Sneen falder og falder som i én Uendelighed. Den gemmer snart
Skovbundens gulvisne Straa; den ligger let paa Egepurlet, som endnu
bærer paa sit rødlige, sammenkrympede Løv, den hviler tungt og bredt,
i Flager paa de smaa Grantræer -- den falder roligt, som det aldrig
vilde høre op.
Brændehuggeren kløver Blok efter Blok, kvister de unge, fældede
Træer, hugger gennem de levende, saftfyldte Grene.
Hans Hue og Vams ere tunge af Sne; den siver fra Haaret ned mellem
Tørklædet og den runkne, røde Hals, ned paa Ryg og Skuldre; de vare
en Gang ranke og kraftige, nu ere de sammenfaldne og knoglede.
Store Fnug lægge sig paa hans Øjenlaag, han ser tungt op og blinker
træt til de smelte.
Sindigt og vanemæssigt lægger han Gren paa Gren til Dragten, som han
skal bære hjem til sin gamle Kone.
Han retter sig langsomt.
En Krage hopper hen over Sneen, og medens han slaar Hænderne i de
stivfrosne Vanter mod hinanden, ser han efter dens Spor, der bryder
Sneens ensformige Blødhed.
Saa giver han sig til at snøre Brændet sammen og slænger det op paa
Nakken.
Stien er næsten sneet til.
Han sukker og giver sig til at gaa, medens Snevandet siver ind i hans
Støvler, og Byrden tynger, saa det værker og smerter saa pinefuldt,
at han ikke kan tænke paa andet.
Med ét kaster han Dragten paa Jorden, lægger sig ned derover og
klynker Gang efter Gang:
»Gid jeg var død!«
»Gid jeg var død, saa elendig jeg er!«
Og medens han knuger Ansigtet mod sin Arm og sagte mumlende kalder
paa Døden, ser han utydeligt for sig vage Billeder fra Landsbykirken:
Herskabet i den vaabenprydede Stol, Mænds Nakker og Kvinders
Hovedsæt, udskaarne nøgne Engle, et rødt Skær fra Lysene op paa den
forgyldte Altertavle med Vrimlen af Figurer -- -- øverst oppe ved
Hvælvingen et strengt, koldt Øje.
Det Øje!
Han begynder at rejse sig, men hans tunge Støvler glide i den bløde
Sne, og han bliver liggende.
Ikke det Øje; nej, det vil han ikke tænke paa; han vil have i sit
Sind den Gud, der er Fattigmands Gud, og som bærer Lazarus ind til
Himlens Hvile og Varme.
»Gid jeg var død!«
Han vil ikke mere leve i den Elendighed, i det trælsomme Arbejde i
den lammende Kulde.
»Gid jeg var død!«
Sneen daler i store Flokke som i én Uendelighed. Brændehuggeren ser
sløvt og blændet ind i det. Pludselig slaar han sig for Panden, saa
Huen falder af, vil rejse sig, forvildet og knuget af Rædsel, men
bliver liggende paa Knæ med Hænderne foldede haardt mod Brystet.
Sneen kommer ikke mere som paa en lang, lang Rejse, falder ikke mere
med sagte Lyd paa de visne Blade, men staar stille og fylder Luften
med hvidt.
Den gamle Mand drejer Hovedet til den anden Side for at finde Frelse
fra denne forfærdelige Udslettelse af alt det Hverdagskendte.
Ogsaa der denne øde, blege Tavshed, denne fuldkomne Stilhed, hvor han
og hans Ønske og Kalden er det eneste.
Han vil berolige sig ved at tænke paa, at om en Stund kommer han hjem
... men hans Tanker flakke vildsomt og hjælpeløst, for han husker
ikke mere, hvorledes der ser ud i hans Stue.
Han raaber, men Tavsheden brydes ikke af noget Skrig; den staar lige
ventende med det store, alvorlige Spørgsmaal, for hvilket han ikke
kan døve sig med den vante Verdens smaa Hændelser.
Og dette har han selv kaldt paa i Trods mod Dødens og Livets Giver!
Han vil skrige, at han ikke har ment det, at han vil leve sit Liv,
saalænge Gud vil det; men saa bliver han med ét vild af Rædsel, og
Rædslen giver ham en stiv, kold, ustyrlig Kraft, og han farer frem og
hugger sin slidblanke Øxe ind i et levende Træ.
Men der er ingen Modstand og ingen Lyd.
Da synker han sammen med Hænderne for Øjnene og klynker saa usselt
som før:
»Aah, lad mig leve!«
-- -- -- -- -- -- -- -- --
Det lyder saa let, det er Snefnug, der falde paa Egepurlets Blade.
Med et hæst Raab, der klinger højt i al denne Sne, folder
Brændehuggeren de stive Hænder i én strømmende, svulmende
Taknemmelighed; og mumlende og takkende, endnu stønnende af Rædsel,
slænger han sin Dragt paa Nakken og stavrer afsted, saa han puster
tungt derved.
Hvert Øjeblik er han ved at falde, men ilfærdigt søger han atter
Fodfæste og skynder sig videre ad den snevre Sti, medens Fnuggene
blænde hans Øjne og Byrden tynger den krogede Ryg.
Da han er ude af Skoven, følger han ikke Vejen, som krummer sig
henimod Landsbyen, men han løber tvers over de tilsneede Marker ...
hjem, hjem!
Kun naa sit Hus, sætte sig til Ro paa Bænken ved Bordet, medens
hans Kone taler og med haarde Hænder løfter Gryden af Ilden, saa
den klirrer, og det høje Ur i Hjørnet dikker roligt og taktfast, og
Viseren gaar hen over Staalskiven. ... Brændehuggeren var nær falden
i en lille Bæk, som styrtede raskt og muntert af Sted. Isen havde
ikke kunnet dække og tæmme den, hvor ihærdigt den end Nat efter Nat
havde skudt sine naalespidse Krystaller ud fra begge Bredder.
Den gamle Mand steg over den og gik videre henimod det svage, rødlige
Skær, som kom fra hans Hus; Konen havde taget Gardinet bort, for at
han kunde have det hjemlige Lysskær at styre efter. -- -- -- --
De to Gamle spiste af det dampende Fad i Tavshed.
Brændehuggeren lyttede med hemmelig Fryd til Skeernes jævne Musik,
naar de strøges mod Fadet, og han saa glad og beroliget paa Ilden,
der flammede og slikkede i munter Uro om Træknuderne.
Da de gamle Folk laa i den brede Alkoveseng, sagde Konen, hvem
Mandens gode, milde Stemning havde gjort lykkelig og højtidelig:
»Naar nu Vorherre løser op for os to gamle. -- Til al sin Salighed!«
føjede hun til med bævende Stemme.
Og Manden foldede sine Hænder i stille Andagt.
-- -- -- -- -- -- -- -- --
Sneen falder som i én Uendelighed. Og mod Nattefrosten fører den
lille Bæk sin Kamp; den risler og mumler, medens den styrter af Sted
langs de isklædte Bredder, hvor om en Tid de blide Forglemmigejer
skal staa og se til den kraftige Kløver.