Fruen begyndte igen at ofre Tid og Opmærksomhed paa sin Frisures og
sit Toilettes pyntelige Detailler, og Visitterne blev modtagne, til
Dels gengældte. --
Snart blev det saadan, at det næsten var dagligdags, at Doktoren,
naar han kom hjem fra Praxis, maatte ind at klæde sig om for at gaa
til Middag.
Naar han næsten var færdig, plejede hans Hustru at komme ind, for hun
havde saa uendelig meget at fortælle om Manses mange Paafund.
Tænk, han havde taget Maren i Næsen, saa det gjorde _ondt_, ligefrem
ondt -- han havde saa mærkværdig mange Kræfter allerede; Maren havde
slaaet ham over Fingrene, men saa havde han drejet sig paa hendes
Skød; det saa ud, som han vilde slaa igen. »Han bliver vist rigtig
uartig,« sagde hun stolt og lykkelig.
Og saadan havde hun den ene Historie efter den anden at fortælle om
Manse. Han _var_ nu ikke saa langt tilbage som andre Børn i den Alder.
Doktoren var nær ved at mene det samme.
»Hvem der kunde blive hjemme hos jer!«
Men det gik jo ikke an. Man kunde jo ikke blive ved at isolere sig.
»Naar _Du_ endda tog med.«
Og saa begyndte de igen paa den Komedie, at han agerede gnaven og
jaloux paa Manse, -- indtil hun alvorligt kom med sit: -- ikke Tale
om, at hun allerede gik fra Barnet, der havde været lige ved at dø!
De kyssede Uhyggen bort og begyndte igen at spøge.
Han fuldendte sit Toilet med en forstilt Omhu, som gav hende
Anledning til smilende og smaadrillende at hentyde til visse
Lapserier fra Ungkarledagene.
Opdagede de saa, at han var ved at komme for sent, fór han i Kjolen,
medens hun rakte ham Uhr og Nøgleknippe. Og han gik til Døren.
»Skynd Dig dog nu,« sagde hun; men Tonen og Maaden var saadan, at
han maatte tilbage endnu engang.
Hun gik smilende og glad med ind i Spisestuen, tog selv Pelsen fra
Heralda for at faa ham af Sted saa hurtigt, som muligt.
Men han gemte hende ind i den og truede med at bortføre hende med
Magt.
»Den tykke, kurtiserende Hr. Postmester til Bords og Æren af at
converseres af Tante Rosalie ved Kaffen om Mines eller Lines
Madkærester. Kan Du modstaa?« lokkede han.
Heralda smilede diskret; men Maren, der stillede med Manse, som
skulde sige »adjøs til Fatter«, lo højt.
Herren og Fruen saa til hinanden, halvt muntert, halvt vemodigt; det
var, som der efter Spændingen var kommen en vis ubevidst Reaktion,
der fik dem til at være lystige, næsten legende i hinandens Selskab,
medens de dog havde saa let ved at føle Refleksen af Sygdomsdagenes
Angst og Sorg.
* * * * *
Maren blev snart uundværlig.
Efterhaanden som Mindet om den Alvor, der brutalt og ukaldet havde
paatrængt sig de unge Folk, blegnede, kom den statelige, typiske
Maren ligefrem til at »tage sig ud« som saa meget andet Tilbehør i
det elegante Hjem.
Fruen fik travlt med at gaa til Syersker med Maren, der skulde have
store Forklæder, Hue med røde Hagebaand og andet, som hørte til, naar
hun skulde ligne en Bondekone i Nationaldragt.
Og desuden maatte Fruen tage sig Tid til at sidde i Ro ved sit
Sybord, for hun vilde selv tegne og brodere Manses Kørepels og hvide
Kjoler, -- og han _maatte_ have flere af forskellig Størrelse, for --
hvor han lagde sig ud! -- --
Doktoren havde intet imod paa sin Vandring i Byen at møde »Optoget«.
Maren saa formelig statelig ud i sin Uniform, og det var med bevidst
Værdighed, at hun skød den blanke, pudsede Vogn med den yndige Dreng
... Og .. hvor var hans Hustru dog smuk ... denne tilbageholdne,
rolige Mine; .. hendes beundrede Ungpigeskønhed var afløst af en
langt finere og mere tavs Ynde.
Saa kunde det hænde, at Manse fik Doktorens Stok at holde paa, og
at de fulgtes hjem alle fire ... Maren i passende Afstand foran med
Vognen og svingende og svajende med de vide Skørter.
Naar Heralda stod i Vinduet og saa dem komme, faldt hun i Tanker.
For hende blev det uvilkaarligt saadan, at Doktorens ridderlige
Ægtemandsvæsen kastede en vis Afglans over hendes Kæreste, den flotte
Skorstensfejersvend, og det blev efter sit Herskabs Forhold, at hun
dannede sig sit Ægteskabsideal.
* * * * *
Heralda skulde nok vogte sig for at give de Tanker Luft overfor
Maren, skønt de to var blevne meget fortrolige, især efter at Fruen
i et Anfald af Sparsommelighed havde givet Kokkepigen Afsked og
engageret en Pige, der gik hver Aften tidligt for at bo i sit Hjem.
Herskabet var igen begyndt at tage ud sammen til Koncerter, Theater
og Middagsselskaber; Heralda og Maren var ofte ene hjemme.
De lod da Døren staa aaben ind til Marens Værelse, hvor Manse, mæt
og tilfreds, sov i sin Vugge, og saa gjorde de sig det hyggeligt i
Spisestuen.
Heralda dækkede op med The og Smørrebrød. »Theva'j!« udbrød Maren,
»det ka' je'tte taale aa loute. Det er te' aa forgi' Mæj'sker me'
... saa gaar je' da hellere te' Va'jposti. -- Nej e' lille Drove go'
Kaffe! ..«
Og saa lavede Heralda Kaffe til hende; hun gjorde det med god
Samvittighed, for Maren skulde jo fedes og føjes.
Til Gengæld var Maren underholdende ... Hun fortalte saadanne
Historier fra »Stiftelsen«, at Heralda blev ganske bleg derved.
Men Maren havde ogsaa de rørende paa Lager ... fra den Tid hun var
sytten Aar og blev Malkepige paa Herregaarden og vilde springe i
Voldgraven af Sorg over, at hun var kommen for Skade og havde været
»saa ma'esløs uheldig«.
»Det va'tte te' aa nære sig for det Rak,« raisonnerede hun mut.
Men farlig Grin havde de alligevel havt. »Gu' sikken Sjov med
Forvalteri' og Landvæsenseleverne, som var saa store paa det, men
ku' si'e saa maje grinagtig »Komplementer« aa den Slavs Slu'er, naar
de mødte en stakkels Pige alene. -- Og saa Frøkenen, som knap ga'
lukke sin Mund op te' én, naar hun kom ne' i Mejeriet aa sku ha' den
nymaalk'de Mælk -- ja, li'e -- fræss fra Fass, som ha' sa'e -- denne
her Elever fra Køvenhavn. Ja dov, dov, hvor var hun storsnu'et. Hun
var da bleven kulret, hvis hun ha'e vidst, at hendes Grevekæreste
gerne vilde spelle Kæreste me' vos, naar ha' ku' komme gedolt fra'et,
den Luskemikkel.« Og Maren skoggerlo. Hun nærede ingen Illusioner om
Mændene; dem kendte hun kun fra en Side, men den kendte hun ogsaa til
Gavns.
Heralda benyttede Pavsen til at gøre et Forsøg paa at faa sin
sædvanlige Tone indført; hun talte om, hvor mageløs Doktoren var mod
Fruen, og hvor den unge Candidat Hansen, der kom til Doktorens og
spillede Violin, var forelsket i Frøkenen fra Etatsraadens.
Men det interesserede ikke Maren videre.
»De ere li'e tovlie allesammen,« sagde hun afsluttende. -- »Din Jokum
..«
»Joakim Larsen!« afbrød Heralda.
»Hvorfor kommer ha' ikke aa besøjer Dig? Ha' gaar nok paa Lærkensjov,
si'en ha' ikke har været her.«
»Min Familie synes ikke om, at han besøger mig paa mit Værelse,«
svarede Heralda hovmodigt. Der var dog Forskel.
»Naa saa det gør de ikke«, sagde Maren, helt imponeret af den Tanke.
Men saa gled hun ind paa det Omraade, hvor hun var mest hjemme. Og
Heralda vænnede sig efterhaanden til hendes Historier. -- --
»Men naar der kommer Børn?« spurgte Heralda en Aften, uhyggelig
tilmode.
»Skidt, de bliver sgu nok forsørret!« Maren slog overlegent ud med
Haanden. Lidt efter vedblev hun:
»Je' har haut tre. Ja, s'mend. Nummer to ... hans Far ... ja, dov,
dov, sikken Malasje me' den Unge ... hans Far var et lille tovli',
højbenet Kræ, der var i Besøj hos Grevens og var helt mør over det,
at Comtessen vi'te se te' den Si'e ha' var, og det skønt de danjsed'
og regered' me' Baler og Kommers den Sommer. Saa ku' ha' ju'tte nære
sig ... ja, skidt var det, og fuld var ha' mest, ha' sa' nere hos
Forvalteri og bælled' sig, naar di an're ha' lagt sig om Autningen.
Og saa kom Barunen jo væsgo' ne til mit Kammer og ga' sig lisse
ønkelig ... Storsnu'et og spedalsk blev ha' jo, for je' lukked' jo
Krampen paa for ham. -- Men je' var jo smaat kørendes me' Penge, ...
saa gik det galt elejn.«
»Herregud Maren; men Barnet Du talte om?«
»Ja, hvor je' tvined' over den Unge, der var ju'tte mer Ky' paa
ham end som Tobak for en Skilling. Idiot var ha' jo osse da! Gu',
hvor ha' hørsed' me' mig, den ny Dovter, -- je' maatte klarere
hele Re'ligheden u' for ham om denne her lille skitte Barun, der
var svirende. Ja, det var da nu ledt. -- Ungen fik je' da paa
Anstalten, frit me' Betalning og det hele, men gratis Skældu' fik je'
i Tilgivt af Dovteri. Ja, _ha'_ var skrap! -- Min a'en Dreng, det
var en a'erledes Fæ'relandsforsvarer end den lille Barununge ... Ja,
Herregu' -- nu har je'tte set ham i tre O'er.«
»Maren, hvor kan De udholde det for Længsel!«
»Det ve' je'tte! -- Je ha'tte haut Stunder te' aa tænke paa det.
-- Men det var li'egodt farlig Plasér aa bisse ne' te' min Mor om
Autningen, for Ungen, ha' var li'e te ha' skrinked', naar ha' saa
mig. Og hva' brø' je' mig om no'en Slavs Bal i den Ti', og Ka'lene,
de grinte jo. Og je' lo' dem grinne. -- Men saa var'et jo, at Naaden,
hun var hellig, og je' var bleven Vaskoppige, og saa vilde hun ju'tte
ha' mig i Køkkenet, je' maatte sgu afste' te' Majdag. Saa fik je'
Plads i Byen, og -- -- je' ve' sgu'tte, je' ku' da'tte sitte og glo
i det Hummer ve' Køkkenet hver Auten u'en at lukke min Mund op, saa
je' ku' hverken gø eller gave te'sidst; -- tovlie Mandfolk er der jo,
hvor vi _saa_ kommer, -- ja, det er sgu'tte saadan, -- men je' fik
da'tte Drengen at se, før je' rejste te' Køvenhavn, for Kærresten
ha'e det me' Fornemmelser. Ja og Køvenhavn, Heralda ... der er det nu
da saa møj tovli alsammen.« --
»Kæresten der var da for Resten stoderet,« vedblev hun ... »Saa kom
je' jo paa Stiftelsen ... je' klaver itte, Behandlingen var riæl
nok; je' ha'e det dov be'er end som Vaskekonen, hun var givt og det
hele, men hun maatte sgu lægge sig i Pjalterne og Møjet; je' fik da
baa'e Renlighe' og Opvartning.«
»Var det ogsaa en Dreng, stakkels Maren?«
»Det var et Pi'ebarn ... Der kom no'ne fine Folk, je' maa sgu'tte
si'e, hvem de er, de var helt væk i hende, og de bestilte hende te
aa komme te' dem, naar jeg rejste; je' skrev under paa en hel Del.
Saa kom je' jo herover paa en Studs, her er jo go' Fortjeneste;
Ma'en klaver je'te paa, og Dovteren og Fruen er jo da osse maje pæne
Mæ'jsker.« --
Manse tillod sig at smaagrynte lidt.
»Saa nu ska' det Kræ te' aa tre'e mig igen,« udbrød Maren, »Du ka'
ta' og vende ham.«
Da Heralda atter havde sat sig til Rette, begyndte Maren Samtalen
igen.
»Du er for Resten en Sta'spige at se paa, Ralde. Sikke tynd Du er.«
»Naa--aa.« Heralda vred sig smigret.
»Ja, nu ka' Du jo bare vente, te' Du har vaaren me' tre Gange;«
tilføjede Maren eftertænksomt.
»Slæbe og sli'e, te' man ønsker det uskyldige Liv Fa'en i Vold,«,
blev hun ved uden at agte paa Heraldas Mine. »Første Gang slævede je'
Vand te' en Time, før je' la'e mig ... Saa gaar »Figuren« sgu ... Det
skal Du se, naar Du først er i'et.«
Heralda blev fnysende vred og hvast fornærmet.
»Ja« .. sagde Maren uforstyrrelig, »saadan var je' osse .. lynende i
Ho'et, straks de kom te' mig me' Vrøvl ... Men saa er de jo saa sø'e
og sleske de Bæster, og ve' ikke, hvor de ska' skave sig og snakke
om Kærlighe' og den Slavs ... Men bav etter, naar vi ska' ha' Penge
te' Ungen, ja ... saa er der en a'en Snak, -- ja der er ... Og vi ka'
da'tte drovne dem som Kattekil'jer.«
Saa ringede det.
Maren ryddede af Vejen, og Heralda tog mod Herskabet.
Fruen kom straks ind i Spisestuen. Hun var i stort Toilette, det
silkeforede Slag hang løst over hendes smukke Skuldre, og hun var ved
at trække Hanskerne af.
Der var noget sødt og skælmsk over hende; Rødme i Kinderne og et Skær
i Øjnene af vaagen Livfuldhed; nu brød en varmere og dybere Glans
frem i dem, idet hun sagde:
»Hvordan har min dejlige Dreng det, Maren?«
Med Forsøg paa byagtig Tonefald svarede Maren:
»Det sø'e lille Bæst, je' tror s'men ikke, det varer længe, inden
ha' begønner aa vil plotte paa aa si'e no'et; ha' plaskede saadan i
Ba'et, det er vout, je' ka' tomle ham.«
Og Fruen og Doktoren smilede venligt til den tro Maren, der holdt saa
meget af deres Dreng og var saa god ved ham.
Fruen betænkte sig lidt. Maren syntes jo ikke om, at Manse blev
forstyrret, -- men -- hun _maatte_ liste sig ind og se ham endnu
engang, -- der var saa længe til i Morgen tidlig.
Søde, halvaabne Barnemund, runde, bløde Kind med Øjenvippernes mørke
Frynser, det lille Legemes sunde Varme -- hun kunde ikke lade være at
lægge sig ned ved Vuggen og kysse sit Barn og se paa det.
Manse begyndte at røre sig og gav sig lidt efter til at smaagræde.
Maren kom fornærmet ind. Ganske jaloux og ulykkelig saa Fruen paa,
hvor stille han straks blev, da Maren tog ham op.
Maren var imidlertid i naadigt Lune og holdt Drengen hen til Fruen
til Godnatkys. Forsigtigt kyssede hun hans Kind og de smaa buttede
Hænder og Fødder; saa gik hun beroliget ud.
Da hun var alene med sin Mand, sagde hun med Overbevisning:
»Du ... Maren er saa flink og fornuftig, -- Du kan tro, hun har lidt
meget under sit Fejltrin.«
Doktoren svarede ikke.
* * * * *
Et Aarstid senere sad Doktoren og Fruen i hendes Cabinet.
De havde siddet længe stille i Tusmørket uden at tale.
Da lød det lille Klap, som sagde, at Lygten derude paa Vejen blev
tændt, og det usikre, dæmpede Lys faldt ind over Fruens Ansigt.
Hun sad med Hænderne hvilende i Skødet og saa' underlig blødt og
fraværende ind i Halvmørket.
Hendes Mand bøjede sig frem og tog hendes Haand. Det var, som hun kom
tilbage; hun smilede blidt og lagde sig ind til ham ...
Gennem de lukkede Døre hørte man inde fra den anden Stue en høj
Barnestemmes kejtede Pludren; den blev afbrudt af Marens fynske: »Du
ve' nok, hvor Skauet ska' staa, din lille Knæjtebasse.«
De to henne i Sofaen lo lidt.
Saa sagde Doktoren:
»Bliver det ikke godt for Manse, at han ikke altid skal være den
eneste.«
»Ellers blev der nok ingen Ende paa Forkælelsen, mener Du.«
»Ja, netop ..«
»Havde jeg nu blot havt Heralda. Hun gik saa stille og passede alting
og havde saa behageligt et Væsen ... Jeg vænner mig aldrig til Laura;
hun gør mig nervøs med sine klodsede Manerer og sin evige Spørgen ...
At Heralda, den nydelige Pige, ogsaa ... nej, det er og bliver mig en
Gaade og en ligefrem Sorg.«
»Det var værst for hende selv .... stakkels Pige.«
»Uf, den Kæreste ... Har Du set ham siden?«
»Jeg mødte ham forleden og talte med ham.«
»Spurgte Du om Barnet ...?«
»Jeg fik at vide, hvor det var i Pleje .... Han tog ellers Sagen
meget flot, skældte ud over Heraldas Fader, der er vred og ikke vil
se hende. Men han havde godt Arbejde, sagde han, og skulde nok vise
den Gamle noget andet, senere; .... men han var jo lovlig ung til at
gifte sig og binde sig.«
»Sagde han det?«
»Ja, med en vis Medlidenhed med sig selv. Jeg tillod mig da ogsaa at
sige, at det skulde han have betænkt noget før.«
»Stakkels Heralda!«
»Hun har en god Plads og holder meget af Barnet, som hun ammer.«
»Og hendes eget ..?«
»Ved Du hvad ... Du skulde tage ud at se til det en Dag, naar det
bliver godt Vejr.«
»Ud paa Landet!«
»Ti Minutter med Jernbanen ... Du har saa godt af at færdes lidt. Du
murer Dig saa meget inde herhjemme nu.«
»Ja ... men ... tager Du med?«
»Nej ... nu maa Du holde dit Løfte og ikke kun tænke paa din Svaghed.
Husk paa .. Barnet .. Det er jo ikke blot legemligt, at det bliver
til ... dets Sjæl, Temperament, Karakter ... Aah min egen ....« Og
han knugede hende pludselig stormende og lykkelig i sine Arme.
* * * * *
Den unge Frue stod og saa fortabt ud over Markerne, hvor Toget, der
havde ført hende her til Landsbyen, brusede af Sted.
Nu var det borte. Kun en hvid, urolig Damp drev lavt hen over Jorden.
Hvis den nu formede sig, nærmede sig, omsnoede hende og kvalte hende
...
Hun knugede nervøst Hænderne sammen i Muffen. Alle de Fantasier, der
allerede var faret gennem hendes Hjærne i den korte Tid, siden hun
sagde Farvel til sin Mand! Hvorfor var han dog ikke ogsaa taget med!
..
Hun gik hen ad Vejen og spurgte sig frem til Bondehuset, hvor
Heraldas Dreng var i Pleje.
Først bankede hun høfligt paa Døren. Men da ingen svarede, løftede
hun med nogen Besvær Klinken, der satte tydelige Mærker paa hendes
Hansker, og traadte ind i et Slags stenlagt Bryggers.
Eller Køkken var det maaske. I det mindste stod der paa Sidebordet
et Lerfad med Flæskeben, og henne fra den aabne Skorsten lugtede der
stærkt af Grønkaal og brændte Kviste.
Fruen gik ind i Stuen.
Heller ikke her var nogen.
Hun saa sig nysgerrig og lidt beklemt om, hostede for at melde sin
Tilstedeværelse, men hørte intet andet Svar end det store Slaguhrs
langsomme tik tak.
Jo, nu skelnede hun et spædt Barns sagte Klynken henne fra Alkoven.
Hun gik hen imod den, flyttede en Stol, hvorpaa der stod et Vandfad
med Øllebrød, og kigede ind mellem de stribede Gardiner.
Der, paa de tykke Dyner med det grove, snavsede, krøllede Lagen, laa
Drengen.
Den, der havde givet ham af Øllebrøden, havde ikke baaret sig særligt
behændigt ad, for hans lille Ansigt var oversmurt med Maden, der var
tørret ind og sad i Klatter paa den fine, bløde Hud.
Hvor blev Manse dog anderledes omhyggeligt plejet og passet! Fruen
kom til at huske paa, at Svigermoder engang, før han blev født, havde
sendt hende noget fint duftende Sæbe, og i Brevet stod der: Du véd
ikke, hvor det er dejligt at lægge saadan et lille blødt, parfumeret
Barnehoved op til sin Kind ... Og nu denne stakkels, lille Dreng her!
Og stakkels Heralda!
Mon hun vidste, hvor uforsigtige de var med hendes Barn; han kunde jo
ligge der og græde, til han fik Krampe, uden at nogen hørte ham!