-- Marie laa længe vaagen den Nat.
Hun tænkte paa det første Stykke.
Aah ja ja. Hvis der blot i Virkeligheden var saadan en rar, dannet
Mand, som hun kunde gaa til, i hvis pæne Stue hun kunde sidde
hyggeligt og blive net behandlet, saa kunde hun fortælle ham, hvordan
det altsammen var og bede ham hjælpe med et godt Raad.
Naa, hvis der virkelig var saadan en, hvad vilde hun saa sige; hvad
bildte hun sig egentlig ind, der var i Vejen?
Marie smaagræd.
De havde det jo helt godt, og der var ikke noget bestemt, som var
kedeligt og trist, men Stuen var saa lille og beklumret, Gaden var
saa grim, alle Mennesker jagede af Sted og var utilfredse saa med
deres Stilling saa med hinanden. Og den evige Vasken og Strygen --
blot for at skaffe Mad i Munden og Tag over Hovedet, det var saa
ensformigt.
Hun var ikke doven; det var ikke det; men hun var da ung endnu og
længtes efter lidt udover det sædvanlige -- noget som Londonnerturene
eller Faderens Hjemkomst; -- bare ikke dette: op om Morgenen, Slid,
Mad, Slid, i Seng og saa det samme næste Dag igen.
Var det Fornøjelser hun trængte til? -- Saa kunde hun jo blot tage
mod Lauritzens Invitationer til Theater og Baller; -- -- naa ja, saa
kunde hun jo tage ud med ham; hun var jo da for Resten Kaptajnsdatter
og vidste nok, hvordan hun skulde gerere sig, saa at han ingen
Friheder tog sig. At han saa væmmelig ud tidt, naar han gloede
paa hende, det var Sludder af hende at tænke paa; Mandfolk var jo
nu Mandfolk. -- -- Men det var ikke væmmeligt, da Hans den sidste
Eftermiddag sad og saa paa hende.
Marie kunde ikke rede det ud fra hinanden, og hun følte sig angst og
hjælpeløs, som noget truede hende.
Madam Frederiksen snorkede.
Et Øjeblik var dette Legeme, der laa her i Sengen hos hende, Marie
imod. Naa, nu var hun da ved at blive baade ækel og skruptosset.
Det var nok Tid at tage Reb i Sejlene, ellers gik da al sund Fornuft
rabundus.
Og Marie tvang sig til at gennemgaa det første Stykke, Scene for
Scene; ingen Springen over, ingen Svinkeærinder, ingen unødvendig
Flæben over sig selv og Laven Grevindenykker; -- -- hun sov, før hun
naaede til Frierscenen. -- -- --
Naar Lauritzen ikke kom, spurgte Madammen efter ham.
»Du skulde ikke støde ham for Hovedet, Marie, Du fortryder det, naar
jeg er død, og Du sidder alene med Redeligheden.«
»Der er da andre til end ham.«
»Jamen Du vil jo ikke gøre noget for at faa Bekendtere.«
-- Madammen tilskyndede kun lempeligt, hun trængte ikke ind paa
Datteren, men Marie vidste saa inderlig vel, at naar hun gennem
Dampen fra Vaskekedlen saa Moderens Ansigt blive tankefuldt, da var
det Lauritzens fremtidige Boutik -- Duge og Lagen, Stole og Borde,
Køkkensager og Gardiner, der spillede glædeligt op i hendes Stump
Fantasi, medens Hænderne skrubbede op og ned ad Vaskebrædtet.
Ogsaa for Marie var der -- ved denne Indretten Hjem i Tankerne --
noget lokkende, som satte hendes Drømmeevne i en behagelig Svingning
og bar langt bort fra Vaskehusets klamme Dampe og vaade Stengulv. --
Det var heldigt for Lauritzen, at hun fik et Brev fra ham lige efter
saadan et stjaalent Strejftog i Fantasiens Rige.
Hun satte sig ind i Stuen og læste:
Elskede Missemor.
Situasionen er nu af den Beskaffenhed, at jeg i Henhold til mit
tidligere udtalte og Hjærtes Kærlighed.
Jeg kan sige, vær ej traurig i Sind og Skind, men lyt til mit Ord
lad Lykken komme ind, hvis Du vil være min maa Du ikke gaa og
spelle fin. Bliv min Kone, saa skal jeg sætte Dig paa en Throne.
Ja nu frier jeg til Dig min elskede Pige. Jeg vil gerne have
Dig saa snart som muligt, ved Din side kan jeg lægge mit flotte
Ungkarleliv af. Og hør nu, har jeg digtet et Vers til Dig.
Du har et Ansigt meget fint
Du speller i Vaskeriet første Fiolin
ligesom Stjerner er dine Øjne klare
du er en første Klasses Vare.
Hvor højt jeg end fløj Du naaede mig dog
dine Øjne mig ej bedrog
Du har rigtig kunnet mig forhekse
vær ej mer af de strekse.
Dette er skreven til din Ære min dyrebare Pige. Jeg maa medele
Dig, at det har alletider været min Mening, at jeg vilde have en
rigtig sød og flot Kone og kan jeg ingen bedre faa end Dig selv
om Du ikke er øverst paa Rangstigen, hvad man jo ikke kan sige,
er det min overbevisning. Om to Timer henter jeg dit Svar, naar
vi har lukket, og skal Du da sidde paa mit Skød og skal det være
mig en Fornøjelse at trykke det første Elskovskys paa din Mund.
Var jeg ikke saa vis paa, at Du maatte elske mig, var jeg ikke
saadan i kulør, som jeg er nu, jeg tænker paa, at Du nu skal
blive min Kæreste rigtig med Ring. Nu glæder jeg mig til at se
Dig alene og ser jeg helst, at Du sender din Moder i Byen at vi
rigtig kan sitte i Sofaen alene som andre Kærestefolk. Og tegner
jeg idet jeg er din, til Døden skilder os ad igen
F. L. M. Lauritzen.
Uf, hvor kunde det Menneske dog ogsaa skabe sig og vrøvle. Marie
lagde Brevet sammen og glattede Folderne haardt. Hun skulde dog ikke
have noget af at være alene med _ham_.
Hun rejste sig for at kalde paa Moderen. -- Aah, hvor var her dog
grimt i Aften.
Paa Kommoden stod en Lampe uden Kuppel og oste lidt; der var koldt,
Gardiner var ikke rullet ned, og en vildfremmed Herre, der gik forbi,
nikkede ugenert ind til hende. Paa Sofa og Stole flød Dynger af
Fremmedes smudsige Tøj, som Marie skulde tælle. Døren ud til Gangen
var ikke rigtig lukket, og Støjen af et Skænderi lød helt ind til den
unge Pige.
Hun satte sig træt i Sofaen og lagde Hovedet ned paa sine Arme. Hvor
alt dette dog var forskelligt fra »Neptuns« Udfart, da Sommervinden
løftede Flag og Vimpler, og Festtalerne berømmede hendes Fader ...
Det var forbi for længe, længe siden ... men hvor havde hun tænkt og
tænkt paa den Dag og troet, at der vilde komme Dage, der var festlige
som den.
Men det var der altsaa ikke kommet. Hvorledes skulde det ogsaa gaa
til?
Marie løftede Hovedet og saa ud i Stuen.
Hun var vel gal, om hun kimsede ad Lauritzen; hun kom vel nok til at
holde af ham, hun havde jo ikke holdt af nogen anden -- det med Hans
var jo alligevel ikke andet end Indbildning.
Naar hun ikke var lykkelig ved at blive ved at gaa her i Sliddet uden
at opleve noget særlig kønt, saa maatte hun vel tage Lauritzen og
sige Tak til.
Og Moderen vilde blive glad ved det, og hun kunde saamænd nok trænge
til en rigtig Hjærtensglæde engang igen.
Hurtigt -- for ikke at vige tilbage fra dette, der vilde give
Forandring og forskaane for Moderens svage Tilskyndelser og hans
paatrængende Plagerier, gik hun ud i Køkkenet.
»Lauritzen vil forloves med mig, Mor.«
»Jahne dog! Hvad er det Du siger!«