Da Doktoren lidt senere kom hjem, kaldte hun, glad og optaget, paa
ham, og han skyndte sig ind i Soveværelset, gnidende Kulden af sine
Hænder. --
Heralda holdt en Lampe i Vejret, saa Musklerne paa hendes blottede,
kraftige Arm traadte frem; Kokkepigen, der nødigt vilde gaa glip af
den unge Herres Badescene, syslede med Barnetøjet, der var hængt til
Varme ved Kakkelovnen.
Fruen stod og holdt den lille Fyr nede i Karret. Det buttede, søde
Barnelegeme gav smaa Ryk af Glæde, og den bitte lille, tykke Haand
slog henrykt ned i det lunkne Vand.
Doktorens Øjne straalede; da han traadte ind, var han endnu lidt
ærgerlig efter en hidsig Debat om kommunale Sager med Borgmesteren,
-- -- nu gav han sig optaget til at pludre til sin dejlige Dreng,
indtil han fik ham ganske ellevild af Velvære.
* * * * *
En Uge efter sad Fruen i Spisestuen med Fødderne paa en høj Skammel;
paa hendes Skød laa den lille Dreng, der havde været farlig syg i
flere Dage.
Medens hun mekanisk syslede med ham, trillede Taarerne ned ad hendes
Kinder og faldt paa hans Ansigt.
Han slog besværligt Øjnene op; de laa dybt inde i Hulningerne, og
deres Udtryk var lidende som hos et voksent Menneske; de blodløse
Læber bevægede han svagt, og han havde ikke Kræfter til at røre
Benene, da Moderen tog Tøjet af ham.
Doktoren stod og saa til sammen med en ældre Kollega ...
Denne undersøgte Barnet og sagde derpaa:
»De maa straks se at faa fat i en god Amme. Det er det eneste, der
kan redde ham.«
»En Amme!« gentog Fruen og saa hurtigt op.
»Jeg skal telegrafere til Stiftelsen, naar jeg gaar herfra. De gør
nok Dem den Tjeneste, de Herrer derinde ...«
Da Doktoren traadte ind i sit Værelse, efter at have fulgt Lægen
ud, stod hans Hustru og flyttede mekanisk med Fotografierne paa
Skrivebordet.
Hun brast i Graad, da han kom hen til hende.
Han tog ømt om hende.
»Græd ikke, kære kære ...«
Men saa gav hun efter for sin tilbagetrængte Trang til rigtig at
hulke. Al hendes Sorg og krænkede Moderfølelse gav sig voldsomt
Udslag.
Men han kyssede hende og spurgte med Ord, som han ikke plejede
at bruge, og med en Stemme, der var fuldere og varmere end hans
sædvanlige, om _han_ da var helt ude af hendes Tanker, om den
Lykke, som de to ejede, og som havde fyldt ham med uopslidelig
Modstandskraft mod al Lidelse, da intet betød for hende, -- naar
Sorgen kom.
Hun løftede Hovedet.
Det flammede op i ham ved at læse hendes Øjnes Svar.
Hun knugede sig med et dybt Suk ind til ham; saa gik hun stille ind
til sit syge Barn. --
* * * * *
Den store, svære Amme tog fat paa den lille udmattede Dreng med
sikker Ro.
Medlidende lagde hun ham til Brystet og dryppede et Par Draaber ind
mellem de trætte, smaa Læber; selv det syntes at anstrænge ham, han
faldt straks igen hen i tung Søvn.
Men efterhaanden, som han kunde tage mere Næring til sig, blev han
raskere og raskere.