Der lød Træskoklapren udenfor.
Døren blev skubbet op, og en Kone traadte ind. Hun saa spørgende paa
den fremmede, fine Dame. --
»Naa .. det er Heraldes Frue. Ja, hun var jo ellers flink nok, si'er
de. Vi vilde jo heller ikke ta' mo' saadan enhver Rendetøs,« sagde
Konen værdigt. »Naa De ve' vel, hun kommer i Dau; -- ja, det gør hun
-- ja, om et lille Korn tænker je', hun er her. De ka' godt sitte ner
saa længe. -- Væ' s'go dov. Maaske De vil ha' en Taar Kaffe? Naa ja,
for je' ku' jo snart faa Kedlen paa. -- Ja, je' maa stræve, vi sku'
jo ha' Risbrændet rubbet a' Vejen inden Auten.«
Konen vendte Drengen og stak ham en Sukkersut i Munden; derpaa gik
hun igen til sit Arbejde.
Fruen sad lidt paa Træstolen henne ved Vinduet.
Saa blev hun urolig og gik op og ned ad Gulvet; hun mærkede,
hvorledes denne usædvanlige Situation voldte hende legemligt Ubehag.
Men saa tog hun sig sammen.
Det var dog altfor umuligt, hvis hun besvimede her og maaske blev
lagt ind paa den Seng.
Det var ogsaa Synd af ham at holde saa bestemt paa, at hun skulde
rejse alene.
Maaske det kun var denne indelukkede, tunge Luft her, der gjorde
hende syg.
Hun gik ud paa Vejen og gav sig til at spadsere frem og tilbage, fast
bestemt paa at vente her, i Stedet for, som Doktoren havde sagt,
at faa Lov at sidde i Kromandens Stadsstue og drikke Mælk og spise
Landbrød, indtil Toget gik. Hun vilde hilse paa Heralda og tale med
hende; det var dog i hendes Hus, at Pigen var kommen i Ulykke, og --
maaske havde hun noget at gøre godt igen; saa haard som mod Heralda
havde hun aldrig været mod nogen. Hun kunde ikke lade være at tænke
paa den Eftermiddag, da Pigen, bleg og grædende, betroede sig til
hende; paa hendes afbrudte og stammende Bekendelse havde hun kold og
rolig svaret:
»De maa jo saa hurtigst muligt ud af Huset.«
Hvor havde hun ogsaa kunnet tale saa haardt og overlegent; det tænkte
hun nu, medens hun gik frem og tilbage, mat og træt og med Graaden
i Halsen. -- Men langsomt, lidt efter lidt, beroligede den uvante
Stilhed hendes oprørte Nerver.
Hun blev staaende og saa ud over de udstrakte Pløjemarker, hvor Rimen
endnu laa mellem Knoldene, og hvor Kragerne hoppede om i tunge Sæt,
saa fløj de skrigende op, hen mod de store, lave Bøndergaarde, om
hvilke Poppelpilen stod med de tørre Kvistes spilede Grenenet mod den
svagt skyede, blege Vinterhimmel.
Hvor var her dog ... næsten morsomt stille. Hun lagde Mærke til,
hvor tydeligt hun kunde høre en ensom Vogns Rullen ude paa den faste
Hovedlandevej. Og hvor var det smukt med de mørke Straatages grønne
Mos, der saa' saa lyst ud i det dæmpede Solskin.
Men koldt var det alligevel at staa stille.
Den unge Frue begyndte igen at gaa frem og tilbage.
Men hun er ikke mere saa optaget af sig selv og sine egne Tanker; hun
er begyndt at se sig om.
Inde ved Vinduet i et af Smaahusene sidder en gammel Kone med et
stærkt rynket, meget udslidt, men mildt og stilfærdigt Ansigt.
Fruen kan ikke lade være at lægge Mærke til det. Konen hilser med et
Nik og viser sig lidt efter i Døren: »Værsgo' vil De ikke indenfor,
det er da saa koldt at gaa og vente.«
Fruen tager mod Indbydelsen og følger med den Gamle ind i den lille,
lave Stue med den brede Seng med Sirtses Sengetæppe og den høje
Kommode, hvor et Par hvide Porcellænshunde staa og glo stift paa hver
Side af Biblen og den store Salmebog. Den Gamle beder hende sætte sig
i Stolen ved Vinduet.
»Ja men, er det ikke Deres Plads?«
Den Gamle er næsten fornærmet. »Der ska' De re'nok sætte Dem; det er
den bedste Stol; den er saa go' i Sitningen.«
»Tror De, jeg kan se, naar der gaar nogen ind i det lille Hus her ved
Siden af?«
»Je' ska nok ha' Øje me' Vejen; det er vel Heralde, De ska' tale
me'?« ...
Og den Gamle underholder, dreven af et medfødt Gæstfrihedsinstinkt,
den fremmede Dame, og de komme snart i Passiar.
Fruen hægtede Pelsen op.
Den anden rejste sig med lidt Besvær for at hjælpe hende den af.
»Aa Herregu'! Naa ja; De er vel nylig bleven givt. Ja, je' ka' tænke
det.«
»Ikke saa ganske nylig,« svarer Fruen med et lille Smil.
»Saadan en ung, køn Kone! Ja, ja, Modernavnet er helligt,« siger den
Gamle, der endnu er i den Tankerække, som Synet af hendes Gæst vakte
i hende. »Modernavnet er helligt. Herregu', ja. Ellers sto' vi vel
heller ikke alt det igennem. De ka' tro, -- det er et stort Øjeblik,
naar vi lægger Barnet til Brystet. Aah, vi knuger det ind te' vos,
aah saa fast, saa fast ..«
Fruen havde pludselig faaet Glans i Øjnene og Rødme i Kinderne. Den
gamle, fattige Moders højtidelige Tonefald fik hendes Hjærte til at
banke af en dyb og hemmelig Lykke.
»Ja, der er jo no'e at staa igennem,« vedblev den Gamle. »Da Knu'
blev født, var det saa fattigt for vos; og vi ha'e ikke skikket Bu'
te' Bønderne. -- Saa plejede de ikke van at sende Basselma' dengang,«
tilføjede hun forklarende. »En bitte Flæsk og lidt Katøfler ha'e vi
da i Huset. Ja, og saa Øllebrø' i en Ørepotte; det fik je', og je'
spiste det altsammen. For je' var bleven sulten, ska' je' si'e Dem.
Og saa sa'e Rasmus: Nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du spist
alt det! Ja, og je' ku' ha' spist mer', om vi ha' haut det, sa'e je'.«
Den Gamle lo fornøjet, som om hun havde sagt noget morsomt. Og hun
gentog: »Og Rasmus sa'e: nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du
spist alt det! Ja saamænd.«
Fruen saa interesseret paa hendes milde, men hærgede Ansigt. Dette
var noget saa nyt for hende, der var saa forvænt og havde det
saa trygt og fredet og dog var blødagtig og ilde til Mode i sin
Ørkesløshed og sin stadige Spekuleren over sig selv.
Den Gamle blev snaksomt og fortroligt ved.
»De ka' tro, je' døjet me' min første. Ve' og faa ham te' Brystet.
Aah, je' maatte ha' et Tørkle' i Munden for ikke at skri'e. Og saa
var det jo, at min Mor kom ovre fra Taas'je for at se til mig. Og de'
va' jo yndigt for mig. Men saa sier hun: men jahne dog, skammer du
dig ikke din tovle Tøs, ve du se, du ka' faa ham til og ta' ve'. Tror
du, du ka' køve Mælk til ham hele Vinteren! Saa maatte je' jo staa
det igennem; ja, je maatte ... Men Jøsses je snakker, og nu piver
Toget. Saa kommer Heralde straks.«
Lidt efter saa de den høje, ranke Pige gaa hurtigt forbi Vinduerne.
Den Gamle rejste sig for at se efter hende.
»Ja, nu gik hun jo saa ind til Hjulmandens.«
»Maaske jeg maa vente et lille Øjeblik endnu her. Jeg vil ikke saa
gerne forstyrre lige straks.«
»Nej, det er vel heller ikke værd. Det er jo dog hendes Barn, den
stakkels Tøs ...«
Da Fruen skulde til at gaa, fulgte den Gamle hende helt ud gennem den
lille Forhave.
»De maa passe godt paa Stien, for den er lidt glat ... Ja, Farvel
lille Frue ... Gu' velsigne Dem. Og kommer De en a'en Gang, saa ka'
De godt sitte og vente her; der lugter jo ikke altid saa godt, hvor
der er smaa Børn og saadan ... Det er ikke saa redt, naar Manden
ta'er sig en Taar. Nej det er ikke ... og kivsomt er det for Konen.«
Fruen stod stille og nikkede, før hun gik ind ad Naboens Dør. Den
Gamle var bleven staaende med Hænderne under Forklædet og saa venligt
efter hende ...
Heralda, der sad med sin Dreng, saa' trodsigt op, da hendes forrige
Frue kom ind.
Men Trodsen blev til et stort, rørt Smil, da Fruen bøjede sig ned
over Drengen og sagde:
»Til Lykke med dit Barn, Heralda. Det er jo en sund og frisk lille
Gut.«
Lidt efter sad hun og saa interesseret og deltagende paa Pigen, der
vaskede og badede sit Barn under mange sørgmodige Udbrud over det
forsømte, lille Legeme.
»Aah Frue ... kan Fruen huske, at jeg havde Lov at benytte
Badeværelset hos Dem hver Lørdag ... Og nu skal det lille Skind være
i saadan et Griseri.«
Heraldas Taarer faldt paa Barnetøjet, som hun tog efterhaanden, som
Fruen lagde det til Rette for hende.
Heralda knugede Barnet ind til sig og saa knapt paa Fruen, naar denne
talte til hende.
Barnet drejede sit lille Hovede nærmere ind til hende.
Da brast hun i Graad.
»Herregud, min lille, elskede Henrik; er Du sulten? Kan Du huske, Du
fik din Mad hos mig den første Tid! -- Jamen, jeg maa jo ikke, jeg
tør jo ikke, min lille, kære, yndige Dreng; jeg tør jo ikke, saa er
der jo ikke noget til lille Kaj, naar jeg kommer hjem.«
Fruen vendte sig heftigt om og gav sig til at se ud af Vinduet for
at skjule sin Bevægelse. Hun kom til at tænke paa nogle Ord, som hun
havde hørt paa en Visit, hvor hun havde truffen Heraldas nuværende
Frue; en Dame havde sagt: »Det er rigtignok udmærket, De faar en
Amme, saa er De dog mindre bunden!« Og Kajs Moder havde svaret: »Ja,
ellers blev det for generende. For min Skyld kan vi godt begynde paa
Prøverne til Basarkomedien nu; jeg kan jo heldigvis være hjemme fra,
saa meget det skal være.«
Det var en underlig tom og flov Følelse at mindes dette, her, i denne
Stue.
Men i næste Nu svulmede al hendes Hjærtes Kærlighed, -- hvad var dog
al den tidopslugende Færden sammen med ligegyldige Selskabsmennesker
mod den ene, stærke, dejlige Følelse at have sit Barn -- nyt Liv,
rigt paa alle gode Muligheder, nyt Liv, som man elskede uforklarligt.
Den samme Kærlighedsfølelse havde Pigen, -- saa var hendes Hjærte
ikke fordærvet -- Pigen, som kun i korte Øjeblikke kunde gemme sit
Barn i sine Arme. --
Hvorfor, hvorfor er det ikke saadan, at hun og hendes Kæreste har
respekteret Samfundets Ordning af Kærlighedsforholdet, har bunden
sig til hinanden og først faaet Barnet, naar de tilhører hinanden
for altid, og aldrig nogen anden Mand eller Kvinde har Ret til at
ønske deres Kærlighed. Bo sammen, danne Hjem sammen, modnes sammen,
dele Hverdagslivets store og smaa Indtryk, til den rette, ukunstlede
Samfølelse vokser frem og binder dem for altid til hinanden, -- det
_er_ det skønneste, det bedste og den sandeste Frivillighed. --
Ovre fra Huggehuset klang Øxeslag, jævnt og ensformigt, som de havde
lydt i mange Timer; paa Vejen kørte en Mejerikusk forbi med sine
mange Spande; en Karl, der havde været ude at skove, kom gaaende hjem
over Markstien, og fra Bondegaarden henne ved Vejskellet steg Røgen
til Vejrs og meldte om flittigt Arbejde inden Døre. --
Medens den unge Frue stod her ved det lave Vindue i den fattige Stue
og lyttede til Barnets Klynken og dets Moders ømme, bedrøvede Stemme,
gled den moderne, civiliserede Skal af hende og tog al det tillærte
med sig, og hun var kun _Moderen_, der tænkte paa det Samfund, som
engang skulde præge, smudse eller støtte hendes Søn.
Hun anede, at der blev gjort Fortræd paa en eller anden Maade, mod
hende, mod den unge Moder der og mod _Barnet_. -- Alle Børn skylder
ikke en frisk og stærk Kærlighed deres Tilværelse. Og naar de blive
voksne, mødes de af noget, der ikke er, som det skal være, men som
Samfundet vedbliver at taale, noget falsk og ophidsende, der tvinger
en usund Attraa, som ikke er givet dem af Naturens kloge Haand, ind i
deres paavirkelige Sind .... At man vovede at friste paa saa mange
Maader, at man understøttede saa megen tom Forfængelighed, fandt sig
i saa megen opblæst, latterlig Egoisme, at Kvinderne tidt var saa
tomme, saa troløse og uforstaaende og ikke havde Finhed og Ømhed
nok til at forædle de Længsler, de vakte, -- ikke kunde holde, hvad
deres Ydre lovede! -- Hvorfor banedes ikke Vejen for de Unge, hvorfor
fik de ikke Lov til at se Sandheden i Øjnene, hvorfor taarnedes
Fristelser og opslidende Adspredelser for hver Dag mere og mere op om
Slægten, som om den ikke var nydelsessyg og hastig nok i Forvejen.
Hun forstod ikke ret alt dette, som vældede ind over hende, hun anede
kun dunkelt, at noget galt var der ... hun havde ikke før tænkt nok
over det, det som gjaldt _hendes eget Barns Sjæl_.
Hun havde været med til -- tankeløs og med æstetisk Ubehag -- at
vende sig bort fra den alvorlige, fraseløse Henpegen paa Tidens
Saar og Usselheder. Hun havde været med til leende at fortabe sig
i Kantetheder og Fejltagelser hos dem, som af Kærlighed til deres
Samtidige og af Had til det, som tilsmudsede dem og øgede deres
hæsblæsende Egoisme og idéløse Materialisme, ærligt og uselvisk dog
idetmindste _forsøgte_ Kampen. --
Hun var ikke saa vidende, ikke saa erfaren, havde altid været gemt og
fredet, først i sit Hjem og saa hos sin Mand. Men _Livet_ gemte og
fredede ikke; det gav koldt og nøgternt hvert Menneske _sit_ Ansvar
og sin lille Lod i det store Land at opdyrke. Og _der_ skulde det
for hende blive anderledes. Hun havde ikke været nok for sin Dreng;
og hvorledes var hun udrustet til at være en Tilflugt og en kærlig
Vejleder for ham, naar det begyndte at spørge og undres dybt i ham!
Hun var i Grunden ogsaa en daarlig Hustru; -- aah ja -- vist var de
lykkelige; men hvorlænge kunde han have nok i den sommerlige, lette,
legende Forelskelse, som var Charmen i deres Ægteskab nu. Han, som
var saa alvorlig, og som daglig levede i saa megen Alvor.
I Begyndelsen var der saa mange Ting, som han vilde tale med hende
om; hun havde naturligvis gjort sig Umage for at høre efter, men
han mærkede med en Lydhørhed saa sart som en Kvindes, at Resonansen
i hendes Sind ikke klang ægte. I Virkeligheden _havde_ hun jo ikke
Interesse nok. Efterhaanden holdt han op at tale om den Slags Emner.
Selv havde hun lukket sig ude fra en Del af hans Sjæl. Men den Dag
skulde komme, da han, uden at ane hvorfor, igen af sig selv delte sin
Fortrolighed med hende.
-- De smaa dagligdags Bemærkninger, -- hvor det gør lidt ondt ikke at
faa Svar i samme Toneart, og den store fuldtklingende Fortrolighed,
hvor man bevidst, med Højtid, løfter Fligen for sin Sjæl. -- Tankerne
vældede ind paa hende. -- --
Hun vendte sig omsider og saa' efter Moderen, der sad med sit Barn,
men hvert Øjeblik urolig trak sit Uhr frem. Den unge Frue besluttede
-- paavirket af denne Dags Oplevelser, der havde virket paa hendes
sunde Begrebers Oprindelighed, som den kraftige Regn virker paa de
tilstøvede Planter, -- at sætte alt ind paa at vinde den Styrke,
som hendes Sjæl behøvede, og at holde sig borte fra det, som
overophidsede hendes Nerver og tærede paa hendes Kræfter; hun vilde
opnaa selv at kunne amme det Barn, som hun nu bar til Verden; hun
vilde ikke skaffe det Næring paa et andet lille Væsens Bekostning!
Hun betoges af en underlig tillidsfuld Længsel efter i et nært
dagligt Forhold til Gud at vinde Haab og vinde Styrke til i Sandhed
at blive en Opdrager og en Tilflugt for sit Barn. -- --
Heralda græd meget, da hun snart efter maatte sige Farvel til sin
Dreng, og misundeligt saa hun efter Konen, der stod med ham paa
Armen. Smaagrædende fulgtes hun med Fruen de Par Skridt hen til
Stationsbygningen.
Fruen gik saa underlig hjælpeløs overfor hendes Sorg. Naturligvis
.... det maatte jo være ganske forfærdeligt at skulle have sit
lille Barn ude blandt Fremmede ... og .. Synd for Barnet var det
selvfølgelig ogsaa ... men det hele var jo fra den anden Side set
ogsaa saa forkert ... og man maatte jo ikke glemme, at det var en
stor, stor Synd baade mod Gud og mod Samfundet at sætte et Barn
i Verden, naar Forældrene ikke var gifte og for altid bundne til
hinanden. Stor Synd, naar der ingen Rede var til at gemme det lille
Væsen i. Selv om den havde været nok saa fattig, -- det var dog det
eneste naturlige! ...
Men hun kunde ikke nænne at tale om Synd til denne unge, kønne,
bedrøvede Moder, der nu skulde bort fra sit Barn for at pleje og
passe et andet, hvis Forældre _betalte_ hendes moderlige Omsorg ...
Fruen satte sig ind i den 3dje Klasses Kupé til Pigen. De talte ikke
sammen, medens Toget fór af Sted.
Heralda sad og stirrede forgrædt og beklemt ud i Landskabet, som
Tusmørket slørede og gemte; kun engang -- da Fruen trøstende lagde
sin Haand paa hendes --, saa hun taknemmelig op. --
Da de igen stod i Byen, sagde Heralda:
»Her er nok ingen efter Fruen. Jeg kan vist godt naa at følge Fruen;
Fruen holder vel ikke af at gaa alene nu i Mørkningen; det er saa
glat paa Gaden.«