En silde stormfuld Aften kommer en Svend ind med en Byldt, som
han har fundet i den dybe Skygge ved Porttaarnets Mur. Kaaber
og Silkeklæder vikles bort; et Par mørke Barneøjne stirrer mod
Lysskærets Leg paa de blanke Ildbukke ved Ovnen; de se op i
Røgfangets Mørke, og i Blikket dukker en Skygge af Ængstelse frem;
men den svinder, da det fæster sig ved Borgfruens Ansigt.
Da aabnes den sørgmodige Frues Hjærte for det lille, hjælpeløse
Hittebarn, og hun løfter det i sine Arme og tager det til sit Barns
Søster.
* * * * *
Og Inger, det var Datteren, og Germa ... det Navn havde man fundet i
en Guldring, der hang om Hittebarnets Hals ... voksede op i Kærlighed
og Ømhed. --
En Solskinsdag stod Moderen i et Vindue og saa ned i Borggaarden,
hvor de to Børn kom gaaende.
Inger gik ens og langsomt. Hun var højere end Germa og havde lagt sin
Arm om hendes Skulder; det jævnede den andens urolige Gang.
Men længe gik de ikke saadan.
Germa sprang af Sted; .. snart jagede hun Duernes Flok i Vejret,
saa de mange flagrende Vingepar lyste i Formiddagssolskinnet; snart
borede hun sine brune Hænder ind i de vilde Rosers Hæk for at faa den
rødeste Rose til Ingers lyse Haar; saa gled hun atter ind i Søsterens
Arm, og de fortsatte deres Vej ... bort under den lave Porthvælving.
Og lidt efter brødes Stilheden af Germas muntre, klare Stemme, der
raabte den kraftige Hilsen, som hun kendte fra Viserne, op til
Porttaarnet, hvor Kurens Plads i Aarevis havde været tom.
Borgfruen vendte sig med et Suk.
Skæbnen raader underligt!
Hun havde sørget og grædt saa saare. Men som Aarene randt hen,
stængte hun med Ensformighed og Stilhed for alt Begær efter Liv og
brusende Lykke.
Og hun gemte Børnene med sig i Flugt for alle groende Haab, fordi hun
vidste, det kunde ske, at Haab blev til Sorg.
Men nu, da Vingerne voksede sig stærke paa den fremmede Fugl, hun
havde lunet i sin ensomme Rede, -- og den flagrede ud, og den kom
hjem og bragte Bud til hendes vintertavse Sjæl om smeltende Sne og om
Muld, der var rede til Frøkornet, -- da veg Glemselen og Stilheden af
hendes Sind, og den meldte sig igen, den gamle Sorg over hendes døde
Herre. -- --
Germa færdedes vaagen og varmblodig vidt ud fra den snevre Stue.
Der var i hendes Spor en Strøm af Liv og Uro og bag alle hendes
Spørgsmaal en kraftfuld Higen efter Viden om Tilværelsen i al dens
Bredde og Dybde. Hun værnede med Ømhed og Undren hver Plantespire,
der blev til af et ringe Frø, og hun lo af Glæde ved at fornemme sin
Hests spændte Styrke, naar hun jog hen ad Markerne. Hun kunde blive
stille af Lykke over Moderens og Søsterens Kærlighed; og naar der
berettedes om Fædrenes daadrige Levned, _lyttede_ ingen som hun --
saa favnende det alt, tagende og ejende det.
Den gamle Krønikebog og de to Helgenlegender, med Riddervaabnet i
Guld paa mørke Læderbind, og de kostelige haandskrevne Dokumenter
blev slæbt ned fra Hylden; naar da Germa stod paa den høje Stige og
søgte paa det fredede Sted, hvor de gemtes, saa blussende ivrig,
at Støvet dansede i Solstriben, da var det noget andet og noget
smerteligere end Angst for, at den lille, faste Haand skulde slippe
sit Tag i den Egetræeskorsblomst deroppe, som gennemfor Borgfruen paa
en saa urolig Maade.
* * * * *
Borgfruens hvide Hænder, der i mange Timer taalmodigt havde syet
Roser paa Silkens lyse, bløde Flager, lagde sig til Hvile i hendes
Skød.
Fra de store Loftsbjælker og fra det mørke Egepanels kunstfærdige
Udskæringer rykkede Tusmørket nærmere og nærmere ind paa hende.
Hun rejste sig, gik hen og skød Vinduet op, satte sig paa Vægbænken
i Vinduesfordybningen med Haand under Kind og stirrede ud i Luften,
medens Mynden, der laa ved hendes Fødder, aandede lydløst i rolig
Søvn.
Længe var der stille.
Saa bevægede den brede Dør sig paa sine store Hængsler for Ingers
spinkle Haand.
Mynden rejste sig, gabede lydeligt og strakte sig, saa Skindet
strammede om Ribbenene; der kom Liv i dens sørgmodige Øjne, og den
gik logrende hen til Inger, der venligt strøg over dens glatte, bløde
Hoved, idet hun gik forbi den hen og satte sig paa Hyndet ved Vinduet.
Hun lænede Hovedet til Moderens Skulder, og Moderen kyssede ømt
og let hendes lyse Haar, der mødtes saa smukt med den rene, hvide
Pande; medens det nu var Inger, der saa ud paa Aftentaagerne, hvilede
Moderens Blik ufravendt paa Barnets rolige Ansigt. --
Hvilken Storm skal faa disse lige, fine Øjenbryn til at drage
sig smerteligt sammen, og hvilken Lavhed skal bringe disse blaa,
taalmodige Øjne til at flamme vredt og sorgfuldt.
Saa drog hun hende tættere ind til sig.
Kunde hun holde sit Barn borte fra Verden, -- hvor Lystighed og Kulde
var Herre, -- gemme det hos sig, varmt og trygt, og tilsidst frelse
det med sig i den stille Grav under Kirkens slidte Fliser! --
Der lød Sang udenfor, Klinken paa Døren løftedes, og Germa traadte
ind.
Hun blev ved med sin lystige Sang, medens hun trak Mynden kærtegnende
i Ørene og klappede dens Ryg, saa den velbehageligt kneb Øjnene
sammen; men saa tav hun, løb hen til de to derhenne ved Vinduet og
tog sin vante Plads paa Hyndet ved deres Fødder ...
Og lidt efter begyndte Moderen at synge med en sagte, sødt klingende
Stemme for sine Børn. Helst af alt vilde hun mætte deres Længsler, at
de ikke skulde drage de vilde Stier bort fra hende, ud i Livet, hvor
mangen En bar Kvide i Hjærtet.
Saadan kom en blid og rig Aften tidt og ofte efter en Dag, som, enten
det var Vinter eller Sommer, var kranset af vaagen, trofast Kærlighed.
* * * * *
En Sommerdag, da Inger, der nu var vokset til en stolt og høvisk
Jomfru, var gaaet ned til Aaen med en Terne for at to Silke og Lin,
kom Germa løbende. Og som hun sprang af Sted hen ad den grønne Vold,
vinkede hun kaldende paa Søsteren.
Hendes Mund smilte, og hendes Øjne straalede, men hun vilde ikke
fortælle, hvad det var, der havde tændt Glæden hos hende.
Hun tog Inger ved Haanden og drog hende med sig ind i Borggaarden,
ind ad en lille glat, jernbeslaaet, mørk Dør, som Inger aldrig før
havde set aabnet, og op ad en stejl Trappe, hvor Loft, Væg, Trin ere
afslidte, røde Mursten. Smallere og smallere bliver den, jo højere de
stige .... men tilsidst svinge de sig ud af Lugen øverst oppe, og de
staa ved Taarnets Tinde og skærme med Hænderne for Øjnene, der ikke
straks kan se ud i det klare Sollys.
Men snart se de op og ud over det vide Landskab, der blaaner langt,
langt ud -- -- grønne Marker, et enkelt bredkronet Træ, smaa
blinkende Søer, mørke Skove og længst ude -- Havet. Over alt dette et
straalende Sommersolskin og en tindrende blaa Himmel.
-- Inger jublede og strakte sine Arme ud. Hun løb fra Brystværnets
Nordside til dets Sydside, fra Øst til Vest, -- og alle Vegne det
samme -- en Verden, en stor, dejlig Verden, der straalede i Sollys og
ventede i Tavshed.
At eje saa meget vidt og fagert!
Germa sad ubevægelig med Nakken mod den haarde Sten og fulgte med
Øjnene Inger, der var saa ny, som hun stod der; der var i disse Øjne
en Verden, en Verden, der ventede i Tavshed og straalede i ubevidst
Ungdomslykke.
Germa rejste sig pludseligt, gik ned ad Trappen og ind i det øverste
Taarnværelse.
Der stod et stort, sammenrullet Banner hældet op til Muren; hun tog
i Silken og trak Dugen nysgerrigt ud.
Derpaa fik hun Øje paa en lille Kiste paa fire svære Ben, sammenholdt
af et stærkt Kryds.
Hvad gemtes her saa afsides og upaaagtet?
Germa strøg over sit sorte, blanke Haar, som hun plejede, naar noget
betog hende.
Hun vidste ikke selv, hvorfor hendes Hjærte bankede, da hendes varme
Haand greb om den store Nøgle. Hun lo lidt af denne sære Uro, drejede
Nøglen om og aabnede for Kisten.
Der laa en Ring, og inden i den stod »Germa«; det samme Navn kom
frem, da hun havde set lidt paa det snørklede røde og forgyldte, der
stod dernede paa Pergamentslappen, som laa under Ringen. --
Og Hittebarnet læste de faa Linjer, som en vejfarende Munk, til Tak
for Ly og Mad, engang havde prentet om det fundne Barn.
Hun forstod ikke, hvorfor hendes hele Væsen krympede sig af Sorg, hun
harmedes over Taarerne, som blændede hendes Øjne, og uvant med de
Ædderdryp, der sved hendes Sind, vilde hun løbe bort fra dette trange
Rum. Hendes Haand strejfede Banneret; hun vendte sig og tog hastigt
om den tunge Byrde og slæbte den op til Inger.
Og nu blev der Travlhed paa det Taarn, der i Aarevis havde været øde.
To Pigeskikkelser kæmpede for at faa Bannerstagen fastgjort, Banneret
udfoldet. Inger slap Snorene; en sagte Vind spilede Silkedugen ud,
og over hendes Hovede vajede Slægtens blaa Mærke med den gyldne,
flyvende Glente, den som ogsaa havde skinnet i hendes Faders Skjold
den Dag, han faldt mod Rigets Fjender.
De to Jomfruer saa paa hinanden.
Germas Læber bævede .... hvor havde de kunnet tie om dette Dag efter
Dag? Hvorledes skulde hun bære at miste Visheden om en ædel Fader og
en god og statelig Moder? Ak, nu havde de drukket det halve af hendes
Hjærteblod.
Da strakte Inger Armene i Vejret, greb med de slanke, hvide Hænder om
Bannerstagen; Mund og Øje smilte stolt og kækt, og Silken knitrede
og bølgede over hende.
... Men i den Stund følte Germa sig fattig og ene, og i hendes Sind
fæstede den bitre, stærke Udlængsel Bo.
* * * * *
Ind gennem de grønlige Ruder, hvor Blyet mange Gange har draget
sine Linjer paa langs og paa tvers, glider det legende Lys i brede,
dæmpede Strømme.
Stabler af Tinfade og Tallerkener staar paa det brede Egebord;
kosteligt vævede Skiveduge ligge Side om Side med farveskønne
Bænkehynder. En Sølvstob, Krus og blanke, tunge Stager med to og
flere Piber skinner; smaa Saltsirkener og enkelte Skeer, hvis lave
Kop er slidt som det udskaarne Benhaandtag, ere skubbede ind, hvor
Plads er i den brogede Dynge.
Inger staar og ser tankefuld paa alle disse hendes Slægts Skatte, som
sjældent kommer frem af de dybe Skabe eller ned fra de lange Hylder
under Loftet. Snart løfter hun paa en af de tunge Stager, snart
glider hendes Haand let hen ad de kølige Linnedduge.
Borgfruen sidder for Enden af Bordet, hvor Skiven er rundet af hendes
Herres og hans Fædres Arme.
Foran hende staar et lavt Skrin med hvide Metalbeslag om det mørke
Træ. Der ligger enkelte Guldkæder deri; men det er ikke dem,
som Borgfruen løfter saa varsomt, -- det er et beskrevet, stivt
Pergament, der rasler, da hun tager det frem.
Hun ser paa den snirklede Skrift, som fortæller om dengang, da hendes
Herre skænkede Gaard og Grund til Kirkens Sankt Andreæ Alter, at
Messer skulde læses for ham og hans og Kongen til evig Tid.
Borgfruen ser op, sukker og fæster det sorgfulde Blik paa Inger, der
bøjer Hovedet dybere.
»Døden er vis, men Timen er uvis. Lad ikke af at vaage og bede i
Bodfærdighed.«