1880-aarene hadde været fyldt av strid om mange spørsmaal, politiske og
sociale, religiøse og moralske, literære og sproglige. 1890-aarene blev
en meget roligere tid. Det kom ikke mindst av at det ikke længere var
problemene som blev sat op til debat i literaturen. Man var lei av de
naturalistiske livsskildringer. Ogsaa i Danmark vendte man sig mot
naturalismen. Her i Norge brøt Garborg med naturalismen i „Trætte mænd“;
og han skrev mer „psykologiske“ verker eller lyriske digt. Ibsens
dramaer fra 1890-aarene er sterkt „symbolske“ (se s. 166). Der blev
mange forskjellige strømdrag i det literære liv; men endnu ligger tiden
for nær vor tid til at den kan faa _historisk_ behandling. Vi skal
derfor bare gi en kort oversigt.
*Knut Hamsun* var en av dem som vendte sig sterkest mot
problemdigtningen, som han kaldte „ukunstnerisk tendensdigtning“. Han
hævdet „kunsten bare for kunsten“[57] (_artisme_). Hamsun er født i Lom
i Gudbrandsdal 1859 av gammel bonde-æt; men han var ikke mer end 4 aar
da han flyttet til Nordland med forældrene. I ungdommen var han en tid
skomaker i Bodø, og da gav han ut et par bøker. Men snart reiste han ut,
og da fik han prøve noget av hvert. Han var baade skolelærer og
lensmandskar, stenbryter og veiarbeider. Saa reiste han til Amerika hvor
han prøvde mange ting. Siden kom han hjem og begyndte at skrive i aviser
og holde foredrag.
[Footnote 57: „l’art pour l’art.“]
I 1890 gav han ut romanen _Sult_, og den skaffet ham med en gang navn
som digter og stilkunstner. Den er en „psykologisk“ roman, og
forfatteren gransker og skildrer sjælstilstanden og de indre oplevelser
hos en forfatter som maa kjæmpe sig frem i sult og nød. Et par aar efter
kom romanen _Mysterier_, som er fuld av mystik og lyrik og en mængde
fantastiske indfald. Men ogsaa her er det sjæleskildringen forfatteren
har lagt mest vegt paa. I et par mindre bøker (_Redaktør Lynge_ og _Ny
jord_) angrep Hamsun presseforholdene og de literære forhold i samtiden.
I 1894 kom _Pan_ med fine naturskildringer fra Nordland. Siden har
Hamsun git ut mange romaner og en del skuespil. I dem alle lægger han
vegt paa sjæleskildringen; i mange av dem er der polemiske utfald mot
forhold i samtiden. Ofte er der lyriske naturskildringer; stilen er
artistisk og fantasifuld. Hamsun har ogsaa git ut en digtsamling.
Hamsun har gjort en lang reise til Rusland og Kaukasus, og git fine
skildringer fra reisen (_I eventyrland_). Hamsun er sterkt paavirket av
russiske forfattere, især av _Dostojevskij_, desuten ogsaa av den tyske
filosof _Nietzsche_. Hamsuns bøker blir læst meget i Rusland, og de er
oversat til russisk alle sammen. Han bor nu paa Hamarøy i Nordland.
*Gunnar Heiberg* er født i Kristiania 1857. Han gav ut sin første bok i
1884; det var skuespillet _Tante Ulrikke_. Heiberg er først og fremst
satiriker, og hans første skuespil er en samfundssatire og hører nærmest
sammen med problemdigtningen i 1880-aarene. Emnet er tat fra den sociale
kamp i samtiden. Først seks aar efter kom Heibergs næste bok,
skuespillet _Kong Midas_. Det var rettet mot den moraliserende digtning
og særlig mot den, slik som Heiberg fandt den repræsentert hos Bjørnson.
Den er et av de verker som vidner om omslaget omkring 1890. Siden har
Heiberg git ut mange skuespil, saaledes flere satiriske samfundsdramaer;
mot norsk politik rettet han _Folkeraadet_ og _Jeg vil verge mit land_.
I en række dramaer skildrer han den magt den erotiske kjærlighet har
over sjælelivet. Det mest kjendte av dem er _Kjærlighetens tragedie_.
Flere av Heibergs stykker er blit opført paa teatrene. Heiberg har
skrevet mange avisartikler. Baade i dem og i dramaene bruker han et
klart og kunstnerisk sprog. Som Hamsun er Heiberg først og fremst
kunstner.
*Sigbjørn Obstfelder* var født i Stavanger 1866. Han reiste meget
omkring baade i Amerika og Europa og levde meget i Danmark. Han døde i
Kjøbenhavn 1900. Obstfelder skrev ikke meget; men det han skrev, gir ham
en særstilling. I 1893 kom en digtsamling ut; siden kom der flere smaa
noveller (f. eks. _Korset_), et drama, og efterat han var død _En prests
dagbok_. Han skildrer især smerten og sorgen ved livet, og han er altid
fyldt av forundring over tilværelsen. Formen var original og ny; sproget
er rytmisk og melodisk.
*Thomas Krag* var født i Kragerø 1868; han vokste op i Kristianssand. I
1891 kom hans første bok, fortællingen _Jon Græff_; som flere andre av
hans bøker var emnet og miljøet hentet fra Sørlandet. Der er mystik og
lyrik i hans fortællinger og romaner baade over menneskeskildringene og
naturskildringene. Svært ofte er det den hjemløse og ulykkelige han
skriver om. Krag bodde i mange aar i Kjøbenhavn og døde der 1913.
*Johan Bojer* er født i Trøndelagen 1872. Han har mest skrevet romaner,
saaledes _Et folketog_ og _Den evige krig_ rettet mot politikken. Av
hans andre romaner skal vi nævne _Troens magt_ og _Vort rike_. Han har
ogsaa skrevet nogen skuespil.
*Nils Collett Vogt* er lyriker. Han er født i Kristiania 1864; han har
mest bodd i utlandet, og derfra har han sendt hjem flere digtsamlinger
(den første i 1887).
*Per Sivle* var født i Sogn 1857, men vokste op paa Voss. Han var
bladmand i Kristiania i flere aar. Han døde der 1904. Sivle har skrevet
en mængde digt; i unionstiden skrev han mange politiske kampdigt og
fædrelandssanger (f. eks. _Vi vil os et land_, _Varde_). Han er sterkt
paavirket av den norrøne digtning, mest i _Olavskvæde_ (der staar det
kjendte digt _Tord Foleson_). Sivle skrev ogsaa mange _Sogor og stubbar_
og _Fortællinger_. Han skrev baade paa landsmaal og riksmaal.
*Hans E. Kinck* er født i Finmarken 1865. Han vokste op i Sætersdalen og
siden i Hardanger. Han studerte filologi og fik endog en videnskabelig
pris ved Universitetet. Han har reist meget, mest har han været i
Italien. I 1893 kom Kincks første bok; det var fortællingen _Huldren_ om
en stakkars halvtomset bondegut. Miljøet er fra Hardanger; og siden har
Kinck stadig git folkelivsskildringer enten fra Hardanger eller fra
Sætesdal. Men midt i folkelivsskildringene gir han ogsaa dyptgaaende
skildringer av sjælelivet hos den enkelte. Han har ogsaa git mange
naturskildringer. Bjørnson skrev en gang om Kinck: „Hans bondeskikkelser
stiger lyrisk op som dalens, fjeldets, havets utløste indhold;
bygdefolket er en mangestemmet forkyndelse av naturen de lever i og
basker med“. Ogsaa fra Italien har Kinck ofte hentet emnene til
sine verker. Kincks mest kjendte verker er novellesamlingen
_Flaggermusvinger_, romanen _Emigranter_ og det vældige skuespil
_Driftekaren_. Sproget er sterkt fyldt med dialektord.
*Jens Tvedt* er født i Søndhordland 1857. Han har været lærer og
bibliotekar i Stavanger. Tvedt har mest skrevet om folket i
vestlandsfjordene. Som ingen anden har han vist os bondelivet og selve
bøndene paa Vestlandet. Han fortæller alt aapent som det er. Han skriver
paa landsmaal med en fin humoristisk stil, og han bruker mange ord fra
hjembygden. Tvedts første bok var _Inn i fjordane_ (1885). Av hans
senere bøker nævner vi fortællingene _Vanheppa_, _Godmenne_, _Briteper_,
_Madli und’ apalen_ og _Djup jord_.
*Ivar Mortensson* er født i Østerdalen 1857. Han var sterkt med i den
politiske strid i førstningen av 1880-aarene. En tid var han redaktør;
nu er han prest. Han har skrevet baade digt og skuespil paa landsmaal.
Mest kjendt er „sogespelet“ _Varg i veum_ med emne fra vikingtiden. Han
har oversat _Edda-kvadene_ til landsmaal.
*Vetle Vislie* er født i Telemarken 1858; nu er han rektor i
Kristiansand. Han har skrevet et par skuespil, saaledes _Utan hovding_
med emne fra politikken; han har skrevet flere fortællinger; i
_Solvending_ vender han sig mot naturalismen.
*Rasmus Løland* var født i Ryfylke 1861. Han blev tidlig sykelig og
kunde bare ha let arbeide. Han begyndte at sende bygdebrev til
„Fedraheimen“ (se s. 171), og nogen fortællinger paa landsmaal sendte
han ind til Garborg, som hjalp ham til at faa bøkene ut. I 1894 kom han
selv til Kristiania. Løland skrev mange bøker; men sygdommen øket, og
han døde høsten 1907. — Løland skrev mange større fortællinger; av dem
skal vi nævne _Paa sjølvstyr_ og _Aasmund Aarak_. Løland har ogsaa
skrevet flere guttebøker, saaledes _Smaagutar_. Han skrev en god og klar
stil.
*Hans Aanrud* er født 1863 i Gausdal. Han var en tid journalist i
Kristiania. Han har skrevet ypperlige folkelivsskildringer fra
hjembygden. Det første bind fortællinger kom ut i 1891, og siden er der
kommet flere samlinger. Høiest staar han naar han fortæller om gamle
eller om barn. Han har ogsaa git ut et par større fortællinger _Sidsel
Sidsærk_ og _Sølve Solfeng_ med ypperlige barneskildringer. I
fortællingene hans er der ogsaa mange fine naturskildringer. Han har en
stor humoristisk evne; det kommer sterkt frem i hans skuespil _Storken_,
_Høit til hest_ og _Hanen_. Sproget er fint og friskt.
*Jacob B. Bull* er født 1853 i Østerdalen. Han har mest skrevet
folkelivsskildringer fra Østerdalen og historiske romaner og skuespil.
Foruten dem som er nævnt, har der været flere forfattere. _Alvilde
Prydz_ og _Tryggve Andersen_ har skrevet romaner, _Vilhelm Krag_
romaner, lystspil og lyriske digt, _Kristofer Randers_ og _Theodor
Caspari_ lyriske digt, _Anders Hovden_ fortællinger og lyriske digt paa
landsmaal, _Peter Egge_ romaner og fortællinger, _Mons Lie_
fortællinger, dramaer og lyriske digt, _Bernt Lie_ fortællinger og
guttebøker, _Ragnhild Jølsen_ († 1908) fortællinger, _Jacob Hilditch_
folkelivsskildringer og fortællinger, _Sven Moren_ og _Hans Seland_
fortællinger paa landsmaal.
I de sidste aar har mange nye digtere sendt bøker ut. Men de staar endnu
vor tid for nær til at vi kan nævne dem her.
De forskjellige literaturarter.
Et folks _literatur_ (av det latinske ord literæ, egentlig bokstaver) er
de skrifter som er forfattet paa folkets sprog.
Literaturen deles i *poetisk literatur* (skjønliteratur) og *prosaisk
literatur*. Poesi kommer av et græsk ord som egentlig betyr
frembringelse. Prosa er latinsk ord, som betyr likefrem (neml. tale).
Den poetiske literatur er overalt vokset frem før den prosaiske.
Den prosaiske literatur kan vi dele i _videnskabelig_ literatur,
_religiøs_ literatur og _politisk_ literatur. Literaturhistorien har
egentlig bare med skjønliteraturen at gjøre; fagliteraturen, som er
særlig videnskabelig, særlig religiøs og særlig politisk, ligger utenfor
den. Men ofte vil fagliteraturen eller visse grener av den ha stor
betydning for skjønliteraturen, f. eks. den _historiske_ literatur. Og
ofte vil fagliteraturen høre ind under skjønliteraturen. Det gjælder f.
eks. salmer og religiøse sanger. Literaturhistorien maa ta hensyn til
det og tar derfor ofte med meget av fagliteraturen.
Den poetiske literatur eller skjønliteraturen.
Literaturen viser et folks dannelsestrin. Især er det tilfældet med
skjønliteraturen; for digteren gjengir det som lever og rører sig i
folket, og det folket tænker og føler:
„Og folket lever først paa skalders munde,
dets tanker maa sit mæle faa.“
siger _Henrik Wergeland_.
_Digtekunsten_ hører likesom _tonekunsten_, _malerkunsten_,
_billedhuggerkunsten_ og _bygningskunsten_ til de _skjønne_ kunster. Den
videnskap som handler om kunsten og dens væsen og former, kaldes
_æstetik_.
Den poetiske literatur er dels i _bundet_, dels i _ubundet_ stil.
_Bundet_ kaldes stilen naar den er avhængig av visse bestemte regler,
naar tankene blir ordnet i regelmæssige avsnit (_vers_), og der er et
regelmæssig skifte av betonede og ubetonede stavelser (_versemaal_ eller
_metrum_). Paa øret virker dette skifte som en slags musik (_rytme_), og
_rimet_, som nu almindelig blir brukt, øker dette indtryk. Men rimet er
ikke nødvendig for den bundne stil. _Ubundet_ kaldes stilen naar den
ikke er knyttet til slike faste regler. Man maa merke at poesi ikke bare
er det som er skrevet i bundet stil, en sprogbruk som stundom forekommer
i daglig tale, men al skjønliteratur.
Den poetiske literatur deler man i _tre_ hovedgrener:
I. Episk digtning eller fortællende digtning.
II. Lyrisk digtning eller stemningsdigtning.
III. Dramatisk digtning eller skuespildigtning.