De havde sunget og jublet i Glansen af den store Forventning. Den
dyreste Hyldest, den mest troende Tillid havde de ødslet paa det
kommende Aar.
Men det havde bragt mangen ung Jomfru Sot og beske Lægedrikke i
Stedet for Brudgom og Bryllupsgilde, mangen værdig Borger Forlis paa
Gods og Ære, mangen tapper Krigsknægt Lemlæstelse og Død for Bytte og
lystige Plyndringstog.
Og nu ventede de igen! Ventede, medens de jublede og pokulerede for
at døve deres Øren for den alvorsfulde Manen, der sivede ind fra den
store, tavse Nat, der laa som en Jernarm om deres Verden.
Men der var vel ogsaa dem, der ventede i en Længsel, som neppe kunde
drive Timerne paa Dør, og som gjorde Nætterne lange som Uger, ventede
paa en Lykke, der kunde sprænge Tungsindets svære Fængselsporte,
lyttede efter trøstende Svar paa alle hemmelige Suk og angstfulde
Spørgsmaal. Ventede med samme Længsel som de andre Aar, men med
sygere Haab!
Audacias Medfølelse slog ud i Lue.
Aah, om hun kunde frelse dem fra al lidelsesfuld Uvished om den
Herre, som holdt for Porten for at ride inden for Bymuren, naar
Midnatsklokken slog.
Hendes Blod brændte.
Knugende Syner stod for hendes Blik:
Ensomme, angstfulde, bøjede Mennesker, der med deres Sjæls sidste
Kraft higede efter et læskende Haab.
Hærstore Flokke, der forvirret og smerteligt uklart længtes efter den
Haabets Ild, der skulde smelte Sløvhedens og Forhærdelsens Lænker om
deres tyngede Sind.
Skare efter Skare, der som Tiggere saa ind i Fremtiden!
Da fór en altforglemmende Trang til Klarhed over den kommende Tids
Dunkelhed som en viljehærdende Ild igennem hende.
Ud i den tavse, hvide Nat? Sprænge alle Rimelighedens Skranker!
Opsøge det, som omspændte Verden for at sænke sig over den ved Midnat!
Vriste Visheden fra _Tiden_ selv!
Audacia steg hastigt ned ad de mange Trapper, ilede gennem snevre
Gyder til en forglemt Laage i Bymuren; hun vred i den rustne Slaa,
til den gav efter, og hun trængte sig gennem snetunge, filtrede,
tørre Ranker, til hun stod udenfor Byens hegnende Værn.
Hvidt og øde laa Landet foran hende.
Og den mørke Himmel lukkede som et fast, stjerneprikket Hvælv
derover, et natligt Hvælv uden en eneste fattig Stribe af den sunkne
Sols Guld.
Audacia kastede sig ud i Mørket som i et Hav af Fare. Menneskenes
Sorger knugede hende. Menneskenes Længsler skar i hende, og hele
hendes Sind var fyldt af mægtig Kærlighed til de, som angstfulde
stirrede ind i den kommende Tid.
Hun ilede frem i Mørket. Kulden strammede sig haardt sammen om hendes
Legeme -- hun ejede ikke et Vaaben mod Vilddyrene, hun kendte ikke
Sti over den vide Hede eller gennem de mørke Kløfter, men endnu
havde hun ikke mødt den store tavse Hersker, _Tiden_, der ene kunde
bringe Lys, og derfor ilede hun frem, saa ustandseligt, som om den
Medlidelse, der brændte i hende, kunde bære som Vingepar.
-- Før Midnat stod Audacia ved Tidens Borg.
Saa truende sælsom rejste den sig i Mørket, at hun i Rædsel løb og
løb, flygtende fra det Maal, hun havde higet imod med en Vilje, der
havde været stærkere end alle Hindringer. Audacia piskede sit Mod med
Selvforagtens hvasseste Svøbe, men Rædslen jog hende vildt paa Flugt.
Da mindedes hun, at i Billedsniderens Stue sad en ung Hustru og
ventede. Paa fjerde Aar -- ensom mellem Værktøj og halvfærdige
Helgenbilleder og indtørrede Lerklumper, ventede paa Mesteren selv,
der vandrede gennem fjerne Lande for i et varmere Sollys at suge
Lykke ind i sin tunge Kunstnersjæl.
Paa fjerde Aar! Og i Nat sad hun i Mesterens Stol ved Ilden og
vaagede; med Ære vilde hun tage mod den Gæst, som maaske skulde
bringe den lykkelige Gensynstime.
Atter ildnede Medlidelsen Audacia; den kolde Angst veg, og modigt
søgte hun tilbage til Tidens Borg.
Over en svajende Bro, gennem den lange mørke Port, hvor Lyden af
hendes lette Trin slog hult og forstærket mod Hvælvingen, naaede hun
ind i Borgen.
Usynlige Rædsler holdt Vagt i hver Krog. Skræmmende Stemmer truede
bag hver Dør. Klam og solforladt strøg Luften over hendes Ansigt og
Hænder.
Audacia tænkte paa Billedsniderens unge Hustru, og hun famlede sig
modigt frem ad snevre Gange og stejle Trapper, der vindede sig opad
i knugende Mørke.
Tilsidst stødte hendes fremstrakte Hænder mod en Dør, der gav efter
for deres Tryk og langsomt drejedes, medens et gulblegt Lys spredte
sig som et Straalebundt ud mod hende.
Audacia traadte ind i et dybt Rum. Ned fra den skyggede Hvælving
hængte mærkelige Dyr i svære Tov, og Dunkelheden i Krogene dækkede
over hemmelighedsfulde Instrumenter og lænkede, tykke Bøger.
Foran det store Ildsted saa hun Ryggen af den, hun saa møjsomt havde
søgt, -- _Tiden_ selv. Bøjet og hvidhaaret syslede han med Kolber og
Digler og alskens sært skinnende og boblende Væsker.
Paa Timeglasset sad en blind Ravn; den slog med Vingerne, da Audacia
skød Døren til.
Han vendte sig fra Ilden.
Det ældste, det uudgrundeligste, som ej nævnes kan, aabenbaredes i
disse tankehærdede Træk, i dette hvasse Blik under den mægtige Pandes
hvide Kant.
Audacia lukkede sine Øjne og lagde Haanden over dem. Thi den Visdom,
som straalede imod hende fra dette Aasyn, sved i hende.
Men hun æggede sit Mod ved at tænke sig staaende ved Bybrønden,
skænkende modige Mænd og Kvinder Visheden i Bytte for den usle,
løgnagtige Forventning.
Og hun spurgte med al den Kraft, som hendes hede, barmhjærtige Vilje
skabte.
Han løftede Haanden, saa det sorte Ærme faldt tilbage. Myndigt pegede
han mod en lav Dør inderst i Hvælvingen:
»Vent der, sammen med de Svende og Terner, som jeg vil sende ud over
al Verden i Midnatstimen!«
Audacia traadte ind i et mørkt Rum.
Hun famlede sig frem langs Panelet, fulgte det, da det drejede om et
Hjørne ind i en Vinduesfordybning.
Det puslede og lo, stønnede og raslede i alle Stuens Kroge.
Der var ingen snelys Mark at skimte gennem Ruden.
Audacia aandede paa den, men Isen smeltede ikke. Hun lagde sine varme
Læber mod Isblomsternes tomme Kalke, men de veg ikke, der var ingen
Lysning i dette tætte Mørke.
Da aabnede _Tiden_ Døren og traadte ind. Foran paa den sorte Talar
holdt han en Lygte; igennem dens Hornruder flimrede et dunkelt Skær
op om hans hvide Skæg og stærke Aasyn.
Audacia spurgte atter modigt.
Den ældgamle svarede:
»Vent, til min Herre byder mig at tale.«
Og han satte Lygten, gik bort og lukkede Døren.
Det gule, dunkle Skær gled videre og videre ud, blev klarere og
klarere, indtil den store Hal straalede som i Lyset af tusinde Kærter.
Hallen var fuld af sælsomme Skikkelser, _Tidens Svende_ og _Terner_.
En bredskuldret, muskelstærk Mand nærmede sig hende.
Med kloge, rolige Ord fortalte han Navnene paa Tidens Budbringere.
Selv hed han _Erfaring_.
Audacia saa ikke længe paa den lyse _Lykke_, det vidunderskønne
_Haab_, hvis Ansigt straalede af Mod og Godhed, eller paa det blide
_Taalmod_ med de ædle, kraftige Skuldre og de favnende, støttende
Arme.
Det var de rædselsfulde, gruopvækkende Skikkelser, som mest drog
hendes Blik.
Bag _Misundelses_ gustne, onde Fjæs øjnede hun _Pestens_ sorte,
stinkende, blinde Hoved. _Mordbrands_ hadefulde Øjne flakkede
usikkert, hans filtrede Haar hang ned om den lave, dyriske Pande og
ideligt klemte han Læben sammen om de brede Tænder, der gned mod
hverandre.
Det ubarmhjærtige _Uvejr_ støttede sin stærke Krop mod den
haardhændede, knoglede _Sult_. _Skuffelsens_ visne, sammenkrogede
Skikkelse sneg sig om ved Siden af _Ligegyldighedens_ fede, oppustede
Krop, der trampede frem uden at se, hvor den ødelæggende satte sine
brede Fødder.
Audacia bævede. Hvilket Under maatte der ikke ske, hvis Menneskene
skulde bevare deres Sjæle i en Verden, hvor der truede saadanne
Farer. Hun krympede sig i den mørkeste Haabløshed; Fortvivlelsen
flængede i hendes Sind. Hvert Pulsslag raabte jo Haan mod Menneskenes
Afmagt og Forsvarsløshed. --
Da veg alt hos hende for en pludselig skabt vild Trang til at
udslette sin egen Sjæl, tvinge den til at briste som en Boble, der
intet Spor efterlader sig.
I denne Nød skete det, at hun modstandsløst maatte se op! Den skønne,
værdige Kvinde, hvis Navn var _Taalmod_, stod foran hende og sænkede
lindrende og smeltende sit Blik i hendes, til Sindets vilde Haardhed
var borte.
Audacia saa op i den Mægtiges Øjne; der luede kraftfuld, kærlig Alvor
og modig Godhed, der ikke var greben med Lethed i et Øjeblik for at
slippes i det næste, men vunden i haarde Stormløb og baaren frelst ud
af svidende Smerter.
Audacia fyldtes af ny Kraft, og hun vendte sig atter mod de
frygtelige Skikkelser for at uddrikke den Erfarings Skaal, som raktes
hende. --
_Selvforgudelsen_ knejsede hos sin Tvillingebroder, den lave,
vraltende, snaksomme _Dumhed_.
_Ukærligheden_ havde sat sin plumpe Fod paa Nakken af en skøn Dreng,
_Glæden_, der, lykkelig ved Kamp, spændte sit unge, ædle Legeme under
den raa Byrde.
Som et lurende, begærligt Dyr stod _Ondskabens_ behændige Skikkelse
paa Spring, rede til at fare løs paa enhver, som den kunde naa.
Bagved -- bange for sit Skind -- gemte den gustne, vanskabte
_Bagtalelse_ med de flakkende Øjne sig.
En mæsket, lavpandet Skikkelse, _Dovenskaben_, gik rundt og havde
venlige Ord til alle. Men med Rædsel saa Audacia, at hvor han nærmede
sig, smuldredes Træet og søndredes Gulvets og Murens Sten; den vimse
_Ihærdighed_ og den tavse, stærke _Hjælpsomhed_ arbejdede med Hast i
hans Spor, at ikke Hallen skulde styrte sammen om dem alle.
_Mistænksomhed_ krøb sammen i en ensom Krog og rugede beængstet over
sin Giftflaske.
Med sammenbidte Læber og blodunderløbne Øjne sad _Vold_ hos den
vindtørre _Gerrighed_, der fredløs og ængstelig holdt med sine lange,
knoglede Fingre om sin Broder _Volds_ blodplettede Arme.
Men opad Væggen og henunder Hvælvingen lysnede et Genskin af
_Dødens_, _Sandhedens_ og _Kærlighedens_ mægtige Herskerskikkelser,
der svævede ude i den stjernelyse Nat, rede til at lyde _Tidens_ Bud.
Og _Indignationen_, en ungdomsfrisk, skøn Mand med varme, faste Øjne
og et staalblankt Spyd i sin kraftige Haand stod som en frygtløs Helt
midt inde blandt alle de onde Skikkelser.
_Løgnagtigheden_ sneg sig rundt sammen med en dukket, vrikkende
Kvindeskikkelse, _Sledskeriet_; de sluttede Venskab med hver som gad;
deres hvidgule Ansigter var stivnede og udtryksløse, og deres syge,
væmmelige Hænder besudlede, hvad de rørte ved. Med løgnagtig venlige
Lader nærmede de sig Audacia; hendes Hjærte nagedes af Smerte over
dette Misbrug af ædelt jordisk Væsen; nu stod de hende nær, og Flokke
af Ord om Godhed og Troskab udgik fra dem.
Da flygtede Audacia sjæleangst ind til den Ældgamle, som Gud havde
sat til Hersker over disse forfærdelige Budbringere.
Stor og ubevægelig stod han foran Baalet paa Ildstedet. Han sagde:
»Hør da, hvorhen mine Svende og Terner efter min Herres Bud skal
drage, i hvilke Hjærter de skal trænge ind, i hvilke Hjem de skal
tage Hæderspladsen!«
Bønfaldende strakte Audacia Armene ud:
»Din Herre tilgive mig, og tilgiv Du min formastelige Spørgen. Jeg
beder Dig af hele mit Hjærte, lad ikke mig, lad ingen vide, hvem Du
vil sende ind i vor By i det ny Aars Følge. Straf ikke min Oprørskhed
mod Din store Herres Verdensordning med Viden om de kommende Ting!«
Og i dybeste Bevægelse sank hun ned foran den Ældgamle.
Da aabnede han Døren, kaldte paa _Taalmod_ og pegede paa Audacia.
Den skønne, mægtige Kvinde løftede hende i sine Arme og gik ud af
Døren. Langsomt gik hun frem, Mørket kløvede sig som to vigende
Bølgerækker for den dæmpede Klarhed, der kronede hendes alvorlige
Pande.
Hen under Stjernehimlen bar hun det trætte Menneske mod Hjemmet.
Audacias Hjærte slog stille mod _Taalmods_ roligt aandende Bryst; der
dalede en forunderlig mild Kraft ned over hende fra disse alvorligt
glade Øjne, der snart saa vidt og ømt ud over Jorden, snart fæstede
sig i stille, længselsfuld Lykke mod Stjernebillederne paa den
fjerne, mørke Himmel. -- -- --
Det gamle Aars sidste Øjeblik veg bort.
En bølgende, mangfoldig rungende og klingende Toneskare svang sig ud
over Staden fra alle dens høje Taarne.
_Taalmod_ skred ind i den ensomme Stue oppe under Taget; Ilden
flammede lysnende op, og usynlige Blomster duftede sødt og stærkt.
Klokkeringningen hørte op. Men Luften bar en Stund paa Lyden, der
bævede sagte og tonende.
Audacias hele Sind favnede med ydmyg Undren om den dybe Fred og
Fortrøstning, som var givet hende som en kostelig Gave.
Hun fornam Visheden om, at den, der havde baaren hende over de døde,
kolde Snesletter, kunde beskærme mod alt det, som ødelæggende sneg
sig ind paa Menneskene, løb Storm mod deres Fred og gjorde deres Maal
lave og deres Verden snever og kold. Og Audacia bad:
»Kom til mig, naar min Sjæl knuges af Mørket, saa den fattig og
afmægtig glemmer Lyset! Kom til mig, Du, som er størst af alle Tidens
Sendebud!«
Taalmod svarede:
»Min Gerning er kun at bane Vej til Menneskenes Hjærter for dem, som
er større end jeg, og som evner at skænke det Højeste.«
Som et svindende Billede stod den lyse Skikkelse i Døraabningen. Saa
ædelt, saa mildt som dæmpet Spil over Strenge tonede hendes sidste
Ord:
»Kald paa mig, og jeg kommer!«