Aarets sidste Timer randt langsomt ud i den uendelige Ensomhed.
Inden Døre søgte Menneskene sammen -- Frænder og Venner, Husbondsfolk
og Tyende, Lavsbrødre og Landsknægtenes hjemløse Skarer.
Men en var alene inden for Stadens brede Mure.
Det var en ung Kvinde, der sad i et Kammer øverst oppe under det
røde, spidse Tag paa en af de ældste Gaarde.
Bysvenden, der stod ved Porten den Dag, hun kom dragende, fik at
vide, at hendes Navn var Audacia. Ellers kendte ingen hende, og ingen
frittede, naar hun ærbart gik sin Gang til Brønden eller til Kirken.
--
Audacia stod ved Kammervinduet, som aabnede sit lille, trekantede Øje
højt oppe over Karnapper og brede Gadetrapper midt paa det store Tag.
Set gennem det grønne, tykke Glar, der sad rundt og fast mellem
Blyet, blegnede Stjernerne til sære, formummede Blink.
Derfor slog hun Vinduet op og holdt sit Ansigt hen mod den friske
Luftstrøm, der vældede ind fra den frostklare Nat.
Længe saa hun ud over de mange snedækkede Tages stejle Skraaninger
med brede, rygende Skorstene og hvide Snebaand paa Trappegavlenes
Trin.
Hendes Blik gled ned i den snevre Gyde, der overfor hendes Vindue
mundede ud paa Torvet.
Ved Bislag og Vinduesskodder var der tynde Lysstriber. Klang af
Menneskestemmer, Instrumenter og klirrende Tinkander ringlede fra
Værtshuset ud i Luften; der stod en Halvdør paa Klem lige under
den skiltende Krone, som hang urørlig og snepudret i den snørklede
Jernarm.
Men om Torvebrønden stod ingen sladrende og leende Piger, ingen
steg op ad Kirkens brede Stentrin, ingen gik forbi dernede med
lygtebærende Tjenere.
Alle var inden Døre med dem, som Livet havde stillet dem nær.
Ingen sov den Nat.
Alle ventede det ny Aar. Ventede, at dets første Minut skulde dale
med Klokkeklangen ned over deres gamle By.
Alle var inden Døre, for kun der kunde Narrebjælderne rasle og støje
og overdøve den sælsomme, uvante Spørgen og Manen, der besatte
Sindene, saasnart der blev stille. --
Gennem et Vindue i Borgmesters pyntelige Gavl kunde Audacia se ind i
Salen, hvor Raadmændene var bænkede om brede Borde og tømte Vinen af
ærværdige Rømere.
Ingen sov i denne Nat. Alle ventede Indtoget af det ny Aar, som
maaske i sit Følge havde alt godt efter enhvers Begær.
Saadan havde de ogsaa ventet for et Aar siden, ventet hos
Borgmesters, i Lavshusene, i Kipper og lune Stuer og fattige Boder
Byen over.
Ventet længselsfuldt.
Audacias Øjne funklede!
_Kunde_ hun gemme hele Verden i en lun Favn, hvor Sorger og Nød kun
drog forbi som store, fjerne Skyer!