Der flyver Fugle, der vælder Roser. --

En silde stormfuld Aften kommer en Svend ind med en Byldt, som

han har fundet i den dybe Skygge ved Porttaarnets Mur. Kaaber

og Silkeklæder vikles bort; et Par mørke Barneøjne stirrer mod

Lysskærets Leg paa de blanke Ildbukke ved Ovnen; de se op i

Røgfangets Mørke, og i Blikket dukker en Skygge af Ængstelse frem;

men den svinder, da det fæster sig ved Borgfruens Ansigt.

Da aabnes den sørgmodige Frues Hjærte for det lille, hjælpeløse

Hittebarn, og hun løfter det i sine Arme og tager det til sit Barns

Søster.

* * * * *

Og Inger, det var Datteren, og Germa ... det Navn havde man fundet i

en Guldring, der hang om Hittebarnets Hals ... voksede op i Kærlighed

og Ømhed. --

En Solskinsdag stod Moderen i et Vindue og saa ned i Borggaarden,

hvor de to Børn kom gaaende.

Inger gik ens og langsomt. Hun var højere end Germa og havde lagt sin

Arm om hendes Skulder; det jævnede den andens urolige Gang.

Men længe gik de ikke saadan.

Germa sprang af Sted; .. snart jagede hun Duernes Flok i Vejret,

saa de mange flagrende Vingepar lyste i Formiddagssolskinnet; snart

borede hun sine brune Hænder ind i de vilde Rosers Hæk for at faa den

rødeste Rose til Ingers lyse Haar; saa gled hun atter ind i Søsterens

Arm, og de fortsatte deres Vej ... bort under den lave Porthvælving.

Og lidt efter brødes Stilheden af Germas muntre, klare Stemme, der

raabte den kraftige Hilsen, som hun kendte fra Viserne, op til

Porttaarnet, hvor Kurens Plads i Aarevis havde været tom.

Borgfruen vendte sig med et Suk.

Skæbnen raader underligt!

Hun havde sørget og grædt saa saare. Men som Aarene randt hen,

stængte hun med Ensformighed og Stilhed for alt Begær efter Liv og

brusende Lykke.

Og hun gemte Børnene med sig i Flugt for alle groende Haab, fordi hun

vidste, det kunde ske, at Haab blev til Sorg.

Men nu, da Vingerne voksede sig stærke paa den fremmede Fugl, hun

havde lunet i sin ensomme Rede, -- og den flagrede ud, og den kom

hjem og bragte Bud til hendes vintertavse Sjæl om smeltende Sne og om

Muld, der var rede til Frøkornet, -- da veg Glemselen og Stilheden af

hendes Sind, og den meldte sig igen, den gamle Sorg over hendes døde

Herre. -- --

Germa færdedes vaagen og varmblodig vidt ud fra den snevre Stue.

Der var i hendes Spor en Strøm af Liv og Uro og bag alle hendes

Spørgsmaal en kraftfuld Higen efter Viden om Tilværelsen i al dens

Bredde og Dybde. Hun værnede med Ømhed og Undren hver Plantespire,

der blev til af et ringe Frø, og hun lo af Glæde ved at fornemme sin

Hests spændte Styrke, naar hun jog hen ad Markerne. Hun kunde blive

stille af Lykke over Moderens og Søsterens Kærlighed; og naar der

berettedes om Fædrenes daadrige Levned, _lyttede_ ingen som hun --

saa favnende det alt, tagende og ejende det.

Den gamle Krønikebog og de to Helgenlegender, med Riddervaabnet i

Guld paa mørke Læderbind, og de kostelige haandskrevne Dokumenter

blev slæbt ned fra Hylden; naar da Germa stod paa den høje Stige og

søgte paa det fredede Sted, hvor de gemtes, saa blussende ivrig,

at Støvet dansede i Solstriben, da var det noget andet og noget

smerteligere end Angst for, at den lille, faste Haand skulde slippe

sit Tag i den Egetræeskorsblomst deroppe, som gennemfor Borgfruen paa

en saa urolig Maade.

* * * * *

Borgfruens hvide Hænder, der i mange Timer taalmodigt havde syet

Roser paa Silkens lyse, bløde Flager, lagde sig til Hvile i hendes

Skød.

Fra de store Loftsbjælker og fra det mørke Egepanels kunstfærdige

Udskæringer rykkede Tusmørket nærmere og nærmere ind paa hende.

Hun rejste sig, gik hen og skød Vinduet op, satte sig paa Vægbænken

i Vinduesfordybningen med Haand under Kind og stirrede ud i Luften,

medens Mynden, der laa ved hendes Fødder, aandede lydløst i rolig

Søvn.

Længe var der stille.

Saa bevægede den brede Dør sig paa sine store Hængsler for Ingers

spinkle Haand.

Mynden rejste sig, gabede lydeligt og strakte sig, saa Skindet

strammede om Ribbenene; der kom Liv i dens sørgmodige Øjne, og den

gik logrende hen til Inger, der venligt strøg over dens glatte, bløde

Hoved, idet hun gik forbi den hen og satte sig paa Hyndet ved Vinduet.

Hun lænede Hovedet til Moderens Skulder, og Moderen kyssede ømt

og let hendes lyse Haar, der mødtes saa smukt med den rene, hvide

Pande; medens det nu var Inger, der saa ud paa Aftentaagerne, hvilede

Moderens Blik ufravendt paa Barnets rolige Ansigt. --

Hvilken Storm skal faa disse lige, fine Øjenbryn til at drage

sig smerteligt sammen, og hvilken Lavhed skal bringe disse blaa,

taalmodige Øjne til at flamme vredt og sorgfuldt.

Saa drog hun hende tættere ind til sig.

Kunde hun holde sit Barn borte fra Verden, -- hvor Lystighed og Kulde

var Herre, -- gemme det hos sig, varmt og trygt, og tilsidst frelse

det med sig i den stille Grav under Kirkens slidte Fliser! --

Der lød Sang udenfor, Klinken paa Døren løftedes, og Germa traadte

ind.

Hun blev ved med sin lystige Sang, medens hun trak Mynden kærtegnende

i Ørene og klappede dens Ryg, saa den velbehageligt kneb Øjnene

sammen; men saa tav hun, løb hen til de to derhenne ved Vinduet og

tog sin vante Plads paa Hyndet ved deres Fødder ...

Og lidt efter begyndte Moderen at synge med en sagte, sødt klingende

Stemme for sine Børn. Helst af alt vilde hun mætte deres Længsler, at

de ikke skulde drage de vilde Stier bort fra hende, ud i Livet, hvor

mangen En bar Kvide i Hjærtet.

Saadan kom en blid og rig Aften tidt og ofte efter en Dag, som, enten

det var Vinter eller Sommer, var kranset af vaagen, trofast Kærlighed.

* * * * *

En Sommerdag, da Inger, der nu var vokset til en stolt og høvisk

Jomfru, var gaaet ned til Aaen med en Terne for at to Silke og Lin,

kom Germa løbende. Og som hun sprang af Sted hen ad den grønne Vold,

vinkede hun kaldende paa Søsteren.

Hendes Mund smilte, og hendes Øjne straalede, men hun vilde ikke

fortælle, hvad det var, der havde tændt Glæden hos hende.

Hun tog Inger ved Haanden og drog hende med sig ind i Borggaarden,

ind ad en lille glat, jernbeslaaet, mørk Dør, som Inger aldrig før

havde set aabnet, og op ad en stejl Trappe, hvor Loft, Væg, Trin ere

afslidte, røde Mursten. Smallere og smallere bliver den, jo højere de

stige .... men tilsidst svinge de sig ud af Lugen øverst oppe, og de

staa ved Taarnets Tinde og skærme med Hænderne for Øjnene, der ikke

straks kan se ud i det klare Sollys.

Men snart se de op og ud over det vide Landskab, der blaaner langt,

langt ud -- -- grønne Marker, et enkelt bredkronet Træ, smaa

blinkende Søer, mørke Skove og længst ude -- Havet. Over alt dette et

straalende Sommersolskin og en tindrende blaa Himmel.

-- Inger jublede og strakte sine Arme ud. Hun løb fra Brystværnets

Nordside til dets Sydside, fra Øst til Vest, -- og alle Vegne det

samme -- en Verden, en stor, dejlig Verden, der straalede i Sollys og

ventede i Tavshed.

At eje saa meget vidt og fagert!

Germa sad ubevægelig med Nakken mod den haarde Sten og fulgte med

Øjnene Inger, der var saa ny, som hun stod der; der var i disse Øjne

en Verden, en Verden, der ventede i Tavshed og straalede i ubevidst

Ungdomslykke.

Germa rejste sig pludseligt, gik ned ad Trappen og ind i det øverste

Taarnværelse.

Der stod et stort, sammenrullet Banner hældet op til Muren; hun tog

i Silken og trak Dugen nysgerrigt ud.

Derpaa fik hun Øje paa en lille Kiste paa fire svære Ben, sammenholdt

af et stærkt Kryds.

Hvad gemtes her saa afsides og upaaagtet?

Germa strøg over sit sorte, blanke Haar, som hun plejede, naar noget

betog hende.

Hun vidste ikke selv, hvorfor hendes Hjærte bankede, da hendes varme

Haand greb om den store Nøgle. Hun lo lidt af denne sære Uro, drejede

Nøglen om og aabnede for Kisten.

Der laa en Ring, og inden i den stod »Germa«; det samme Navn kom

frem, da hun havde set lidt paa det snørklede røde og forgyldte, der

stod dernede paa Pergamentslappen, som laa under Ringen. --

Og Hittebarnet læste de faa Linjer, som en vejfarende Munk, til Tak

for Ly og Mad, engang havde prentet om det fundne Barn.

Hun forstod ikke, hvorfor hendes hele Væsen krympede sig af Sorg, hun

harmedes over Taarerne, som blændede hendes Øjne, og uvant med de

Ædderdryp, der sved hendes Sind, vilde hun løbe bort fra dette trange

Rum. Hendes Haand strejfede Banneret; hun vendte sig og tog hastigt

om den tunge Byrde og slæbte den op til Inger.

Og nu blev der Travlhed paa det Taarn, der i Aarevis havde været øde.

To Pigeskikkelser kæmpede for at faa Bannerstagen fastgjort, Banneret

udfoldet. Inger slap Snorene; en sagte Vind spilede Silkedugen ud,

og over hendes Hovede vajede Slægtens blaa Mærke med den gyldne,

flyvende Glente, den som ogsaa havde skinnet i hendes Faders Skjold

den Dag, han faldt mod Rigets Fjender.

De to Jomfruer saa paa hinanden.

Germas Læber bævede .... hvor havde de kunnet tie om dette Dag efter

Dag? Hvorledes skulde hun bære at miste Visheden om en ædel Fader og

en god og statelig Moder? Ak, nu havde de drukket det halve af hendes

Hjærteblod.

Da strakte Inger Armene i Vejret, greb med de slanke, hvide Hænder om

Bannerstagen; Mund og Øje smilte stolt og kækt, og Silken knitrede

og bølgede over hende.

... Men i den Stund følte Germa sig fattig og ene, og i hendes Sind

fæstede den bitre, stærke Udlængsel Bo.

* * * * *

Ind gennem de grønlige Ruder, hvor Blyet mange Gange har draget

sine Linjer paa langs og paa tvers, glider det legende Lys i brede,

dæmpede Strømme.

Stabler af Tinfade og Tallerkener staar paa det brede Egebord;

kosteligt vævede Skiveduge ligge Side om Side med farveskønne

Bænkehynder. En Sølvstob, Krus og blanke, tunge Stager med to og

flere Piber skinner; smaa Saltsirkener og enkelte Skeer, hvis lave

Kop er slidt som det udskaarne Benhaandtag, ere skubbede ind, hvor

Plads er i den brogede Dynge.

Inger staar og ser tankefuld paa alle disse hendes Slægts Skatte, som

sjældent kommer frem af de dybe Skabe eller ned fra de lange Hylder

under Loftet. Snart løfter hun paa en af de tunge Stager, snart

glider hendes Haand let hen ad de kølige Linnedduge.

Borgfruen sidder for Enden af Bordet, hvor Skiven er rundet af hendes

Herres og hans Fædres Arme.

Foran hende staar et lavt Skrin med hvide Metalbeslag om det mørke

Træ. Der ligger enkelte Guldkæder deri; men det er ikke dem,

som Borgfruen løfter saa varsomt, -- det er et beskrevet, stivt

Pergament, der rasler, da hun tager det frem.

Hun ser paa den snirklede Skrift, som fortæller om dengang, da hendes

Herre skænkede Gaard og Grund til Kirkens Sankt Andreæ Alter, at

Messer skulde læses for ham og hans og Kongen til evig Tid.

Borgfruen ser op, sukker og fæster det sorgfulde Blik paa Inger, der

bøjer Hovedet dybere.

»Døden er vis, men Timen er uvis. Lad ikke af at vaage og bede i

Bodfærdighed.«

Hyld og Humle: Fortællinger · 第 31 / 41 题