj, blaa og sommerskøn, eller Taagerne graaner, eller
Sneen danser langsomt ned over Borg og Skove. Hun bliver førere i sin
Dragt og maa bøje sig, naar hun gaar gennem Taarndøren, men Dag gaar
som Dag, og Aften kommer som Aften, og saadan vil det vedblive.
Og hun ved, at de Bolstre, hun hviler sit Hovede imod, ere bredte for
hende af Godhed, og ikke fordi hun er deres. Der er ikke det i hendes
Blod, som evigt binder hende til de to derhenne. Hun er ikke Kød og
Blod af den gode Frue og hendes ætstore, modige Herre.
Og hun ligner heller ikke Søsteren. Germa er rank og høj, mørk og
brunkindet. Hun er kraftig og heftig, har Mod til at være kærlig
eller vred, alt som Tid er.
Ingers Legeme er fint, og naar hun kaster sine Klæder og gaar ud i
Vandet, skinner hun hvid og dejlig; hendes Lød er lys, hendes Øjne
ere rolige og blaa. Hun kan tæmme sine Ord, og man ved ikke ret,
om hendes Sjæl kan bølge i Vrede og heftig Kærlighed. Græder hun,
er det i Ensomhed, og aldrig viser hendes Ømhed sig anderledes end
som stille Omsorg. Hendes Pande er som Moderens; naar hun lader
Kammen glide gennem det lange, gule Haar, løfter hun Haanden ganske
som Moderen. Ja, deres Blod rinder i samme Takt, og de ere bundne
til hinanden uløseligt, men hun er det fundne Barn ... den Herre
Christus evigt velsigne den gode Frue, der ikke lod hende falde i
onde Menneskers Vold! --
Fra det øverste af Gavlens Takker fløj en Due op mod den blaa Himmel.
Germa saa langt efter den.
Men saa vendte hun sig og gik forbi Borgfruen og Inger. Deres Blikke
fulgte hende, til Døren lukkedes; to Par Øjne mødtes et Øjeblik ...
Germa er en anden siden hin Dag paa Taarnets Tind; hun tager deres
Kærtegn som en Gave og ikke mere som sin Ret; og hendes mørke Øjne
kan spørge, saa der er kun det at gøre at lægge hendes Hovede mod sit
Bryst og bøje sin Mund mod hendes Pande. --
Men Germa sprang ned ad Trappen, hun stemte sig haardere mod den
tunge Dør end nødigt gjordes.
Da hun stod i den snevre Borggaard, gav hun sig til at løbe ... bort
derfra ... over den gyngende Vindebro -- ad vildsomme Stier langt ind
i Skoven, og der kastede hun sig ned ...
Vage Drømme, der briste, førend de naa ud af Taagen, stryge gennem
hendes Sind, medens Skovens Storhed, -- den, der spirer, og den, der
hvælver sig højt, -- tager hendes smertelige Uro og fylder hende med
en gryende, stærk Livsglæde. --
Saadan er det gaaet mange Gange siden hin Foraarsdag.
Det kan ske for hende, at tunge Anelser med ét kan faa hende til at
løfte Hovedet fra det bløde Mos og stirre ængsteligt frem for sig;
det er, som noget nærmer sig, der kan nedtræde den dybe Glæde, som er
ved at gro op i hendes Sind.
Da kan hun ikke se en Fugl flyve fra Reden, uden at hun synes, den
forvildet _tyer_ til en sikker Kvist, og at dens lille, fjedrede
Moderbryst skælver. Og det er for hende, som de fine, svævende Spind
blive tunge og graa, og som den bløde, blaalige Luft, der legede i
yndig Lethed, bliver tung og kvælende.
Hvorfor blev hun ikke hos de to bag Borgens sikre Mure! Hvorfor var
hun bleven deres, naar hendes Sind og hendes Længsler ikke vilde
gro som deres, -- de to hun elskede og længtes bort fra, som om hun
skulde sørge sig død.
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
Germa sad ensom langt inde i Skoven og saa paa en Ulveunge, i hvis
Hjærte hendes Kniv havde siddet.
Hun blussede efter Jagtens Fryd og sugede af og til de røde
Bloddraaber bort, som piblede frem af en Rift i Haanden.
Hun var saa stærk og lykkelig i den Stund.
Da knagede Grene inde i Krattet.
Germa sprang op med Kniven i Haand og funklende Øjne.
Var det Ulvehunnen?
Men snart hørte hun en Hest snøfte; Jernklæder raslede, og en stor
Rytter holdt foran hende. En Svend red frem ved hans Side.
Ridderen gloede dumt paa hende gennem Hullerne i Visiret; saa skød
han det op og lo raat.
»En smuk Terne til at feje Asken af Arnen!«
»Og til at sørge for Ganen og anden Glæde,« smiskede Svenden og red
bag hende.
Germas Øjne løb fulde af Vredestaarer. Der var en Ridse ved
Halsringen. Om hun kunde sætte sin Kniv i der! Men saa skulde hun
slippe Ridderen af Syne.
Svenden red tæt til hende.