»Sig mig nu ærligt Heralda. Hvor kunde det dog være --?«
»Jeg kan jo heller slet ikke forstaa det. -- Men man hørte jo saa
meget om alt det.«
»I mit Hus. Nej, Heralda, det har De rigtignok ingen Grund til at
sige!«
»Aah, Maren fyldte mig med væmmelig Snak, og det var altid, som det
var det eneste, at det _maatte_ komme dertil, for saadan gik det med
de fleste.«
»Sagde Maren det!«
Fruen blev tavs; hun tænkte paa, at hun i Eftermiddag havde sagt til
Maren, at hun tog rolig fra Manse, og at hun var saa glad ved, at de
kunde beholde hende til at hjælpe med at faa en flink og artig Gut ud
af ham.
Heralda fortsatte, hurtigt, som om det var hende om at gøre at faa
sig forklaret.
»Maren blev jo ved med at ville se min Kæreste, særlig efter at Trine
var rejst, og Joakim kom saa, naar Herren og Fruen var i Selskab. Men
Maren blev ved med alle sine Historier, og Joakim syntes, hun var saa
underholdende, og saa ... saa troede han vel, at han kunde byde mig
alt muligt, siden jeg ogsaa hørte paa al den Herregaardsraahed.«
»Men Heralda ... hvor kunde De ogsaa ... sammen med Deres Forlovede?«
»Jeg blev ogsaa vred, og jeg sad en hel Aften alene i Køkkenet, men
saa sagde han, at jeg var en Snerpe og en kedelig én, -- og han er jo
vant til fra Kjøbenhavn og Varieteerne, at alting skal være saa sjov;
og han er jo saa mageløs vittig selv.«
I det samme var der en fintklædt Herre af de forbidrivende
Promenerende, der halvt som i Vane strøg sig tæt op ad Heralda og
hviskede til hende.
»Der ser Fruen!« udbrød Heralda vredt. Og ganske fortvivlet og
haabløs udbrød hun:
»Det er da ogsaa, som Folk ikke tænker paa andet!«
»Heralda dog!«
»Ja, Fruen maa undskylde. Jeg mener det just ikke saadan. Men Fruen
kan tro, at vi simple Piger ser mere end saadanne som Fruen.«
De gik raskt af Sted, for Herren havde vendt sig og fulgte paa en
ubehagelig Maade tæt i Hælene paa dem.
Saa opdagede han, at han kendte Fruen. Han vendte sig og forsvandt.
Heralda begyndte igen:
»Joakim blev saa borte i lang Tid, jeg saa ham aldrig, og jeg vilde
jo nødig miste ham alligevel. Men saa den Dag, da Herren og Fruen var
til Deklarationsmiddag hos Etatsraadens, saa kom han. Og han havde
en Present med til Maren, men ingen til mig, og han var muggen og
tvær, naar jeg talte til ham, og han sagde, jeg elskede ham ikke. Og
det var en skrækkelig Aften, kan Fruen nok forstaa. Men saa Søndag
Eftermiddag kom han igen og gik lige ind paa mit Værelse til mig, og
han var ligesom i gamle Dage, og vi havde det saa godt og morsomt.
Jeg var saa forfærdelig glad, for jeg havde lige siddet og grædt, jeg
troede jo, det var helt forbi mellem os. Maren blev inde hos Manse
og blev der hele Aftenen. Og da han hørte, at Manse havde ondt for
Tænder, og at hun ikke kunde gaa fra ham, saa sagde han, at han ogsaa
helst altid bare vilde være ene sammen med mig, og saa meget andet
godt, sagde han, og han blev saa underlig ... og jeg ved ikke, hvad
der gik af mig ...«
Heralda bøjede Hovedet, men skottede halv trodsig, halv skamfuld hen
til Fruen ...
Men _hun_ hørte næppe efter mere; hun var dødtræt; Modløsheden var
paa engang kommen over hende; hun længtes usigeligt efter sin Mand
og sin hyggelige Krog i hans Arbejdsværelse ... hun kunde ikke bære
mere alene, kunde ikke rumme alle disse skarpe Modsætninger ... Aah,
hvile sig hjemme, rigtig hvile ud, medens han smaasnakkede muntert og
hyggeligt, bragte Ro i hendes Sind og fik hende til at glemme alle
triste Tanker ...
Mere koldt, end hun egentlig mente det, sagde hun Farvel til Heralda,
der skyndte sig hjem til det lune Barneværelse, hvor den fremmede
Dreng græd efter hende ...
Da Fruen kom ind, sad Maren og kyssede Manse, der sprællende hoppede
op og ned paa hendes Skød.
Trætheden svandt af Moderens Træk; hun gik hen og tog sin Dreng;
hendes Stemme dirrede lidt, da hun sagde:
»Jeg skal nok selv lægge ham i Seng i Aften.«
»Naa,« kom det fornærmet fra Maren, »saa ka' je' maaske gaa u'
me' min Kærreste, for je' er bleven forlouet me' Johansen hos
Matrialhandleri.«
* * * * *
»Du ..«
Han vendte sig fra sit Arbejdsbord og nikkede glad til sin Hustru,
der saa frisk og munter ud.
»Ja, kære.«
»Jeg har gaaet saadan en lang og dejlig Tur i Dag igen. Og ved Du
hvad .. jeg .. jeg ..«
»Naa .. Du .. Du.« Doktoren gjorde spøgende Nar af hendes pludselige
Stammen.
Saa kom hun hen til ham, stod og støttede sig mod hans Stols Ryg.
Først da han lagde Hovedet helt tilbage og saa op i hendes Øjne,
bøjede hun sig ned til ham.
»Jeg er i en saa underlig, næsten overvældende lykkelig Stemning. --
Vejret var saa klart, -- jeg kan ikke glemme Heraldas Henrykkelse
over den gode Plejemoder, som Du har skaffet hendes Barn. -- Saa er
der Manse, som holder meget mere af mig, siden Maren er taget bort --
-- det hele, -- Du er jo ogsaa meget mere virkelig glad, end Du har
været --«
Hun rejste sig fra hans Knæ og sagde alvorligt:
»Du, maaske er det Synd af mig at være saa lykkelig -- saa mange ere
saa bedrøvede, og der er saa meget rent unaturlig forkert i Verden;
men Du ved ikke, hvor jeg er optaget af det Maal, jeg har sat mig.
Jeg _vil_ ikke give efter for min Svaghed. Vi _vil_ ikke mere have en
Fremmed ind til at være vort Barn nær. Vel?«
»Mange er jo nødt til det, og hvis --«
»Hvis, hvis. Nu ikke saa doktorklog, Du. Det er saa dejligt at haabe.
Jeg ved naturligvis nok, jeg er --«
»Forkælet, min egen Ven.«
»Hvem er det, der har forkælet mig allermest?« Hun lo til ham.
Saa drog noget større og alvorligere hen over dette blide, gratiøse.
Og hun løftede Hovedet og saa' stolt og ømt hen for sig:
»Har jeg faaet Lov at bære Barnet til Verden, maa jeg vel ogsaa kunde
opnaa selv at give det Næring, naar jeg ikke spreder og spilder mine
Kræfter.«