Da tyrkerne tok det bysantinske rike, fremkaldte det en ny
kulturstrømning, som alt var forberedt ved korstogene. En mængde græske
videnskapsmænd flyttet til Italien, og her økte de den interesse for den
gamle klassiske literatur som før var vakt. Her vokste ogsaa fra det
14de aarhundrede frem en national literatur (_Dante_, _Petrarca_,
_Boccaccio_). Interessen for den klassiske literatur bredte sig saa til
de andre landene i Europa. Den nye _almenmenneskelige_ dannelse, som
blev grundlagt ved de klassiske studier, er det man har kaldt
_humanismen_. Den førte til _renæssanse_ (gjenfødelse) av kunst og
videnskap. Det var humanismen som mest virket til at gi pavekirken
dødsstøtet i saa mange land; for den fremkaldte bibelkritikken (_Erasmus
fra Rotterdam_) og en dypere og mer videnskabelig drøftelse av de
religiøse spørsmaal. Ved dette blev veien ryddet for den lutherske
_reformation_, som ikke længe efter Luthers egen optræden med rivende
fart trængte ind i Danmark. Alt paa riksdagen 1536 blev den vedtat
indført i riket, efterat den i flere aar under stor tilslutning var blit
præket rundt om i landet.
[Footnote 13: De _norske_ sagn av _Faye_, _Asbjørnsen_ og _Johannes
Skar_, eventyrene av _Asbjørnsen_ og _Moe_, _Sophus Bugge_ o. fl.]
Opfindelsen av _boktrykkerkunsten_ virket ogsaa sterkt til fremme av
aandslivet rundt i Europa. Nye idéer gik ved hjælp av den fortere end
nogen gang før fra land til land og trængte ogsaa ned til de lavere lag
av folket. I de fleste landene, ogsaa i _Danmark_, gav reformationen og
opfindelsen av boktrykkerkunsten støtet til en _literatur_ paa
_morsmaalet_, som fort blomstret frem.
I Danmark var der i den senere middelalder en sterk _tysk_ indflytning,
og den fik stor indflydelse blandt alle stænder og i alle forhold. Den
satte ogsaa sine dype merker i sproget, som i høi grad blev fortysket;
de nu saa almindelige forstavelser _an-_, _be-_, _for-_ (ver-) tok
saaledes den gang til at trænge ind i sproget. Det _tyske sprog_ blev i
høiere lag endog ofte brukt til _talesprog_, mens _latinen_ blev
_skriftsprog_. De for resten temmelig faa skrifter Danmark har at opvise
i middelalderen, var næsten alle paa latin. Selv fædrelandshistorien
skrev Saxo paa latin, som vi har hørt. Rigtig nok gjorde som nævnt
reformationen for en tid morsmaalet igjen til skriftsprog, for det var
reformatorene om at gjøre at virke paa den menige mand og vende hans hu
til den nye lære. Den latinske messe skulde overalt avskaffes og dansk
gudstjeneste indføres; de katolske helgenhistorier maatte bort, og
bibelen bli git menigmand i hænde. I reformationstiden blev (navnlig ved
Kristiern Pedersen) den grundvold for en dansk national literatur lagt
som ialfald enkelte mænd (f. eks. Vedel og Peder Syv) bygde paa i det
følgende saakaldte lærde tidsrum. Først da blev den tyske indflydelse
paa sproget sterk igjen.
Reformationstidens literatur var næsten bare _religiøs_, en naturlig
følge av at det var trosskiftet som den gang mest optok sindene.
Øverst blandt forfatterne i denne tid staar *Kristiern Pedersen*, en
trofast ven av Kristiern den 2den. Han har skrevet saa betydelige
arbeider paa morsmaalet og brukt det saa dygtig at han i Danmark endog
har faat navn av den danske literaturs far. Ham skyldes for en væsentlig
del _den første fuldstændige danske bibeloversættelse_ (1550), som blev
kaldt _Kristian den 3djes danske bibel_ (oversat efter Luthers tyske
oversættelse).
„Ingen skal tro,“ siger han selv, „at evangelierne er helligere paa ett
tungemaal end et andet; havde nogen af apostlerne skrevet evangelierne
til Danmarks rige, da havde han dem visselig skrevet paa ret danske; thi
hvert menneske bør at kunne dem paa sit eget maal.“ Ved siden herav gav
han ut _Saxos historie_, som ellers let kunde gaat tapt.
Kristiern Pedersen byttet gamle uforstaaelige ord med nye brukelige og
fik større fasthet i retskrivningen, „særdeles for unge folks skyld,
piger og drenge, som gjerne ville lære at læse og skrive ret danske og
stave hende tilbørlig, som hende bør at staves og skrives,“ siger han
selv.
Kristiern Pedersen blev mer og mer optat av reformationsstriden. Hans
største motstander her var en anden dansk humanist, *Povl Helgesen*, en
elev av Erasmus fra Rotterdam. Han stod først velvillig til
reformationen, men stilte sig siden ivrig mot den. Hans motstandere
kaldte ham derfor „Povl Vendekaabe“. Hans _strids_skrifter var mest
kjendt.
Mer som taler end som skribent virket *Hans Tausen* († 1561 som biskop
i Ribe). Han har bl. a. git ut en _postil_ og digtet en del _salmer_.
Den _poetiske_ literatur var i den tid naturlig nok mest _salmer_. De
færreste var originale; de fleste var oversættelser av _tyske_ (f. eks.
_Vor Gud han er saa fast en borg_) eller omarbeidelser av _latinske_
salmer (f. eks. _Et barn er født i Betlehem_).
I _Norge_ var der i reformationstiden _ingen_ selvstændig literatur;
reformationen fremkaldte der ikke et eneste skrift. Mens
_boktrykkerkunsten_ naadde til Danmark alt under kong Hans i 1482 (den
første bok paa dansk, _Den danske rimkrønike_, blev trykt i 1495),
tryktes der i _Norge_ ingen bok før omkring midten av det 17de
aarhundrede. Men nu begyndte atter interessen at bli vakt for den gamle
norske literatur, og man tok til at oversætte kongesagaene fra
gammel-norsk til _dansk_; dette sprog blev nemlig under foreningen med
Danmark og især efter reformationen _fælles skriftsprog_ for Danmark og
Norge. Dette gik naturlig for sig. I de sidste aarhundreder av
middelalderen merker vi en utvikling i alle de vest-europæiske sprog.
Denne utvikling griper ogsaa sprogene i Norden. Likesom gammel-dansk
blev uforstaaelig i Danmark, blev gammel-norsk vanskelig at skjønne for
nordmænd. I vort land hadde vi da ingen norsk overklasse som kunde skape
et mer moderne skriftsprog. Magthaverne var danske; det var da deres
sprog som blev vort officielle skriftsprog. Da saa reformationen kom med
religionen og bibelen paa dansk, var det naturlig at de spirer som
maatte være til et norsk skriftsprog, blev kvalt. Talesproget derimot
blev ved at være norsk i by og bygd, og det var først i langt senere tid
at den „dannede dagligtale“ mistet det meste av sit norske præg.