Men Borgens Frue havde ikke Sans for Portenes sikre Nagler eller for
Taarne og Tinders stolte Rejsning. For hende var der kun ét: det
Barn, hun havde født Maanedsdagen efter sin Husbonds Død.
Hun tilbragte sine Dage ved Barnets Vugge og mangen Nat lyttende
betaget til dets sagte Aandedrag.
Fra Taarnet vajede intet Banner; i Staldene stod Hestene urørte, i
Skovene drev Dyrene om uden at jages, og de af Svendene, som endnu
var unge, forlod hendes Tjeneste, fordi de hellere vilde binde
Harnisk paa og slaaes af al Magt paa de vide Heder med vrede Fjender
end gaa her i Tryghed og blive gamle og graa bag den Grænse, hun drog
mellem Verden og sig selv og sit. -- --