Den unge Frue lod Romanen synke ned paa sit Skød og gabede træt.
Saa tog hun Refraichisseuren og duschede ud mod Halvmørket, der
begyndte, hvor Lyskredsen under Lampens store Skærm holdt op. Hun
lod tankeløs Blikket glide hen over den Smule Glans, der var over
Guldsnittet paa Bøgerne og Doktorens blanke Instrumenter henne i
Skabene.
Rejste sig derpaa og lukkede Fløjdørene ind til det lille
vaabendekorerede Forværelse, hvor Aviser og Aargange af »Puk« og
»Fliegende Blätter« laa ordnede paa Midterbordet. Portièren blev
trukken sammen, Folderne smukt ordnede; saa vendte hun sig og
stod og saa paa den hyggelige Stue med Familieportrætterne, nogle
Landskabsbilleder og de magelige bløde Møbler; deres mørke grønne
Farve behagede Øjet -- ligesom Værelsets øvrige Udstyr -- uden
særligt at fængsle det, talte om hyggeligt Velvære og en Smag,
der ikke stred og ikke havde Trang til at stride mod det, som var
almindelig anerkendt som god Smag i denne Provinsby, en af Landets
største.
Fruen gik langsomt og let hen over Gulvet og flyttede Lampen og sin
Bog hen paa et Bord, der var stillet ved den store Stol, som optog
Pladsen i Krogen ved den lune, grønne Ovn.
Hun satte sig mageligt til Rette og sad og saa lidt ud i Stuen.
Strakte saa Haanden ud, tog Cigaretetuiet paa det lille Bord og
tændte; et Øjeblik sad hun med Cigaretten i Haanden og røg lidt; saa
var heller ikke det morsomt længere, hun lagde den, tog igen fat paa
sin franske Roman og læste et Par Sider.
Holdt pludselig op med en Mine, som om noget havde berørt hende
ubehageligt -- -- igen dette: en overmægtig Sanselighed og en
pinefuld Lidenskabelighed, der krævede sit Offer for bagefter at lade
Livet ligge hen -- dobbelt øde, trist og indholdsløst. --
Nu havde hun tabt Lysten til at læse. -- Det ny Broderi? -- Hun
skulde være rigtig oplagt, naar hun begyndte paa det.
Der laa nogle Piecer og Beretninger, som hendes Mand havde bedt hende
interessere sig lidt for, han var saa optaget af de Sager i denne
Tid. Hun tog et af Hefterne og bladede lidt, -- lagde det igen, --
det var saa uskønt og kedsommeligt. --
Der lød sagte Trin over Tæppet inde i hendes Cabinet, og Stuepigen,
en høj, nydelig Pige, kom ind.
»Manse bliver ved at græde; han længes vist efter sit Bad og sin Mad.
Trine og jeg kan jo godt besørge det, hvis Fruen er træt.«
»Nej, nu kommer jeg, Heralda.«