Der var et byggelystent Konsortium, som havde faaet Kig paa gamle
Kammerjunker von Bangs Ejndom, Carolinelyst, i Udkanten af Byen.
Der var Grund!
Selve Bygningen var rummelig og gammel, over hundrede Aar, der
var ikke saa lidt Gaardsplads og flere Udbygninger, og mellem
Vejen og Boligen laa en stor Have, der hidtil havde skjult alle
Herlighederne. Paa den anden Side af den private Vej, der førte op
til Stuehuset, laa en lang Strimmel Køkkenhave; i et Hjørne bag
Udhusene var der en upaaagtet Trekant Jord, som slet ikke var til
at kimse ad, naar den blev ryddet for al den Hyld og de forvildede
Rosen- og Stikkelsbærbuske, som groede filtret mellem hverandre. --
Hvor nu Gitterporten og en Afviser med »privat Vej« fredede, kunde
der lægges Gade, Jorden kunde stykkes ud, femetages Bygninger med
mange Smaalejligheder rejses -- der var bygget flere Fabrikker i
Nærheden, -- Bang var over syv og firs, Formue var der nok ikke mere,
Frøkenen var paa Døtreskolen hele Formiddagen, den gifte Datter
var Præstekone paa Jyllands Hede, -- -- det arbejdede i Konsortiets
ledende Hjærne, den gamle Kammerjunker havde søvnløse Nætter, og
omsider meldte Byens to Aviser da, at Carolinelyst var af Ejeren,
Kammerjunker v. Bang, solgt til et Konsortium bestaaende af osv.
Kammerjunkeren skulde være ude af Lejligheden inden Flyttedag.
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
En lys, solrig Morgen, lige i Begyndelsen af Oktober, stod Kirsten
i Carolinelysts store Køkken med en Kobbertemaskine i den ene Haand
og en Klud i den anden. Der var en fra Konsortiet inde hos hendes
Herskab i Forretninger, og det var Aarsag til, at hun var falden i
dybe Tanker, saa dybe, at en Kasserolle, der stod paa Skorstenen med
den rødstribede, smalle Sirtseskappe om, fik Lov at koge over.
»Jøsses! --« Kirsten fór til.
»Ja, vi ska' te arbe' me' et og tænke paa et a'et.«
En Dør gik ude i Entreen. Kirsten var straks til Stede og gjorde en
kølig Honnør for Konsortiets Repræsentant, en yngre, adræt Sagfører
med Cyclehue, halvrøget Cigar i Munden og Benklæderne spændt ind om
Anklerne.
Den gamle Herre fulgte ham helt ud paa Stentrappen, der med Opgang
fra begge Sider laa midt for Indgangsdøren; han bukkede høfligt,
Sagføreren lettede skødesløst paa Kasketten og sprang saa ned til
sin Cycle, som han ilsomt trak hen over de toppede Brosten til den
lukkede store Port.
»Spring ned, lille, og luk Porten op!« sagde Kammerjunkeren til
Kirsten.
»Der sku' vær' en Stads me' det Læs Tørv!« mumlede Kirsten; inden
hun havde naaet at parere Ordre, havde Sagføreren faaet Laagen i
Porten op, -- han skubbede Cyclen ud foran sig -- Kammerjunkeren saa
vedblivende høflig-oprømt ud, og Kirsten tænkte stolt og henrevet:
»Se til Knaabi[1], Ho'et op og ingen skæve Ben lige til det sidste!«
[1] Knoppen.
Porten faldt haardt i, og saa var de to igen alene.
Kammerjunkeren gik ind i Entreen og tog sin Hat, Kirsten hjalp ham
Frakken paa.
»Frokosten er straks sæveret!«
»Tak Kirsten, jeg ska'nte ha.«
»Je' ku' ta' og lave Kammerjaankeri en Bi' Frekkedellehistaarie.«
»Tak, lille go'e, jeg ska'nte ha.«
»Det ka' Kammerjaankeri da tøgge me' en Solbærrom te'.«
»Jeg ska'nte ha', min rare Pige, tak. -- Jeg bliver her ved Huset?«
Kirsten stod og saa efter Kammerjunkeren, da han gik ned ad
Stentrappen, støttet til Jernrækværket med Aarstal 1805 og Navnetræk
H. F. S. og L. F. S. indrammet af Cirkler mellem de tynde, glatte
Stænger.
»Der er ikke maj rasia[2] mere i ham, det gamle Skind!«
[2] Courage.
Saa gik Kirsten til sit Arbejde, og Kammerjunkeren vandrede rundt paa
Ejndommen.
Han var høj, tynd og rank; men af den gamle Kyrasserofficers
Spænstighed var der intet tilbage. De smaa Fødder i skinnende blanke,
lappede Sko syntes ligesom at søge Fodfæste, før de hvilede mod
Jorden; de smalle, rødlige Hænder støttede fast om Stokken. Frakken
var knappet lige op til det sorte Halstørklæde, som var vunden flere
Gange om Halsen og kun lod en smal Linje hvid Flip til Syne for
oven. Ansigtet var magert, velformet og rødligt. Det hvide Haar var
redt frem i Tindingerne, og Moustachen hang i en Bue ned om hans
Gammelmandsmund. --
Nu gik han sin sædvanlige Formiddagsrunde paa Ejndommen med den
overflødige Plads og de mange hyggelige Smaakroge; -- om en Maaned
var de ikke længere hans.
Den stille Gaard med de ujævne Brosten var omgiven af rødkalkede
Bindingsværksudhuse, hvor Vildvinen groede op over de røde
Teglstenstage. Ved Muren ind til Haven voksede et stort Kastanietræ;
mange brune, tørre Blade laa paa Jorden og rørte sig raslende, naar
et af de svage Vindpust naaede dem.
Der var en Mellemport, der stod aaben i Bygningen overfor Stuehuset;
den førte ind til en anden lille Gaard, hvor Stalden havde været.
Men det var mange Aar siden, at Kammerjunkerens Vogn havde rumlet
igennem den; den sidste halve Snes Aar havde han og Datteren levet
yderligt nøjsomt. Han opgav at ride og at holde Kusk, da han blev
nødt til at begynde at tage op af sin lille Kapital.
Nu var den næsten opbrugt, -- den gamle Herre havde ikke beregnet, at
han skulde blive saa gammel, derfor havde han solgt, -- og saa for
Børnenes Skyld, at de ikke skulde have det Bryderi, naar han var død.
--
Kammerjunkeren kom igen op ad Stentrappen.
Kirsten lyttede ude i Køkkenet: -- mon han vilde have Frakken af nu!
Nej, nu gik han ind i Stuen -- saa vilde han den Vej ud i Haven. --
Kammerjunkeren blev staaende og tog sig over Øjnene -- de hvidskurede
Gulve skinnede stærkt. Solen kom saa uhindret ind gennem de høje,
smaarudede Vinduer og blinkede som Glanslys paa buede Flader paa de
mørke, blanke Mahognimøbler med de mange fine, gule Indlægninger fra
hans Forældres Tid.
Mon Marie Frederikkes smaa Stiklinger henne ved Vindueskarmen taalte
al den Sol!
Det var vist bedst, han bad Kirsten rulle ned; -- han glemte det
straks igen; -- siden han havde anstrengt sig med at se Papirerne
saa nøjagtigt igennem, før han satte sit Navn under, løb Tankerne
underligt fra ham.
Han lukkede Havedøren i Gavlen op og traadte ud paa den store
Terrasse, der var saa bred som hele Huset, og hvor et Bord med Bænke
kun indtog en Krog.
Kammerjunkeren stod og saa udover Haven; Tujaer og Cypresser,
oprindelig sat som smaa Buske i Bede, ragede nu i Vejret som mørke
Pyramider om knudrede Stammer. En tavs, vims Fugl hoppede om i
Gangen, der bugtede sig ned i det tætte Buskads. I Plænen, hvor der
var mange smaa, hvide, uvedkommende Bellis, stod en Sandstensvase med
knækket Hank.
Kammerjunkeren gik nedad Trinene; Vedbenden havde trængt sig frem og
laa i lange Skud over de graa Sten.
Han gik forbi den straatækte Volière, der var tom, hen til det gamle,
forfaldne Lysthus, hvor Ranker og halvvilde Planter i én frodig
Fylde, som Efteraaret havde mærket, væltede sig ud over de Stænger,
der dannede Veranda foran Døren.
Gu' Fader i Himlen -- og alt dette skulde ryddes!
De kunde gerne have ladet ham dø først!
Kammerjunkeren vilde slippe for den Følelse, som nagede ham, og greb
derfor en flygtig Tanke, der ved Synet af Lysthuset gled igennem hans
Hjerne.
Det var her, de havde overrasket dem med at staa og synge --
Løjtnanterne og de nydelige Frøkner Krog -- den Aften -- ved
Assembleen, da Generalinden havde bedt ham føre Selskabet en
Promenade ned forbi Lysthuset.
Hvor længe kunde det vel være siden?
Generalinde Krog var død i to og treds og den Aften -- hvad Aar var
nu det? Det var et Par Dage efter Klubballet, da de havde maattet
give efter for Tiden og det ny og optage Byens største Skibsrheder
med Familie.
Da de valsede, havde Generalinden sagt paa sin uforlignelige Maade:
»Kammerjunker von Bang, i Aften er jeg med til Klubbens Begravelse.«
»Min Naadige mener?«
»De opfører sig jo meget net, disse Skipperdøtre, men -- det er dog
Skipperdøtre.« --
Kammerjunkeren gik videre.
Hvordan mon han var kommen til at tænke paa det nu?
Det var jo saa mange, mange Aar siden, dengang alt var helt
anderledes end senere. --
Da von Bang var ude af Tjeneste og boede i Ro paa Carolinelyst, havde
han af et godt Gemyt og med et praktisk militært Greb taget fat paa
Velgørenheden, sammensmeltet forskellige Foreninger og bragt System
i dem. Han arbejdede selv meget, undersøgte med minutiøs Omhu, førte
omfangsrige Regnskaber med mange Bilag og kunde til enhver Tid bringe
paalidelige Oplysninger.
Kammerjunkeren færdedes i den Anledning ofte paa Gaden og havde mange
at hilse. Og ingen hilste saa ærbødigt og fuldendt smukt som den
gamle Kavaller.
Velgørenhedsværket, der hver Dag førte Kammerjunkeren ind til Byen,
gav om Aftenen ham og Datteren Stof til lange, jævnt glidende
Samtaler.
Datteren, -- hvem Troen paa, at Lykkens lunefulde Spil ikke leger
med Sjæle, havde gjort blid og taalmodig, -- var i nær og hjærtelig
Forbindelse med de smaa i Søndagsskolen, og den særegne Evne hun
havde til overalt at finde formildende Omstændigheder, hjalp over de
Gærder af Ærgelse og Haabløshed, som enkelte Klienters Drukkenskab og
Løgnagtighed højnede for Kammerjunkerens Fod. --
Men det var ikke nogle af den Slags Sorger, som i denne Morgen
slappede den gamle Herres Træk, medens han trippede rundt i sin
Have, hvor Vedbenden kravlede i de høje, gamle Træers øverste Grene,
hvor Buskadserne var brede og tætte som Underskov, og hvor Mosset i
Gangene kun i Midten var delvist afslidt.
Der var kommen en underlig Lammelse over ham, og dog drev en indre
Uro ham rundt overalt paa hele Ejendommen.
Af og til lukkedes et af Vinduerne i den høje Stueetage paa Klem, og
Kirsten kigede ud efter den gamle Herre, der gik saa ilsomt, men saa
besværligt.
»Der er Slu'er i Valsen i Dau! Bare Frøkenen snart kommer a' Skole!«
tænkte hun og sukkede, saa det knagede i Hægterne paa den brune
Hvergarnskjole.
Kammerjunkeren kom ind i Stuen. Hvor han var træt!
Uvilkaarligt gik han den vante Vej hen til Lænestolen bag
Blomsterbordet.
Han satte sig, fik Benet lagt op paa Gyngeskamlen, Tæppet, der laa
parat, bredt over Benene, Armen støttet mod Vindueskarmen. Den gamle
Herre aandede dybt. Det gjorde godt at komme til Ro paa den vante
Plads.
Næsten straks rejste han sig uroligt igen.
Der var saa meget, han skulde have udrettet. Først og fremmest maatte
han nu begynde at tænke paa, hvilke af Møblerne han bedst kunde
skille sig af med .... dem alle fik de jo ikke Plads til, naar de nu
flyttede ind i en ny Lejlighed.
Han gik rundt i Stuen, men syntes ikke, han kunde bestemme sig.
Den Stol havde hans Fader selv sat frem til ham den ene Gang, han kom
hjem -- træt af den lange Køretur -- i Besøg fra Landkadetakademiet.
I den Sofa sad hans Hustru, da de, ved Juleselskabet hos hans
Forældre, blev forlovede.
Nej, det var bedst at begynde inde i Havestuen.
Kammerjunkeren standsede ved et lille, tyndbenet Bord, hvor der stod
en indrammet Blyantsskitse, som højsalig Kong Frederik den Syvende
havde tegnet og foræret hans Kone. Paa Væggen over det hang et
Billede af Kongen i rød Fez, blaa Vaabenfrakke og hvide Benklæder.
-- Farverne løb i et for Kammerjunkerens Øjne.
Gu' Fader i Himlen, han vidste nok, hvad det betød, -- i Nat havde
hans salig Kone vist sig for ham, som da Wilhelmines Barn døde ovre
i Jylland.
Ja, ja, ja -- Marie Frederikke blev ene. Hvis hun havde taget
Ritmesteren i sin Tid; ak ja. Men hun vilde jo ikke.
Saa havde _han_ ogsaa været en ensom, gammel Mand i alle disse Aar.
Inde i den anden Stue stod Kirsten og bearbejdede to daddelløse
Messingdørhaandtag, saa at Solen skinnede med hvidgule Blink i det
riflede blanke og i den vaceformede Topfigur, naar hun drejede sig
lidt bort for at se efter Kammerjunkeren.
Nu kom han igen stavrende ind og gik frem og tilbage mellem Datterens
Sybord i Vinduesfordybningen og det gamle, lave Klaver, der saa let
kom til at klirre.
»Hva' lysser Kamerjaankeri etter?« Kirsten mente, det var paa Tide at
faa en Ende paa denne urolige Vandren om.
»Jeg rører mig kun en Smule, Kirsten, en Smule.«
»Ve' Kamerjaankeri ikke ha' Kaffen herind? Je' har den te'reds.«
»Tak Go'e, jeg ska'nte ha' noget.«
Kirsten stod lidt. Det gik vel ikke an længere at sysle med
Dørlaasene.
»Ja--a, -- saa maa je' vel se at faa mig flyttet te' mit.«
Kirsten gik.
Kammerjunkeren satte sig i Lænestolen ved det midterste Vindue og saa
ud i Haven, hvor Flaget vajede paa halv Stang, og alle de brune og
gule Blade hang stille i den klare, rene Luft; der kom kun Bevægelse,
naar et løsnede sig og langsomt dalede nedad.
Med tynd Klang slog Uhret henne paa Konsollen ti.
Kammerjunkeren lukkede Vinduet paa Klem.
Lidt efter begyndte Klokkeklangen fra alle Byens Kirker at komme
sejlende med deres store, skønne Alvor og fylde Stuen med Vemod og
Højtid.
Klokkerne oppe over de travle Gader ringede, fordi Dronning Louise
laa Lig paa Bernstorff.
Kammerjunkerens Tanker, der i denne Morgen var springske og
uberegnelige, gik pludselig langt tilbage i Tiden.
Han saa Dronningen foran sig, som hun ved Sølvbryllupet kom vandrende
gennem Christiansborgs pragtfulde Sal ved Kongens Arm fulgt af
Slægten. Kammerjunkeren havde dengang et Øjeblik glemt Dronningen for
at se paa Kvinden -- hendes Bevægelsers Skønhed, hendes Øjes Liv og
Munds Smil.
Og nu laa hun saa urørlig stille blandt alle Blomsterne paa
Bernstorff. Ja, ja, Tiden gaar, og meget forandres. Hans gamle Gaard
rives ned, hans Jord stykkes ud, og han selv rejser bort.
Tiden, alles strenge Herre.
Tiden -- gaar --. Ti--den -- gaar. -- -- Kammerjunkeren havde blundet
lidt.
Nu vaagnede han og lyttede forundret til de dybe, rungende Klokkeslag.
Han var iskold, men tænkte ikke videre paa det, for -- hvor de
Klokker ringede!
Marie Frederikke skulde dog ogsaa høre dem. Nu ringede de sagtere og
sagtere og steg højere og højere op i Luften.
Han forstyrrede ikke Klokkeklangen, naar han vinkede ganske stille ad
hende. Han løftede Armen, men den hang slapt ned, som tynget af Bly.
Langsomt og saa dejligt ringede de, men sagtere og sagtere; nu maatte
hun komme, ellers fik hun dem ikke at høre, -- de var saa højt oppe.
Besværligt drejede han Hovedet ind mod Stuen.
Rummet var skinnende lyst, og det lille Tæppe inde under Midterbordet
var langt, langt borte.
Men nu sank han dybt i lune, bløde Dun; det blev saa mørkt, som om en
lagde sin Haand over hans Øjne; han forsøgte at løfte Hovedet for at
lytte -- Klokkerne -- de ringede dejligt, men saa svagt.
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
Senere drejedes Laasen, Døren lindedes forsigtigt paa Klem, og
Kirsten paa Hosesokker stak Hovedet inden for.
Saa slap hun Døren og løb hen til sin gamle Herre, der sad i sin
Lænestol og var død.
Andægtig blev hun staaende, medens Taare efter Taare gled ned over de
runde, røde Kinder, og Snøft efter Snøft brød Stilheden.
Omsider sagde hun langsomt og inderligt:
»Herregu', det var da ny'eligt, han ku' dejse af inden Flyttedau!«
Hun tørrede sin Haand i Forklædet og trykkede med kærlig Omhu
Kammerjunkerens Øjne til.