Solen skinnede paa Badehotellet inde i Land og paa de lysklædte
Skikkelser, der vinkede fra den lange Bro, der løb ud i Søen.
En Mand kom styrtende op paa den lille Høj til Flaget; han løste
Linen, firede Flaget ned og hejste det, firede ned og hejste ... de
derinde hilste det smukke Skib, der skulde ud paa de lange Farter.
Henne ved Rælingen begyndte man at raabe Hurra og svinge med Hattene.
Skomager Jespersens gnavne Bemærkning om, at Værten »ku' ha'
spanderet et Par Kanonslau« druknede i Jubelen, for Folkene faldt ind
med et langt, taktfast Hurra.
Maries Øjne lyste ... det var dog en stor og dejlig Dag; hun saa
beundrende efter sin Fader, der sprang hen til Flaget agter ved
Rattet for at gengælde Hilsenen.
Havde han for stærk Fart, eller tog han for haardt fat!
Den smekre Stang brast, Dannebrog segnede langsomt til Siden.
Det varede kun et Øjeblik for de omstaaende at surre Stangen sammen
og rejse den, men Marie havde som ved et Jag gennem Hjærtet faaet et
uudsletteligt Indtryk af dette Minuts pludselige Stilhed og af den
Ansigtstrækning, som Kaptajnen ikke havde kunnet beherske; naar man
saadan skal ud paa det uvisse, er man tilbøjelig til at tage Varsel
af den mindste Hændelse.
* * * * *
Skonnertbriggen »Neptun« var i Aarevis paa de lange Rejser. Men ikke
altid slog det til, hvad der var spaaet i hin Dags mange Festtaler.
Kaptajn Frederiksen beholdt Navnet som den hurtigste Afrikafarer,
men Forhold, som han ikke var Herre over, og som gjorde, at man i de
Aaringer overalt søgte at skille sig af med sine Sejlskibsparter,
var Skyld i, at han stadigt maatte sende daarlige Efterretninger til
Rhederiet.
Heldigvis for ham skulde Skibet ikke Hjemmet nærmere end England; men
selv der følte han sig ikke fri, da hver Dag bragte gnavne Breve med
nærgaaende Spørgsmaal fra Rhederne.
Det var med et Lettelsens Suk, at han, naar han endelig havde
opdrevet et nogenlunde antageligt Tilbud, igen stod til Søs ...
Hans Fremtidsfantasier havde i Aarenes Løb undergaaet en langsom
Forandring, indtil han var naaet til at ønske sig et Embede i Ro
hjemme, i Fyrvæsenets Tjeneste, naar han endelig kunde trække sig
tilbage fra disse Kvaler og disse Kapløb om at faa fat i daarligt
betalte Fragter ...
Men for de to, der sidder derhjemme i det lille Hus med
de elfenbenshvide Gulve, de blanke Dørlaase og skinnende
Porcellainsvaser, staar han og »Neptun« endnu i hin Festdags Glans.
Naar Fatter engang lægger op, saa skal de jo leve af, hvad der
er tjent med »Neptun«; og Skuden, og hvad der kommer den ved, er
Samtaleemnet i de lange Vinteraftener, naar de efter Dagens Arbejde
sætte sig til Ro med Strikkestrømpen og Linnedsyningen.
Skønt det nu er to Aar siden, at de sidst var ombord, det var i
London, saa synes de dog, at de kender Skuden og dens skiftende
Mandskab rigtig godt, for Fatter er saa flink til at sende de
Amatørfotografier, som Agenterne paa Pladsen i Afrika tager.
Paa et af disse Billeder ser man under Solsejlet den høje, brede
Kaptajn i helt hvidt Tøj med broderede Morgensko paa Fødderne og
Kasketten skudt bag i Nakken. Omkring ham staa Folkene, Skibshunden,
hvis Tunge hænger den ud af Halsen, samt flere af de engelske
Herrer, som bo i Faktoriet. Det er slanke, smukke Mænd i flotte
Stanleydragter.
Og dog er det ikke paa dem, at Marie ser, naar hun -- hvad der kan
hænde, naar Moderen er ude -- tørrer sine Hænder og gaar fra sit
Formiddagsarbejde ind i Stuen, hvor der er saa pudset som ombord i en
Orlogsmand; hun tager Billedet i Kommodeskuffen og betragter det --
længe.
Nej, da ser hun paa en ung, barbenet Fyr med et lille Overskæg, som
er spiret frem, siden hun sidst var sammen med ham i London.
Alle de gode Minder der da komme op i hende! ... Saa morsomt og
hyggeligt de havde det sammen i de Dage, da Losningen var forbi,
og Indladningen endnu ikke var begyndt; de havde været sammen i
Vokskabinetter, i Theatret og inde i de store Kirker.
Hans var dog saadan noget helt andet end disse Urtekræmmersvende og
Handelskontorister, som satte alle deres Penge paa Klæder og var saa
vigtige og saa snakkesalige og dog ikke kendte noget til Verden uden
for denne lille By.
Se Hans, han har nu sparet op af sin Hyre og ligger i Kjøbenhavn og
læser til Styrmandseksamen. Det ved hun af Faderens Breve, i hvilke
han altid er rosende omtalt, om end Kaptajnen undertiden har hentydet
til manglende Sans for højere Interesser.
»Skidt med det«, farer det pludselig halvhøjt ud af Marie. Hun
mindes, hvor dejligt, hun syntes, det var, at Hans ikke talte og
forklarede, ligesom Faderen plejede, da de vare inde i den store
Kirke sammen, men bare gik stille ved Siden af hende og holdt hende
i Haanden, ligesaa højtidelig til Mode, som hun selv var ...
Han kunde dog for Resten gerne gøre en lille Afstikker over til dem,
inden han igjen rejste fra Landet ... ud i Verden, til store Byer
med megen Lystighed og til usunde Pladser i Syd-Amerika og Afrika.
* * * * *
Og Hans kom en Søndag Morgen for at faa Hilsen med til Kaptajnen. Det
træffer sig nemlig saa heldigt, at han igen kan komme til at fare med
sin gamle Kaptajn.
Og den Dag var det med en egen husmoderlig, omhyggelig Følelse, at
Marie lavede Sødsuppen til og stegte Rødspætterne ... det var saa
morsomt at vide, at hun og Moderen ikke skulde sidde alene og spise
den gode Søndagsmad ...
Hans sukkede undertiden, som om han var bedrøvet over noget, og bedre
og finere Eksamen, end han mødte med, kunde der da ikke forlanges!
Saa var han saa tavs. Naa, han havde jo aldrig havt det meget med at
bralre op om al mulig Snak, tænkte Marie.
Hen paa Eftermiddagen sad de i Stuen alle tre. Hans, der havde slaaet
sig til Ro paa Puffen mellem Vinduerne, saa hele Tiden efter Marie,
der sad i Halvmørket inde i Stuen; men saa snart hun saa paa ham,
trak han Øjnene til sig. Derfor gav Marie sig til at kige ud paa
Gaden, for -- kunde det glæde ham at se paa hende -- saa maatte han
saamænd saa inderlig gerne.
Naar hun rakte efter noget, eller naar hun rejste sig og gik over
Gulvet, gjorde hun det uvilkaarligt langsommere og kønnere, end hun
plejede, naar hun til daglig havde travlt. Hun tænkte ikke videre
over det, -- men hun nænnede ikke andet for hans Skyld.
Frøknerne fra Byfogdens og Candidaten paa Kontoret spadserede forbi
og nikkede ind; og da Lampen derovre paa Lygtepælen var bleven
tændt og spejlede sig i Vandpytterne, gik Skomagerens Døtre til
Sangforeningsbal med opheftede Kjoler og hæklede Tørklæder over de
krøllede Frisurer.
Ovre i Genboens Villa sad Frøkenen ved Klaveret, og hendes Kæreste
stod ved Siden og spillede Violin. Skæret fra et Par smaa Lamper drev
mellem Palmer og Blomster i Karnappen ud paa den sølede Vej.
Der er kønt derovre, tænkte Marie, men her er ligesaa rart, naar her
saadan er en, som mener os det godt og er glad ved at være hos os,
som Hans er.
Men nu var der ikke længe til, han skulde af Sted; Moderen var i
Køkkenet for at lave en Kop Afskedskaffe. -- Det varede nok længe,
inden han igen kom til at sidde i en hyggelig Stue.
Marie fik pludselig en inderlig Lyst til at gaa hen og sætte sig ved
Siden af ham -- sidde ganske stille hos ham og holde ham i Haanden,
medens Tiden gik.
Saa var det jo, som de var for Alvor Kærester. Snak. -- Han vilde vel
ikke, han sagde jo ingen Ting. Men kunde det glæde ham, naar han laa
derude paa Søen og døjede ondt, at hun var hans Kæreste, saa bandt
hun sig gerne til ham, for hvad Hans vilde, det vilde hun ogsaa.
Men de kunde vel ogsaa godt være Venner, uden at der straks skulde
tænkes paa Forlovelse. Hun var vel ikke af dem, der absolut skulde
have en Kæreste. Det jagede jo ikke. -- --
Hans rejste sig. Han sagde Farvel et Par Gange til Marie. Da han
havde faaet Frakken knappet og var halvt ude af Døren, vendte han sig
til Madam Frederiksen og sagde:
»Ja, Kaptajnen har engang sagt noget til mig om, at han har lagt ud
for dem, at ... ja, at Mandfolk tidt er noget Rak, og ... at fine
Herrer ikke altid saadan er saa rigtig fine, naar det kommer til
Stykket ... og Marie er jo ... hun er jo kønnere end Folk er flest«.
-- Han hakkede i det, men sagde pludselig bestemt:
»Hun skal vel ikke tage Plads og rejse fra Madammen?«
»Jeg bliver hos Mor, saa længe Far er paa Søen!« siger Marie. »Skønt
jeg rigtignok helst vilde til et stort Hus og lære noget og se anden
Folkeskik«, føjer hun til.
»Til næste Aar skal vi besøge Fatter i London«, trøster Moderen og
giver Hans Pakken med Uldtøj og Strømper, som han skal have med til
Kaptajnen.
»Ja, og saa skal vi maaske med en Rejse. -- Mor skal skrives ind som
Kok!« udbryder Marie, pludselig leende.
Hans bliver højrød, siger igen Farvel, og denne Gang kommer han da
endelig af Sted.
-- -- -- -- -- -- -- -- --
Skonnertbriggen »Neptun« gaar igen fra England -- denne Gang med
Fragt til Brasilien ...
Kaptajn Frederiksen sidder efter endt Vagt i Kahytten. Han faar Piben
tændt, laver sig en Grog og slutter et Brev til den korresponderende
Rheder.
Dernæst begynder han at skrive til sin Kone og Datter.
Efter at have fortalt om Navigeringen i en Storm, som de nylig red
af, anbefaler han dem at takke »det store Ubekendte« for, at han
ogsaa denne Gang var lykkelig nok til at klare »Neptun« fra truende
Fare.
Han læser denne Sætning igennem engang til, for han véd godt, at hans
Kone ikke kan lide, at han ikke skriver »Vorherre i Himlen«.
Naa, det var ikke saadan at forklare sig for Kvinder, og paa dette
Punkt vilde han nu være sand og oprigtig.
Der var saamænd nok, han maatte skjule og lave om paa.
Nu har han imidlertid tabt Lysten til at skrive videre og lukker
Mappen for i Dag ...
Brevet ligger en Tid i hans Pult, til han tager det frem og igen
begynder at skrive.
Sydatlanterhavet den 12 Juli 1888.
Min kære Kone og Datter.
Som I seer af Overskriften ligger vi i Atlanterhavet endnu.
Det er i Dag blikstille, Neptun ligger stille og avangserer
ikke, snarere gaar det lidt tilbage endsom frem -- kedeligt
-- ubehageligt, saa jeg jo ikke er i det bedste Humør. Saa var
Stormene bedre skønt vi havde den ene værre endsom den anden,
ret som om det var onde Furier som var sluppet løs imod mig og
Neptun. Men blæse være med de Storme paa Havet, skønt det har
gjort mig lidt ondt for Skuden, der har øvet sig i akrobatiske
Kunster, snart stod hun paa Næsen og snart paa Spejlet, men de
Storme har jeg været vant til at bekæmpe fra min Ungdom af, jeg
regner dem for Legeværk mod dem, jeg har i Havn. Men nu ikke
mere om det. En Nyhed har jeg at fortælle Eder. En mærkelig
Adspredelse har jeg havt i Dag, og som jeg skal fortælle Eder
om. Da jeg kom paa Dækket kredsede et halvt hundrede Alen fra os
nogle Fugle, som lignede Maager, kuns var de saa meget større, 7
Alen mellem Vingespidserne. Folkene havde i flere Timer skiftet
til at have Udkigstørn efter dem, Fuglene holdt sig vedvarende
til Luvart, og Gutternes Tænder løb mere og mere i Vand efter
fersk Kød. Saa tog jeg mit Jagtgevær, gik i Jollen med Hans, han
er paalidelig, den eneste Danske jeg har Ombord. De andre Fyre
kunde maaske hitte paa Gavtyvestreger naar man var alene med dem
i Jollen paa Verdenshavet. Man har jo ikke kunnet opdrage dem
som Kæledægger. Det var forunderligt kan I tro. Et Stykke fra
flød mit stolte Skib. Hans roede med smaa Tag for ikke at skræmme
de kredsende Fugle; jeg tror ikke, han havde nogen Følelse af
Øjeblikkets Storhed. Jeg skød 3. Det er min Mening, at Vingerne
skal sendes til zoologisk Have.
Folkene holde stort Festmaaltid.
Jeg sidder alene i min Kahyt og skriver til Eder I to kære
derhjemme i det lille dyrebare Danmark og tænker paa, hvor
forunderligt det var -- i den skrøbelige Jolle paa det store
Verdenshav -- for et Øjeblik ligesom sat helt udenfor det hele,
alene med den Følelse -- -- -- --
Det var de sidste Ord, som Kaptajn Martin Frederiksen skrev til sin
Kone og Datter.
Et Telegram fra Rio meldte hans pludselige Død.
* * * * *
Madam Frederiksen og Marie flyttede ind i Landet til en større By og
begyndte et Stryge- og Vaskeri.
Det kneb, særlig for Marie, at undvære »Stranden«.
Naar de Længsler kom op i hende, gik hun -- hvis der intet
presserende Arbejde var -- en Tur ned til Byens Havn, der ved en
Kanal stod i Forbindelse med Fjord og Hav.
Skibene og det muntre, travle Liv var der. Men den Rendesten var
dog ikke i Stand til at mætte Længslen efter den friske Søvind
og den videre Udsigt. Hun rystede saa irriteret Forknytheden af
sig, -- ingen Flæben, ingen Nykker; man skulde holde ud og ikke
give sig! Hun og Moderen kunde bedst klare sig med Enkekassens og
Skipperforeningens Tilskud her, -- altsaa blev de her!
Saadan raisonnerede Marie, vendte, gik forbi den lille, graa
Toldbygning og hjem; tog fat paa at hjælpe Moderen med Strygning
eller gav sig til at udfærdige Regninger til Kunderne.
-- Naar Dagens Arbejde var endt, gik Madam Frederiksen træt i Seng.
Marie blev gerne siddende lidt og døsede over Avisen.
Hvor det var trist altsammen.
Hvad brød hun sig om Ensomheden, da Faderen levede. Dengang havde
de saa meget at snakke om, saa mange Breve at tage frem, og Avisen
ventedes med spændt Interesse, -- der kunde jo være en eller anden
Efterretning, som kunde have noget at sige for »Neptuns« Kaptajn; og
alt, hvad de oplevede i deres daglige Liv, fik en særegen Betydning,
fordi der skulde skrives om det til Faderen. Dengang vidste de, at
naar Faderen kom hjem, eller de rejste for at møde ham, blev alt helt
anderledes.
Nu var der ikke andet at gøre end at hænge i fra Morgen til Aften.
Der var ingen afvekslende Hvile i Udsigt. Bedring i Kaarene var der
ikke Tale om; de maatte nok være glade til, saalænge det gik, som det
gik.
Marie havde havt Planer om at tage Plads; saa kunde Moderen fæste en
Jomfru til Hjælp, om det skulde behøves.
Men den Aften, hun begyndte at tale om det, gav Moderen sig til at
græde, ligesom naar de fordybede sig i Minderne, og hun lovede Marie,
at hun vilde besørge alt Sliddet, naar blot Marie vilde blive hos
hende og klare det med Regnskabet og Aftaler med Kunderne.
Marie gav intet bestemt Svar; hun syntes, det var hendes Pligt at
gøre sig haard og udføre den Plan, hun havde lagt. --
Da hun vaagnede næste Morgen, hørte hun, at Moderen arbejdede
forsigtigt ude i Køkkenet for ikke at vække hende. Marie saa paa
Uhret; det var en Time tidligere, end de ellers plejede at begynde
Dagens Arbejde.
Marie rejste sig for at staa op! Moderen kom ind med varm Kaffe og
sad paa Sengekanten hos hende, medens hun drak.
Marie forstod godt disse tavse Ømhedserklæringer; de gjorde hende
blød om Hjærtet, og af sig selv lovede hun at slaa Tankerne om at
tage Plads ud af Hovedet.
Hendes Moder behøvede hende dog. Det var der jo ellers ingen, der
gjorde.
Hans kunde jo saa udmærket undvære hende, selv om han havde skrevet
rigtig smukt efter Faderens Død, og selv om han havde forhørt sig
meget omstændeligt om deres Kaar.
Han laa mest derinde paa Varmen og sejlede; hjem kom han ikke --
Fritid undte han sig ikke, og nu siden hans Moders Død havde det vel
ikke saa meget at sige med en Maaneds Hyre og en Afmønstring; men
nej, saa snart han naaede England -- saa ud igen. Han kunde have
taget hende dengang, om han havde brudt sig om hende; det gjorde han
altsaa ikke, -- Sømænd var ikke saadan at stole paa, de saa' saa
mange og havde Tankerne saa mange Steder.
Naa, Kærestesorg for hans Skyld, det var der nu ikke Tale om; hun
kendte ham jo saa lidt, saa der var ikke noget for hende at sørge
over. -- En af Vaskeriets regelmæssigste Kunder var en Kommis
Lauritzen, der brugte meget Manchetlinned, og som altid selv kom og
betalte sin Regning.
Han gjorde stormende Kur til Marie og bød hende med i Theatret anden
Gang, han talte med hende.
Marie vilde ikke.
Hans Moder boede paa første Sal i Baghuset og havde Skole. Siden han
havde »opdaget« Marie, kom han hjem hver Aften paa en kort Visit og
kigede da altid ind til Frederiksens med det samme.
Madam Frederiksen, der var gæstfri, inviterede hans Moder over til
Aftenkaffe, men fik Afslag.
Lauritzen friede til Marie otte Dage efter, at han første Gang havde
set hende.
Marie blev ulykkelig, og Lauritzen ærgrede sig over sin ubehændige
Taktik og begreb ikke, at han, der kendte Kvindehjærtet og saa
udmærket havde Taget paa at appellere til dets yndige Svagheder, ikke
havde forstaaet, at her skulde han have holdt sig afventende en Tid
endnu.
Og Hr. Lauritzen beroligede Marie, erklærede, at det var hendes store
Dejlighed, der havde faaet ham til at overile sig til et Skridt, hvis
Vigtighed han fuldt vel anerkendte; men han var hendes oprigtigste
Ven og skulde aldrig, aldrig bede hende om mere end Venskab, før det
Momang kom, at hendes Hjærte flammede for ham.
Dette var Marie meget bekvemt; for vel kunde hun egentlig, naar hun
rigtig tænkte sig om, ikke lide Lauritzen, men han var dog altid lidt
Afveksling og paa en Maade ikke saa paatrængende som de andre Herrer,
der paa Gaden og i Vaskeriet søgte at gøre hendes Bekendtskab.
Nogen maatte hun da for Resten ogsaa have at tale med.
Lauritzen bad hende halvt spøgende om, at hun -- som Tegn paa, at hun
tillod ham venskabelige, broderlige Følelser, -- vilde gaa med ham i
Theatret næste Søndag. Hendes Moder skulde ogsaa med, tilføjede han,
da hun ikke straks svarede.
Igen Theatret! Det var saa fristende, for Marie elskede at gaa paa
Komedie, især naar de spillede rørende Stykker.
Hun svarede ikke helt afgjort nej, og Lauritzen erklærede, at næste
Søndag sendte han hende og Moderen Billetter, selv vilde han tillade
sig at sidde ved Siden af dem.
Søndag Formiddag var han inde for at aflevere Billetterne; han
snakkede vidt og bredt en Timestid om et Par formodede Skandaler og
om sig selv og sine Udsigter paa den forestaaende Session.
Hen paa Eftermiddagen kom en Hotelkarl med et Brev til Madam
Frederiksen. Hun fik Brillerne fat, og læste:
»I Continuation af mit tiligere og af Dags Dato har jeg
forglemt at erindre den tiligere Begyndelse af den paa Theatret
stedfindende Forestilling, som undtagelsesvis er Kl. 7. Min
ærbødigste Hilsen til Deres Frøken Datter. Deres med megen
Agtelse F. L. M. Lauritzen.«
Madammen blev yderligere imponeret af ham. For Resten havde hun været
det straks, og hun skjulte det ikke, naar de talte om ham, der saadan
havde boret sig ind i deres daglige Færden og dermed i deres daglige
Tanker. -- --
Da det første rørende Stykke, hvor Marie kun havde Øje og Øre for
Scenen, var forbi, morede hun sig ikke rigtig. Der var saa meget
halvsjofelt i det andet Stykke, saa meget af det grimme fra Gaden;
-- desuden: hendes Kavallers Latter fulgte lige efter de vovede
Hentydninger, og det gjorde hende usikker og satte hende i daarligt
Humør.
Efter Forestillingen vilde hun helst have været hjem, men Lauritzen
vilde absolut have dem hen paa et Hotel for at drikke Kaffe, og Marie
maatte føje ham og Moderen.
Men hun var ikke vel til Mode. Hun saa godt, at et Par ældre, pæne
Kommisser, som Lauritzen paatrængende og flot hilste paa, knap
gad hilse igen. Og det generede hende meget, at han kommanderede
med Tjenerne, kasserede Kagerne og forlangte andre og henledte
Opmærksomheden paa sig ved støjende og familiært at hilse til højre
og venstre.
Da han gik hen til Buffetten, spærrede en Kammerat Vejen for ham ved
at strække et Ben ud; Lauritzen besvarede denne indirekte Spørgen:
»Gelinde, gelinde, jeg er diskræ!«
»Fanden tro Dig, din Bondedreng!«