Solskin over toppede, smaa Bølger, over den nybyggede, hvidmalede
Skonnertbrig, der glider langsomt gennem Sundet ud fra den fynske
Søkøbstad med det ene Kirketaarn og de mange røde Tage; Solskin, der
faar selve Røgen fra den lille Damper, der slæber Skonnerten ud, til
at se munter ud, Solskin over Vimpler og Flags rødt og hvidt, over de
feststemte Mennesker ombord og de skovklædte Kyster og de grønne Øer.
Skonnertbriggens Kaptajn er en stor lyshaaret og lysskægget Mand med
skarpe, blaa Øjne og en vældig Latter, der i Dag hvert Øjeblik faar
Lov til at runge; han er glad i disse Timer, befinder sig saa vel
i sin Rolle som Vært for Rhedere med Familie og Venner, der følge
Sundet ud og senere vil tage tilbage med den lille Slæber.
Ude i det fjerne ligger Havet! Havet, hvor han skal vise, at han
er den dristigste af alle Byens og Øernes Kaptajner; han forstaar
lige saa godt at tumle Negrene, der paa Kysten af Afrika hjælpe
med Indladningen af Palmeolie, som Consulen i Liverpool og Folkene
ombord.
Og saa er der det ... han kniber det ene Øje lidt sammen, medens det
blinker lunt i det andet ... at Mutter skal med Gæsterne tilbage.
Vist holder han af sin Kone ... men nu har han gaaet hjemme et halvt
Aar, drevet om ved Skibsbyggeriet og smaaskændtes med Mester ...
taget et Glas med gode Venner, og ikke altid har han havt let ved at
bøje sig under Mutters Tugt og de ensformige Smaastadsforhold. Derfor
er der noget lokkende i dette: igen at skulle ud alene, være fri for
Sludder baade fra den ene og fra den anden Kant ... ud at besøge hans
sorte Majestæt i Afrika, ud til ensomme, drømmende Timer i Kahytten,
naar Passaten fylder »Neptuns« tyve svulmende Sejl.
Ensomme Timer!
Ja. -- Stemningen slaar med ét om, og Vemoden kruser hans Sinds Glæde
som en Iling en lys, blank Flade.
Saa skal han ikke se Kone og Barn i flere Aar. Og i den Tid skal
Pigebarnet konfirmeres.
Han vilde nok have været hjemme den Dag, gaaet ved hendes Side op
ad Kirkegulvet, hørt hendes Svar til Præsten og senere -- i en
Kreds af Slægt og Venner -- udtalt noget af det, som vilde fylde
hans Hjærte paa en saadan Dag, hvor hans eneste Barn traadte ind
til Livets Sorger og Fristelser og selv overtog Ansvaret for sine
Handlinger. Aah, hun skulde nok klare sig! Saadan en dansk, kærnesund
Sømandsdatter; for det var hun; smuk og høj, lys og kæk, ikke
bange for et oprigtigt Svar, naar han havde faaet lidt for meget
af Disciplinen med hjem i de smaa, sirlige Stuer ... men god og
hjælpsom, rask paa Hænderne og flink til Læsning. Se, hvor net hun nu
staar og taler med Konsulinden; -- nu lægger hun Shawlet om den gamle
Dames Skuldre, -- Hans Holgersen henter en Pøs, der kan bruges som
Skammel.
Ham har han selv taget sig af de Par Aar, Knægten har faret til
Søs. Det er ikke blot pæne Manerer, han har lært ham, men ogsaa
Sømandsskab. Og det, saa det kan forslaa: -- den Jungmand kan skære
boven Læsejls Fald bedre end mangen Matros og lægge en Stikbout, der
nok skal dy sig for at glide under Raaen.
Ja, Gu' forstaar Kaptajn Martin Frederiksen at faa Skik paa sine
Gutter og Orden i sit Skib. ... Vent nu bare, til han kanske om nogle
Aar faar et større med Salon, Piano, Sovekahytter og Badekammer.
Saa kan han ha' Passagerer med. Det kunde jo hænde, at der blandt
dem var en ung, smuk Dame, som særlig blev ham anbefalet; -- hun
vil forbavses over, hvor Kaptajn Frederiksen er en dannet Mand med
Interesser, en Mand, med hvem man kan underholde sig ... Saa giver
hun ham sit Billede til Afsked og Tak. Han hænger det paa Væggen i
sin Kahyt, og Toldembedsmænd og Faktoribestyrere sidde og forelske
sig i det, naar de komme ombord hos ham ... Han skal vide at være den
sikre Beskytter, den ærlige, jævne Sømand mod en hvilkensomhelst
ung Lady, der betror sig til ham og hans Skib. Bærer han dog ikke
-- trods alle sine mange og store Fejl -- en Stræben i sig mod »det
store Ubekendte«.
Saaledes kalder han det, som han stadig tror paa og beder til, men
ikke mere vil kalde ved det Navn, han brugte, da han var Barn. --
Han rives ud af sine Drømmerier, idet én slaar ham klaskende paa
Skulderen:
»Du er da 'tte søsyg, Kaptajn? Du ser saa spekulativ u'!«
»Sikken et Vejr, Jensen, se paa de hvide Skyer og se, hvor Solen
skinner derinde paa Kirkegavlen og Rugmarken paa Bakken!«
»Ja, det begynder at blive lunkent; jeg sve'er Tran i min
Søndagsjakke.«
»Aah, Du er en født Prosaikker, Jensen, som ikke tænker paa dit
Fødelands Dejlighed mer end som --«
»Naa, det var da lige rent Mel ud af Posen, men vi kan jo være lige
go'e Venner for det. Og Du _har_ nu lagt or'entlig i Kakelonen for
vos, Martin Frederiksen,« skæmter den tykke Guldsmed, der er bekendt
for at være en Fa'ens vittig Ra'.
»Ja varmt er det.«
»La' vos nu faa Øller paa Dækket, og kom Du saa hen og gør en bitte
Stads af Pe'ersen omme fra Torvet, for han er li'e ved at revne af
Misundelse over det, at Mads Baron sitter og blærer sig af sit ny
Butiksengventarium.«
-- I en munter Kreds henne ved den store Vandtønde begynder
Guldsmeden at fortælle:
»Ser I, det er sgu sandt, saa kommer der forleden saadan en temmelig
før Bondepige ind til mig, i Botekken, forstaar I. Du ska'te grine
endnu, Du -- Rosinpiller. Hva' skal De ha', Jomfru, siger jeg. Ja,
je' sku' da keve en Felovlsring til Jacob Hansen. Siger hun, forstaar
I. Naa, jeg faar jo saa en go' stor en frem. Ja, siger hun, jeg vil
jo saa gerne ha' stafferet en bitte Stads i den, siger hun. Ja, hvad
skal det saa være? Jeg har tænkt: hans Navn og mit Navn. Ja, siger
jeg saa -- for at høre mere, forstaar I, -- skal der saa staa mere?
Jo, jeg vilde saa urimelig gerne ha' hans Hjæ-ærte og mit Hjæ-ærte.«
Her lagde Jensen skælmskt Hovedet paa Siden og sang endnu mere paa
det, end han plejede. »Ja, siger jeg saa, er der saa ikke mere? siger
jeg, helt forgrint indvendig, kan I regne u'. Jo, hvis der er Plads,
sku' der gerne to Duer, der næbbes. Ja, er der saa ikke mere. Jo --
hans Hand og min Hand. Er der saa ikke mere? Nej.«
Den skraldende Latter, der lønnede Guldsmeden, gjorde ham helt
forhippet; han raabte højt for at overdøve de muntre Herrer.
»Jamen, jamen vær nu stille, kender I den om Bonden i det kongelige
Theater?«
»Det nunsæns har du fortaalt saa tidt!« kom det gnavent fra Skomager
Jespersen.
»Sikke no'et Slu'er. Op med den Jensen.«
»Ja, det er sgu sandt -- den er passeret« -- og saa fortæller Jensen
ivrigt, ligetil der kommer en Smule Luftning, og Ordren lyder til at
hejse Storsejlet for at hjælpe paa den lille Damper der forude ...
Folkene blive til deres store Morskab puffede væk fra Arbejdet af
Herrerne, der ere blevne overstadigt muntre af Øl og Søluft, og som
nu give sig til at hale under meget uens faldende ohi ohøj ... -- --
Kaptajnens Datter, Marie, har listet sig ned i Kahytten.
Hun retter ved Væggens Billeder, føler med Hænderne ind i Faderens
Køje, om Køjeklæderne ere stuvede ordentligt ned; hun løfter
Medicinkassens gule Laag og ser paa alle Smaaflaskerne. Oppe i Reolen
staar Lægebogen, som Kaptajnen raadfører sig med, naar de ude i rum
Sø eller ved de usunde Kystpladser inde paa Varmen faar Sygdom. Marie
tænker paa, at de siger, at hendes Fader har et eget Greb paa at
klare Folkene fra Sumpfeberen.
Hvem skal hjælpe ham, hvis han bliver syg? Styrmanden. Bare han er
sikker. -- Hans Holgersen! Hans Fader var Skolelærer; han er vist
mere klog paa den Slags; hans Ansigt ser da ud til det.
Bare Fader slet ikke blev syg.
Naada! Havde Fader ikke sagt, da de hjemme sagde rigtig Farvel:
»Ingen Flæben vil jeg se ombord for alle de Herrer og Damer.« Og saa
var Taarerne trillet helt ned i hans Skæg.
Desuden var det jo ikke første Gang, at hun tog Afsked. Det var hun
jo vant til fra lille af. -- Marie skubbede sig ind i Sofaen og satte
sig til Rette.
Der var egentlig noget dejligt i disse Afskedstimer. Saa blev al Kiv
og al Smaasludder glemt, og bagefter havde Moderen og hun at tænke
paa, hvor Fader, som var saa klog, og som forstod saadan at tage
Rhederne, og som kunde holde saa pæne Skaaltaler, hvor han havde sagt
mange kønne Ord ...
I Morges havde han løftet hende helt op fra Gulvet, bedt hende være
god mod Mutter og kaldt hende min Lysalf, min Yndling.
Saadanne Ord var der ingen anden, der brugte. Jo, for Resten ...
forleden Dag havde Hans Holgersen sagt: »Farvel du kære, unge
Jomfru«. Det lød saa smukt, han sagde det paa saadan en nydelig
Maade ...
Det var dog alligevel bedst at sige Farvel hjemme i deres egen Stue.
I London, hvor de undertiden besøgte Faderen og var ombord i nogle
Uger, der var det da meget værre at komme fra hinanden.
Og saa Rejsen hjem.
Turen over Nordsøen, den kunde gaa, men der var ækelt i den tredje
Klasses Jernbanekupé, hvor de havde saa travlt med at passe paa Kurve
og Tasker med Tørklæder, Konkylier og Dyr i Spiritus.
Maries Tanker var i det Øjeblik langt borte fra Gæsterne, Folkene og
hele den festlige Udfart.
Saa rystede hun det af sig, der var faret gennem hendes Hjærne
hernede i den lumre Kahyt og gik igen op i Solskinnet, der blinkede
i Søen, saa det formelig skar i Øjnene ...
Herrerne sled i det med Sejlet, og Marie lo højt ved det Syn. Se nu
til Fuldmægtigen, den Spirrevip, hvor han asede og stønnede og gik
paa, saa han saa arrig ud af bare Iver. Hvor han vilde blive elendig,
om han vidste, at naar han løftede Armene, saa man Skjorten mellem
Bukselinningen og Vesten. Sikken en Ulykke for ham, den Pyntekrukke!
...
Marie vilde sige Farvel til Folkene og gik forud, ... forbi
Konsulinden, -- som havde vendt sig fra Herrerne, der var blevne
hende noget ugenerte, -- forbi nogle Damer, der havde indrettet sig
om en Kaffekande og var venlige mod Kaptajnens Kone.
Maries Humeur forsvandt pludselig.
Saadan de dog i Grunden allesammen var! Akurat ligesom de gik hjemme
til Borgerforeningsbal. Nu skulde Folkenes Familie snart gaa fra
Borde for at komme ind med Lodsens Jolle; hist og her stod en og
anden med rødgrædte Øjne, -- men det lagde Gæsterne nok slet ikke
Mærke til. De kunde da ellers være sikre paa, at det var ikke saa let
at sige Farvel til en Sømand, der skulde være borte i Aarevis. --
Henne ved Falderebet stod Hans Holgersen; hans Øjenbryn havde
trukket sig smerteligt opad, hans Mund bævede. Det var slet ikke
kønt, men Marie syntes, hun havde aldrig før set, hvad for en pæn Gut
han var, -- og saa voksen og alvorlig. Han holdt sin Moder i Haanden,
han kyssede hende flere Gange ... hun sagde noget mellem hvert Kys;
Hans nikkede og græd.